Livsberetning

En lysspreder i verden — Beretningen om George Young

FORTALT AF RUTH YOUNG NICHOLSON

„Hvorfor så denne fortielse på vore prædikestole? . . . Hvad ville vi være for nogle hvis vi tav om de ting som vi har fået vished for er sande, og som jeg skriver om? Lad os ikke holde folk i uvidenhed, men lad os forkynde sandheden uden undskyldninger og omsvøb.“

DISSE ord er brudstykker af et 33-sider langt brev hvori far anmodede om at få sit navn slettet af kirkens medlemsprotokol. Året var 1913. Fra da af begyndte hans begivenhedsrige virke som en lysspreder i verden. (Filipperne 2:15) Helt fra jeg var en lille pige, har jeg samlet beretninger fra slægtninge og andre kilder om det far oplevede, og med venners hjælp har jeg stykket hans liv sammen. På mange måder minder fars liv mig om apostelen Paulus’ liv. Far var altid parat til at rejse ud for at bringe Jehovas budskab ud til folk i andre lande og på andre øer, ligesom Paulus, der var „apostel for nationerne“. (Romerne 11:13; Salme 107:1-3) Lad mig fortælle om min far, George Young.

De tidlige år

John og Margaret Young var skotske presbyterianere, og far var deres yngste søn. Kort efter at han var blevet født den 8. september 1886, flyttede hele familien fra Edinburgh i Skotland til British Columbia i det vestlige Canada. Fars tre ældre brødre — Alexander, John og Malcolm — var født i Skotland nogle få år tidligere. Marion, drengenes lillesøster, som blev kaldt Nellie, var to år yngre end far.

 De voksede op på en gård i Saanich, ikke langt fra Victoria i British Columbia, og havde det godt mens de samtidig lærte at skuldre et ansvar. Så når deres forældre kom hjem efter en tur til Victoria, var de udendørs opgaver klaret, og huset var pænt og ryddeligt.

Med tiden blev far og hans brødre interesserede i minedrift og produktion af tømmer. Brødrene Young rejste rundt og udvalgte skovområder hvor tømmeret var godt, og de købte og solgte det også selv. Far stod for alt det økonomiske.

Med tiden førte fars religiøse interesser til at han besluttede sig for at blive presbyteriansk præst. På det tidspunkt bragte aviserne imidlertid prædikener af Charles Taze Russell, Vagttårnsselskabets første præsident, og det skulle komme til at berøre hele hans liv. Det far lærte, fik ham til at skrive det brev angående sin udmeldelse af kirken som er nævnt i indledningen.

Far brugte skriftsteder fra Bibelen til taktfuldt, men klart, at tilbagevise kirkens lære om sjælens udødelighed og om et brændende helvede hvor Gud piner mennesker for evigt. Han afslørede også at treenighedslæren har en ikkekristen oprindelse og ikke finder støtte i Bibelen. Fra da af gik han i Jesu Kristi fodspor og udførte den kristne tjeneste ved ydmygt at bruge alle sine evner og kræfter til pris for Jehova.

I 1917 begyndte far at tjene som pilgrim; sådan kaldte man en rejsende tilsynsmand udsendt af Vagttårnsselskabet. I større og mindre byer rundt om i Canada holdt han foredrag og fremviste „Skabelsens Fotodrama“, som bestod af både levende film og lysbilleder. Teatrene var tætpakkede når far var på besøg. Listen over hans pilgrimsbesøg kunne ses i The Watchtower indtil 1921.

En avis i Winnipeg skrev at prædikanten George Young havde talt til 2500 mennesker, og at mange ikke kunne komme ind da salen var helt fyldt op. I Ottawa talte han over emnet „Til Helvede og tilbage igen“. Herom skrev en ældre mand: „Efter foredraget inviterede George Young en række gejstlige op på podiet for at de kunne debattere emnet med ham, men ikke én rejste sig. Da vidste jeg at jeg havde fundet sandheden.“

Far forsøgte under sine pilgrimsbesøg at få presset så mange åndelige aktiviteter ind i sin arbejdsplan som muligt. Bagefter måtte han skynde sig for at nå toget til det næste sted. Kørte han i bil, var han ofte på vej til sin næste opgave tidligt på morgenstunden. Ud over at far var flittig og nidkær, havde han også ry for at være hensynsfuld, og han var kendt for sine kristne gerninger og sin gavmildhed.

