Livsberetning

Jeg takker Jehova gennem heltidstjenesten

FORTALT AF STANLEY E. REYNOLDS

Jeg blev født i London i 1910. Efter den første verdenskrig flyttede mine forældre til en lille landsby ved navn Westbury Leigh i Wiltshire. Som dreng tænkte jeg ofte: ’Hvem er Gud?’ Det var der ingen der kunne fortælle mig. Og jeg kunne ikke forstå hvorfor et lille lokalsamfund som vores havde brug for to kapeller og en kirke for at dyrke Gud.

I 1935, fire år før den anden verdenskrigs udbrud, cyklede min lillebror, Dick, og jeg på campingferie til Weymouth på Englands sydkyst. Mens vi en dag sad i vores telt og lyttede til den silende regn og spekulerede på hvad vi skulle foretage os, fik vi besøg af en ældre herre som tilbød mig tre bibelstudiehåndbøger. Det var bøgerne Guds Harpe og Lys, bind 1 og 2. Jeg var glad for at få noget jeg kunne fordrive tiden med, og tog imod bøgerne. Jeg blev med det samme grebet af det jeg læste, men dengang var jeg ikke klar over at det ville ændre både mit eget og min brors liv.

Da jeg kom hjem, fortalte min mor at Kate Parsons, som boede i vores landsby, uddelte den samme slags bibelske læsestof. Hun var kendt af mange, for trods sin høje alder besøgte hun folk i området på en lille motorcykel. Jeg opsøgte hende, og hun var glad for at kunne give mig bøgerne Skabelsen og Rigdom samt andre af Vagttårnsselskabets publikationer. Hun fortalte mig at hun var et af Jehovas Vidner.

Efter at jeg havde læst bøgerne og min bibel, vidste jeg at Jehova er den sande Gud, og jeg ønskede at tjene ham. Jeg skrev derfor til vores kirke og meldte mig ud og begyndte at overvære  bibelstudiemøder hjemme hos John og Alice Moody. De boede i nabobyen Westbury. Vi var kun syv til disse møder. Før og efter møderne spillede Kate Parsons Rigets sange på sit stueorgel mens vi stemte i af hjertens lyst.

Den første tid

Jeg kunne se at vi levede på en betydningsfuld tid, og jeg længtes efter at være med i det forkyndelsesarbejde som er forudskildret i Mattæus 24:14. Jeg holdt derfor op med at ryge. Derefter købte jeg en taske og indviede mig til den store Gud, Jehova.

I august 1936 skulle Joseph F. Rutherford, Vagttårnsselskabets præsident, besøge Glasgow i Skotland for at tale over emnet „Harmagedon“. Selv om Glasgow lå cirka 600 kilometer væk, var jeg besluttet på at overvære stævnet og blive døbt ved den lejlighed. Jeg manglede penge til rejsen, så jeg tog min cykel med på toget til Carlisle, en by der ligger ved grænsen til Skotland, og cyklede derfra 160 kilometer længere mod nord. Efter også at have cyklet det meste af vejen hjem vendte jeg udmattet, men åndeligt beriget, tilbage.

I tiden derefter brugte jeg cyklen hver gang jeg tog ud for at tale med folk i de nærliggende landsbyer om min tro. Dengang havde hver forkynder et vidnesbyrdskort med et bibelsk budskab som den besøgte kunne læse. Vi brugte også transportable grammofoner til at afspille plader med bibelske foredrag af Selskabets præsident. Og vi gik selvfølgelig altid med en bladtaske, * der identificerede os som Jehovas Vidner.

Pionertjeneste i krigstid

Min bror blev døbt i 1940. Den anden verdenskrig var brudt ud i 1939, og vi kunne begge se at der var stort behov for heltidsforkyndere. Vi indsendte derfor vores pioneransøgninger. Vi var meget taknemmelige da vi inden længe blev bedt om at tage til pionerhjemmet i Bristol, hvor vi sluttede os til Edith Poole, Bert Farmer, Tom og Dorothy Bridges, Bernard Houghton og andre pionerer som vi længe havde beundret for deres tro.

Der kom en lille varevogn for at hente os. På begge sider var der med store bogstaver skrevet „JEHOVAS VIDNER“. Chaufføren var Stanley Jones, som senere blev missionær i Kina, hvor han sad syv år i enecelle på grund af sin forkyndervirksomhed.

Som krigen skred frem, fik vi sjældent en hel nats søvn. Der faldt ofte bomber omkring  pionerhjemmet, og vi måtte hele tiden være på udkig efter brandbomber. En aften efter at vi havde overværet et dejligt stævne i Bristols bymidte sammen med 200 andre Jehovas Vidner, nåede vi hjem gennem en byge af nedfaldende granatsplinter fra antiluftskytset, stort set uden at være kommet noget til.

