Har du Guds syn på dem der elsker vold?

Mænd der ejer særlig styrke og udviser stort mod, er altid blevet æret og beundret som helte. Oldtidens græske sagn beretter for eksempel om en sådan helt ved navn Herakles, eller Herkules, som romerne kaldte ham.

 HERAKLES var en superhelt — højt anset og den mægtigste af alle krigere. Ifølge sagnet var han en halvgud, søn af Zeus og kvinden Alkmene. Herakles indledte sine bedrifter allerede mens han lå i vuggen. Da en skinsyg gudinde sendte to slanger hen for at dræbe ham, kvalte han dem. Senere i livet kæmpede han i krig, besejrede uhyrer og stredes med Døden for at redde en ven. Desuden ødelagde han byer, voldtog kvinder, kastede en dreng ud fra et tårn og slog sin kone og sine børn ihjel.

Herakles har aldrig eksisteret i virkeligheden, men han er skildret i talrige nationers folkesagn fra den oldgræske tid. Romerne dyrkede ham som en gud; købmændene og de rejsende bad til ham om velstand og beskyttelse mod farer. Og beretningerne om hans bedrifter har fascineret folk gennem flere tusind år.

Sagnets oprindelse

Har historierne om Herakles og andre sagnomspundne helte rod i virkeligheden? Måske, i en vis forstand. Bibelen beretter om en tid, i begyndelsen af menneskehedens historie, hvor der faktisk fandtes „guder“ og „halvguder“ på jorden.

Om den tid skrev Moses: „Da menneskene var begyndt at blive talrige på jordens flade og der var født dem døtre, lagde gudssønnerne mærke til menneskedøtrene, hvor godt de så ud; og de tog sig hustruer, nemlig alle dem de udvalgte.“ — 1 Mosebog 6:1, 2.

Disse ’gudssønner’ var ikke mennesker, men engle, himmelske sønner af Gud. (Jævnfør Job 1:6; 2:1; 38:4, 7.) Bibelskribenten Judas omtaler nogle engle der „ikke bevarede deres oprindelige stilling men forlod deres egen bolig“. (Judas 6) Disse engle forlod den plads de havde fået tildelt i Guds himmelske organisation, fordi de hellere ville leve sammen med smukke kvinder på jorden. Judas tilføjer at disse oprørske engle var ligesom Sodomas og Gomorras indbyggere, der ’begik utugt i stort omfang og gik efter kød til unaturlig brug’. — Judas 7.

Bibelen beretter ikke i alle detaljer om disse ulydige engle og deres gerninger. Oldtidssagn fra Grækenland og andre steder tegner imidlertid et billede af hvordan talrige guder og gudinder engang færdedes blandt mennesker, synligt eller usynligt. Når de antog menneskeskikkelse, var de meget smukke at se på. De spiste, drak, sov og stod i forhold til hinanden og til mennesker. Og selv om de angiveligt var hellige og udødelige, fortælles det at de løj, bedrog, skændtes, sloges, forførte og voldtog. Disse mytologiske beretninger afspejler måske i pyntet og forvrænget form de faktiske forhold før Vandfloden, sådan som de er omtalt i Første Mosebog i Bibelen.

De navnkundige og vældige krigere fra gamle dage

De ulydige engle materialiserede sig og havde kønslig omgang med kvinder som blev gravide og fødte børn. Afkommet blev kaldt nefilim. Det var ikke normale børn, men halvt mennesker og halvt engle. Bibelen beretter: „Nefilim var på jorden i de dage, og også siden, da gudssønnerne fortsatte med at gå ind til menneskedøtrene og de fødte dem sønner; det var de vældige krigere som levede i gamle dage, de navnkundige mænd.“ — 1 Mosebog 6:4.

Det hebraiske ord „nefilim“ betyder bogstaveligt „omhuggere“, de som bringer andre til fald ved voldshandlinger. Det er derfor ikke overraskende når den bibelske beretning tilføjer at „jorden blev fyldt med vold“. (1 Mosebog 6:11) Der er stor lighed mellem nefilim og mytologiske halvguder som Herakles og den babyloniske helt Gilgamesh.

Læg mærke til at nefilim bliver omtalt som „de vældige krigere“ og „de navnkundige  mænd“. Til forskel fra den retfærdige mand Noa, der levede på samme tid, var nefilim ikke interesserede i at berømme Jehova. De var kun interesserede i deres egen berømmelse, storhed og ære. Gennem vældige gerninger, der utvivlsomt indbefattede vold og blodsudgydelse, opnåede de den berømmelse som de tragtede efter fra den ugudelige verden der omgav dem. De var datidens superhelte — frygtede, ansete — og tilsyneladende uovervindelige.

Mens nefilim og deres fædre, de fornedrede engle, måske nok vandt anseelse i samtidens øjne, udmærkede de sig ikke i Guds øjne. Deres livsform var afskyelig, og Gud greb derfor ind over for de faldne engle. Apostelen Peter skriver at ’Gud ikke skånede de engle som havde syndet, men kastede dem i Tartaros og overgav dem derved til det tætte mørkes gruber for at de skulle bevogtes til dom, og [han] skånede ikke en gammel verden, men bevarede Noa, en forkynder af retfærdighed, sammen med syv andre, da han bragte en vandflod over en verden af ugudelige.’ — 2 Peter 2:4, 5.

