Livsberetning

Vi levede en enkel tilværelse for at tjene Jehova

FORTALT AF CLARA GERBER MOYER

Jeg er 92 år gammel og kan næsten ikke gå, men jeg har stadig en god hukommelse. Jeg er taknemmelig for at jeg har kunnet tjene Jehova helt fra jeg var barn. Det har haft umådelig stor betydning for vores dyrebare tjeneste at vi har levet et enkelt og ukompliceret liv.

JEG er født den 18. august 1907 i Alliance, Ohio, USA, som den ældste af fem børn. Da jeg var otte år, kom en af bibelstudenterne, som Jehovas vidner dengang blev kaldt, cyklende op til vores gård. Her traf han min mor, Laura Gerber, og spurgte hende om hun vidste hvorfor det onde er blevet tilladt. Det havde mor spekuleret meget over.

Efter at have rådført sig med far, som var ude i stalden, bestilte mor seks bind af Studier i Skriften. Hun nærmest slugte dem, og de bibelske sandheder hun lærte, gjorde dybt indtryk på hende. Da hun læste bind 6, Den nye Skabning, forstod hun klart at kristne nødvendigvis skal døbes ved fuldstændig nedsænkning i vand. Hun vidste ikke hvor hun kunne finde bibelstudenterne, så hun bad far om at døbe hende i vores lille å, skønt det var en kold marts måned i 1916.

Kort tid efter så mor at avisen averterede et foredrag der skulle holdes i en sal i Alliance. Titlen på foredraget var „Guds Verdensplan“. Hun reagerede straks, for titlen var den samme som på det første bind af Studier i Skriften. Hestene blev spændt for vognen, og hele familien tog af sted til vort første møde. Fra da af overværede vi møderne i brødrenes hjem hver onsdag og søndag aften. Kort efter  blev mor døbt igen, denne gang af en broder i den kristne menighed. Min far var altid travlt optaget af arbejdet på gården, men tog til sidst imod et bibelstudium og blev døbt nogle få år efter.

Besøg af ledende brødre

Den 10. juni 1917 fik Alliance besøg af Vagttårnsselskabets daværende præsident, J. F. Rutherford, som skulle tale over emnet „Hvorfor fører nationerne krige?“ Jeg var ni år gammel og fik lov at overvære det sammen med mine forældre og mine to brødre, Willie og Charles. Der var en pæn forsamling på over hundrede til stede. Efter broder Rutherfords foredrag blev de fleste af tilhørerne fotograferet foran Columbia Theater, hvor det blev holdt. Den følgende uge holdt broder A. H. Macmillan et foredrag det samme sted med temaet „Guds kommende Rige“. Det var en stor forret at få besøg af disse brødre i vores lille by.

Uforglemmelige stævner

Det første stævne jeg overværede, blev holdt i 1918 i Atwater, Ohio, nogle få kilometer fra Alliance. Mor spurgte Selskabets repræsentant om jeg var gammel nok til at blive døbt. Jeg havde allerede indviet mig til at gøre Guds vilje, så derfor fik jeg lov til at blive døbt i en å nær ved en stor æbleplantage. Jeg skiftede tøj i et telt som brødrene havde rejst til formålet, og blev døbt i en gammel, tyk natkjole.

I september 1919 tog mine forældre og jeg toget til Sandusky i Ohio ved Eriesøen. Dér gik vi om bord på en færge, og efter kort tid ankom vi til Cedar Point, hvor vores uforglemmelige stævne skulle holdes. På havnen hvor vi gik fra borde, kunne man få lidt at spise ved en bod. Jeg fik en hamburger, og dengang var det en ren luksus for mig. Den smagte vidunderligt. Det højeste antal tilstedeværende ved dette ottedages stævne var 7000. Jeg lyttede meget opmærksomt, for der var ikke noget højttaleranlæg.

Det var ved dette stævne man begyndte at udgive Vagt-Taarnets søsterblad, Den Gyldne Tidsalder (nu Vågn op!). På grund af stævnet gik jeg glip af den første uge i skolen, men det var jeg ikke ked af. Cedar Point var et attraktivt feriested, og kokkene på restauranterne tilberedte maden til de delegerede. Men af en eller anden grund gik både kokkene og servitricerne i strejke, så de brødre som havde forstand på tilberedning af mad, tog over og lavede mad til stævnedeltagerne. I mange årtier derefter var det almindeligt at Jehovas folk selv tilberedte maden ved stævnerne.

