Vi har behov for Jehovas organisation

HAR du nogen sinde hørt nogen sige: „Jeg tror på Gud, men ikke på at man skal tilhøre et trossamfund“? Nogle som før har været glade for at gå i kirke, giver ofte udtryk for noget lignende efter at de er blevet desillusionerede over at de ikke har kunnet få dækket deres åndelige behov i deres trossamfund. Mange der er blevet skuffede over forskellige religionssamfund, hævder dog at de vil blive ved med at dyrke Gud. Men de mener at det er bedre for dem at dyrke ham på deres egen måde end at gøre det i en kirke eller et bestemt trossamfund.

Hvad siger Bibelen? Kræver Gud at kristne skal være tilknyttet et trossamfund?

De første kristne havde gavn af at tilhøre en organisation

På pinsedagen år 33 udgød Jehova ikke sin hellige ånd over nogle enkelte troende her og der, men over en gruppe mænd og kvinder som var samlet „på det samme sted“, det vil sige i en sal ovenpå et sted i Jerusalem. (Apostelgerninger 2:1) Det var på dette tidspunkt at den kristne menighed, som skulle blive en international organisation, blev oprettet. Dette viste sig at være til stor gavn for de første kristne. Hvorfor? De havde for det første fået den vigtige opgave med tiden at forkynde den gode nyhed om Guds rige „på hele den beboede jord“. (Mattæus 24:14) I menigheden kunne mere erfarne trosfæller lære nyomvendte hvordan forkyndelsesarbejdet skulle udføres.

Inden længe havde budskabet om Riget bredt sig langt uden for Jerusalems mure. Mellem år 62 og 64 skrev apostelen Peter sit første brev til de kristne som var „spredt rundt om i Pontus, Galatien, Kappadokien, Asien og Bitynien“, steder som i dag ligger i Tyrkiet. (1 Peter 1:1) Der var også troende i Palæstina, Libanon, Syrien, Grækenland og Italien samt på Cypern og Kreta. Da Paulus skrev til kolossenserne i år 60 eller 61, var den gode nyhed „blevet forkyndt blandt al skabningen under himmelen“. — Kolossenserne 1:23.

En anden fordel de kristne havde af at være tilknyttet en organisation, var at de kunne opmuntre hinanden. I menigheden havde de kristne mulighed for at bede sammen, lytte til opmuntrende foredrag, studere de hellige skrifter og fortælle hinanden trosstyrkende oplevelser. (Første Korintherbrev, kapitel 14) Og modne mænd kunne ’være hyrder for Guds hjord’. — 1 Peter 5:2.

Som medlemmer af menigheden lærte de kristne hinanden at kende og kom til at holde af hinanden. De kristne i det første århundrede betragtede ikke dette samvær i menigheden som en byrde. Det var tværtimod noget der opbyggede og styrkede dem. — Apostelgerninger 2:42; 14:27; 1 Korinther 14:26; Kolossenserne 4:15, 16.

 En anden grund til at der var behov for en forenet verdensomspændende menighed eller organisation, var at det fremmede enheden. Kristne lærte at „føre enig tale“. (1 Korinther 1:10) Dette var af afgørende betydning, for menighedens medlemmer havde vidt forskellig uddannelsesmæssig og social baggrund. De talte heller ikke alle samme sprog, og de havde selvfølgelig forskellig personlighed. (Apostelgerninger 2:1-11) Til tider var der reelle meningsforskelle blandt de kristne, men de blev hjulpet til at tage sig af deres uoverensstemmelser i selve menigheden. — Apostelgerninger 15:1, 2; Filipperne 4:2, 3.

Alvorlige spørgsmål som ikke kunne behandles af lokale ældste, blev forelagt rejsende tilsynsmænd som Paulus. Vigtige lærespørgsmål blev indbragt for et centralt styrende råd i Jerusalem. I begyndelsen bestod det styrende råd af Jesu Kristi apostle, men senere blev det udvidet til også at omfatte ældste fra menigheden i Jerusalem. Hver menighed anerkendte den myndighed det styrende råd og dets udsendinge havde fået af Gud til at organisere forkyndelsen, udnævne mænd til at varetage forskellige tjenesteopgaver og træffe afgørelser i lærespørgsmål. Når det styrende råd havde afgjort en sag, accepterede menighederne afgørelsen og ’glædede sig over opmuntringen’. — Apostelgerninger 15:1, 2, 28, 30, 31.

Jehova gjorde altså brug af en organisation i det første århundrede. Hvordan forholder det sig i dag?

Det er nødvendigt med en organisation i dag

Jehovas Vidner i dag tager befalingen om at forkynde den gode nyhed alvorligt, ligesom de kristne i det første århundrede gjorde. En af de måder de udfører dette arbejde på, er ved at uddele bibler og bibelstudiebøger. Det er nødvendigt med en vis organisering for at kunne gøre det.

Disse bibelske publikationer må omhyggeligt udarbejdes, checkes, trykkes og derefter sendes til menighederne. Det er så op til de enkelte kristne frivilligt at bringe publikationerne ud til dem som ønsker at læse dem. På denne måde er man nået ud til millioner af mennesker med budskabet om Riget. Forkynderne af den gode nyhed bestræber sig for at forkynde på en ordenspræget måde. Det gør de ved at sikre sig at ingen dele af distriktet bliver gennemgået for hyppigt, mens andre dele forsømmes. Det kræver en vis organisering af forkyndelsen.

Eftersom „Gud ikke er partisk“, må bibler og bibelske publikationer oversættes. (Apostelgerninger 10:34) Dette blad udgives i øjeblikket på 132 sprog, og dets søsterblad, Vågn op!, udkommer på 83 sprog. Dette kræver velorganiserede hold af oversættere over hele jorden.

Menighedens medlemmer bliver opmuntret når de overværer kristne møder og stævner. Ved sådanne lejligheder hører de stimulerende bibelske foredrag, studerer Bibelen, beder sammen og giver hinanden del i opbyggende oplevelser. Og ligesom deres brødre i det første århundrede kan de glæde sig over at modtage trosstyrkende besøg af kærlige rejsende tilsynsmænd. Kristne i dag udgør derfor „én hjord, én hyrde“. — Johannes 10:16.

Jehovas vidner er selvfølgelig ikke fuldkomne, og det var deres modstykke i det første århundrede heller ikke. Men de arbejder alligevel sammen i enhed. Det har resulteret i at Riget forkyndes over hele jorden. — Apostelgerninger 15:36-40; Efeserne 4:13.

[Illustration på side 31]

Kristne i dag udgør „én hjord, én hyrde“