Kyrillos Lukaris — en mand der satte Bibelen højt

En sommerdag i 1638 opdagede nogle fiskere på Marmarahavet nær Konstantinopel (vore dages Istanbul), Osmannerrigets hovedstad, til deres forfærdelse et lig drivende i overfladen. Det gik i al sin gru op for dem at det var liget af den økumeniske patriark af Konstantinopel, den ortodokse kirkes overhoved. Han var blevet kvalt. Så tragisk et endeligt fik Kyrillos Lukaris, der var en af det 17. århundredes religiøse forgrundsfigurer.

LUKARIS levede ikke længe nok til at se sine drømme gå i opfyldelse. Han havde dels drømt om at der blev udgivet en oversættelse af De Kristne Græske Skrifter på hverdagsgræsk, dels om at den ortodokse kirke genfandt „den evangeliske enkelhed“. Hvem var Lukaris? Hvilke hindringer spærrede vejen for virkeliggørelsen af hans mål?

Forfærdet over den mangelfulde undervisning

Kyrillos Lukaris blev født i 1572 i byen Candia (nu Herakleion) på Kreta, der dengang var underlagt Venedig. Den velbegavede yngling studerede i de italienske byer Venedig og Padova og rejste derpå vidt omkring i Italien og det øvrige udland. Han var bitter over de sekteriske stridigheder inden for kirken og følte sig tiltalt af de europæiske reformationsstrømninger. Derfor besøgte han muligvis Genève, der dengang var domineret af calvinismen.

Under et besøg i Polen lagde Lukaris mærke til at de ortodokse, både præster og lægfolk, var åndeligt forarmede på grund af mangelfuld undervisning. Da han siden kom til Alexandria og Konstantinopel, forfærdede det ham at se at nogle kirker endog havde fået fjernet prædikestolen, hvorfra Bibelen blev oplæst.

I 1602 rejste Lukaris til Alexandria, hvor han efterfulgte sin slægtning Meletios i embedet som patriark. Nu begyndte han en brevveksling med forskellige reformvenlige teologer i Europa. I et af brevene bemærkede han at den ortodokse kirke holdt fast ved mange forkerte skikke. I andre breve fremhævede han at kirken måtte og skulle erstatte overtroen med „den evangeliske enkelhed“ og holde sig til Bibelen som eneste autoritet.

Det foruroligede også Lukaris at man tillagde kirkefædrenes  meninger lige så stor gyldighed som Jesu og apostlenes ord. „Jeg kan ikke længere døje at høre mænd sige at menneskers overleverede kommentarer har lige så stor vægt som Skriften,“ skrev han. (Mattæus 15:6) Han tilføjede at billeddyrkelse efter hans mening ville blive kirkens ulykke. Efter hans mening var det at påkalde „helgener“ en forhånelse mod Jesus i hans stilling som mellemmand. — 1 Timoteus 2:5.

Patriarkembedet til fals

Lukaris’ meninger og hans aversion mod den romersk-katolske kirke gjorde ham forhadt og forfulgt af jesuitterne og dem i den ortodokse kirke der gik ind for en sammenslutning med katolikkerne. Trods denne modstand blev Lukaris i 1620 valgt til patriark af Konstantinopel. Dengang var den ortodokse kirkes patriarkat under Osmannerrigets herredømme, og myndighederne lod sig let købe til at afsætte en patriark og indsætte en ny.

Lukaris’ fjender, fortrinsvis jesuitterne og Vatikanets almægtige og frygtindgydende Congregatio de Propaganda Fide (Kongregationen for Folkeslagenes Evangelisering eller Troens Udbredelse) rettede uophørligt smædekampagner og lagde råd op mod ham. Bogen Kyrillos Loukaris siger: „For at nå dette mål benyttede jesuitterne sig af alle midler — list, bagtalelse, smiger og, frem for alt, bestikkelse, som var langt det mest virkningsfulde redskab til at skaffe sig [de osmanniske] stormænds gunst.“ Som følge heraf blev Lukaris i 1622 forvist til Rhodos, og Gregor af Amasya købte sig embedet for 20.000 sølvmønter. Gregor kunne imidlertid ikke udrede beløbet, og i hans sted erhvervede Anthimos af Adrianopel sig posten, kun for senere at træde tilbage. Forbløffende nok blev Lukaris genindsat i embedet.

Han var besluttet på at gribe denne nyopdukkede mulighed for at undervise de ortodokse gejstlige og lægfolk ved at udgive en bibeloversættelse og nogle teologiske skrifter. Til det formål fik han under den engelske ambassadørs beskyttelse en trykpresse bragt til Konstantinopel. Da trykpressen ankom i juni 1627, anklagede Lukaris’ fjender ham for at udnytte den i politisk øjemed, og på deres foranledning blev den tilintetgjort. Lukaris var fra da af henvist til at benytte trykkerier i Genève.