Den næste morgen vendte Dick og jeg tilbage til byen for at hente nogle ting vi havde efterladt. Vi var chokerede over det vi så. Bristol lå i ruiner. Hele centrum var bombet sønder og sammen og helt udbrændt. Park Street, hvor rigssalen havde ligget, var en dynge rygende murbrokker. Men ingen forkyndere var kommet noget til. Heldigvis havde vi allerede fjernet vore bibelske publikationer fra rigssalen og fordelt dem blandt menighedens medlemmer. Vi takkede Jehova for begge dele.

Uventet frihed

Da jeg blev indkaldt til militæret, var menigheden i Bristol, hvor jeg tjente som præsiderende tilsynsmand, vokset til 64 forkyndere. Eftersom mange andre forkyndere var blevet fængslet på grund af deres neutrale standpunkt og berøvet deres frihed til at forkynde, forventede jeg at det samme ville ske med mig. Jeg kom for den lokale domstol i Bristol, hvor broder Anthony Buck, en tidligere fængselsfunktionær, talte min sag. Han var en modig og frygtløs mand som stod nidkært op for Bibelens lære. Som følge af hans gode forsvar blev jeg til min overraskelse fritaget for militærtjeneste på den betingelse at jeg fortsatte i heltidstjenesten.

Jeg var begejstret over at have min frihed og besluttet på at bruge den til at forkynde så meget som overhovedet muligt. En dag fik jeg besked på at kontakte afdelingskontoret i London og tale med landstjeneren, Albert D. Schroeder. Jeg spekulerede selvfølgelig på hvad der skulle ske. Min overraskelse var stor da jeg blev bedt om at tage til Yorkshire for at tjene som rejsende tilsynsmand og besøge forskellige menigheder hver uge for at hjælpe og opmuntre brødrene. Jeg følte slet ikke at jeg magtede at varetage en sådan opgave, men jeg var jo blevet fritaget for militærtjeneste og havde ingen forpligtelser. Jeg anerkendte derfor at det var Jehovas måde at lede begivenhederne på, og drog villigt af sted.

Albert Schroeder præsenterede mig for brødrene ved et stævne i Huddersfield, og april 1941 begyndte jeg i min nye opgave. At lære disse elskelige brødre at kende var en stor glæde for mig. Deres kærlighed og venlighed fik mig til i endnu højere grad at forstå at Jehova har et folk der tjener ham med stor hengivenhed og har kærlighed til hinanden. — Johannes 13:35.

Flere tjenesteforrettigheder

I 1941 blev et uforglemmeligt femdages landsstævne afholdt  i De Montfort Hall i Leicester. Trods rationering på fødevarer og begrænsning af den offentlige trafik nåede man om søndagen et højdepunkt på 12.000 deltagere. Det var imponerende i betragtning af at der på det tidspunkt kun var lidt over 11.000 forkyndere i landet. Der blev afspillet foredrag af Selskabets præsident, og bogen Børn blev udgivet. Dette stævne var en milepæl i Jehovas Vidners historie i Storbritannien, ikke mindst i betragtning af at det blev afholdt midt under den anden verdenskrig.

Kort efter dette stævne modtog jeg en indbydelse til at tjene sammen med betelfamilien i London. Jeg arbejdede i forsendelsesafdelingen og senere på kontoret, hvor jeg tog mig af sager der vedrørte menighederne.

Betelfamilien måtte dag og nat udholde luftangreb på London samt myndighedernes konstante kontrol af ansvarshavende brødre som arbejdede der. Pryce Hughes, Ewart Chitty og Frank Platt blev alle sendt i fængsel på grund af deres neutrale standpunkt, og til sidst blev Albert Schroeder udvist til USA. På trods af dette pres fortsatte man med at tage godt vare på menighedernes og Rigets interesser.

Videre til Gilead!

Da krigen sluttede i 1945, ansøgte jeg om at blive oplært som missionær på Vagttårnets Bibelskole Gilead, og jeg blev indbudt til den ottende klasse, som begyndte i 1946. Selskabet sørgede for at nogle af os, deriblandt Tony Attwood, Stanley Jones, Harold King, Don Rendell og Stanley Woodburn, kom med en båd fra fiskerihavnen Fowey i Cornwall. En lokal forkynder havde bestilt plads til os på et fragtskib som transporterede kaolin. Vores kahytter var meget trange, og skibsdækket var som regel overskyllet af vand. Det var en stor lettelse da vi endelig nåede Philadelphia!

Gileadskolen lå i smukke omgivelser i South Lansing i den nordlige del af staten New York, og den oplæring jeg modtog der, betød meget for mig. Eleverne i vores klasse kom fra 18 nationer. Det var første gang at Selskabet havde kunnet indbyde så mange forkyndere fra fremmede lande til skolen, og vi blev alle sammen nære venner. Jeg havde en fornøjelig tid sammen med min værelseskammerat, Kalle Salavaara fra Finland.

