Trofaste og frygtløse trods nazisternes undertrykkelse

Den 17. juni 1946 sendte dronning Wilhelmina af Holland et kondolencebudskab til en familie af Jehovas Vidner i Amsterdam. Hun gav udtryk for at hun beundrede familiens søn, Jacob van Bennekom, der var blevet henrettet af nazisterne under den tyske besættelse. Og for nogle år siden besluttede byrådet i den østhollandske by Doetinchem at opkalde en gade efter Bernard Polman, et andet Jehovas vidne der var blevet henrettet under krigen.

HVORFOR slog nazisterne ned på Jacob, Bernard og andre Jehovas Vidner i Holland under Anden Verdenskrig? Og hvorfra hentede forkynderne styrke til at forblive trofaste under flere års grusom forfølgelse og derigennem vinde deres landsmænds og dronningens respekt og beundring? For at finde svaret må man se nærmere på nogle begivenheder der førte til denne ’David og Goliat’-konfrontation mellem de fåtallige Jehovas Vidner og nazisternes enorme krigsapparat.

Under forbud — men mere aktive end nogen sinde

Den 10. maj 1940 indledte Nazitysklands styrker en lynkrig mod Holland. Eftersom Jehovas Vidners publikationer allerede havde afsløret nazismens ugerninger og var fortaler for Guds rige, forsøgte naziregimet fra første færd at standse Jehovas Vidners virke. Mindre end tre uger efter invasionen blev der i hemmelighed nedlagt forbud mod trossamfundet. Den 10. marts 1941 blev forbudet offentliggjort i pressen, samtidig med at Jehovas Vidner blev anklaget for systematisk at ’tale imod alle statslige og kirkelige  institutioner’. Som følge heraf blev klapjagten på forkynderne intensiveret.

Tyskernes berygtede hemmelige politi, Gestapo, overvågede alle trosretninger, men forfulgte interessant nok kun én kristen trosretning hårdhændet. Den hollandske historiker dr. Louis de Jong gør opmærksom på følgende: „Forfølgelse til døden ramte kun ét trossamfund, nemlig Jehovas Vidner.“ — Het Koninkrijk der Nederlanden in de Tweede Wereldoorlog (Kongedømmet Holland under Den Anden Verdenskrig).

Det hollandske politi bistod Gestapo med at opspore og arrestere Jehovas Vidner. Desuden havde en rejsende tilsynsmand ladet sig skræmme og var blevet en frafalden der angav sine tidligere trosfæller til nazisterne. Med udgangen af april 1941 var 113 Jehovas Vidner fængslet. Bragte denne arrestationsbølge forkynderne til tavshed?

Svaret kan findes i Meldungen aus den Niederlanden (Indberetninger fra Holland), et hemmeligstemplet dokument som det tyske sikkerhedspoliti udarbejdede i april 1941. Rapporten siger om Jehovas Vidner: „Denne forbudte sekt udfoldede i bemeldte uge en livlig virksomhed i form af illegale møder og opsætning af plakater der for eksempel indeholdt følgende ordlyd: ’At forfølge Guds Vidner er en forbrydelse’ og ’Jehova straffer forfølgerne med evig tilintetgørelse’.“ To uger senere blev det i en ny indberetning oplyst at efter forbudet „reagerede de medlemmer der endnu ikke var blevet pågrebet, med forøget aktivitet“. Ja, trods faren for at blive arresteret fortsatte Jehovas Vidner deres gerning og uddelte over 350.000 publikationer alene i 1941.

Hvad gav denne lille, men voksende skare på nogle få hundrede Jehovas Vidner mod til at trodse deres frygtindgydende fjender? Årsagen var at de, ligesom den trofaste profet Esajas, frygtede Jehova frem for mennesker. De følte at Jehovas styrkende ord til Esajas også gjaldt dem: „Jeg, jeg er den som trøster jer. Hvem er du at du skulle være bange for et dødeligt menneske?“ — Esajas 51:12.