En oversættelse af De Kristne Græske Skrifter

Lukaris’ store respekt for Bibelen og dens virkningsfulde belæring nærede hans ønske om at gøre dens indhold lettere tilgængeligt for menigmand. Han indså at sproget i de oprindelige inspirerede græske bibelhåndskrifter ikke længere var forståeligt for den brede befolkning. Den første bog Lukaris afgav bestilling på, var derfor en oversættelse af De Kristne Græske Skrifter til samtidens græske folkesprog. En lærd munk, Maximos Kallipolites, tog fat på projektet i marts 1629. Mange ortodokse nærede stærk modvilje mod at man oversatte Bibelen, uanset hvor dunkel originalteksten var for læserne. For at stemme dem mildere lod Lukaris grundteksten og oversættelsen trykke i parallelle spalter, blot forsynet med nogle få noter. Kallipolites døde kort efter at have afleveret manuskriptet, så Lukaris læste personligt korrektur på teksten. Oversættelsen blev trykt kort efter hans død i 1638. Trods alle hans forholdsregler gjorde mange biskopper voldsom indsigelse mod den nye udgave.

I forordet skinnede Lukaris’ kærlighed til Guds ord med al ønskelig tydelighed igennem. Her skrev han at Bibelen på folkesproget er „et lifligt budskab, skænket os fra himmelen“. Han tilskyndede folk til at „kende og sætte sig ind i hele [Bibelens] indhold“ og sagde at der ikke er nogen anden måde hvorpå man kan lære om „det der angår troen, på rette vis . . . end gennem det guddommelige og hellige evangelium“. — Jævnfør Filipperbrevet 1:9, 10.

Lukaris gik eftertrykkeligt i rette med dem der forbød at man studerede Bibelen, og dem der forkastede oversættelsen af grundteksten. Han skrev: „Hvis vi taler eller læser uden at forstå, taler vi hen i vejret.“ (Jævnfør Første Korintherbrev 14:7-9.) Han sluttede forordet med følgende sætning: „Mens I nu alle læser dette guddommelige og hellige evangelium på jeres eget modersmål, da tilegn jer det udbytte som kommer af at læse det, . . . og måtte Gud for  altid oplyse jeres vej til det som er godt.“ — Jævnfør Ordsprogene 4:18.

En trosbekendelse

Efter at Lukaris havde sat arbejdet med at oversætte Bibelen i værk, tog han endnu et dristigt skridt. I 1629 offentliggjorde han i Genève en trosbekendelse i form af en personlig redegørelse for sin tro, og han håbede at den ville blive antaget af den ortodokse kirke. Ifølge bogen The Orthodox Church „blotter bekendelsen den ortodokse lære om præsteskabet og gejstlige ordener for enhver mening og omtaler beklagende dyrkelsen af ikoner og påkaldelsen af helgener som afgudsdyrkelse“.

Trosbekendelsen bestod af 18 artikler. Den anden af disse erklærede at Bibelen er inspireret af Gud, og at dens autoritet har forrang for kirkens. Der stod: „Vi tror at Den Hellige Skrift er givet af Gud . . . Vi tror at De Hellige Skrifters myndighed står over kirkens. At blive undervist af den hellige ånd er noget helt andet end at blive undervist af et menneske.“ — Jævnfør Andet Timoteusbrev 3:16.

Den ottende og den tiende artikel slog fast at Jesus Kristus er den eneste mellemmand og ypperstepræst, og at han alene er menighedens overhoved. Lukaris skrev: „Vi tror at vor Herre Jesus Kristus sidder ved sin Faders højre hånd og dér går i forbøn for os, idet han er ene om at varetage embedet som en sand og gyldig ypperstepræst og mellemmand.“ — Jævnfør Mattæus 23:10.

Den tolvte artikel erklærede at kirken kan fare vild og forveksle løgn med sandhed, men at den hellige ånds lys kan redde den gennem trofaste præsters slidsomme gerning. I artikel 18 hævdede Lukaris at skærsilden er rent tankespind: „Det er indlysende at skærsilden er opdigtet og bør forkastes.“

Tillægget til trosbekendelsen indeholdt en række spørgsmål og svar. Heri fremhævede Lukaris at Bibelen bør læses af alle troende, og  at det er skadeligt for en kristen at forsømme at læse Guds ord. Han tilføjede at man bør gå uden om Apokryferne. — Åbenbaringen 22:18, 19.

