Glædebringende bryllupper som ærer Jehova

Welsh og Elthea blev viet i Soweto i Sydafrika i 1985. Fra tid til anden tager de deres bryllupsbilleder frem og genoplever sammen med deres datter, Zinzi, denne glædelige dag. Hun elsker at udpege gæsterne på fotografierne og er særlig glad for billederne af sin mor som brud.

FØRST blev der holdt et bryllupsforedrag i et forsamlingshus i Soweto. Derefter sang et firstemmigt kor af unge kristne sange til Jehovas pris. Så nød gæsterne et måltid sammen mens et bånd med Rigets sange spillede lavt i baggrunden. Der blev ikke serveret alkohol, og der var hverken dans eller høj musik. Gæsterne glædede sig i stedet over at være sammen med hinanden og ønske brudeparret til lykke. Alt i alt varede hele arrangementet cirka tre timer. „Det er et bryllup som jeg altid vil mindes med glæde,“ fortæller Raymond, en kristen ældste.

Da Welsh og Elthea blev gift, var de frivillige medarbejdere på Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Sydafrika. De havde kun råd til at holde et mindre bryllup. Nogle kristne har forladt heltidstjenesten og påtaget sig et almindeligt arbejde for at få råd til et stort og flot bryllup. Men Welsh og Elthea fortryder ikke at de valgte et beskedent bryllup, for det gav dem mulighed for at fortsætte i heltidstjenesten for Jehova indtil Zinzi blev født.

Men hvad nu hvis et brudepar vælger at spille en anden slags musik end den Selskabet har udgivet, og arrangere dans ved deres bryllup? Måske beslutter de at der skal serveres vin eller andre alkoholiske drikke. Muligvis har de råd til et stort og pompøst bryllup. Hvordan sikrer de sig da at deres bryllup bliver en glædelig begivenhed som sømmer sig for Guds tjenere? Sådanne spørgsmål må overvejes nøje, for Bibelen befaler os: „Hvad enten I spiser eller drikker eller gør noget andet, gør alt til Guds ære.“ — 1 Korinther 10:31.

Undgå sviregilder

Man kan dårligt forestille sig et bryllup som ikke skulle være glædeligt. Men der er en fare for at komme til at gå til yderligheder, så festen udvikler sig til et tøjlesløst sviregilde. Ved bryllupper i al almindelighed foregår der ting som vanærer Gud. Det er for eksempel ikke usædvanligt at folk bliver berusede. Sørgeligt nok er det også forekommet ved kristne bryllupper.

Bibelen siger advarende at „den stærke drik larmer op“. (Ordsprogene 20:1) Når alkohol kan gøre en enkelt person støjende, kan man forestille sig hvad den kan udvirke i en stor forsamling hvor folk drikker for meget. Sådanne sammenkomster kan nemt udvikle sig til „drikketure, sviregilder, og ting som disse“, der i Bibelen kaldes „kødets gerninger“. Den slags gerninger gør enhver som ikke angrer dem, uegnet til at modtage evigt liv under Guds riges styre. — Galaterne 5:19-21.

Det græske ord for „sviregilde“ blev brugt til at skildre et larmende optog af halvfulde unge som sang, dansede og spillede musik. Hvis der er fri udskænkning, høj musik og hæmningsløs dans ved et bryllup, er der stor fare for at festen vil udvikle sig til noget i retning af et  sviregilde. I en sådan atmosfære kan de der er moralsk eller åndeligt svage, nemt blive fristet til at gøre sig skyldige i andre af kødets gerninger, som for eksempel „utugt, urenhed, skamløshed . . . [eller] vredesudbrud“. Hvad kan man gøre for at forebygge at sådanne kødets gerninger spolerer glæden ved et kristent bryllup? For at få svar på dette spørgsmål kunne vi se nærmere på nogle bibelske udtalelser om et bestemt bryllup.

Et bryllup Jesus overværede

Jesus og hans disciple blev inviteret til bryllup i Kana i Galilæa. De tog imod invitationen, og Jesus bidrog endda til at det blev en glædelig begivenhed. Da vinen slap op, skaffede han på mirakuløs vis noget mere af den bedste kvalitet. Den vin der blev tilovers, har uden tvivl dækket den taknemmelige brudgoms og hans families behov i en periode. — Johannes 2:3-11.

Vi kan lære flere ting af beretningen om det bryllup Jesus overværede. For det første kom Jesus og hans disciple ikke uindbudt til festen. Bibelen siger udtrykkeligt at de var blevet inviteret. (Johannes 2:1, 2) I to lignelser om bryllupsfester omtalte Jesus gentagne gange de tilstedeværende som indbudte. — Mattæus 22:2-4, 8, 9; Lukas 14:8-10.

