Hvordan „kristne“ blev en del af denne verden

ROMERRIGET gik til sidst i opløsning. Mange historikere hævder at dette også faldt sammen med kristendommens endelige sejr over hedenskabet. Den anglikanske biskop E. W. Barnes er imidlertid af en anden opfattelse. Han skriver: „Da den klassiske civilisation brød sammen ophørte kristendommen med at være Jesu Kristi ædle lære: Den blev en religion der kunne bruges som socialt bindemiddel i en verden i opløsning.“ — The Rise of Christianity.

Historiske beretninger viser at de der hævdede at følge Jesus, på mange måder holdt sig adskilt fra den romerske verden i det andet, tredje og fjerde århundrede, altså før Romerrigets fald. Men historien viser også at frafaldet trængte igennem i læren, i opførselen og i organisationen, nøjagtig som Jesus og apostlene havde forudsagt. (Mattæus 13:36-43; Apostelgerninger 20:29, 30; 2 Thessaloniker 2:3-12; 2 Timoteus 2:16-18; 2 Peter 2:1-3, 10-22) Til sidst blev der indgået kompromiser med den græsk-romerske verden, og nogle som hævdede at være kristne antog verdens hedenskab (deriblandt dens fester og dens tilbedelse af en modergudinde og en treenig gud), dens filosofi (herunder troen på en udødelig sjæl), og dens administrative organisation (der ses ved fremkomsten af en præsteklasse). Det var denne fordærvede udgave af kristendommen der tiltrak de hedenske masser og blev en faktor som de romerske kejsere først prøvede at udrydde men senere accepterede og forsøgte at udnytte til egen fordel.

 Besejret af verden

Kirkehistorikeren August Neander viser hvilke farer dette nye forhold mellem „kristendommen“ og verden rummede. Han skriver at hvis de kristne opgav at holde sig adskilt fra verden „ville konsekvensen blive en sammenblanding af kirke og verden . . . hvorved kirken ville miste sin renhed, og, trods sin tilsyneladende sejr, selv blive besejret.“ — Allgemeine Geschichte der Christlichen Religion und Kirche, bind 3, side 202.

Det var netop hvad der skete. I begyndelsen af det fjerde århundrede forsøgte den romerske kejser Konstantin at bruge sin tids „kristne“ religion til at holde sammen på sit smuldrende rige. Derfor gav han bekendende kristne trosfrihed og gav deres præsteskab nogle af det hedenske præsteskabs privilegier. The New Encyclopædia Britannica oplyser: „Konstantin trak kirken ud af sin isolation fra verden og fik den til at påtage sig et socialt ansvar, hvorved han medvirkede til at det hedenske samfund blev vundet for kirken.“

Statsreligion

Efter Konstantin gjorde kejser Julian (361-363) et forsøg på at bekæmpe den kristne tro og genoplive hedenskabet. Men han kom til kort, og 20 år efter forbød kejser Theodosius I den hedenske religion og gjorde den trinitariske „kristendom“ til Romerrigets statsreligion. Med stor nøjagtighed beskriver den franske historiker Henri Marrou situationen: „Ved slutningen af Theodosius’ regeringstid blev kristendommen, eller nærmere betegnet den ortodokse katolicisme, hele den romerske verdens officielle religion.“ Ortodoks katolicisme afløste den sande kristendom og blev „en del af verden“. Denne statsreligion var vidt forskellig fra Jesu første disciples religion, til hvem Jesus sagde at de ’ikke var en del af verden’. — Johannes 15:19.

Den franske historiker og filosof Louis Rougier har skrevet: „Med kristendommens udbredelse undergik den så mange sælsomme forandringer at den til sidst ikke var til at genkende. . . . Urkirken med de fattige, som levede af almisse, blev en sejrende kirke som kom til enighed med de herskende klasser hvis den ikke var i stand til at dominere dem.“

I begyndelsen af det femte århundrede skrev den katolske „helgen“ Augustin sit hovedværk De Civitate Dei (Om Guds stat). Heri beskrev han to byer, „Guds og verdens“. Lagde dette værk vægt på adskillelsen mellem katolikkerne og verden? Nej, for som professor Latourette siger: „Augustin erkendte åbent [at] de to byer, den jordiske og den himmelske, var smeltet sammen.“ Augustin lærte at „Guds rige allerede var begyndt at herske i denne verden med oprettelsen af den [katolske] kirke“. (The New Encyclopædia Britannica, Macropædia, bind 4, side 506) Uanset hvad Augustins oprindelige hensigt har været, havde hans teorier til følge at den katolske kirke blev endnu mere involveret i denne verdens politiske anliggender.

