Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hør hvad ånden siger

Hør hvad ånden siger

Hør hvad ånden siger

„Dine ører vil høre et ord bag dig sige: ’Dette er vejen. Gå på den!’ — hvis I skulle gå til højre eller hvis I skulle gå til venstre.“ — ESAJAS 30:21.

1, 2. Hvordan har Jehova meddelt sig til menneskene op gennem historien?

I PUERTO RICO findes verdens største og mest følsomme radioteleskop. Forskere har i årtier håbet at modtage budskaber fra rummet ved hjælp af dette gigantiske teleskop. Men det er endnu ikke sket. Ironisk nok findes der imidlertid klare budskaber fra et sted uden for menneskenes verden som alle til enhver tid kan modtage, uden brug af avanceret udstyr. De kommer fra en der står langt over noget indbildt rumvæsen. Hvem er kilden til sådanne budskaber, og til hvem bliver de sendt? Hvad indeholder de?

2 Bibelen omtaler adskillige tilfælde hvor mennesker har hørt budskaber fra Gud. Undertiden blev disse budskaber overbragt af åndeskabninger der tjente som Guds sendebud. (1 Mosebog 22:11, 15; Zakarias 4:4, 5; Lukas 1:26-28) Ved tre lejligheder lod Jehova sin egen stemme høre af mennesker. (Mattæus 3:17; 17:5; Johannes 12:28, 29) Gud har også talt gennem jordiske profeter, hvoraf mange nedskrev det han inspirerede dem til at sige. I dag har vi Bibelen, som indeholder en skreven beretning om mange af disse budskaber fra Jehova, samt Jesu og hans disciples lære. (Hebræerne 1:1, 2) Jehova har altid sørget for at meddele sig til sine jordiske skabninger.

3. Hvad er hensigten med Guds budskaber, og hvad forventes der af os?

3 Alle disse inspirerede budskaber fra Gud siger kun lidt om det fysiske univers. De fokuserer på vigtigere ting som har betydning for vores liv nu og i fremtiden. (Salme 19:7-11; 1 Timoteus 4:8) Jehova bruger disse budskaber til at meddele os sin vilje og tilbyde os sin ledelse. Det er blandt andet ved hjælp af dem at profeten Esajas’ ord bliver opfyldt: „Dine ører vil høre et ord bag dig sige: ’Dette er vejen. Gå på den!’ — hvis I skulle gå til højre eller hvis I skulle gå til venstre.“ (Esajas 30:21) Jehova tvinger os ikke til at lytte til hans „ord“. Det er op til os selv at følge hans ledelse og gå på hans vej. Derfor formaner Bibelen os til at lytte til budskaberne fra Jehova. I Åbenbaringens Bog findes tilskyndelsen til at „høre hvad ånden siger“ syv gange. — Åbenbaringen 2:7, 11, 17, 29; 3:6, 13, 22.

4. Er det rimeligt at forvente at Gud i dag skulle tale direkte til os fra himmelen?

4 I dag taler Jehova Gud ikke direkte til os fra himmelen. Selv på Bibelens tid var det noget der skete meget sjældent, undertiden med flere hundrede års mellemrum. Op gennem historien har Jehova som regel meddelt sig til sit folk på en mere indirekte måde. Sådan er det også nu. Lad os betragte tre måder hvorpå Jehova meddeler sig til os i dag.

„Hele Skriften er inspireret“

5. Hvad er Jehovas vigtigste meddelelsesmiddel i dag, og hvordan kan vi få gavn af det?

5 Det vigtigste meddelelsesmiddel mellem Gud og mennesker er Bibelen. Den er inspireret af Gud, og alt hvad den indeholder, er til gavn for os. (2 Timoteus 3:16) Bibelen er fyldt med eksempler på mennesker som brugte deres frie vilje til at vælge om de ville lytte til Jehova eller ej. Sådanne eksempler minder os om hvorfor det er så vigtigt at lytte til hvad Guds ånd siger. (1 Korinther 10:11) Bibelen indeholder også praktisk visdom som kan hjælpe os når vi skal træffe afgørelser. Det er som om Gud står bag ved os og vi hører ham sige: „Dette er vejen. Gå på den!“