En frygtløshed der aftvinger respekt

Ved udgangen af 1941 var antallet af arresterede Jehovas Vidner steget til 241. Kun få af dem bukkede under for menneskefrygt. En berygtet gestapomand, Willy Lages, er blevet citeret for at have sagt at der „blandt Jehovas Vidner havde været 90 procent som nægtede at afsløre noget,  mens der blandt de øvrige grupper blot var ganske få procent der havde haft styrke til at forblive tavse“. Denne udtalelse bekræftes af den hollandske præst Johannes J. Buskes, der sad fængslet sammen med nogle af Jehovas Vidner. I 1951 skrev han:

„Dengang fik jeg stor respekt for dem på grund af den tillid og kraft der lå i deres tro. Jeg skal aldrig glemme en ung mand på omkring nitten år der var blevet anholdt fordi han havde uddelt blade som forudsagde Hitlers og Det Tredje Riges undergang. . . . Han kunne være blevet sat på fri fod efter et halvt år hvis han havde lovet at han for eftertiden ville afholde sig fra al lignende aktivitet. Det afslog han på det bestemteste og blev derfor dømt til tvangsarbejde i Tyskland på ubestemt tid. Vi var udmærket klar over hvad det indebar. Da han tidligt næste morgen blev hentet og vi tog afsked, sagde jeg til ham at vi ville blive ved med at tænke på ham og bede for ham. Han svarede blot: ’I skal ikke være bekymrede for mig; Guds rige kommer jo!’ Sådan noget glemmer man ikke, heller ikke selv om man har alle mulige indvendinger mod Jehovas Vidners lære.“

Trods grusom modstand blev Jehovas Vidner flere og flere. Kort før krigsudbruddet var der cirka 300, men i 1943 var antallet øget til 1379. Sørgeligt nok var 54 af de over 350 arresterede forkyndere ved årets slutning omkommet i forskellige koncentrationslejre. I 1944 var 141 hollandske Jehovas Vidner interneret i diverse koncentrationslejre.

Det sidste år med nazistisk forfølgelse

Efter D-dagen, den 6. juni 1944, gik forfølgelsen af de hollandske Jehovas Vidner ind i sit sidste år. Militært set havde nazisterne og deres kollaboratører ryggen mod muren, og man skulle måske tro at de i den situation ville indstille klapjagten på uskyldige kristne. Men i 1944 blev yderligere 48 Jehovas Vidner pågrebet, og 68 af de Jehovas Vidner der sad i fangenskab, led døden. En af dem var Jacob van Bennekom, der blev omtalt i indledningen.

Den 18-årige Jacob var én af de 580 der i 1941 blev døbt som Jehovas Vidner. Kort efter sagde han sit gode arbejde op for ikke at krænke sin kristne neutralitet. Han blev kurér og begyndte i heltidsforkyndelsen, men blev pågrebet og arresteret mens han transporterede bibelske publikationer. I august 1944 skrev den nu 21-årige Jacob følgende brev til sin familie fra et fængsel i Rotterdam:

 „Jeg har det udmærket og er fuld af glæde . . . Jeg har nu været i forhør fire gange. De to første gange var forhøret barskt, og jeg blev pryglet slemt, men ved Herrens kraft og nåde har jeg indtil nu kunnet forblive tavs. . . . Jeg har allerede kunnet holde foredrag her. Det er blevet til seks i alt, med 102 til stede. Enkelte af disse viser god interesse og har givet udtryk for at de vil fortsætte når de bliver sat fri.“

Den 14. september 1944 blev Jacob ført til en koncentrationslejr i byen Amersfoort. Selv her blev han ved med at forkynde. Hvordan? En medfange fortæller: „Fangerne samlede cigaretskod som vagterne havde kastet fra sig, og brugte bibelsider som cigaretpapir. I nogle tilfælde lykkedes det Jacob at få fat i nogle ord fra en bibelside som skulle bruges til at rulle en cigaret med. Straks forkyndte han for os på grundlag af disse ord. Inden længe gav vi Jacob øgenavnet ’Bibelmanden’.“

I oktober 1944 blev Jacob sammen med mange andre fanger udkommanderet til at grave tankfælder. Det nægtede han fordi hans samvittighed ikke tillod ham at støtte krigsindsatsen. Vagterne truede ham uophørligt, men han gav sig ikke. Den 13. oktober førte en officer ham fra en isolationscelle til arbejdspladsen, men Jacob lod sig stadig ikke rokke. Han blev nu beordret til at grave sin egen grav, hvorpå han blev skudt.

Jagten på Jehovas Vidner fortsætter

Det modige standpunkt som Jacob og andre indtog, ophidsede nazisterne og udløste en fornyet jagt på Jehovas Vidner. Det kom blandt andet til at gå ud over den 18-årige Evert Kettelarij. Til at begynde med lykkedes det Evert at undslippe og gå under jorden, men senere blev han pågrebet og gennembanket i den hensigt at aftvinge ham oplysninger om sine trosfæller. Han nægtede og blev derfor sendt til Tyskland som tvangsarbejder.

