Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vi må vandre i visdom i forhold til verden

Vi må vandre i visdom i forhold til verden

Vi må vandre i visdom i forhold til verden

„Bliv ved med at vandre i visdom over for dem som er udenfor.“ — KOLOSSENSERNE 4:5.

1. Hvilke udfordringer stod de første kristne over for, og hvilken vejledning gav Paulus menigheden i Kolossæ?

 UNDER Romerriget blev de kristne der boede i byerne, gang på gang konfronteret med afgudsdyrkelse, hedenske ceremonier og skikke samt umoralske forlystelser. De der boede i Kolossæ i den vestlige del af det centrale Lilleasien, blev uden tvivl konfronteret med de indfødte frygieres spiritisme og tilbedelse af modergudinder, de græske tilflytteres hedenske filosofi og den jødiske kolonis judaisme. Apostelen Paulus opfordrede den kristne menighed til at „vandre i visdom“ over for sådanne udenforstående. — Kolossenserne 4:5.

2. Hvorfor må Jehovas vidner i dag vandre i visdom over for dem som er udenfor?

2 I dag bliver Jehovas vidner konfronteret med lignende forkerte skikke og meget andet. De må derfor også lægge visdom for dagen i deres forhold til dem der befinder sig uden for den sande kristne menighed. De har mange modstandere, både i medieverdenen og blandt præster og politikere. Nogle af disse modstandere prøver — enten ved direkte angreb eller, som oftest, via latterliggørelse — at give Jehovas vidner et dårligt omdømme og vække fordomme imod dem. Ligesom de første kristne uretfærdigt blev betragtet som en fanatisk og farlig „sekt“, bliver Jehovas Vidner i dag ofte misforstået og mødt med fordomme. — Apostelgerninger 24:14; 1 Peter 4:4.

Overvind fordomme

3, 4. (a) Hvorfor vil sande kristne aldrig blive elsket af verden, men hvad bør vi forsøge at gøre? (b) Hvad har en forfatter skrevet om nogle Jehovas vidner som var i nazistisk koncentrationslejr?

3 Sande kristne forventer ikke at blive elsket af verden, der ifølge apostelen Johannes „ligger i den ondes magt“. (1 Johannes 5:19) Ikke desto mindre opfordrer Bibelen kristne til at bestræbe sig for at vinde enkeltpersoner for Jehova og den rene tilbedelse. Dette gøres både ved den direkte forkyndelse og ved vor gode opførsel. Apostelen Peter skrev: „Bevar jeres adfærd god blandt folk fra nationerne, så at de, som følge af jeres gode gerninger hvortil de er øjenvidner, kan herliggøre Gud på den dag han inspicerer, for det som de nu bagtaler jer for som forbrydere.“ — 1 Peter 2:12.

4 I sin bog Forgive — But Do Not Forget (Tilgiv — men glem ikke) skriver forfatteren Sylvia Salvesen om nogle kvindelige Jehovas vidner som hun var i nazistisk koncentrationslejr sammen med: „Disse to, Käthe og Margarethe, og mange andre, hjalp mig meget, ikke blot ved deres tro men også rent praktisk. De skaffede os de første rene klude til vore sår . . . Kort sagt befandt vi os blandt mennesker der ønskede os det bedste, og som lod deres venlighed komme til udtryk i handling.“ Et godt vidnesbyrd fra „dem som er udenfor“.

5, 6. (a) Hvilket arbejde udfører Kristus i øjeblikket, og hvad bør vi ikke glemme? (b) Hvilken holdning bør vi have til folk i verden, og hvorfor?

5 Vi kan gøre meget for at nedbryde fordomme ved at lade vor opførsel over for udenforstående være præget af visdom. Vi lever i en tid hvor vor regerende Konge, Kristus Jesus, adskiller nationernes folk, „ligesom en hyrde skiller fårene fra gederne“. (Mattæus 25:32) Vi bør imidlertid aldrig glemme at det er Kristus der er dommeren; han afgør hvem der er ’får’ og hvem der er ’geder’. — Johannes 5:22.

6 Dette bør afspejle sig i vor holdning til dem der ikke er en del af Jehovas organisation. Vi betragter dem måske som verdslige mennesker, men de er en del af menneskehedens verden hvorom der siges: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ (Johannes 3:16) Det er langt bedre at betragte folk som vordende ’får’ end uden videre at kategorisere dem som ’geder’. Nogle der tidligere har været stærke modstandere af sandheden, er nu indviede Jehovas vidner. Og mange af disse er først blevet vundet for sandheden, og har først villet lytte til den direkte forkyndelse, efter at de er blevet vist venlighed, se for eksempel billedet på side 18.