6. Hvorfor står Bibelen langt over alle andre bøger?

6 For at høre hvad ånden siger gennem Bibelen, må vi læse i den ofte. Bibelen er ikke kun én af de mange velskrevne, populære bøger der findes i dag. Den er inspireret af ånden og indeholder Guds tanker. Hebræerbrevet 4:12 siger: „Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så langt ind at det deler sjæl og ånd, og led og deres marv, og kan bedømme hjertets tanker og hensigter.“ Når vi læser i Bibelen, trænger dens indhold ind i vore inderste tanker og motiver som et sværd og åbenbarer i hvor høj grad vi lever i overensstemmelse med Guds vilje.

7. Hvorfor er det så vigtigt at læse i Bibelen, og hvor ofte bør vi gøre det?

7 „Hjertets tanker og hensigter“ kan forandre sig efterhånden som tiden går og vi gør os erfaringer i livet, både gode og dårlige. Hvis ikke vi hele tiden studerer Guds ord, vil vore tanker, holdninger og følelser ophøre med at være i harmoni med Guds principper. Bibelen giver os derfor denne formaning: „Bliv ved med at prøve jer selv, om I er i troen, bliv ved med at bedømme jer selv.“ (2 Korinther 13:5) Hvis vi fortsat skal kunne høre hvad ånden siger, bør vi følge vejledningen om at læse i Guds ord hver dag. — Salme 1:2.

8. Hvilke ord af apostelen Paulus kan hjælpe os til at ransage os selv med hensyn til vores bibellæsning?

8 En vigtig påmindelse til bibellæsere er at de bør tage sig tid til at grunde over det de læser. Vi vil ikke være så fokuserede på at følge opfordringen til at læse i Bibelen hver dag at vi haster igennem stoffet uden at få fat i meningen. Det er vigtigt at læse regelmæssigt i Bibelen, men vores motiv må ikke udelukkende være at nå et bestemt antal sider. Vi bør have et oprigtigt ønske om at lære mere om Jehova og hans hensigter. Vi kan i den forbindelse ransage os selv i lyset af det apostelen Paulus skrev til sine medkristne: „[Jeg bøjer] mine knæ for Faderen, for at han . . . kan tillade jer . . . at få Messias boende ved troen i jeres hjerter med kærlighed, at blive rodfæstede og grundfæstede, for at I fuldt ud må være i stand til, sammen med alle de hellige, at fatte hvad bredden og længden og højden og dybden er, og kende Messias’ kærlighed, som overgår kundskab, for at I må fyldes med hele den fylde som Gud giver.“ — Efeserne 3:14, 16-19.

9. Hvordan kan vi opdyrke et større ønske om at blive undervist af Jehova?

Sandt nok er nogle af natur ikke de store læseheste, mens andre elsker at læse. Uanset hvordan det forholder sig, kan vi alle opdyrke et større ønske om at blive undervist af Jehova. Apostelen Peter sagde at vi bør hige efter bibelkundskab, og han erkendte at et sådant ønske kunne være noget der måtte opdyrkes. Han skrev: „Hig som nyfødte spædbørn efter ordets uforfalskede mælk, for at I ved den kan vokse op til frelse.“ (1 Peter 2:2) Hvis vi skal ’hige efter’ bibelkundskab, er det vigtigt at vi viser selvdisciplin. Ligesom man kan få smag for en ny ret efter at have smagt den nogle gange, kan vores indstilling til at læse og studere forandre sig til det bedre hvis vi tugter os selv til at følge en fast plan.

„Mad i rette tid“

10. Hvem udgør „den trofaste og kloge træl“, og hvordan benytter Jehova den i dag?

10 I Mattæus 24:45-47 viser Jesus endnu en måde hvorpå Jehova taler til os i dag. Her omtaler han den salvede kristne menighed — „den trofaste og kloge træl“ der er blevet udpeget til at sørge for åndelig „mad i rette tid“. De enkelte medlemmer af denne skare er Jesu „tjenestefolk“. Sammen med „en stor skare“ af „andre får“ modtager de opmuntring og vejledning. (Åbenbaringen 7:9; Johannes 10:16) En stor del af denne mad i rette tid kommer i form af trykte publikationer, som for eksempel Vagttårnet og Vågn op! Den åndelige mad tilvejebringes også i form af foredrag og demonstrationer ved stævnerne og menighedens møder.

