„Arbejd ikke for den mad der forgår“

FORTALT AF DAVID LUNSTRUM

Min bror Elwood og jeg befandt os 9 meter oppe i luften, i færd med at male et nyt skilt på Vagttårnsselskabets trykkeribygning i Brooklyn, New York. Over 40 år senere kan man stadig læse opfordringen: „Læs Guds ord, Bibelen, hver dag.“ Hver uge kan i tusindvis af mennesker se dette skilt når de kører over Brooklynbroen.

NOGET af det tidligste jeg kan huske fra min barndom er familiens vaskedag. Klokken fem om morgenen stod mor op og vaskede tøj for hele familien, og far gjorde sig klar til at tage på arbejde, alt imens de havde en af deres mange heftige diskussioner. Far argumenterede for at mennesket på en eller anden måde havde udviklet sig over millioner af år, og mor holdt på, som Bibelen siger, at mennesket var skabt direkte af Gud.

Som kun syv-årig stod det klart for mig at mor havde sandheden. Uanset hvor højt jeg elskede far, kunne jeg se at hans tro ikke gav noget håb for fremtiden. Tænk hvis mor havde vidst at to af hendes sønner mange år senere skulle male et skilt der opmuntrede folk til at læse i Bibelen, den bog hun holdt så meget af.

Men jeg må hellere lade være med at foregribe begivenhedernes gang. Hvordan gik det til at jeg fik et så privilegeret arbejde? Jeg er nødt til at gå tilbage til år 1906, tre år inden jeg blev født.

Mors trofaste eksempel

Dengang var mor og far nygifte og boede i et telt i Arizona. En bibelstudent, som et Jehovas vidne dengang blev kaldt, besøgte dem og gav mor bogserien Studier i Skriften, skrevet af Charles Taze Russell. Hun blev oppe hele natten for at læse bøgerne, og indså hurtigt at hun havde fundet den sandhed hun havde søgt efter. Hun kunne næsten ikke vente på at far kom hjem efter at have været ude at søge arbejde.

Far var også utilfreds med det kirkerne lærte, og i en periode accepterede han de bibelske sandheder. Senere gik han imidlertid sine egne veje religiøst set og gjorde det endda vanskeligt for mor. Men hun holdt aldrig op med at dække sine børns fysiske og åndelige behov.

Jeg vil aldrig glemme lyden af mors trin når hun hver aften kom ned ad trappen til os efter en hård arbejdsdag for at læse et stykke fra Bibelen for os eller give os nogle åndelige ’godbidder’. Far sled også i det, og da jeg blev ældre lærte han mig malerfaget. Ja, far lærte mig at arbejde med mine hænder, men mor lærte mig at det vigtigste er at arbejde for ’den mad der ikke forgår,’ som Jesus sagde. — Johannes 6:27.

Senere slog min familie sig ned i den lille by Ellensburg i staten Washington, omkring 180 kilometer øst for Seattle. Da vi børn begyndte at overvære bibelstudenternes møder sammen med mor, mødtes vi i private hjem. Alle mændene holdt op med at komme i vores studiegruppe da behovet for at deltage i forkyndelsen fra hus til hus blev understreget. Men mors tro vaklede aldrig. Det gjorde et  stærkt indtryk på mig, og lærte mig altid at stole på vejledningen fra Jehovas organisation.

Med tiden fik far og mor ni børn. Jeg blev født den 1. oktober 1909, som den tredje i børneflokken. Seks af os børn har efterlignet mors gode eksempel og er blevet nidkære vidner for Jehova.

Indvielse og dåb

Sidst i teenageårene indviede jeg mig til Jehova og symboliserede dette ved vanddåben i 1927. Dåben fandt sted i Seattle i en gammel bygning som baptisterne tidligere havde benyttet. Jeg var glad for at de havde fjernet det gamle spir. Vi blev fulgt ned til svømmebassinet i kælderen, hvor vi fik udleveret lange, sorte kjortler. Vi lignede nogle der skulle til begravelse.

