Sterilisation er efterhånden blevet den mest anvendte form for prævention. Tilsyneladende er det ofte folks sociale, uddannelsesmæssige og religiøse baggrund der afgør om de vil benytte sig af denne metode eller ej. Det religiøse aspekt har betydning for Jehovas vidner. De nærer det samme ønske som salmisten: „Lær mig, Jehova, din vej, og før mig ad retskaffenhedens sti.“ (Salme 27:11) Hvordan udføres en sterilisation?

Mandlig sterilisation med svangerskabsforebyggelse for øje kaldes vasektomi. Vasektomi består i at begge sædstrenge (sædledere) i pungen skæres over og underbindes. Indgrebet kan foretages på flere måder, men hensigten er at forhindre sædcellerne i at blive ført fra testiklerne til sædblæren. Kvindelig sterilisation består i at æggelederne afklemmes (underbindes). Som regel gøres det ved at overskære og ombinde (eller gennembrænde) æggelederne, som fører æggene fra æggestokkene til livmoderen.

Man har længe ment at disse indgreb var permanente — at de medførte varig sterilisation. Men nogle har, fordi de har fortrudt indgrebet, eller fordi deres omstændigheder har ændret sig, fået foretaget et kirurgisk indgreb for at få deres forplantningsevne tilbage. Udviklingen af specialudstyr og mikrokirurgi har bevirket at man har haft voksende succes med de forsøg man har gjort i den retning. På udvalgte patienter er det, når det gælder vasektomi, ikke usædvanligt at det lykkes at sammenføje sædlederne i 50 til 70 procent af tilfældene. Det hævdes at det i 60 til 80 procent af tilfældene er lykkedes at ophæve virkningen af kvindelig sterilisation. På baggrund af disse oplysninger mener nogle at man ikke længere behøver at betragte sterilisation som noget permanent. De har måske den opfattelse at vasektomi og kvindelig sterilisation kan betragtes på samme måde som p-piller, kondomer og pessarer — præventionsmetoder som kan afbrydes hvis et par ønsker at kvinden skal blive gravid. Der er imidlertid visse alvorlige aspekter som ikke bør ignoreres.

Et af dem består i at muligheden for at få forplantningsevnen tilbage kan blive drastisk reduceret afhængigt af faktorer som den skade sæd- eller æggelederne har lidt under sterilisationsindgrebet, hvor stor en del af dem man har fjernet eller gjort til arvæv, hvor mange år der er gået siden indgrebet fandt sted, og, når det gælder vasektomi, hvorvidt legemet har dannet antistoffer imod mandens sæd. Man må også være opmærksom på at der findes steder hvor man måske ikke råder over de nødvendige faciliteter til mikrokirurgi, og at behandlingen kan være så dyr at man ikke har råd til den. Mange som desperat måtte ønske at få deres forplantningsevne tilbage, vil altså ikke have mulighed for det. For dem er sterilisationen permanent. * Ovennævnte tal for hvor mange der har fået deres forplantningsevne tilbage, er altså i realiteten kun teoretiske. Der er ikke tale om gennemsnit man kan regne med.

Kendsgerningerne afslører realiteterne. En artikel om reetablering af sædstrengene som blev publiceret i USA, bemærkede at det efter denne operation til 12.000 dollars (81.000 kroner) „kun var 63 procent af patienterne der kunne gøre deres partner gravid“. Desuden er det kun „seks procent af de mænd der får foretaget en vasektomi, som ønsker at få foretaget et indgreb for at få forplantningsevnen tilbage“. I en tysk undersøgelse af forholdene i det centrale Europa var det kun cirka 3 procent af de steriliserede mænd som havde dette ønske. Hvis halvdelen af indgrebene lykkedes i deres tilfælde, ville der stadig være 98,5 procent tilbage for hvem vasektomien betød permanent sterilitet. Og tallet ville være endnu højere i lande hvor der kun er få eller slet ingen læger der udfører mikrokirurgi.