11. Hvordan kan vi vise at vi er modtagelige for hvad ånden siger gennem „den trofaste og kloge træl“?

11 De oplysninger vi får gennem „den trofaste og kloge træl“, har til formål at styrke vores tro og opøve vores opfattelsesevne. (Hebræerne 5:14) Vejledningen kan være formuleret så generelt at det overlades til den enkelte at afgøre hvordan den skal anvendes i hans eller hendes situation. Tid efter anden får vi også vejledning der drejer sig om bestemte sider af vores adfærd. Hvilken indstilling bør vi have hvis vi virkelig lytter til hvad ånden siger gennem trælleskaren? Apostelen Paulus svarer: „Vær lydige mod dem der fører an iblandt jer, og vær føjelige.“ (Hebræerne 13:17) Sandt nok er alle de der er inddraget i denne proces, ufuldkomne, men Jehova glæder sig over at bruge sine jordiske tjenere til at lede os her i endens tid.

Samvittigheden

12, 13. (a) Hvilken anden vejleder har Jehova givet os? (b) Hvilken positiv indflydelse kan samvittigheden have selv på nogle der ikke har nøjagtig kundskab om Guds ord?

12 Jehova har givet os endnu en hjælp der kan vejlede os, nemlig vores samvittighed. Han skabte mennesket med en indre fornemmelse af hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Den er en del af vores natur. I sit brev til romerne skrev Paulus: „Når som helst folk fra nationerne, som ikke har loven, af natur gør det loven siger, er disse, skønt de ikke har loven, deres egen lov. De viser jo at lovens indhold er skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner med, og der mellem deres egne tanker indbyrdes føres anklage eller også forsvar.“ — Romerne 2:14, 15.

13 Mange der ikke kender Jehova, kan, til en vis grad, bringe deres tanker og handlinger i overensstemmelse med Guds principper for hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Det er som om de kan høre en svag indre stemme der leder dem i den rigtige retning. Hvis det gælder nogle der ikke har nøjagtig kundskab om Guds ord, hvor meget mere bør det da ikke gælde sande kristne? En samvittighed der er justeret som følge af nøjagtig kundskab fra Guds ord, og som fungerer i overensstemmelse med Jehovas hellige ånd, kan være en pålidelig vejleder. — Romerne 9:1.

14. Hvordan kan en bibeloplært samvittighed hjælpe os til at følge Jehovas ånds ledelse?

14 En god, bibeloplært samvittighed kan minde os om den vej ånden ønsker vi skal gå. Der kan være tilfælde hvor hverken Bibelen eller vore bibelske publikationer siger noget direkte om et bestemt problem vi måtte have. Her kan vores samvittighed advare os mod at slå ind på en kurs der kunne være til skade for os. I sådanne tilfælde kan dét at ignorere samvittighedens stemme i realiteten være det samme som at ignorere hvad Jehovas ånd siger. Ved at lære at stole på vores bibeloplærte samvittighed kan vi træffe kloge afgørelser selv når der ikke findes nogen specifik skriftlig vejledning. Det er dog vigtigt at huske at hvis der ikke er bibelske principper, regler eller love inde i billedet, må vi ikke påtvinge andre vores holdning i rent personlige anliggender. — Romerne 14:1-4; Galaterne 6:5.

15, 16. Hvad kan bevirke at vi får en dårligt fungerende samvittighed, og hvordan kan vi forhindre at det sker?

15 En ren, bibeloplært samvittighed er en god gave fra Gud. (Jakob 1:17) Men hvis den skal fungere som en moralsk sikkerhedsforanstaltning, må vi beskytte denne gave mod en fordærvende påvirkning. Lokale skikke, traditioner og vaner som er i strid med Guds normer, kan, hvis vi følger dem, bevirke at vi får en dårligt fungerende samvittighed der ikke længere ansporer os til at gøre det rette. Vi bliver måske ikke i stand til at bedømme tingene rigtigt og kunne endog narre os selv til at tro at noget der er ondt, i virkeligheden er godt. — Jævnfør Johannes 16:2.

