En ’redningsaktion’ på øen Robinson Crusoe

I STILLEHAVET, cirka 650 kilometer fra den chilenske kyst, ligger Juan Fernández-øerne. En af de tre øer i denne øgruppe er på 93 kvadratkilometer og hedder Robinson Crusoe efter den kendte roman af samme navn som den engelske forfatter Daniel Defoe skrev i det 18. århundrede. * Romanen er øjensynlig bygget over skotten Alexander Selkirks oplevelser i de næsten fire år han levede helt alene på denne ø.

På øen står et træskilt hvis tekst i uddrag lyder: „Herfra spejdede den skotske sømand Alexander Selkirk i mere end fire år ivrigt ud over horisonten efter den redningsbåd der kunne komme ham til undsætning og udfri ham af ensomheden.“ Selkirk blev til sidst reddet og kom tilbage til sit hjemland. Her fandt han en verden som ikke længere tiltalte ham efter at han havde levet i sit eget lille paradis. Han citeres for at have sagt: „Åh, min elskede ø! Havde jeg dog aldrig forladt dig!“

Med tiden blev øen brugt som straffekoloni for nogle som ifølge den katolske kirke havde begået „forbrydelser mod troen“. Det var noget helt andet end de paradisiske forhold Selkirk engang oplevede. Men de øboere som nu lever der, glæder sig over en fredfyldt ro som er helt ukendt i mange dele af verden. Den afslappede livsform som kendetegner mange økulturer, gør det let at komme i snak med hvem som helst.

Officielt er der cirka 500 indbyggere på Robinson Crusoe, men størstedelen af året bor der kun omkring 400. Det skyldes  til dels at nogle af mødrene i skoleåret vælger at bo inde på det chilenske fastland med deres børn og kun vender hjem til øen i feriemånederne for at være sammen med resten af familien.

Til trods for de smukke paradisiske omgivelser føler nogle af øboerne et åndeligt tomrum som de søger udfyldt. Andre har følt behov for at nogen skal komme dem åndeligt til undsætning.

Åndelig undsætning

Et åndeligt ’undsætningsarbejde’ begyndte i 1979. En kvinde der havde studeret Bibelen sammen med Jehovas Vidner i Chiles hovedstad, Santiago, flyttede til øen og begyndte at undervise andre i det hun havde lært. Nogen tid efter besøgte en kristen ældste øen i forbindelse med sit arbejde og fandt til sin forbavselse en lille gruppe mennesker som blev undervist i Bibelen af denne kvinde og derfor gjorde åndelige fremskridt. Da han kom igen tre måneder senere, ønskede kvinden der  underviste, og to af dem hun studerede med, at blive døbt. Det sørgede ældstebroderen for at de blev. Senere blev en af de nydøbte søstre gift, og hun og hendes mand arbejder nu videre med at dække andres åndelige behov. Ægtemanden har sørget for at de fik bygget en beskeden rigssal som kunne benyttes af den lille gruppe på øen. Af økonomiske grunde måtte de på et tidspunkt selv flytte fra Robinson Crusoe-øen og er nu aktive forkyndere i en menighed i den centrale del af Chile.

Den lille gruppe på øen er vokset i takt med at flere og flere er blevet udfriet fra falsk religion. Men fordi skoleeleverne er nødt til at flytte til hovedlandet for at blive undervist på de højere klassetrin, består gruppen normalt kun af to døbte søstre og en ung pige. Når mødrene vender tilbage til øen i ferien, vokser gruppens antal igen. Det er berigende for de tre isolerede kristne som er der hele året. Alle på Robinson Crusoe er godt kendt med Jehovas Vidner på grund af disse søstres flittige forkyndelse. Selv om nogle af øboerne modarbejder deres arbejde og prøver at få andre til at afvise budskabet, spirer de sædekorn af bibelske sandheder som bliver sået i hjertet hos de retsindige.

De ’undsatte’ styrkes i troen

En gang om året besøger en rejsende tilsynsmand øen. Hvordan er det at besøge en håndfuld forkyndere på en fjern ø? En kredstilsynsmand beskriver sit første besøg på Robinson Crusoe-øen således:

„Det var en eventyrlig oplevelse. Klokken 7.00 rejste vi fra Valparaíso og kørte mod Cerrillos-lufthavnen i Santiago. Vi gik om bord i et lille fly med plads til syv passagerer. Da vi havde fløjet i 2 timer og 45 minutter, så vi i det fjerne en bjergtop som ragede op over skyerne. Efterhånden som vi kom nærmere, kunne vi tage øen i øjesyn. Det var en imponerende klippeblok midt ude i det store hav. Det så næsten ud som om den flød rundt på bølgerne som et skib der drev for vinden.

