Hvorfor menneskeheden har brug for en hjælper

’JEG var en uforskammet forfølger,’ indrømmede en mand der førhen havde været stolt og voldelig. Som hårdhændet gudsbespotter havde han hjerteløst forfulgt og overfaldet Jesu Kristi gudfrygtige disciple. „Ikke desto mindre blev der vist mig barmhjertighed,“ skrev han taknemmeligt. Så utroligt det end kan lyde, blev denne fanatiske forfølger den trofaste kristne apostel Paulus. — 1 Timoteus 1:12-16; Apostelgerninger 9:1-19.

Naturligvis er det langtfra alle der har noget lignende på samvittigheden. Men ingen af os lever op til Guds normer eftersom vi „alle har syndet og mangler Guds herlighed“. (Romerne 3:23) Desuden er det let at lade sig trække ned i håbløshedens hængedynd og mene at man er uværdig til at få gavn af Guds barmhjertighed. Da Paulus funderede over sine syndige tilbøjeligheder, udbrød han: „Jeg elendige menneske! Hvem vil befri mig fra det legeme der lider denne død?“ Han besvarede selv spørgsmålet med ordene: „Tak til Gud gennem Jesus Kristus, vor Herre!“ — Romerne 7:24, 25.

Hvad er betingelsen for at den retfærdige Skaber kan beskæftige sig med syndere? (Salme 5:4) Bemærk at Paulus skrev: „Tak til Gud gennem Jesus Kristus, vor Herre!“ En anden der havde fået gavn af Guds barmhjertighed, skrev: „Hvis nogen begår en synd, har vi en hjælper hos Faderen, Jesus Kristus, en retfærdig. Og han er sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore men også for hele verdens.“ — 1 Johannes 2:1, 2.

Hvorfor kaldes Jesus Kristus „en hjælper hos Faderen“? Og hvad ligger der i at Jesus er „sonoffer“ for synder?

Hvorfor der er behov for en hjælper

Jesus kom til jorden for at „give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange“. (Mattæus 20:28) En „løsesum“ er en pris der betales for at købe nogen eller noget fri eller tilbage. Verbalformen af det hebraiske ord der gengives med „løsesum“,  indebærer tanken om at skaffe dækning, eller soning, for synder. (Salme 78:38) Det tilsvarende græske ord, der for eksempel benyttes i Mattæus 20:28, betegner specielt en pris eller løsesum hvormed krigsfanger eller slaver blev købt fri. Princippet er at noget bliver givet i bytte for noget andet af tilsvarende værdi for at opfylde retfærdighedens krav.

Menneskeheden kom i trældom på grund af det første menneskes oprør mod Gud. Som det fremgår af Første Mosebog, kapitel 3, var dette fuldkomne menneske, Adam, med overlæg ulydigt mod Jehova Gud. Derved forspildte han det fuldkomne menneskelivs gave og solgte sig selv og sine endnu ufødte efterkommere til trældom under synden og døden. — Romerne 5:12, 18, 19; 7:14.

I fortidens Israel fastsatte Gud forskellige dyreofre til at sone, eller dække over, folkets synder. (3 Mosebog 1:4; 4:20, 35) Offerdyrets liv trådte i symbolsk forstand i stedet for synderens liv. (3 Mosebog 17:11) „Forsoningsdagen“ kunne således også kaldes ’løskøbelsesdagen’. — 3 Mosebog 23:26-28.

Eftersom dyr rangerer lavere end mennesker, ’var det ikke muligt at blod af tyre og bukke kunne tage synder fuldstændig bort’. (Hebræerne 10:1-4) Kun et offer af samme værdi som det Adam havde forspildt, kunne for bestandig sone, eller bortskaffe, synder. Hvis retfærdigheden skulle ske fyldest, måtte et fuldkomment menneske (Jesus) opveje det som et andet fuldkomment menneske (Adam) havde sat til. Intet mindre kunne udgøre den løsesum der skulle løskøbe Adams efterkommere fra den trældom som han, deres stamfader, havde solgt dem til. Den virkelige retfærdigheds krav ville blive indfriet hvis der blev givet „sjæl for sjæl“. — 2 Mosebog 21:23-25.

Da Adam syndede og blev dømt til døden, befandt hans endnu ufødte afkom sig i hans lænd og døde derfor med ham. Det fuldkomne menneske Jesus, „den sidste Adam“, gav villigt afkald på at stifte familie. (1 Korinther 15:45) Han havde ufødt afkom i sin lænd da han bragte sit fuldkomne menneskeliv som offer. I en vis forstand kunne man sige at denne potentielle menneskeslægt døde med ham. Jesus afstod fra retten til at sætte børn i verden og adopterede i stedet Adams syndige, døende slægt. Ved at ofre sit fuldkomne menneskeliv genløste Jesus hele menneskeheden, alle Adams efterkommere, og gjorde det muligt for dem at blive hans slægt, med ham som deres ’Evige Fader’. — Esajas 9:6, 7.

Jesu sonoffer gjorde det muligt for lydige mennesker at få gavn af Guds barmhjertighed og opnå evigt liv. I den forbindelse skrev apostelen Paulus: „Den løn synden betaler er døden, men den gave Gud giver er evigt liv ved Kristus Jesus, vor Herre.“ (Romerne 6:23) Vor naturlige reaktion er at prise Jehova for den kærlighed og medfølelse der er forbundet med den genløsning som han har tilvejebragt med så store omkostninger for sig selv og sin elskede søn. (Johannes 3:16) Og Jesus beviste uigendriveligt at han var „en hjælper hos Faderen“ da han blev oprejst til liv i himmelen og frembar værdien af sit genløsningsoffer for Gud. * (Hebræerne 9:11, 12, 24; 1 Peter 3:18) Men på hvilken måde er Jesus i dag en hjælper i himmelen for os?

[Fodnote]

[Illustration på side 4]

Jesu fuldkomne menneskeliv blev den løsesum som genløste Adams afkom