I nogle lande er det skik og brug at alle i lokalsamfundet er velkomne til at deltage i en bryllupsfest, uanset om de er blevet inviteret eller ej. Men det kan føre til økonomiske problemer. Et forlovet par som kun har begrænsede midler, kan komme i dyb gæld hvis de vil sikre sig at der er mad og drikke til et ubegrænset antal gæster. Hvis et kristent par beslutter sig for at holde en mindre reception med et bestemt antal gæster, bør brødre og søstre som ikke er inviteret, være forstående og respektere deres afgørelse. En mand som blev gift i Cape Town i Sydafrika, havde inviteret 200 gæster til sit bryllup. Der kom imidlertid 600, og maden slap hurtigt op. Blandt de uindbudte gæster var en busfuld turister som tilfældigvis var på udflugt til Cape Town i den weekend brylluppet blev holdt. Deres guide var en fjern slægtning af bruden, og han mente at han var i sin gode ret til at tage hele rejseselskabet med uden at spørge bruden eller brudgommen først.

Medmindre det udtrykkeligt er blevet sagt at alle er velkomne til en bryllupsreception, vil en sand kristen ikke møde op og spise og drikke af den mad de indbudte gæster skulle have haft. De uindbudte som gerne vil med, bør spørge sig selv: ’Ville det ikke være ukærligt af mig over for de nygifte at tage med? Vil jeg ikke komme til ulejlighed og gøre skår i glæden?’ I stedet for at ærgre sig og blive fornærmet over at man ikke er blevet inviteret, kan en forstående kristen sende en kærlig hilsen hvori han eller hun gratulerer brudeparret og ønsker dem Jehovas velsignelse. Den pågældende kunne endda bidrage til parrets glæde på bryllupsdagen ved at sende en gave. — Prædikeren 7:9; Efeserne 4:28.

Hvem har ansvaret?

I visse dele af Afrika er det skik og brug at de ældre i familien arrangerer brylluppet. Nogle brudepar er taknemmelige for dette eftersom det fritager dem for økonomiske forpligtelser. Måske mener de også at det fratager dem ansvaret for hvordan brylluppet forløber. Men inden de accepterer nogen form for hjælp fra velmenende slægtninge, bør det forlovede par sikre sig at deres personlige ønsker vil blive respekteret.

Selv om Jesus var Guds søn som var „kommet ned fra himmelen“, er der intet der tyder på at han overtog styringen og traf beslutning om det meste af det der foregik ved brylluppet i Kana. (Johannes 6:41) Bibelen fortæller os at en anden var udpeget til at være ’skaffer’. (Johannes 2:8) Skafferen var igen ansvarlig over for det nye familieoverhoved, brudgommen. — Johannes 2:9, 10.

Kristne slægtninge bør respektere den myndighed Gud har givet overhovedet for den nye familie. (Kolossenserne 3:18-20) Han er den der bør påtage sig ansvaret for det der foregår ved hans bryllup. En brudgom bør naturligvis være rimelig og, hvis det er muligt, tage hensyn  til brudens, sine forældres og sine svigerforældres ønsker. Hvis slægtninge insisterer på at arrangere noget som er i modstrid med brudeparrets ønsker, kan parret blive nødt til høfligt at afslå hjælpen og selv afholde udgifterne til et mere beskedent bryllup. Derved kan de sikre sig at der ikke vil foregå noget som de senere vil mindes med ubehag. Ved et kristent bryllup i Afrika udbragte en ikketroende slægtning der fungerede som toastmaster, eksempelvis en skål for familiens afdøde forfædre.

Nogle gange tager brudeparret af sted på deres bryllupsrejse før bryllupsfesten er forbi. I så fald bør brudgommen arrangere det sådan at andre ansvarlige sikrer sig at de bibelske normer respekteres, og at festen slutter på et fornuftigt tidspunkt.

Omhyggelig planlægning og ligevægt

Der var åbenbart rigeligt med god mad ved det bryllup Jesus var med til, for Bibelen kalder det en bryllupsfest. Som allerede omtalt, var der også rigelige mængder vin. Der har sikkert været ærbar dans og passende musikunderholdning eftersom det var almindeligt når jøderne dyrkede selskabelighed. Det fremgår for eksempel af Jesu berømte billedtale om den fortabte søn. I denne beretning var den velhavende far så glad for at hans angrende søn var kommet tilbage, at han sagde: „Lad os spise og være glade.“ Ifølge Jesus var der ved den lejlighed både musik og dans. — Lukas 15:23, 25.

Men interessant nok omtaler Bibelen ikke musik og dans i forbindelse med brylluppet i Kana. I virkeligheden omtales dans ikke i nogen som helst af Bibelens beretninger om bryllupper. Det ser ikke ud til at dans var det vigtigste eller det dominerende kendetegn ved bryllupper blandt Guds trofaste tjenere på Bibelens tid. Kan vi lære noget af dette?

Ved nogle kristne bryllupper i Afrika bruger man kraftige forstærkeranlæg. Musikken kan blive så høj at gæsterne dårligt kan føre en almindelig samtale. Nogle gange er der ikke mad nok, men det skorter ikke på dans som meget nemt kan blive tøjlesløs. Ved sådanne lejligheder kan en bryllupsfest blive brugt som undskyldning for et dansegilde. Den høje musik tiltrækker desuden ofte ballademagere, fremmede som møder op uden at være inviteret.