Et par måneder senere var jeg igen i Seattle, og her var jeg for første gang ude at forkynde fra hus til hus. Forkynderen som ledede arbejdet sagde til mig: „Du tager den vej rundt om blokken, og jeg går den anden vej.“ Trods min nervøsitet spredte jeg to sæt brochurer til en meget venlig dame. Da jeg kom hjem til Ellensburg fortsatte jeg med at forkynde fra hus til hus, og nu, næsten 70 år senere, nyder jeg stadig denne tjenestegren.

Beteltjeneste

Kort efter min første forkyndertur blev jeg af en broder som selv havde tjent på Brooklyn Betel i New York, Vagttårnsselskabets hovedkontor, opfordret til at melde mig som frivillig medarbejder. Et stykke tid efter vores samtale blev der bragt en notits i Vagttårnet om at de havde brug for hjælp på Betel. Jeg ansøgte derfor. Jeg vil aldrig glemme min glæde da jeg modtog et brev med tilsagn om beteltjeneste på Brooklyn Betel fra den 10. marts 1930. På den måde begyndte min karriere i heltidstjenesten, at arbejde for ’den mad der ikke forgår’.

Nogle vil måske tænke at med den erfaring jeg havde inden for malerfaget, ville jeg nok blive sat til at male. Men i stedet blev jeg tildelt arbejde ved hæftemaskinen i trykkeriet. Selv om det var et meget ensformigt arbejde, fandt jeg glæde ved det i over seks år. Den store rotationspresse, der bar kælenavnet  „det gamle slagskib“, trykte brochurer som via transportbånd blev sendt ned til den etage hvor jeg arbejdede. Vi morede os med at se om vi kunne hæfte brochurerne lige så hurtigt som vi modtog dem fra ’slagskibet’.

Senere arbejdede jeg i forskellige afdelinger, blandt andet den afdeling hvor man fremstillede grammofoner. Vi brugte grammofonerne til at afspille plader med Bibelens budskab ved folks dørtrin. En opretstående grammofon blev designet og fremstillet af frivillige i afdelingen. Denne grammofon kunne ikke blot afspille bibelske foredrag, men havde også særlige rum hvor man kunne opbevare brochurer og måske en mellemmad. I 1940 havde jeg den forret at demonstrere brugen af dette nye udstyr ved et stævne i Detroit i Michigan.

Vi fremstillede imidlertid andet end disse praktiske maskiner. Vi foretog også vigtige åndelige justeringer. For eksempel gik Jehovas vidner med en lille nål eller broche der var udformet som et kors og en krone. Men så forstod vi at Jesus var blevet henrettet på en opretstående pæl eller stolpe og ikke på et kors. (Apostelgerninger 5:30) Vi holdt derfor op med at bære disse små nåle. Jeg fik det privilegium at fjerne nålene fra brocherne. Senere blev guldet smeltet om og solgt.

Vi havde en travl arbejdsuge på fem og en halv dag, men alligevel stod weekenden i forkyndelsens tegn. En dag blev jeg og 15 andre forkyndere arresteret og sat i fængsel i Brooklyn. Det skyldtes at vi dengang anså religion for at være synonymt med falsk religion. Vi gik rundt med plakater hvor der på den ene side stod „Religionen er en snare og et svindlerforetagende“ og på den anden side „Tjen Gud og kongen Kristus“. Vi blev fængslet fordi vi bar disse skilte, men Hayden Covington, Vagttårnsselskabets advokat, fik os løsladt mod kaution. Dengang blev der udkæmpet mange sager angående religionsfrihed ved Højesteret i De Forenede Stater, og det var spændende at være på Betel og høre førstehåndsberetninger om vore sejre.

Med tiden blev jeg flyttet over i malerafdelingen. På Staten Island, en af New Yorks fem bydele, havde vi vores radiostation WBBR. Stationens radiotårne var over 60 meter høje, og de havde tre sæt stag. Jeg sad på et 1 meter langt og 20 centimeter bredt bræt mens en anden hejste mig op. Højt oppe på dette lille bræt sad jeg og malede stagene og radiotårnene. Nogle har spurgt mig om vi ikke fik et godt bønsforhold mens vi udførte dette arbejde!