Nidkære, ikke aggressive

7. Hvad har paven kritiseret, og hvilket spørgsmål rejser dette?

7 Pave Johannes Paul II angreb sekterne som helhed, og især Jehovas Vidner, da han sagde: „Den næsten aggressive nidkærhed hvormed nogle forsøger at hverve nye medlemmer, idet de går fra hus til hus eller standser forbipasserende på gaden, er en sekterisk forfalskning af de sande apostles og missionærers trosiver.“ Hertil kunne man spørge: Hvis det vi foretager os er en „forfalskning af de sande apostles og missionærers trosiver“, hvor finder man så den sande nidkærhed for evangeliet? Bestemt ikke blandt katolikker, protestanter eller medlemmer af de ortodokse trossamfund.

8. Hvordan bør vi udføre vor forkyndelse fra hus til hus, og hvad håber vi at opnå?

8 Hvis vi altid bestræber os for at være venlige, respektfulde og høflige når vi henvender os til folk i forkyndelsen, kan vi gøre enhver anklage om at vi er påtrængende til skamme. Disciplen Jakob skrev: „Hvem er viis og forstandig iblandt jer? Lad ham ved sin gode adfærd vise sine gerninger med en mildhed der hører visdom til.“ (Jakob 3:13) Apostelen Paulus tilskynder os til „ikke at være krigeriske“. (Titus 3:2) Hvorfor ikke være oprigtigt interesseret i den besøgtes mening, i stedet for direkte at fordømme hans eller hendes tro? Derefter kan vi fortælle vedkommende om den gode nyhed fra Bibelen. Ved at have en positiv indstilling til dem vi besøger, og ved at vise passende respekt for folk med en anden tro, kan vi gøre mennesker mere modtagelige for at lytte, og måske vil de se værdien af Bibelens budskab. Måske fører det til at nogle begynder at „herliggøre Gud“. — 1 Peter 2:12.

9. Hvordan kan vi følge apostelen Paulus’ vejledning (a) i Kolossenserbrevet 4:5, og (b) i Kolossenserbrevet 4:6?

9 Apostelen Paulus sagde: „Bliv ved med at vandre i visdom over for dem som er udenfor, idet I køber jer den belejlige tid.“ (Kolossenserne 4:5) Om den sidste del af verset skrev J. B. Lightfoot: „Forpas ikke en eneste lejlighed til at sige og gøre noget der kan fremme Guds sag.“ (Kursiveret af os.) Ja, vi må være parate til i ord og i handling at udnytte den belejlige tid. Denne visdom indebærer også at man besøger folk på et passende tidspunkt. Hvis mange afviser budskabet, er det så fordi de ikke er interesserede eller skyldes det at vi kommer på et tidspunkt som højst sandsynligt er ubelejligt? Paulus sagde også: „Lad altid jeres tale være med ynde, krydret med salt, så I ved hvordan I bør svare enhver især.“ (Kolossenserne 4:6) Dette kræver at vi viser omtanke og har ægte kærlighed til vor næste. Lad os altid forkynde budskabet om Riget med ynde.

Respektfulde og „rede til enhver god gerning“

10. Hvilken vejledning gav apostelen Paulus de kristne der boede på Kreta? (b) Hvordan har Jehovas vidner været et godt eksempel med hensyn til at følge denne vejledning?

10 Vi kan ikke gå på kompromis når det gælder Bibelens principper. På den anden side skal vi heller ikke gøre de ting der ikke truer vor uangribelighed som kristne, til stridsspørgsmål. Apostelen Paulus skrev: „Bliv ved med at minde dem [de kristne på Kreta] om at underordne sig regeringer og myndigheder og adlyde dem som herskere, at være rede til enhver god gerning, ikke at spotte nogen, ikke at være krigeriske, at være rimelige, at udvise al mildhed mod alle mennesker.“ (Titus 3:1, 2) Bibelforskeren E. F. Scott har givet følgende kommentar til denne passage: „Kristne skulle ikke alene adlyde myndighederne men også være rede til enhver god gerning. Dette . . . betyder at kristne, når lejlighed byder sig, bør være blandt de første der viser samfundssind. Der vil konstant være tilfælde af ildebrand, pest og diverse ulykker, hvor alle gode borgere vil ønske at hjælpe deres næste.“ Ud over hele jorden har der været mange katastrofer, og Jehovas vidner har været blandt de første til at yde nødhjælp. De har ikke kun hjulpet deres egne men også udenforstående.