Et delt rige

Ved Theodosius I’s død i 395 blev Romerriget officielt delt i to riger. Det østromerske, eller byzantinske, rige med hovedstaden Konstantinopel (tidligere Byzans, nu Istanbul), og det vestromerske med hovedstaden (efter 402) Ravenna i Italien. Som følge heraf blev kristenheden både politisk og religiøst delt. Med hensyn til forholdet mellem kirke og stat fulgte kirken i det østromerske rige Eusebios fra Cæsarea (der var en af Konstantin den Stores samtidige). Han så bort fra princippet om at  kristne skal holde sig adskilt fra verden, og ræsonnerede som så at hvis kejseren og riget blev vundet for den kristne tro, ville kirken og staten udgøre ét kristent samfund, med kejseren som Guds repræsentant på jorden. I det store og hele har de ortodokse kirker bibeholdt dette syn på forholdet mellem kirke og stat i århundredernes løb. I sin bog The Orthodox Church viser Timothy Ware, en ortodoks biskop, hvad følgen har været: „Nationalisme har været ortodoksiens forbandelse i de sidste ti århundreder.“

I vest blev den sidste romerske kejser i 476 afsat af invaderende germanske stammer. Dette markerede afslutningen på det vestromerske rige. Om det politiske tomrum som derefter opstod siger The New Encyclopædia Britannica: „En ny magt blev til: Romerkirken, biskoppen af Roms kirke. Denne kirke opfattede sig selv som det forsvundne Romerriges arvtager.“ Opslagsværket fortsætter: „De romerske paver . . . udstrakte kirkens krav på verdslig regeringsmagt ud over grænserne for kirke/stat-forholdet og udviklede teorien om de to sværd, idet de hævdede at Kristus ikke alene gav paven åndelig magt over kirken men også verdslig magt over de jordiske riger.“

Protestantiske folkekirker

I middelalderen var både de ortodokse og katolske kirker stærkt engagerede i politik, verdslige intriger og krige. Betød reformationen i det 16. århundrede at man  vendte tilbage til den sande kristendom, som holdt sig adskilt fra verden?

Nej, i The New Encyclopædia Britannica læser vi: „De protestantiske reformatorer af luthersk, calvinistisk og anglikansk observans . . . holdt urokkeligt fast ved Augustins synspunkter, hvis teologi de følte sig mest tiltrukket af. . . . Hver af de tre store protestantiske retninger i det 16. århundredes Europa . . . fik støtte fra de verdslige myndigheder i Sachsen, Schweiz og England og bibeholdt middelalderkirkens syn på staten.“

Frem for at betyde en tilbagevenden til den sande kristendom medførte reformationen at der opstod en række nationale eller lokale kirker som bejlede til de politiske staters gunst og aktivt støttede dem i krigene. Både katolske og protestantiske kirker har ophidset til religiøse krige. I sin bog Historiesyn og religiøs tro siger Arnold Toynbee om disse krige: „De betød, at katolikker og protestanter i Frankrig, Nederlandene, Tyskland og Irland og rivaliserende protestantiske sekter i England og Skotland rejste sig imod hinanden i et brutalt forsøg på at slå hinanden ned med våbenmagt.“ De nuværende konflikter som splitter Irland og det tidligere Jugoslavien viser at katolske, ortodokse og protestantiske kirker stadig er dybt optaget af denne verdens anliggender.

Betyder det at man ikke længere kan finde den sande kristendom på jorden, den der holder sig adskilt fra verden? Den næste artikel vil besvare dette spørgsmål.

[Ramme/illustration på side 10, 11]

Hvordan „kristendommen“ blev en statsreligion

KRISTNE bør ikke være en del af denne verden. (Mattæus 24:3, 9; Johannes 17:16) Historiebøgerne viser imidlertid at „kristendommen“ i det fjerde århundrede blev officiel statsreligion i Romerriget. Hvordan gik det til?