Bibelens beretninger om bryllupper lægger ikke vægt på musik og dans. Bør det ikke indgå i overvejelserne når man planlægger et bryllup der skal ære Jehova? I Sydafrika har unge kristne som var inviteret til bryllup, under forberedelserne til flere nyligt afholdte bryllupsfester brugt mange timer på at indøve komplicerede danse. I flere måneder brugte de uforholdsmæssig lang tid til dette. Kristne skal imidlertid ’købe sig den belejlige tid’ til „de mere vigtige ting“, såsom forkyndelsen, personligt studium og overværelse af de kristne møder. — Efeserne 5:16; Filipperne 1:10.

Den mængde vin Jesus skaffede ved brylluppet i Kana, tyder på at det har været et stort og flot bryllup. Alligevel kan vi være overbeviste om at der ikke har været tale om en larmende fest hvor gæsterne drak sig berusede, som det var tilfældet ved nogle jødiske bryllupper. (Johannes 2:10) Hvorfor kan vi være så sikre på det? Fordi Jesus var med. Han har, mere end nogen anden, meget omhyggeligt overholdt Guds bud angående dårligt selskab: „Vær ikke blandt dem der drikker sig fulde i vin.“ — Ordsprogene 23:20.

Hvis et forlovet par beslutter sig for at servere vin eller andre alkoholiske drikke ved deres bryllup, bør de derfor sørge for at udskænkningen foregår under kontrol af ansvarsbevidste personer. Hvis de beslutter sig for at der skal  spilles musik, bør den være passende, og de bør udpege en ansvarsbevidst person der har kontrol med hvor højt der bliver spillet. Gæsterne bør ikke få lov til at overtage styringen af festen og spille musik af tvivlsom karakter eller øge lydstyrken mere end rimeligt. Hvis der skal danses, kan der lægges op til dette på en værdig og afdæmpet måde. Hvis ikketroende eller umodne kristne danser på en vulgær og sensuel måde, kan brudgommen blive nødt til at sørge for at den musik der spilles, erstattes af noget mere passende. Han kan også taktfuldt anmode om at dansen stoppes. Hvis han intet gør, risikerer han at brylluppet udvikler sig til en løssluppen fest som kunne blive en snublesten for nogle. — Romerne 14:21.

På grund af de faremomenter som er uløseligt forbundet med visse af nutidens former for dans, høj musik og fri udskænkning af alkohol, har flere kristne brudgomme besluttet at den slags ting slet ikke skal foregå ved deres bryllup. Det har nogle kritiseret dem for, men i virkeligheden bør disse brudgomme roses fordi de ønsker at undgå alt som kunne bringe skam over Jehovas hellige navn. Andre brudgomme har tilrettelagt deres bryllup på en sådan måde at der har været passende musik, at der et stykke tid blev danset, og at der blev udskænket alkohol i begrænsede mængder. Uanset hvad man vælger, er det brudgommen der har ansvaret for de ting han giver grønt lys for ved sit bryllup.

Nogle umodne kristne i Afrika bryder sig ikke om værdige bryllupper og hævder at de minder om begravelser. Men det er ikke noget ligevægtigt synspunkt. Kødets syndige gerninger kan i øjeblikket virke spændende og gøre en opstemt, men de bringer skam over Jehovas navn og giver bagefter samvittighedskvaler. (Romerne 2:24) Guds hellige ånd giver derimod ægte glæde. (Galaterne 5:22) Mange kristne ægtepar ser tilbage på deres bryllup med glæde og tilfredshed fordi det var en dejlig begivenhed som ikke gav „anledning til snublen og fald“. — 2 Korinther 6:3.

Welsh og Elthea kan stadig huske de mange positive kommentarer fra ikketroende slægtninge som var med til deres bryllup. Én sagde: „Vi er trætte af de larmende bryllupper der holdes i dag. Det var dejligt til en forandring at være med til et pænt bryllup.“

Det allervigtigste er at glædelige og mådeholdne bryllupper ærer ægteskabets Indstifter, Jehova Gud.

[Ramme/illustration på side 22]

Checkliste for et bryllup

● Hvis en ikketroende slægtning skal holde tale, har du da sikret dig at han ikke vil opfordre til at man følger en eller anden ikkekristen tradition?

● Hvis der skal være musik, har du da sørget for at teksten til de sange der spilles, er passende?

● Vil musikken blive spillet med en rimelig lydstyrke?

● Hvis der skal være dans, vil det da foregå på en ærbar måde?

● Vil der kun blive serveret alkohol i begrænsede mængder?

● Er nogen blevet overdraget ansvaret for udskænkningen?

● Har du i forvejen bestemt dig for at bryllupsfesten skal slutte på et fornuftigt tidspunkt?

● Vil der være ansvarlige til stede helt til festen er slut?