NÅR solopgangen spreder sin glød over horisonten den 7. april, vil millioner stå op til det de betragter som årets mest betydningsfulde dag — påskedag. Engang var påske betegnelsen for en periode på 120 dage med højtid og faste der begyndte med en helligdag der blev kaldt septuagesima og sluttede med Hellig Trefoldigheds Fest (trinitatis). I dag forbindes ordet mange steder med en enkelt dag hvor man mindes Jesu opstandelse — påskesøndag.

Tirsdag den 2. april i år vil andre millioner imidlertid mødes for at fejre højtiden til minde om Kristi død, også kaldet Herrens aftensmåltid. Det er en højtid som Jesus indstiftede den sidste aften han var på jorden. Dengang sagde han til sine disciple: „Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.“ — Lukas 22:19.

Hvilken af disse højtider bør man fejre?

Ordet påske kendes på mange sprog; på engelsk hedder det „easter“, et ord der ikke forekommer i Bibelen. Bogen Medieval Holidays and Festivals fortæller at „helligdagen er opkaldt efter den hedenske gudinde Eostre, daggryets og forårets gudinde“. Hvem var hun? „Ifølge legenden var det Eostre som åbnede Valhallas porte for at tage imod Balder, som blev kaldt den Hvide Gud på grund af sin renhed, og Solgud fordi hans pande afgav lys til menneskeheden,“ fortæller The American Book of Days. Bogen tilføjer: „Der er ingen tvivl om at kirken i sin første tid overtog disse gamle, hedenske skikke og ’kristnede’ dem. Eftersom højtiden for Eostre var en fejring af livets opvågnen i foråret, var det nemt at gøre den til en fejring af Jesu opstandelse fra de døde, da det var Jesu evangelium man forkyndte.“

Denne indlemmelse af hedenske skikke forklarer hvordan påskeskikke som for eksempel påskeægget, påskeharen og varme boller dekoreret med kors, er opstået. Om skikken med at bage boller „med skinnende gyldne toppe hvori der er aftegnet et . . . kors“, siger bogen Easter and Its Customs: „Korset var et hedensk symbol længe før det fik varig betydning gennem højtideligholdelsen af den første langfredag. I førkristen tid tegnede man somme tider kors på brød og kager.“

Intet sted i Bibelen nævnes der sådanne skikke, og der er heller ikke noget der viser at Jesu disciple fulgte dem. Apostelen Peter fortæller os derimod at vi skal ’hige efter ordets uforfalskede mælk, for at [vi] ved den kan vokse op til frelse’. (1 Peter 2:2) Hvorfor har kristenhedens kirker indført disse tydeligvis hedenske symboler i deres lære og skikke?

Bogen Curiosities of Popular Customs (Ejendommeligheder ved folkelige skikke) siger: „Det var kirkens ufravigelige politik at give eksisterende hedenske skikke en kristen betydning. Hvad angår påsken skete denne omstilling påfaldende let. Glæden over den opstigende sol og naturens opvågnen fra vinterens dødlignende tilstand blev til glæden over den opstigende retfærdigheds sol og Kristi opstandelse fra graven. Nogle af de hedenske ceremonier der fandt sted omkring den 1. maj, blev ligeledes ændret så de passede til fejringen af påsken.“ I stedet for at tage afstand fra hedenske skikke og trolddomsagtige riter, tolererede de religiøse ledere dem og gav dem „en kristen betydning“.

Men, vil nogle måske spørge, kan der være noget galt i det? Der er i hvert fald nogle som ikke tillægger det nogen større betydning. Den episkopale præst Alan W. Watts siger i sin bog Easter — Its Story and Meaning: „Når en religion som kristendommen indføres blandt et folk fra en anden kultur, vil den overtage og sanktionere nogle af folkets skikke der har rod i ældre religioner.“ Og han fortsætter: „Den udvælger og indfører skikke i folkets liturgi som synes at betegne de samme evige principper som dem der prædikes i kirken.“ Mange mener at når kirken sanktionerer disse religiøse skikke og betragter dem som hellige, er det grund nok til at acceptere dem. Men de overser nogle vigtige spørgsmål. Hvordan ser Gud på disse skikke? Har han givet os en vejledning vi skal følge i den henseende?

I sin bog Easter and Its Customs skriver Christina Hole: „Påskedag, hvor man fejrer vor Herres opstandelse, er den vigtigste højtid i den kristne kirke.“ Andre skribenter er af samme mening: „Ingen helligdag eller højtid i det kristne år kan sammenlignes med betydningen af påskesøndag,“ bemærker Robert J. Myers i sin bog Celebrations. Dette rejser nogle spørgsmål. Hvis det har  så stor betydning at fejre påske, hvorfor er der da ikke et klart påbud om det i Bibelen? Findes der nogen optegnelser som viser at Jesu første disciple højtideligholdt påskesøndag?

Bibelen viser klart hvad en kristen skal fejre. Gud gav nationen Israel meget specifikke anvisninger i den henseende, og som tidligere nævnt fik de kristne et udtrykkeligt påbud om at fortsætte med at fejre højtiden til minde om Kristi død. (1 Korinther 11:23-26; Kolossenserne 2:16, 17) En tidlig udgave af opslagsværket The Encyclopædia Britannica siger: „Hverken i Det Nye Testamente eller i de apostolske fædres skrifter er der noget som tyder på at man fejrede påske. At højtideligholde mærkedage var en tanke der lå de første kristne fjernt. . . . Hverken Herren eller hans apostle påbød at man skulle holde denne eller andre højtider.“

Nogle føler at glæden under sådanne højtider, og den lykke de bringer, er tilstrækkelig begrundelse for at de bør holdes. Vi kan imidlertid lære noget af det der skete dengang israelitterne indførte en religiøs skik fra Ægypten og omdøbte den til en „højtid for Jehova“. Også de „satte . . . sig til at spise og drikke, hvorpå de rejste sig for at more sig“. Men deres handlinger gjorde Jehova Gud meget vred, og han straffede dem hårdt. — 2 Mosebog 32:1-10, 25-28, 35.

Vejledningen i Guds ord er meget tydelig. Der er intet fællesskab mellem ’lyset’ fra den sande tro og ’mørket’ fra Satans verden; der er ingen „harmoni“ mellem Kristus og afgudsdyrkelse. Der siges: „’Derfor, gå ud fra dem, og skil jer ud,’ siger Jehova, ’og hold op med at røre det urene; og jeg vil tage imod jer.’“ — 2 Korinther 6:14-18.

Mindehøjtid — ikke påske — er den eneste højtid Bibelen befaler de kristne at fejre.