Fra kejser Nero (54-68) og til langt ind i det tredje århundrede forfulgte alle romerske kejsere de kristne, enten direkte eller indirekte ved at tillade at de blev forfulgt. Gallien (253-268) var den første romerske kejser der udstedte et toleranceedikt for dem. Men selv da var kristendommen en forbudt religion i riget. Efter Gallien fortsatte forfølgelsen, og under Diokletian (284-305) og hans efterfølgere blev den endda intensiveret.

I begyndelsen af det fjerde århundrede nåede man imidlertid et vendepunkt da kejser Konstantin I blev kristen. Om kejserens „omvendelse“ siger det franske opslagsværk Théo — Nouvelle encyclopédie catholique: „Konstantin hævdede at være en kristen kejser. I virkeligheden blev han dog først døbt på sit dødsleje.“ I 313 udstedte Konstantin og hans medhersker, Licinius, et edikt som gav kristne og hedninger samme religiøse frihed. The New Catholic Encyclopedia siger: „At Konstantin gav de kristne trosfrihed, hvilket indebar at kristendommen blev officielt anerkendt som en religio licita [lovlig religion] på linje med hedenskabet, var en revolutionerende handling.“

The New Encyclopædia Britannica oplyser imidlertid: „Han [Konstantin] gjorde ikke kristendommen til rigets religion.“ Den franske historiker Jean-Rémy Palanque, der er medlem af Det Franske Institut, skriver: „Den romerske stat . . . forblev dog officielt hedensk. Og Konstantin, der tilsluttede sig den kristne religion, ændrede ikke på dette forhold.“ I værket The Legacy of Rome siger professor Ernest Barker: „[Konstantins sejr] førte ikke straks til at kristendommen blev statsreligion. Konstantin var tilfreds med at anerkende kristendommen som en af rigets officielle trosretninger. I de næste halvfjerds år blev de gamle hedenske ritualer officielt udført i Rom.“

På det tidspunkt var „kristendommen“ en juridisk anerkendt religion i Romerriget. Hvornår blev den så den officielle statsreligion? I New Catholic Encyclopedia siges der: „[Konstantins] politik blev videreført af alle hans efterfølgere med undtagelse af Julian [361-363], hvis forfølgelse af kristendommen fik en brat afslutning ved hans død. I sidste fjerdedel af det 4. århundrede gjorde Theodosius den Store [379-395] omsider kristendommen til rigets officielle religion og undertrykte den offentlige afgudsdyrkelse.“

Bibelforskeren og historikeren F. J. Foakes Jackson bekræfter dette og afslører hvori den nye statsreligion egentlig bestod: „Under Konstantin var kristendommen og Romerriget allierede. Under Theodosius blev de forenede. . . . Fra da af var titlen katolik forbeholdt dem der tilbad Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd med samme ærbødighed. Hele denne kejsers religionspolitik tjente denne hensigt og resulterede i at den katolske tro blev den eneste tilladte romerske religion.“

Jean-Rémy Palanque har skrevet: „Theodosius, som bekæmpede hedenskabet, nød også den ortodokse [katolske] kirkes gunst. Hans edikt af 380 påbød alle undersåtter at bekende pave Damasus’ tro og biskoppen af Alexandrias [trinitariske] tro, og berøvede dissidenter tilbedelsesfrihed. Det store kirkemøde i Konstantinopel (381) fordømte atter al kætteri, og kejseren sørgede for at ingen biskop støttede kætteriet. Den nikænske [trinitariske] kristendom var blevet statsreligion . . . Kirken var nært forbundet med staten og nød dens særlige støtte.“

Det var således ikke aposteltidens uforvanskede kristendom som blev Romerrigets statsreligion. Det var det fjerde århundredes trinitariske katolicisme, som var blevet påtvunget af kejser Theodosius I og praktiseret af den katolske kirke, der dengang som nu har været en del af denne verden.

[Kildeangivelse]

Kejser Theodosius I: Real Academia de la Historia, Madrid (Foto Oronez)

[Kildeangivelse på side 8]

Scala/​Art Resource, N.Y.