Samme måned, oktober 1944, eftersøgte politiet Everts svoger, Bernard Luimes. Han  blev opsporet sammen med to andre Jehovas Vidner, Antonie Rehmeijer og Albertus Bos. Albertus havde allerede tilbragt 14 måneder i en koncentrationslejr, men havde nidkært genoptaget forkyndelsen da han var blevet løsladt. De tre mænd blev skånselsløst pryglet af nazisterne og derpå skudt. Først da krigen var forbi, blev deres lig fundet og begravet igen. Kort efter krigens slutning omtalte adskillige lokale aviser henrettelsen. En af dem skrev at de tre Jehovas Vidner konsekvent havde nægtet at udføre nogen som helst form for arbejde for nazisterne der stred mod Guds lov, og tilføjede at „de måtte bøde med livet for det“.

I mellemtiden var Bernard Polman, der blev nævnt i indledningen, den 10. november 1944 blevet arresteret og sendt ud for at deltage i et militært projekt. Han var det eneste Jehovas vidne blandt tvangsarbejderne og den eneste der afslog at udføre arbejdet. Vagterne prøvede med forskellige kneb at få ham til at gå på kompromis. Han blev sultet og i tilgift grusomt pryglet med stave, med en spade og med en riffelkolbe. Desuden blev han tvunget til at vade gennem knædybt koldt vand, hvorefter han blev lukket inde i en fugtig kælder, hvor han måtte tilbringe natten i sit våde tøj. Men han gav sig ikke.

På det tidspunkt fik to af Bernards søstre, der ikke var Jehovas Vidner, tilladelse til at besøge ham. De opfordrede ham indtrængende til at ombestemme sig, men han var urokkelig. Da de spurgte ham om der var noget de kunne gøre for ham, foreslog han dem at tage hjem og studere Bibelen. Dernæst lod forfølgerne hans gravide hustru besøge ham, i håb om at det ville knække hans modstandskraft. Men hendes besøg og opmuntringsord styrkede blot Bernards beslutning om at forblive trofast mod Gud. Den 17. november 1944 blev han skudt af fem af sine plageånder i overværelse af alle de øvrige tvangsarbejdere. Den officer der havde kommandoen, hidsede sig så meget op at han trak en pistol og skød Bernards gennemhullede lig gennem øjnene.

Den brutale mishandling chokerede selvfølgelig de Jehovas Vidner der hørte om henrettelsen, men de blev trofast og frygtløst ved med deres kristne gerning. En lille menighed nær det sted hvor Bernard blev henrettet, rapporterede kort efter: „I denne måned har vi trods det dårlige vejr og de hindringer Satan har lagt os i vejen, kunnet øge vores indsats. Antallet af timer [i forkyndelsen] er steget fra 429 til 765. . . . I arbejdet fra hus til hus mødte en broder en mand og aflagde et godt vidnesbyrd for ham. Vedkommende spurgte ham om han tilhørte samme trosretning som den mand der var blevet skudt. Da broderen svarede bekræftende, udbrød manden: ’Hvilket mandfolk! Hvilken tro! Det kalder jeg en troshelt!’“

Jehova husker dem

I maj 1945 var nazisternes nederlag en kendsgerning, og Holland blev befriet. Trods den nådeløse forfølgelse under krigen var antallet af Jehovas Vidner vokset fra cirka 300 til over 2000. Historikeren dr. de Jong siger anerkendende om besættelsestidens Jehovas Vidner: „Langt de fleste nægtede trods trusler og tortur at afsværge deres tro.“

Det er således velbegrundet at man fra officiel side har fremhævet Jehovas Vidner for deres modige standhaftighed over for naziregimet. Men noget der er af endnu større betydning, er at Jehova og Jesus husker dem. (Hebræerne 6:10) Under Jesu kommende tusindårige styre vil de trofaste og frygtløse forkyndere der gav deres liv i tjenesten for Gud, blive oprejst fra mindegravene med udsigt til at leve evigt i et paradis på jorden. — Johannes 5:28, 29.

[Illustration på side 24]

Jacob van Bennekom

[Illustration på side 26]

Avisudklip der bekendtgør forbudet mod Jehovas Vidner

[Illustrationer på side 27]

Til højre: Bernard Luimes

Herunder: Albertus Bos (til venstre) og Antonie Rehmeijer (til højre)

Nederst: Selskabets kontor i Heemstede