11, 12. (a) Hvordan bør kristne optræde over for myndighederne? (b) Hvordan kan man underordne sig myndighederne når man skal bygge en ny rigssal?

11 Dette afsnit af Paulus’ brev til Titus understreger også vigtigheden af at have en respektfuld holdning til myndighederne. Unge kristne der træder frem for dommere på grund af deres neutrale standpunkt, skal især være opmærksomme på at vandre i visdom over for dem som er udenfor. Ved deres optræden, soignering og den måde hvorpå de tiltaler myndighedspersoner kan de gøre meget for enten at give Jehovas vidner et godt ry eller skade deres omdømme. De bør ’give ham der kræver ære, ære’, og forsvare sig med dyb respekt. — Romerne 13:1-7; 1 Peter 2:17; 3:15.

12 ’Myndighederne’ indbefatter lokale embedsmænd. Nu da der bygges flere og flere rigssale vil man nødvendigvis have en vis kontakt med de lokale myndigheder. Ofte bliver ældste mødt med fordomme. Men det har vist sig at det er muligt at nedbryde disse fordomme hvis repræsentanter fra menigheden bestræber sig for at opnå et godt forhold til myndighederne og samarbejder med disse offentlige instanser. Der bliver som regel aflagt et godt vidnesbyrd over for nogle der kun har lidt eller måske slet intet kendskab til Jehovas vidner og deres budskab.

’Om muligt, hold fred med alle mennesker’

13, 14. Hvilken vejledning gav Paulus de kristne i Rom, og hvordan kan vi følge denne belæring i vort forhold til udenforstående?

13 Til de kristne i det hedenske Rom sagde Paulus: „Gengæld ikke nogen ondt med ondt. Vær i forvejen indstillet på det der er godt i alle menneskers øjne. Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker. I må ikke hævne jer, I elskede, men giv plads for vreden; for der står skrevet: ’Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.’ Men ’hvis din fjende sulter, så giv ham noget at spise; hvis han tørster, så giv ham noget at drikke; for ved at gøre dette dynger du gloende kul på hans hoved’. Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind til stadighed det onde med det gode.“ — Romerne 12:17-21.

14 I vor kontakt med udenforstående kan vi som sande kristne ikke undgå at støde på modstandere. Af ovenstående vers fremgår det at visdommens vej indbefatter at man søger at overvinde modstanden ved at optræde venligt. Ligesom gloende kul kan denne venlighed få fjendskabet til at smelte og gøre at modstanderen får en mere imødekommende holdning til Jehovas folk, og måske endda vække hans interesse for den gode nyhed. Når dette sker har man overvundet det onde med det gode.

15. Hvornår bør kristne især tænke på at vandre i visdom over for dem som er udenfor?

15 Især i de hjem hvor kun den ene ægtefælle er i sandheden, er det vigtigt at vandre i visdom over for dem som er udenfor. Man bliver en bedre mand, en bedre hustru, en bedre fader og en bedre moder af at følge Bibelens principper, og børn bliver mere lydige og flittige i skolen. En ikketroende burde tydeligt kunne se den gode virkning Bibelens principper har på den troende. Nogle kan derfor ’vindes uden ord ved den adfærd’ som deres indviede familiemedlemmer lægger for dagen. — 1 Peter 3:1, 2.

’Gør det der er godt mod alle’

16, 17. (a) Hvilke ofre har Guds velbehag? (b) Hvordan kan vi „gøre det der er godt“ mod vore brødre og mod dem som er udenfor?

16 Det bedste vi kan gøre for vor næste er at bringe ham livets ord og lære ham om forligelsen med Jehova gennem Jesus Kristus. (Romerne 5:8-11) Apostelen Paulus giver os derfor denne tilskyndelse: „Lad os gennem ham [Kristus] altid bringe Gud lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn.“ (Hebræerne 13:15) Og han tilføjer: „Glem ikke at gøre godt og at dele med andre, for i sådanne ofre har Gud velbehag.“ (Hebræerne 13:16) Foruden den offentlige forkyndelse må vi ikke glemme at „gøre godt“, hvilket er en uadskillelig del af de ofre der har Guds velbehag.