 Efter landingen gik turen videre med båd ud til landsbyen. Her og der skyder klipperne op af vandet som småøer, hvor Juan Fernández-pelssælerne finder hvile. De er fredede, da deres antal er faldet stærkt. Pludselig kom noget flyvende langs båden og dykkede ned i havet. Det var en flyvefisk hvis finner lignede vinger. Det så ud som en leg når den sprang op af vandet og fangede insekter. Men indimellem er det flyvefiskene der bliver fanget; deres spring tiltrækker andre rovfisk, som med åbent gab holder sig parate til at sluge dem når de lander i vandet.

Endelig var vi i landsbyen San Juan Bautista (Skt. Johannes Døber). Der stod en hel del øboere på kajen som enten ventede på besøgende eller bare havde indfundet sig af nysgerrighed efter at se hvem der kom. Vi var betagede af den smukke udsigt til det majestætiske og forrevne bjerg kaldet El Yunque (Ambolten), der var som belagt med mørkegrønt fløjl og som baggrund havde en klar blå himmel kantet med hvide skyer.

Vi bemærkede straks en gruppe kristne søstre som sammen med deres børn stod på kajen og ventede på os. Der var skoleferie, så gruppen var større end normalt. Efter at have udvekslet hjertelige hilsener tog de os med til en charmerende hytte som skulle være vores hjem i en uge.

Det var en helt speciel uge, og da vi vidste at den hurtigt ville være til ende, måtte vi udnytte tiden godt. Samme dag kort efter frokost var vi med ude at studere med en dame som snart ville blive vores søster i Guds åndelige paradis. Hun strålede af glæde, men var også en smule nervøs fordi hendes længe nærede ønske om at blive døbt nu snart skulle opfyldes. Vi drøftede nogle grundlæggende spørgsmål med hende så hun kunne få status som forkynder af den gode nyhed. Næste dag var hun for første gang med i forkyndelsen. Tredje dag begyndte vi at gennemgå dåbsspørgsmålene med hende. Inden ugen var gået, var hun døbt.

Der var god tilslutning til møderne i ugens løb, og højdepunktet var 14 tilstedeværende. Hver dag var der arrangeret samlinger til hus-til-hus-arbejde, genbesøgsarbejde, bibelstudiearbejde samt hyrdebesøg. Det var til stor opmuntring for de søstre som resten af året udfører arbejdet alene.“

Det er sværere at få mændene på øen til at tage imod sandheden, måske på grund af det hårde og slidsomme arbejde med hummerfiskeriet, som er øens hovederhverv. Mange reagerer desuden negativt på grund af fordomme. Dog har man ikke opgivet håbet om at flere øboere, både mænd og kvinder, med tiden tager imod sandheden.

Indtil nu har ti personer på øen taget imod budskabet om frelse og har lært sandheden og Guds hensigter at kende. Af forskellige grunde er nogle af dem siden flyttet fra øen. Men hvad enten de er blevet boende eller ej, har deres ’undsætning’ været langt mere vidtrækkende end Alexander Selkirks. Uanset hvor de bor på jorden, befinder de sig nu i et åndeligt paradis. De søstre som stadig bor på øen sammen med deres børn, glæder sig over de paradisiske omgivelser. Men som noget langt vigtigere har de udsigt til at opleve at hele jorden en dag vil blive ét stort paradis — i ordets fuldeste betydning.

’Redningsarbejdet’ fortsætter

Geografisk set befinder denne lille gruppe Jehovas Vidner på Robinson Crusoe-øen sig meget langt borte fra deres åndelige brødre og søstre. Men i modsætning til sømanden Selkirk føler de sig ikke forladt. De er i nær kontakt med Jehovas organisation, som til stadighed forsyner dem med en strøm af bibelske publikationer, og afdelingskontoret i Chile sender dem tre gange om året videooptagelser fra stævnerne. Dertil kommer at de får et årligt besøg af kredstilsynsmanden. Ja, de er en aktiv del af „hele samfundet af . . . brødre i verden.“ — 1 Peter 5:9.

[Fodnote]

[Kort/illustration på side 9]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Santiago

CHILE

ROBINSON CRUSOE

San Juan Bautista

El Yunque

STILLEHAVET

SANTA CLARA

[Illustration]

Øen er en imponerende klippeblok ude midt i det store hav

[Kildeangivelse]

Kort over Chile: Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

[Illustration på side 8, 9]

Det majestætiske og forrevne bjerg kaldet El Yunque (Ambolten)

[Illustration på side 9]

Landsbyen San Juan Bautista (Skt. Johannes Døber)

[Illustration på side 9]

På de omgivende småøer finder pelssæler og søløver hvile

[Illustration på side 10]

Vi fløj med et lille fly fra Santiago i Chile

[Illustration på side 10]

Robinson Crusoe-øens forrevne klippekyst

[Illustration på side 10]

Øens beskedne rigssal