Hvis man betragter mandlig eller kvindelig sterilisation som en midlertidig svangerskabsforebyggende  foranstaltning, er man altså ikke realistisk. For kristne er der også andre faktorer som bør overvejes.

Et væsentligt punkt er at forplantningsevnen er en gave fra Skaberen. Hans oprindelige hensigt var at fuldkomne mennesker skulle formere sig og ’fylde jorden og underlægge sig den’. (1 Mosebog 1:28) Efter Vandfloden, som reducerede jordens befolkning til otte personer, gentog Gud denne grundlæggende befaling. (1 Mosebog 9:1) Den blev ikke gentaget over for Israels nation, men israelitterne betragtede det som noget meget ønskværdigt at få børn. — 1 Samuel 1:1-11; Salme 128:3.

I Guds lov til Israel var der flere retningslinjer som viste at han var opmærksom på menneskehedens vækst. Hvis for eksempel en gift mand døde før han havde fået en søn som kunne føre hans slægt videre, skulle hans broder indgå svogerægteskab med enken for at skaffe sin afdøde broder afkom. (5 Mosebog 25:5) Mere direkte fremgik det af loven om en hustru som prøver at hjælpe sin mand under et slagsmål. Hvis hun greb fat i modpartens kønsdele, skulle hendes hånd hugges af. Det er bemærkelsesværdigt at Gud ikke krævede en straf der svarede til øje for øje i den situation, i den forstand at der skulle tilføjes hendes eller hendes mands kønsorganer skade. Denne lov skabte respekt om forplantningsorganerne og understregede at de ikke unødigt måtte skades. *

Vi ved at kristne ikke er underlagt Moseloven, og loven i Femte Mosebog 25:11, 12 er derfor ikke bindende for dem. Jesus hverken påbød eller antydede at hans disciple skulle gifte sig og få så mange børn som muligt, og det har mange ægtepar taget med i deres overvejelser når de skulle afgøre om de ville anvende en eller anden form for prævention. (Mattæus 19:10-12) Apostelen Paulus tilskyndede lidenskabelige ’yngre enker til at blive gift og få børn’. (1 Timoteus 5:11-14) Han talte ikke om permanent sterilisation af kristne — om at de frivilligt kunne give afkald på deres forplantningsevne.

Kristne gør klogt i at tage sådanne indicier for at Gud sætter forplantningsevnen højt, med i deres overvejelser. Hvert enkelt ægtepar må selv afgøre om, og i så fald hvornår, de vil gøre brug af en passende form for prævention. Deres beslutning vil naturligvis have særlig stor betydning hvis man fra lægelig side har bekræftet at en fremtidig graviditet vil være forbundet med stor risiko, ja måske endda livsfare, for mor eller barn. Nogle som har været i den situation, har nødtvungent ladet sig sterilisere på en af førnævnte måder for at forebygge en graviditet som kunne være livstruende for moderen (som måske i forvejen har børn) eller for et barn der måske ville blive født med et meget alvorligt helbredsproblem.

Kristne som ikke står over for en så usædvanlig og markant risiko, vil uden tvivl „være sunde i sindet“ og lade deres tanker og handlinger påvirke af Guds syn på forplantningsevnen. (1 Timoteus 3:2; Titus 1:8; 2:2, 5-8) På den måde viser de at de har en moden holdning til Bibelens udtalelser. Hvad så hvis det bliver almindeligt kendt at en kristen ligegyldigt har ignoreret Guds syn på tingene i dette spørgsmål? Ville det ikke rejse tvivl om hvorvidt vedkommende er et godt eksempel der træffer beslutninger som er i harmoni med Bibelen? En sådan plet på en forkynders omdømme kan selvfølgelig have indflydelse på hvorvidt den pågældende er kvalificeret til at få betroet særlige tjenesteforrettigheder. Dette gælder ikke nødvendigvis i tilfælde hvor man har fået foretaget et sådant indgreb i uvidenhed. — 1 Timoteus 3:7.