Det fjerde spørgsmål lød: „Hvad bør vi mene om ikoner?“ Lukaris svarede: „Det lærer vi i de guddommelige og hellige Skrifter, som rent ud siger: ’Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det,’ eftersom vi ikke bør tilbede skabningen, men kun himmelens og jordens Skaber og Frembringer, og kun dyrke ham.“ (Jævnfør Anden Mosebog 20:4, 5, da. aut. 1931.) „Vi forkaster tilbedelsen og dyrkelsen af [ikonerne] eftersom den er forbudt . . . i Den Hellige Skrift, for at vi ikke skal glemme Skaberen og i stedet dyrke farverne, kunsten og skabningen.“ — Apostelgerninger 17:29.

Eftersom Lukaris levede i en åndeligt formørket æra, kunne han ikke gennemskue alle fejltagelser fuldstændigt, men han gjorde en prisværdig indsats for at give Bibelen det afgørende ord vedrørende kirkens lære og for at undervise folk i dens indhold. *

Straks efter offentliggørelsen af denne trosbekendelse rejste der sig en ny bølge af modstand mod Lukaris. I 1633 forsøgte en personlig fjende af Lukaris, Kyrillos Kontari, der var metropolit af Berøa (det nuværende Aleppo i Syrien), med jesuitternes bistand at købslå med osmannerne om patriarkembedet. Anslaget slog fejl da Kontari ikke kunne erlægge betalingen, og Lukaris beholdt stillingen. Året efter betalte Athanasios af Thessalonika en sum på 60.000 sølvmønter for embedet, og Lukaris blev igen afsat. Inden der var gået en måned, blev han dog kaldt tilbage og genindsat. I mellemtiden havde Kyrillos Kontari skaffet 50.000 sølvmønter, og han overtog posten efter Lukaris, som blev forvist til Rhodos. Men et halvt år senere udvirkede hans venner at han fik embedet igen.

Men i 1638 anklagede jesuitterne og deres ortodokse medløbere Lukaris for højforræderi mod Osmannerriget. Denne gang befalede sultanen ham likvideret. Lukaris blev arresteret, og den 27. juli 1638 blev han ført om bord på en lille båd. Tilsyneladende skulle han forvises, men så snart båden var ude på åbent hav, blev han stranguleret. Hans lig blev begravet ved kysten, men siden gravet op og kastet i havet. Her blev det fundet af fiskerne, og senere begravede Lukaris’ venner ham.

Hvad vi kan lære

„Man bør ikke overse at et af [Lukaris’] hovedmål var at oplyse og højne uddannelsesniveauet hos de gejstlige og lægfolk han havde under sig. Dette niveau var i det sekstende århundrede og begyndelsen af det syttende århundrede dalet til et lavpunkt,“ skriver en forsker. Der blev gjort talrige bestræbelser på at hindre Lukaris i at nå sine mål. For eksempel blev han fem gange fjernet fra patriarkembedet. Og 34 år efter Lukaris’ død lyste en synode i Jerusalem hans trosbekendelse i band som kættersk. Synoden erklærede at Bibelen „ikke bør læses af hvem som helst, men kun af dem der spejder ind i åndens dybder efter at have foretaget den fornødne undersøgelse“ — det vil sige de gejstlige der angiveligt var blevet uddannet dertil.

Endnu en gang havde den herskende gejstlige klasse kuet et forsøg på at gøre Guds ord tilgængeligt for hjorden. Med vold bragte de en stemme til tavshed som gjorde opmærksom på nogle af vildfarelserne i deres bibelfremmede lærepunkter. De viste sig at være nogle af trosfrihedens og sandhedens argeste fjender. Desværre hører denne indstilling ikke fortiden til. Det er en tankevækkende påmindelse om hvad der sker når gejstlige intrigemagere stiller sig i vejen for tanke- og ytringsfriheden.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 29]

Lukaris gjorde en rosværdig indsats for at gøre Bibelen til norm for kirkens trossætninger og for at undervise folk i dens lære

[Ramme/​illustration på side 28]

Lukaris og Codex Alexandrinus

Et af klenodierne på British Library er Codex Alexandrinus, et bibelhåndskrift fra det femte århundrede efter vor tidsregning. Af de 820 sider man regner med at håndskriftet oprindelig havde, er 773 intakte.

Som patriark af Alexandria ejede Lukaris en omfattende bogsamling. Da han blev patriark af Konstantinopel, tog han Codex Alexandrinus med sig. I 1624 tilbød han den britiske ambassadør i Tyrkiet bibelhåndskriftet som gave til den engelske konge, Jakob I. Tre år efter blev det overrakt hans efterfølger, Karl I.

I 1757 blev det kongelige bibliotek overdraget til nationen, og denne værdifulde kodeks er nu udstillet i John Ritblat Gallery i det nye British Library.

[Kildeangivelser]

Gewerbehalle, bind 10

Fra The Codex Alexandrinus in Reduced Photographic Facsimile, 1909

[Kildeangivelse på side 26]

Bib. Publ. Univ. de Genève