I september 1922 fik vi også den forret at overvære et nidages stævne i Cedar Point med et højdepunkt på over 18.000 deltagere. Det var ved dette stævne broder Rutherford opildnende sagde: „Forkynd, forkynd, forkynd Kongen og hans Rige.“ Jeg selv var begyndt i den direkte forkyndelse flere år før, med uddeling af traktater og Den Gyldne Tidsalder.

Værdsættelse af tjenesten

I en traktatkampagne i begyndelsen af 1918 delte jeg traktaten The Fall of Babylon ud til de nærliggende gårde. På grund af kulden plejede vi at varme en fedtsten op på kakkelovnen derhjemme og tage den med i hestevognen for at kunne varme fødderne på den. Vi havde varmt overtøj på, da vognen kun havde en kaleche og afskærmning i siderne og ingen varme. Men det var lykkelige stunder.

I 1920 udkom Den fuldbyrdede Hemmelighed, også kaldet ZG, i en særlig udgave i bladformat. * Mine forældre og jeg uddelte den i Alliance. Dengang gik man alene fra dør til dør, så jeg gik ængstelig op på en veranda hvor der sad en hel masse mennesker. Da jeg var færdig med min præsentation, sagde en kvinde: „Det var vel nok et fint lille foredrag,“ og tog imod publikationen. Den dag aflagde  jeg for første gang et længere formelt vidnesbyrd fra hus til hus og uddelte 13 ZG-brochurer.

Da jeg var 15 år gammel, fik min mor lungebetændelse og var sengeliggende i over en måned. Min yngste søster, Hazel, var endnu lille, så jeg gik ud af skolen for at hjælpe med arbejdet på gården og pasningen af børnene. Vores familie tog stadig sandheden i Bibelen alvorligt, og vi overværede trofast alle menighedens møder.

Da vi fejrede højtiden til minde om Kristi død i 1928, fik alle tilstedeværende en traktat med titlen „Hvor er de ni?“ Den behandlede Lukas 17:11-19, hvor Bibelen viser at kun en af de ti der blev renset for deres spedalskhed, ydmygt takkede Jesus for at have helbredt dem mirakuløst. Det rørte noget i mig, og jeg spekulerede på om jeg selv var taknemmelig.

Tingene gik nu fint derhjemme, og jeg var rask og fri, så jeg besluttede at flytte hjemmefra og begynde i pionertjenesten som heltidsforkynder. Mine forældre støttede mig i min beslutning. Min makker, Agnes Aleta, og jeg fik tildelt et distrikt, og den 28. august 1928 klokken 21.00 tog vi af sted med toget. Vi havde kun en kuffert hver samt en skuldertaske til vore publikationer. Mine søstre og mine forældre græd da vi tog af sted, og det samme gjorde vi. Jeg troede aldrig jeg ville få dem at se igen, for vi mente at Harmagedon var meget nær. Næste morgen ankom vi til vort distrikt, Brooksville i Kentucky.

Vi lejede et lille værelse på et pensionat, købte spaghetti på dåse og lavede også selv sandwich. Vi gik hver for sig og besøgte et nyt område hver dag, hvor vi tilbød fem indbundne bøger mod et bidrag på knap to dollars. Efterhånden havde vi dækket hele byen og mødt mange mennesker som viste stor interesse for Bibelen.

I løbet af cirka tre måneder havde vi truffet alle i og omkring Brooksville og Augusta. Dernæst fortsatte vi med byerne Maysville, Paris og Richmond. Inden for de næste tre år gennemarbejdede vi mange byer i Kentucky hvor der ingen menigheder var. Vi samarbejdede ofte med venner og slægtninge fra Ohio som kørte ned og fulgtes med os i forkyndelsen i en uge eller længere tid ad gangen.

Andre uforglemmelige stævner

Stævnet i Columbus, Ohio, fra den 24. til den 30. juli 1931 var helt uforglemmeligt. Det var ved det stævne vi fik at vide at vi nu skulle kaldes ved det bibelske navn Jehovas Vidner. (Esajas 43:12) Når folk hidtil havde spurgt hvilken religion vi tilhørte, havde vi svaret „de internationale bibelstudenter“. Men det adskilte os ikke så meget fra andre, da der jo var bibelstudenter i mange andre religiøse grupper.

