Spørgsmål fra læserne

Tre af evangelierne fortæller om den indvending der ved en lejlighed blev rejst mod at Jesus blev salvet med en kostbar olie. Gjorde mange af disciplene indvendinger, eller var det hovedsagelig Judas?

Hændelsen er beskrevet hos Mattæus, Markus og Johannes. Det ser ud til at Judas førte an i beklagelsen, men at nogle af de andre apostle var af samme opfattelse. Bibelens udtalelser om denne begivenhed viser at vi kan være taknemmelige for at vi har fire evangelier. Alt hvad skribenterne nedfældede, var korrekt, men de oplyser os ikke om de samme detaljer. Ved at sammenholde parallelberetningerne får vi et mere fyldestgørende billede af begivenhederne.

I Mattæus 26:6-13 får vi at vide at episoden foregik i Betania i Simon den Spedalskes hus, men navnet på kvinden der udgød den vellugtende olie over Jesu hoved, oplyses ikke. Mattæus fortæller: „Ved synet af dette harmedes disciplene“ og beklagede sig over at olien ikke var blevet solgt så man kunne have givet det indkomne beløb til de fattige.

Markus har de fleste af ovennævnte detaljer med, men tilføjer at kvinden brød hul på alabastkrukken. Krukken indeholdt vellugtende olie, „ægte og meget dyr nardussalve“, muligvis importeret fra Indien. Om disciplenes indvending skriver Markus: „Da var der nogle som indbyrdes gav udtryk for harme,“ og „de følte stor uvilje mod hende.“ (Markus 14:3-9) Ifølge Mattæus og Markus kom indvendingen altså ikke kun fra én af disciplene. Men hvordan var forløbet?

Johannes, som var øjenvidne til begivenheden, tilføjer nogle relevante detaljer. Han nævner at kvinden var Maria, søster til Marta og Lazarus, og fortæller også en detalje som ikke modsiger, men supplerer de andre oplysninger: „Hun indgned Jesu fødder og tørrede hans fødder med sit hår.“ Sammenholder man parallelberetningerne, fremgår det at Maria må have udgydt olien, som Johannes bekræfter var „ægte nardus“, både over Jesu hoved og fødder. Johannes stod Jesus meget nær og blev nemt opbragt hvis nogen fornærmede ham. Vi læser: „Judas Iskariot, en af hans disciple, som stod i begreb med at forråde ham, sagde: ’Hvordan kan det være at denne vellugtende olie ikke er blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?’“ — Johannes 12:2-8.

Judas var „en af hans disciple“, og man fornemmer Johannes’ harme over at en af dem planlagde at forråde Jesus. Oversætteren dr. C. Howard Matheny bemærker angående Johannes 12:4: „Præsens participium, ’stående i begreb med’ [oversat: „stod i begreb med“], og præsens infinitiv, ’at være forrådende’ [oversat: „at forråde“], betegner begge en fremadskridende eller fortsat handling. Judas’ forræderi mod Jesus var altså ikke en momentan handling, foretaget som følge af en pludselig indskydelse. Det var velgennemtænkt og planlagt over en periode.“ Johannes uddyber dette ved at tilføje at når Judas beklagede sig, var det „ikke fordi han bekymrede sig om de fattige, men fordi han var en tyv og havde pengekassen og plejede at tage det der blev lagt i den“.

Det ser altså ud til at det var tyven Judas der begyndte at komme med indvendinger, og motivet var åbenbart at der ville have været flere penge han kunne stjæle, hvis den kostbare olie var blevet solgt og det indkomne beløb var blevet lagt i pengekassen, som han havde. Så snart Judas havde beklaget sig, har andre af apostlene måske også protesteret og erklæret sig enige med ham fordi hans synspunkt umiddelbart kunne lyde fornuftigt. Men det var Judas som var hovedmanden bag beklagelserne.