Spørgsmål fra læserne

I Romerbrevet 12:19 står der: „I må ikke hævne jer, I elskede, men giv plads for vreden.“ Mente apostelen Paulus med disse ord at kristne ikke bør blive vrede?

Nej, strengt taget ikke. Apostelen Paulus taler her om Guds vrede. Dermed være ikke sagt at det er uden betydning om kristne giver efter for vrede. Bibelen advarer os mod at blive vrede. Her følger nogle uddrag af den vejledning Gud har givet os.

„Giv slip på vrede og lad forbitrelse fare; bliv ikke optændt af vrede — det fører kun til at man handler ondt.“ (Salme 37:8) „Enhver som vedvarende er vred på sin broder, skal stå til ansvar over for domstolen.“ (Mattæus 5:22) „Kødets gerninger er tydelige; det er utugt, urenhed, skamløshed, afgudsdyrkelse, udøvelse af spiritisme, fjendskaber, strid, skinsyge, vredesudbrud.“ (Galaterne 5:19, 20) „Lad al bitterhed og harme og vrede og skrigen og spot være fjernet fra jer.“ (Efeserne 4:31) „Ethvert menneske bør være hurtigt til at høre, langsomt til at tale, langsomt til vrede.“ (Jakob 1:19) Desuden vejleder Ordsprogenes Bog os gentagne gange om ikke at give efter for vrede eller være tilbøjelige til at blive vrede over mindre forseelser og fejl der skyldes den menneskelige ufuldkommenhed. — Ordsprogene 12:16; 14:17, 29; 15:1; 16:32; 17:14; 19:11, 19; 22:24; 25:28; 29:22.

Sammenhængen i Romerbrevet 12:19 er i overensstemmelse med denne vejledning. Paulus anbefaler os at vi lader vores kærlighed være uden hykleri, at vi velsigner dem der forfølger os, at vi forsøger at tænke godt om andre, at vi ikke gengælder ondt med ondt, og at vi søger at holde fred med alle. Han tilskynder dernæst: „I må ikke hævne jer, I elskede, men giv plads for vreden; for der står skrevet: ’Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.’“ — Romerne 12:9, 14, 16-19.

Vrede bør altså ikke få os til at gøre gengæld eller søge hævn. Vi kan aldrig have det fulde overblik over en situation, og vores retfærdighedssans er ufuldkommen. Hvis vi lader vreden få os til at tage hævn, vil vi ofte handle uret. Derved ville vi tjene Guds store modstanders, Satan Djævelens, sag. Paulus skrev et andet sted: „Bliv vrede, men synd dog ikke; lad ikke solen gå ned mens I stadig er opbragte, og giv ikke plads for Djævelen.“ — Efeserne 4:26, 27.

Det vil være langt bedre, ja, langt klogere, at lade Gud afgøre hvem hævnen skal ramme, og hvornår det skal ske. Når han hævner, vil det nemlig ske med et fuldstændigt kendskab til omstændighederne og i fuldkommen retfærdighed. Vi kan se at dette også indgår i Paulus’ argumentation i Romerbrevet 12:19, for han henviser til Femte Mosebog 32:35, 41, som indeholder disse ord: „Hævnen er min, og gengældelsen.“ (Jævnfør Hebræerbrevet 10:30.) Nogle nutidige oversættere har ligefrem i Romerbrevet 12:19 indføjet „Guds“ eller „Gud“ (som ikke findes i den græske tekst) og siger: „Lad Gud tage hævn“ (The Contemporary English Version); „giv plads for Guds vrede“ (Den danske autoriserede oversættelse, 1992); „lad Gud straffe hvis han vil“ (The New Testament in Modern English); „overlad pladsen til Guds Vrede“. — Seidelin.

Når vi mishandles eller forfølges af fjender af sandheden, kan vi vise at vi har tillid til den beskrivelse af Jehova Gud som Moses hørte: „Jehova, Jehova, en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed, som bevarer loyal hengivenhed mod tusinder, tilgiver misgerning og overtrædelse og synd, men på ingen måde fritager for straf.“ — 2 Mosebog 34:6, 7.