16 Hvis vi fortsat overhører de advarsler vores samvittighed udsender, vil dens stemme blive svagere og svagere så vi til sidst bliver ufølsomme eller forhærdede i moralsk henseende. Det var om den slags mennesker salmisten sagde: „Deres hjerte er blevet ufølsomt ligesom fedt.“ (Salme 119:70) Nogle der ignorerer samvittighedens stemme, mister evnen til at tænke på rette måde. De ledes ikke længere af Guds principper og er ikke i stand til at træffe rette afgørelser. For at undgå en sådan situation må vi lytte til vores bibeloplærte samvittighed selv i spørgsmål der synes at være af mindre betydning. — Lukas 16:10.

Lykkelige er de der lytter og adlyder

17. Hvordan vil vi blive velsignet hvis vi lytter til ’ordet bag os’ og til vores bibeloplærte samvittighed?

17 Når vi gør det til en vane at lytte til ’ordet bag os’ — sådan som det formidles gennem Bibelen og den trofaste og kloge træl — og samtidig lytter til vores bibeloplærte samvittighed, vil Jehova velsigne os med sin ånd. Den hellige ånd vil så hjælpe os til at opfatte og forstå det Jehova ønsker at fortælle os.

18, 19. Hvordan kan Jehovas ledelse gavne os både i forkyndelsen og i vort personlige liv?

18 Jehovas ånd vil også give os styrke til at klare vanskelige situationer med visdom og mod. Ligesom det var tilfældet med apostlene, kan Guds ånd påvirke vores sind og hjælpe os til altid at handle og tale i harmoni med de bibelske principper. (Mattæus 10:18-20; Johannes 14:26; Apostelgerninger 4:5-8, 13, 31; 15:28) Ved hjælp af Jehovas ånd og vore egne bestræbelser vil vi kunne træffe de rette afgørelser, og vi vil få mod til at føre dem ud i livet. For eksempel overvejer nogle måske at foretage visse forandringer i deres liv så de kan få mere tid til åndelige gøremål. Andre står måske over for at skulle træffe en beslutning der har langtrækkende konsekvenser, som for eksempel valg af ægtefælle, arbejde eller bolig. Frem for udelukkende at lade os lede af følelser når vi skal træffe beslutninger, bør vi lytte til hvad Guds ånd siger, og handle i overensstemmelse med dens ledelse.

19 Vi værdsætter virkelig de kærlige påmindelser og den vejledning vi får fra vore trosfæller, deriblandt de ældste. Men vi behøver ikke altid at vente på at andre skal gøre os opmærksomme på noget vi bør forandre. Hvis vi ved hvad der er det rigtige at gøre, og hvilke ændringer vi bør foretage i vores indstilling og adfærd for at behage Gud, så lad os gøre det. Jesus sagde: „Når I véd dette, er I lykkelige hvis I gør det.“ — Johannes 13:17.

20. Hvad kan de der lytter til ’ordet bag dem’, glæde sig over?

20 Kristne behøver tydeligvis ikke at høre en stemme fra himmelen eller at blive besøgt af en engel for at vide hvordan de skal behage Gud. De kan glæde sig over at have Guds skrevne ord og den kærlige vejledning han giver gennem sin salvede skare på jorden. Hvis de omhyggeligt giver agt på dette ’ord bag dem’ og følger deres bibeloplærte samvittighed, vil de kunne gøre Guds vilje. Så vil de med sikkerhed opleve apostelen Johannes’ løfte gå i opfyldelse: „Den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ — 1 Johannes 2:17.

En kort repetition

● Hvorfor meddeler Jehova sig til sine jordiske skabninger?

● Hvordan vil det gavne os at have et fast bibellæseprogram?

● Hvordan bør vi reagere på vejledning fra trælleskaren?

● Hvorfor bør vi ikke ignorere vores bibeloplærte samvittighed?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 13]

Menneskene behøver ikke avanceret udstyr for at modtage budskaber fra Gud

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af Arecibo Observatory/David Parker/Science Photo

[Illustration på side 15]

Jehova taler til os gennem Bibelen og ved hjælp af „den trofaste og kloge træl“