Min makker, Agnes, var blevet gift, og jeg var alene; så jeg blev begejstret da jeg hørte at alle som ledte efter en pionermakker, kunne henvende sig et bestemt sted. Der mødte jeg Bertha og Elsie Garty og Bessie Ensminger. De havde to biler og ledte efter en fjerde pionersøster de kunne samarbejde med. Vi forlod stævnet sammen, skønt vi aldrig før havde mødt hinanden.

Om sommeren arbejdede vi overalt i staten Pennsylvania. Når vinteren så nærmede sig, fik vi distrikter i de varmere sydlige stater North Carolina, Virginia og Maryland. Når det blev forår, tog vi igen nordpå. Sådan arbejdede pionererne dengang. John Booth og Rudolph Abbuhl gjorde det samme og tog i 1934 Ralph Moyer og hans broder Willard med til Hazard i Kentucky.

Jeg havde truffet Ralph ved flere lejligheder, og vi kom til at lære hinanden bedre at kende ved det store stævne som blev afholdt i Washington D.C. fra den 30. maj til den 3. juni 1935. Vi sad ved siden af hinanden og hørte foredraget om ’den store skare’. (Åbenbaringen 7:9-14) Vi havde indtil da haft den forståelse at den store skare var en sekundær  himmelsk skare som var mindre trofast end de 144.000. (Åbenbaringen 14:1-3) Så jeg ønskede ikke at tilhøre den.

Mange blev overraskede da broder Rutherford forklarede at den store skare var en trofast jordisk skare som ville overleve Harmagedon. Dernæst bad han dem der tilhørte den store skare, rejse sig op. Jeg rejste mig nu ikke op, men det gjorde Ralph. Senere blev det hele klarere for mig, og siden mindehøjtiden i 1935 har jeg ikke taget af symbolerne, brødet og vinen. Mor blev imidlertid ved med at tage symbolerne indtil sin død i november 1957.

En fast makker

Ralph og jeg skrev fortsat sammen. Jeg tjente i Lake Placid i New York, og han boede i Pennsylvania. I 1936 byggede han en lille beboelsesvogn som kunne spændes efter bilen. Han tog den med fra Pottstown i Pennsylvania til Newark i New Jersey, hvor vi havde stævne fra 16. til 18. oktober. En aften efter programmet skulle mange af pionererne over at se Ralphs nye beboelsesvogn. Han og jeg stod inde i vognen ved en lille indbygget vask da han spurgte: „Kan du lide vognen?“

Da jeg nikkede bekræftende, spurgte han: „Kunne du tænke dig at bo i den?“

„Ja,“ svarede jeg, og så gav han mig et kærligt kys som jeg aldrig vil glemme. Et par dage senere hentede vi vielsespapirerne. Den 19. oktober, som var dagen efter stævnet, tog vi til Brooklyn for at se Vagttårnsselskabets trykkeribygninger. Dér bad vi om en distriktstildeling. Grant Suiter, der stod for den afdeling, spurgte hvem der skulle arbejde i det. Ralph sagde: „Det skal vi, hvis vi kan blive gift.“

„Hvis I kommer igen klokken 17.00, kan vi ordne det,“ svarede broder Suiter. Om aftenen blev vi så gift i en broders hjem i Brooklyn Heights. Vi spiste middag på en lokal restaurant sammen med nogle venner og tog så med offentlige transportmidler tilbage til Ralphs beboelsesvogn i Newark i New Jersey.

Kort tid efter var vi på vej til det første pionerdistrikt vi fik sammen — Heathsville i Virginia. Vi arbejdede i Northumberland County og flyttede dernæst videre til områderne Fulton og Franklin i Pennsylvania. I 1939 fik Ralph en indbydelse til zonetjenesten, hvor vi regelmæssigt skulle rejse rundt og besøge et bestemt antal menigheder. Vi betjente menighederne i staten Tennessee. Året efter fik vi vores søn, Allen, og i 1941 holdt vi op i zonetjenesten. Vi var blevet udnævnt til specialpionerer i Marion, Virginia. Dengang betød det at man skulle bruge 200 timer i forkyndelsen hver måned.

