En værdig fejring af mindehøjtiden

OM AFTENEN den 14. nisan år 33 indstiftede Jesus mindehøjtiden. * Han havde lige afsluttet fejringen af påsken med sine 12 apostle, og derfor kan vi være sikre på denne dato. Efter at have sendt forræderen, Judas, væk, „tog [Jesus] et brød, udtalte en velsignelse, brækkede det i stykker, gav dem det og sagde: ’Tag det, dette betyder mit legeme.’ Så tog han et bæger, og efter at have sagt tak gav han dem det, og de drak alle af det. Og han sagde til dem: ’Dette betyder mit blod, „pagtens blod“, der skal udgydes til gavn for mange.’“ — Markus 14:22-24.

Jesus befalede sine disciple at ihukomme hans død fordi den havde stor betydning. (Lukas 22:19; 1 Korinther 11:23-26) Hans død var det eneste offer som kunne befri menneskeheden fra den nedarvede synd og død. (Romerne 5:12; 6:23) Brødet og vinen som han benyttede, var symboler på hans fuldkomne legeme og hans blod. Når vi kender den dato Jesus oprindelig indstiftede mindehøjtiden på, kan vi hvert år fejre denne begivenhed på den nøjagtige dag — ligesom man gjorde med den jødiske påske. Men det må foregå på en værdig måde. Hvorfor?

Apostelen Paulus sagde at de der nød brødet og vinen, derved ’forkyndte Herrens død, indtil han kom’. (1 Korinther 11:26) Fejringen skal fokusere på Jesu død og dens betydning for menneskeheden. Aftenen bør være præget af alvor og være en tid til at grunde over Guds godhed og over vor værdsættelse af det Jehova og hans søn har gjort for os. (Romerne 5:8; Titus 2:14; 1 Johannes 4:9, 10) Paulus advarede: „Enhver som spiser Herrens brød eller drikker Herrens bæger uværdigt, [vil] være skyldig over for Herrens legeme og blod.“ — 1 Korinther 11:27.

Hvordan højtiden fejres på værdig vis

Gud tager klart afstand fra at man vanhelliger højtiden ved at indføre hedenske skikke. (Jakob 1:27; 4:3, 4) Det gælder også påskeskikkene. Hvis vi vil følge Jesu påbud om at ’blive ved med at gøre dette til minde om ham’, må vi fejre mindehøjtiden på nøjagtig samme måde som han gjorde. (Lukas 22:19; 1 Korinther 11:24, 25) Det betyder at vi må afholde os fra alle de skikke som kristenhedens kirker har indført i forbindelse med fejringen af påsken. Opslagsværket New Catholic Encyclopedia indrømmer at „nutidens messe er meget forskellig fra den helt enkle ceremoni Kristus og hans apostle deltog i“. Og ved at holde messe eller altergang ofte, ja, endda daglig, har kristenheden vendt sig bort fra Jesu oprindelige hensigt og gjort højtiden til en almindelig begivenhed.

Paulus fandt det nødvendigt at skrive til de kristne i Korinth fordi der var opstået et problem i menigheden i forbindelse med fejringen af Herrens aftensmåltid. Nogle respekterede ikke dets hellighed. De medbragte deres aftensmad og spiste den inden eller under mødet. Ofte spiste og drak  de for meget, hvilket gjorde dem døsige og sløve. Når de ikke var mentalt og åndeligt vågne kunne de ikke ’bedømme legemet rigtigt’ og blev derved ’skyldige over for Herrens legeme og blod’. Og de der ikke havde fået aftensmad var sultne og kunne ikke koncentrere sig. Ingen af disse var i stand til at nyde symbolerne med værdsættelse og fuld forståelse af begivenhedens alvor — at fejringen var til minde om Herrens død. De blev dømt fordi de viste mangel på respekt, endda foragt, for højtiden. — 1 Korinther 11:27-34.

Nødvendigt med dømmekraft

Der er nogle som har nydt symbolerne under mindehøjtiden, men som senere har indset at det var forkert. De som med rette kan deltage i måltidet ved at nyde symbolerne, er udvalgt af Gud og har modtaget Guds ånds vidnesbyrd om det. (Romerne 8:15-17; 2 Korinther 1:21, 22) Det er ikke deres egen personlige beslutning der gør dem egnede. Gud har fastsat antallet på dem der skal herske med Kristus i himmelen til 144.000, et forholdsvis lille antal i sammenligning med alle dem der får gavn af Kristi offer. (Åbenbaringen 14:1, 3) Udvælgelsen begyndte på Jesu tid, og som følge heraf er der kun få i dag som nyder symbolerne. Antallet daler efterhånden som nogle af disse udvalgte dør.

Hvad kan få nogle til uretmæssigt at nyde symbolerne? Det kan være tidligere religiøse anskuelser som den at alle trofaste skal i himmelen. Eller det kan skyldes ærgerrighed eller selviskhed — en følelse af at man står over andre og et deraf følgende ønske om en fremstående stilling. Grunden kan måske også være et stærkt  følelsesmæssigt pres der er opstået som følge af svære problemer eller en tragedie der bevirker at man har mistet interessen for det nuværende liv på jorden. Eller det kan være at man har en nær ven der har det himmelske kald. Men vi må alle huske at det er Jehova som ene og alene foretager denne udvælgelse. (Romerne 9:16) Hvis en person „efter ransagelse“ føler at han ikke burde have nydt symbolerne, skal han nu afholde sig fra det. — 1 Korinther 11:28.

Gud har stillet evigt liv på en paradisisk jord i udsigt til størstedelen af menneskeheden. Det er en stor velsignelse som vi med glæde kan se frem til. (1 Mosebog 1:28; Salme 37:9, 11) Det er på jorden at de trofaste vil blive forenet med deres kære som bliver oprejst, og hvor de vil møde retfærdige tjenere fra fortiden som for eksempel Abraham, Sara, Moses, Rahab, David og Johannes Døber, som alle døde inden Jesus åbnede mulighed for himmelsk liv. — Mattæus 11:11; jævnfør Første Korintherbrev 15:20-23.

De der har et jordisk håb kan fejre Herrens aftensmåltid på en værdig måde ved at være til stede og lytte respektfuldt, selv om de ikke nyder brødet og vinen. Også de får gavn af Kristi offer, der sætter dem i stand til at opnå et godkendt forhold til Gud. (Åbenbaringen 7:14, 15) Når de lytter til mindehøjtidsforedraget vil deres værdsættelse af det der er helligt vokse, og deres ønske om at forblive forenet med Guds folk på hele jorden vil blive forstærket.

Efter solnedgang tirsdag den 2. april i år, vil mindehøjtiden blive fejret i Jehovas Vidners over 78.000 menigheder rundt om på jorden. Vil du være til stede?

[Fodnote]

[Illustration på side 8]

Jehovas Vidner fejrer mindehøjtid én gang om året