17 Naturligvis gør vi godt mod vore åndelige brødre, som måske følelsesmæssigt, åndeligt, fysisk eller materielt set er trængte. Paulus omtalte dette da han skrev: „Så længe vi har tiden til det, lad os da gøre det der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen.“ (Galaterne 6:10; Jakob 2:15, 16) Vi bør imidlertid ikke glemme opfordringen til at „gøre det der er godt mod alle“. En venlig gestus over for slægtninge, naboer eller kolleger kan gøre meget for at nedbryde deres fordomme imod os og åbne deres hjerte for sandheden.

18. (a) Hvilke farer bør vi undgå? (b) Hvordan kan gode kristne egenskaber gavne vort arbejde med at forkynde offentligt?

18 Hermed være ikke sagt at vi skal være nære venner med dem som er udenfor. Et sådant venskab kan være farligt. (1 Korinther 15:33) Det er ikke tanken at vi skal være venner med verden. (Jakob 4:4) Men det kan gavne vor forkyndelse at vi lægger gode kristne egenskaber for dagen. I nogle lande bliver det sværere og sværere at tale med folk dér hvor de bor. I visse boligområder er der så mange sikkerhedsforanstaltninger at man ikke kan besøge beboerne. I mere velstående lande har man mulighed for at bruge telefonen i sin forkyndelse. Og i de fleste lande kan man forkynde på gaden. Hvis man er venlig, høflig og hjælpsom over for andre, er man, uanset hvor man bor, bedre i stand til at komme mange fordomme til livs og aflægge et godt vidnesbyrd.

Modstandere bringes til tavshed

19. (a) Hvad kan vi forvente eftersom vi ikke er ude på at behage mennesker? (b) Hvordan bør vi bestræbe os for at følge Daniels eksempel og Peters vejledning?

19 Jehovas vidner frygter ikke mennesker og søger heller ikke at behage dem. (Ordsprogene 29:25; Efeserne 6:6) Trods alle deres bestræbelser for at være lovlydige borgere og eksemplariske skatteydere, er de fuldt ud klar over at modstandere vil tale krænkende om dem og sprede ondsindede løgne. (1 Peter 3:16) Med dette i tanke prøver de at efterligne Daniel, om hvem hans fjender sagde: „Vi finder intet påskud for en anklage mod denne Daniel, medmindre vi finder det mod ham i hans Guds lov.“ (Daniel 6:5) Vi vil aldrig gå på kompromis med hensyn til Bibelens principper for at behage mennesker. På den anden side søger vi heller ikke at blive martyrer. Vi bestræber os for at leve fredeligt og følge den apostolske vejledning: „Således er Guds vilje, at I ved at gøre det gode kan få de ufornuftige menneskers uvidende snak til at forstumme.“ — 1 Peter 2:15.

20. (a) Hvad er vi overbeviste om, og hvilken opmuntring gav Jesus os? (b) Hvordan kan vi blive ved med at vandre i visdom over for dem som er udenfor?

20 Vi er overbeviste om at det er helt i overensstemmelse med Bibelens vejledning at holde sig adskilt fra verden. Dette standpunkt underbygges af de første kristnes eksempel. Vi opmuntres af Jesu ord: „I verden har I trængsel, men fat mod! Jeg har besejret verden.“ (Johannes 16:33) Vi har intet at frygte. „Hvem er der som kan skade jer hvis I bliver nidkære for det gode? Men selv om I også skulle lide for retfærdigheds skyld er I lykkelige. Og det de frygter, må I ikke frygte, og bliv heller ikke foruroliget. Men I skal hellige Messias som Herre i jeres hjerter, idet I altid er rede til at forsvare jer over for enhver som kræver jer til regnskab for det håb der er i jer, men gør det med mildhed og dyb respekt.“ (1 Peter 3:13-15) Ved at gøre dette kan vi blive ved med at vandre i visdom over for dem som er udenfor.

Spørgsmål til repetition

◻ Hvorfor må Jehovas vidner vandre i visdom over for dem som er udenfor?

◻ Hvorfor kan sande kristne aldrig forvente at blive elsket af verden, men hvad skal de forsøge at gøre?

◻ Hvilken holdning skal vi have til folk i verden, og hvorfor?

◻ Hvorfor bør vi „gøre det der er godt“ mod vore brødre, og mod dem som er udenfor?

◻ Hvordan kan det at vi vandrer i visdom over for dem som er udenfor, gavne vort offentlige forkyndelsesarbejde?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 18]

Til venstre: Sande kristne i Frankrig hjælper deres næste efter en oversvømmelse

[Illustration på side 20]

Kristne kan gøre meget for at nedbryde fordomme ved at optræde venligt

[Illustration på side 23]

Kristne bør „være rede til enhver god gerning“