Jeg vil aldrig glemme den sommer hvor jeg blev sat til at rengøre og male sålbænkene på fabriksbygningen. Vi kaldte det vores sommerferie fordi vi var udendørs. Vi rejste et træstillads, og med en blok og en talje hejste vi os op og ned langs den otteetages bygning.

Støtte fra familien

I 1932 døde min far, og jeg spekulerede på om jeg skulle tage hjem og passe min mor. En dag inden middagsmaden lagde jeg en seddel ved hovedbordet, hvor broder Rutherford, Selskabets præsident, skulle sidde. På sedlen anmodede jeg om at få en samtale med ham. Da jeg fortalte ham om min bekymring og han fandt ud af at jeg havde brødre og søstre som  stadig boede hjemme, spurgte han: „Ønsker du at blive på Betel og udføre Herrens gerning?“

„Selvfølgelig gør jeg det,“ svarede jeg.

Han foreslog derfor at jeg skrev til min mor for at finde ud af om hun var indforstået med at jeg fortsatte min beteltjeneste. Det gjorde jeg så, og hun skrev tilbage at hun fuldstændig bakkede min beslutning op. Jeg satte stor pris på broder Rutherfords venlighed og gode råd.

I de mange år jeg tjente på Betel skrev jeg hyppigt til min familie og fulgte min mors eksempel ved at opmuntre mine søskende til at tjene Jehova. Mor døde i juli 1937. Hun havde været en sand inspirationskilde for hele familien. Min storebror og storesøster, Paul og Esther, og min lillesøster Lois er desværre aldrig blevet Jehovas vidner. Paul er imidlertid venligt stemt over for vores arbejde og skaffede os den grund som vi byggede vores første rigssal på.

I 1936 blev min søster Eva pioner, heltidsforkynder. Samme år giftede hun sig med Ralph Thomas, og i 1939 blev de indbudt til at virke i kredstjenesten, hvor de rejste rundt og besøgte nogle af Jehovas Vidners menigheder. Senere flyttede de til Mexico, hvor de i 25 år hjalp med forkyndelsesarbejdet.

I 1939 begyndte mine søstre Alice og Frances også i pionertjenesten. Det var en stor glæde for mig at se Alice bag en skranke ved stævnet i St. Louis i 1941, hvor hun stod og demonstrerede brugen af det grammofonudstyr som jeg havde hjulpet med at fremstille. Selv om Alice har måttet holde nogle pauser i sin pionertjeneste på grund af familieforpligtelser, har hun sammenlagt anvendt over 40 år i heltidstjenesten. Frances gennemgik Vagttårnets Bibelskole Gilead i 1944 og tjente en tid som missionær i Puerto Rico.

Joel og Elwood, familiens yngste, blev i begyndelsen af 1940’erne pionerer i Montana. Joel har altid været et trofast vidne for Jehova, og virker nu som menighedstjener. Elwood sluttede sig til mig på Betel i 1944, hvilket glædede mit hjerte. Han var endnu ikke fyldt fem år da jeg flyttede hjemmefra. Som tidligere nævnt hjalp han mig med at male skiltet på trykkeribygningen med opfordringen „Læs Guds ord, Bibelen, hver dag“. Jeg har tit spekuleret på hvor mange mennesker der i årenes løb har læst dette skilt og følt sig opmuntret til daglig at læse i deres bibel.

 Elwood tjente på Betel indtil 1956, da han giftede sig med Emma Flyte. I mange år arbejdede de sammen i heltidstjenesten, først en periode i Kenya og senere i Spanien. Elwood fik kræft og døde i Spanien i 1978. Emma blev boende i Spanien og tjener stadig som pioner.

Ægteskab og familie

I september 1953 rejste jeg fra Betel for at gifte mig med Alice Rivera, der var pioner i Brooklyn Center-menigheden som jeg tilhørte. Jeg fortalte Alice at jeg havde et himmelsk håb, men hun ville stadig gerne giftes med mig. — Filipperne 3:14.