 Nye udfordringer

I 1943 var jeg nødt til at stoppe som specialpioner. Vi boede i en lille beboelsesvogn, havde et lille barn, og når jeg samtidig skulle lave mad og vaske tøj, var en tjeneste på cirka 60 timer om måneden det jeg kunne klare. Men Ralph fortsatte som specialpioner.

I 1945 flyttede vi tilbage til Alliance i Ohio, solgte beboelsesvognen, som havde været vort hjem i ni år, og flyttede ind i stuehuset hos mine forældre. Og her kom vores datter Rebekah til verden. Ralph tog et deltidsarbejde i byen og fortsatte som almindelig pioner. Jeg arbejdede på gården og gjorde hvad jeg kunne for at hjælpe ham til at fortsætte i pionertjenesten. Selv om min familie tilbød at give os et stykke jord og et hus, sagde Ralph nej tak. Han ønskede ikke at binde sig til noget som ville hindre ham i at gøre mere for at fremme Rigets interesser.

I 1950 flyttede vi til Pottstown i Pennsylvania og lejede et hus for 25 dollars om måneden. I løbet af de næste 30 år steg lejen kun til 75 dollars. Vi følte at Jehova hjalp os til fortsat at leve en enkel tilværelse. (Mattæus 6:31-33) Ralph arbejdede som barber tre dage om ugen. Hver uge studerede vi Bibelen sammen med vore børn, overværede menighedens møder og forkyndte den gode nyhed om Riget som familie. Ralph var præsiderende tilsynsmand i den lokale menighed. Ved at opretholde en enkel livsførelse kunne vi gøre meget i Jehovas tjeneste.

Tabet af min kære ægtefælle

Den 17. maj 1981 sad vi i rigssalen og lyttede til et offentligt foredrag. Ralph følte sig sløj, gik ud bagved og fik en broder til at give mig besked om at han var taget hjem. Det lignede slet ikke Ralph, så jeg fik en til at køre mig hjem med det samme. Ralph døde af et slagtilfælde inden der var gået en time. Efter vagttårnsstudiet samme formiddag fik menigheden meddelelse om at han var død.

Den måned havde Ralph allerede brugt over 50 timer i tjenesten. Han havde været heltidsforkynder i over 46 år. Han havde ledet bibelstudier med over et hundrede mennesker som med tiden blev døbte vidner for Jehova. De åndelige velsignelser vi har modtaget, opvejer ethvert offer vi har bragt igennem årene.

Taknemmelig for mine privilegier

I de sidste 18 år har jeg boet alene, overværet møderne, forkyndt når som helst jeg kunne, og studeret Guds ord. Nu har jeg en lejlighed på et plejehjem. Jeg ejer kun nogle få møbler og har valgt ikke at have fjernsyn. Men jeg har et åndeligt rigt og tilfredsstillende liv. Mine forældre og mine to brødre døde trofaste, og mine to søstre vandrer stadig trofast på sandhedens vej.

Det glæder mig at min søn, Allen, er ældste i den kristne menighed. Han har i mange år installeret højttalerudstyr i rigssale og stævnehaller og ved sommerens stævner. Hans kone er en loyal tjener for Jehova, og deres to sønner er begge ældste. Min datter, Rebekah Karres, har været i heltidstjenesten i mere end 35 år, hvoraf de fire år var på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn. Hun har sammen med sin mand tilbragt de sidste 25 år i rejsetjenesten forskellige steder i USA.

Jesus sammenlignede Riget med en skjult skat som man kan finde. (Mattæus 13:44) Jeg er taknemmelig for at min familie fandt denne skat for så mange år siden. Det er et privilegium at kunne se tilbage på 80 års indviet tjeneste — uden at fortryde. Hvis jeg kunne leve mit liv om, ville jeg bruge det på samme måde, for ’Guds loyale hengivenhed er bedre end selv livet’. — Salme 63:3.

[Fodnote]

[Illustration på side 23]

I 1917 hørte vi broder Rutherfords foredrag i Alliance, Ohio

[Illustration på side 23]

Ralph og mig foran den beboelsesvogn han byggede

[Illustration på side 24]

Mig og mine to børn i dag