Tiden gik hurtigt, og efter fem måneder ankom Selskabets præsident, Nathan H. Knorr, fra hovedkontoret i Brooklyn for at overrække os vore diplomer og fortælle hvilket distrikt vi havde fået tildelt. Dengang blev det først bekendtgjort ved afslutningshøjtideligheden hvor de nyuddannede missionærer skulle hen. Jeg blev bedt om at vende tilbage til Betel i London for at fortsætte mit arbejde dér.

Tilbage til London

Efterkrigsårene var strenge i Storbritannien. Fødevarer og andre nødvendigheder, som for eksempel papir, blev stadig rationeret. Men vi klarede os igennem, og Jehovas riges interesser havde fremgang. Foruden at arbejde på Betel betjente jeg brødrene ved område- og kredsstævner og besøgte menigheder, blandt andet i Irland. Det var en særlig oplevelse at møde Erich Frost og andre brødre og søstre fra Europa. De fortalte om trosfæller der havde trodset rædslerne i nazisternes koncentrationslejre og bevaret deres uangribelighed. Beteltjenesten var en stor forret med mange velsignelser.

I 1952 giftede jeg mig med Joan Webb, som jeg havde kendt i ti år; hun var specialpioner i Watford, en by lige nord for London. Vi ønskede begge at fortsætte i heltidstjenesten og glædede os meget da jeg blev udnævnt til kredstilsynsmand efter at jeg havde forladt Betel. Vores første kreds omfattede Sussex og Hampshire ved Englands sydkyst. Dengang var det ikke så let at være i kredstjenesten. Vi måtte for det meste tage med bussen — hvis vi da ikke cyklede eller simpelt hen gik. Mange menigheder havde store landdistrikter som ofte var vanskeligt tilgængelige, men forkynderantallet steg støt og roligt.

New York 1958

I 1957 modtog jeg en anden indbydelse fra Betel: „Kunne du ikke tænke dig at komme ind på kontoret og hjælpe os med at planlægge  rejser til det kommende internationale stævne som skal afholdes på Yankee Stadium og Polo Grounds i New York i 1958?“ Kort tid efter havde Joan og jeg travlt med at behandle brødrenes ansøgninger om at rejse med Selskabets chartrede fly og skibe. Det var optakten til det berømte internationale stævne „Den guddommelige Vilje“, som blev overværet af en vældig tilhørerskare — 253.922! Ved dette stævne symboliserede 7136 deres indvielse til Jehova ved at lade sig døbe — det var dobbelt så mange som ifølge den bibelske beretning blev døbt på pinsedagen i år 33. — Apostelgerninger 2:41.

Joan og jeg vil aldrig glemme broder Knorrs venlighed da han personligt sørgede for at vi fik en indbydelse til at overvære dette stævne så vi kunne hjælpe med at sørge for de delegerede fra 123 lande. Det var en glædelig og udbytterig oplevelse for os begge.

Heltidstjenestens velsignelser

Efter at vi var vendt hjem, fortsatte vi i rejsetjenesten indtil vi fik problemer med helbredet. Joan blev indlagt på hospitalet, og selv fik jeg et mindre slagtilfælde. Vi blev overført til specialpionerernes rækker, men senere fik vi den forret at virke i kredstjenesten igen. Til sidst vendte vi tilbage til Bristol, hvor vi er forblevet i heltidstjenesten. Min bror, Dick, bor i nærheden med sin familie, og vi mindes ofte gamle dage.

I 1971 led mit syn uoprettelig skade på grund af nethindeløsning. Siden har jeg haft store problemer med at læse. Derfor synes jeg at indtalingen af bibelske publikationer på kassettebånd er en vidunderlig gave fra Jehova. Joan og jeg leder stadig bibelstudier, og i årenes løb har vi haft den forret at hjælpe cirka 40 personer til at lære sandheden at kende, deriblandt en familie på syv.

Da vi indviede os til Jehova for over 60 år siden, var det vores ønske at begynde i heltidstjenesten og forblive i den tjeneste. Hvor er vi taknemmelige for at vi stadig har kræfter til at tjene den store Gud, Jehova — hvilket er den eneste måde hvorpå vi kan takke ham for hans godhed mod os og for vores lykkelige år sammen!

[Fodnote]

[Illustration på side 25]

Længst til venstre min bror, Dick (stående), og mig (siddende) sammen med andre pionerer foran pionerhjemmet i Bristol

[Illustration på side 25]

Pionerhjemmet i Bristol i 1940

[Illustrationer på side 26]

Stanley og Joan Reynolds fotograferet på deres bryllupsdag den 12. januar 1952, og for nylig