Efter at have levet 23 år på Betel var det en stor forandring at begynde på et verdsligt arbejde som maler. Det var jeg nødt til for at Alice og jeg kunne fortsætte i pionertjenesten. Alice har altid været en god støtte for mig, selv da hun af helbredsårsager måtte holde op som pioner. I 1954 ventede vi vores første barn. Der stødte desværre komplikationer til ved fødselen. Vores søn, John, blev taget ved kejsersnit. Han havde det godt, men Alice mistede under indgrebet så meget blod at lægerne ikke troede hun ville overleve. På et tidspunkt kunne de ikke engang registrere pulsen. Hun overlevede dog natten, og med tiden kom hun helt til hægterne igen.

Nogle få år senere, da Alices far døde, flyttede vi længere ud på Long Island for at bo i nærheden af hendes mor. Eftersom vi ikke havde bil, måtte jeg spadsere rundt i distriktet eller tage bussen eller undergrundsbanen. Derved kunne jeg fortsætte i pionertjenesten og samtidig forsørge min familie. Glæden ved heltidstjenesten har til fulde opvejet de ofre jeg har måttet bringe. At hjælpe mennesker, som for eksempel Joe Natale, som opgav en lovende baseballkarriere for at blive et af Jehovas vidner, har blot været én af mine mange velsignelser.

I 1967 besluttede vi at flytte tilbage til min hjemby, Ellensburg, da forholdene i New York-området blev værre og værre. Jeg er taknemmelig for at mange af min mors børnebørn og oldebørn nu er begyndt i heltidstjenesten. Nogle tjener endog på Betel. John og hans kone og børn tjener også trofast Jehova.

Til min store sorg døde min kære hustru, Alice, i 1989. Men jeg er kommet gennem sorgen ved at være travlt optaget i heltidstjenesten. Min søster Alice og jeg er nu blevet pionermakkere. Det er hyggeligt igen at bo under samme tag og være travlt beskæftiget i dette yderst vigtige arbejde.

I foråret 1994 besøgte jeg Betel for første gang i 25 år. Det var dejligt igen at hilse på snesevis af dem jeg havde arbejdet sammen med for over 40 år siden. Da jeg kom på Brooklyn Betel i 1930 var familien kun på 250 medlemmer, men i dag er den vokset til over 3500.

Holdt oppe af åndelig føde

Næsten hver morgen står jeg tidligt op og går en tur langs Yakimafloden, som ligger i nærheden af vores hjem. Herfra kan jeg betragte det majestætiske sneklædte Mount Rainier, der rager 4300 meter i vejret. Der er et rigt dyreliv. Det sker at jeg møder dådyr, og en enkelt gang har jeg endda set en kronhjort.

Disse rolige og ensomme stunder giver mig lejlighed til at grunde over alt det vidunderlige Jehova har tilvejebragt. Jeg beder fortsat om styrke til at tjene Jehova Gud trofast. Under disse spadsereture nyder jeg også at synge sangen „Glæd Jehovas hjerte“, hvori man blandt andet synger: „Vi lover, Gud, at tjene dig, med visdom vandre på din vej. Som brødre vil vi hjælpes ad at gøre, Gud, dit hjerte glad.“

Jeg er lykkelig for at jeg valgte et arbejde der gør Jehovas hjerte glad. Jeg beder til at jeg må kunne fortsætte i dette arbejde indtil jeg modtager min lovede himmelske belønning. Det er mit ønske at denne beretning vil bevæge andre til også at bruge deres liv på at ’arbejde for den mad der ikke forgår’. — Johannes 6:27.

[Illustration på side 23]

Elwood i færd med at male skiltet „LÆS GUDS ORD, BIBELEN, HVER DAG“

[Illustration på side 24]

Ved et stævne i 1940 demonstrerede jeg sammen med Grant Suiter og John Kurzen hvordan den nye grammofon virkede

[Illustrationer på side 25]

I 1944 var de af os som var i sandheden, heltidstjenere: David, Alice, Joel, Eva, Elwood og Frances

De søskende som stadig er i live. Fra venstre: Alice, Eva, Joel, David og Frances