Da den verdensomspændende vandflod satte ind, dematerialiserede de oprørske engle sig og vendte tilbage til en fornedret tilstand i åndeverdenen. Gud straffede dem ved at fratage dem muligheden for igen at materialisere sig i menneskelegemer. Nefilim, det overmenneskelige afkom af de ulydige engle, blev alle udslettet. Kun Noa overlevede Vandfloden sammen med sin familie.

Navnkundige mænd i vor tid

Selv om der ikke i dag findes guder eller halvguder på jorden, er den alligevel fyldt med vold. Og vor tids navnkundige mænd bliver glorificeret i bøger, film, fjernsynsudsendelser og musik. De kunne aldrig drømme om at vende den anden kind til, at elske deres fjender, søge fred, tilgive eller vende sig fra ondt. (Mattæus 5:39, 44; Romerne 12:17; Efeserne 4:32; 1 Peter 3:11) Tværtimod! Vor tids helte bliver netop beundret for deres styrke og deres evne til at kæmpe, tage hævn og møde vold med endnu kraftigere voldsanvendelse. a

Gud har ikke ændret syn på sådanne mennesker siden Noas dage. Jehova beundrer på ingen måde dem der elsker vold, og lader sig heller ikke underholde af deres bedrifter. Salmisten sang: „Jehova ransager såvel den retfærdige som den ugudelige, og den der elsker vold, ham hader Hans sjæl.“ — Salme 11:5.

En anden slags styrke

I direkte modsætning til de mægtige voldsmænd er det største menneske der nogen sinde har levet, Jesus Kristus, en fredens mand. Han ’øvede ikke vold’ på noget tidspunkt mens han var på jorden. (Esajas 53:9) Da Jesu fjender kom for at arrestere ham i Getsemane Have, havde hans disciple medbragt nogle sværd. (Lukas 22:38, 47-51) De kunne have optrådt som en kæmpende pøbelskare for at forhindre at Jesus skulle falde i jødernes hænder. — Johannes 18:36.

Apostelen Peter trak faktisk sit sværd for at forsvare Jesus. Men Jesus sagde til ham: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“  (Mattæus 26:51, 52) Ja, vold avler vold! Det har historien vist os den ene gang efter den anden. Jesus havde i øvrigt en anden mulighed for at forsvare sig end ved hjælp af våben. Som han bagefter sagde til Peter: „Mener du at jeg ikke kan bede min Fader om hjælp, så han i dette øjeblik sender mig mere end tolv legioner engle?“ — Mattæus 26:53.

Men i stedet for at ty til vold eller søge engles beskyttelse lod Jesus sig tage til fange af dem der ville dræbe ham. Hvorfor? Blandt andet fordi han vidste at tiden endnu ikke var inde til at hans himmelske Fader ville bringe ondskaben på jorden til ophør. Jesus satte sin lid til Jehova i stedet for at tage sagen i egen hånd.

Det var ikke et udtryk for svaghed, men for stor indre styrke. Jesus viste en stærk tro på at Jehova til sin tid og på sin måde vil rette op på forholdene. På grund af sin lydighed blev Jesus ophøjet til den næstøverste stilling i universet, lige efter Jehova. Apostelen Paulus skrev at Jesus „ydmygede . . . sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl. Netop derfor ophøjede Gud ham også til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn, så at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, deres i himmelen og deres på jorden og deres under jorden, og hver tunge åbent anerkende at Jesus Kristus er Herre til ære for Gud, Faderen.“ — Filipperne 2:8-11.

Gud lover at gøre ende på vold

Sande kristne former deres liv efter Jesu eksempel og lære. De beundrer og efterligner ikke vore dages voldelige ’supermænd’. De ved at Gud til sin tid vil fjerne sådanne mennesker for evigt, lige så sikkert som han fjernede de onde på Noas tid.

Gud er jordens og menneskets Skaber. Han er også den retmæssige Suveræn. (Åbenbaringen 4:11) Hvis en jordisk dommer er juridisk bemyndiget til at afsige domme, er Gud det i endnu højere grad. Af respekt for sine egne retfærdige principper og af kærlighed til dem der elsker ham, vil han gøre ende på al ondskab og på dem der øver den. — Mattæus 13:41, 42; Lukas 17:26-30.

Det vil føre til varig fred på jorden, en fred der er grundfæstet på ret og retfærdighed. Det vil blive nøjagtig som forudsagt i den velkendte profeti om Jesus Kristus: „Et barn er født os, en søn er givet os; og det fyrstelige herredømme skal hvile på hans skulder. Og hans navn skal være Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evig Fader, Fredsfyrste. På det fyrstelige herredømmes omfang og på freden vil der ingen ende være, over Davids trone og over hans rige, for at det kan grundfæstes og opretholdes ved ret og ved retfærdighed, fra nu af og for stedse. Hærstyrkers Jehovas nidkærhed vil gøre dette.“ — Esajas 9:6, 7.

Det er derfor med god grund at kristne giver agt på den inspirerede vejledning fra gammel tid: „Misund ikke en voldsmand og vælg ikke nogen af hans veje. For den der går krogveje er en vederstyggelighed for Jehova, men de retskafne har hans fortrolighed.“ — Ordsprogene 3:31, 32.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 29]

Vor tids helte bliver beundret for deres styrke og deres evne til at kæmpe, tage hævn og møde vold med endnu kraftigere voldsanvendelse

[Kildeangivelse på side 26]

Alinari/Art Resource, NY