Af alle de stævner han overværede, er det som blev holdt i Edmonton i Alberta i 1918, især værd at mindes. Hele familien var til stede fordi Nellie skulle døbes. Det var også sidste gang at far og hans brødre var samlet,  for to år senere døde Malcolm af lungebetændelse. Som sine tre brødre og sin far havde Malcolm det himmelske håb, og de forblev alle trofaste til deres død. — Filipperne 3:14.

Ud til fremmede lande

Da far havde afsluttet en forkyndelsestur i Canada i 1921, blev han af Selskabets daværende præsident, Joseph F. Rutherford, sendt til øerne i Det Caribiske Hav. Overalt hvor far viste „Skabelsens Fotodrama“, blev det godt modtaget. Han skrev fra Trinidad: „Salen var fyldt, og et stort antal måtte gå forgæves, da der ikke var plads. Den følgende aften var salen igen fyldt til trængsel.“

I 1923 blev far sendt til Brasilien. Der talte han til store forsamlinger, til tider ved at benytte lejede tolke. I Vagttårnet for 1. januar 1924 kunne man læse: „Fra 1. Juni til 30. September har Broder Young holdt 21 offentlige Møder med i alt 3,600 tilstedeværende, 48 Klassemøder med 1,100 tilstedeværende, uddelt fri Litteratur paa Portugisisk i et Antal af 5,000 Eksemplarer.“ Mange viste stor interesse når far holdt foredraget „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“.

I forbindelse med udvidelsen af afdelingskontoret i Brasilien den 8. marts 1997 stod der i en brochure som blev udgivet i samme anledning: „1923: George Young ankommer til Brasilien. Han træffer forberedelser til at oprette et afdelingskontor i Rio de Janeiro.“ Ud over de bibelske publikationer der forelå på spansk, var der også behov for at udgive publikationer på portugisisk, som er det fremherskende sprog i Brasilien. Af den grund begyndte Vagttårnet at udkomme på portugisisk den 1. oktober 1923.

Far fik mange betydningsfulde kontakter i Brasilien. Han mødte en velhavende portugiser ved navn Jacintho Pimentel Cabral, som tilbød at man kunne holde møder i hans hjem. Jacintho tog hurtigt imod sandheden fra Bibelen og kom senere til at arbejde på afdelingskontoret. Der var også en ung portugisisk gartner som hed Manuel da Silva Jordão. Efter at han havde hørt fars offentlige foredrag, fik han lyst til at vende tilbage til Portugal og blive kolportør, som Jehovas Vidners heltidsforkyndere blev kaldt dengang.

Far rejste med tog rundt i hele Brasilien, og han fandt mange interesserede. På en af sine rejser mødte han Bony og Catarina Green, og dem boede han hos i næsten to uger og talte med dem om Bibelens sandheder. Det førte til at syv af familiens medlemmer indviede sig til Jehova og blev døbt.

I 1923 kom han også i forbindelse med Sarah Bellona Ferguson. Sammen med sin bror Erasmus Fulton Smith og resten af familien var hun i 1867 flyttet til Brasilien fra USA. Siden 1899 havde hun regelmæssigt fået tilsendt Vagttårnet på engelsk. Da far kom på besøg, kunne Sarah endelig få opfyldt sit længe nærede ønske om at blive døbt, og det samme blev hendes fire børn og én som far omtalte som tante Sallie. Det var den 11. marts 1924.

Inden længe forkyndte far i andre sydamerikanske lande. Den 8. november 1924 skrev han fra Peru: „Er lige blevet færdig med at uddele 17.000 traktater i Lima og Callao.“ Derfra tog han til Bolivia for at uddele traktater. Han skrev: „Vor himmelske Fader velsigner vore anstrengelser. Jeg har fået hjælp af en indianer hvis hjem ligger ved Amazonflodens udspring. Han får 1000 traktater og nogle bøger med sig tilbage.“

På grund af fars arbejde blev de bibelske sandheders sædekorn spredt i mange mellem- og sydamerikanske lande. I The Watchtower for 1. december 1924 stod der: „George Young har nu tilbragt godt og vel to år i Sydamerika. . . . Det har været denne kære broders privilegium at forkynde sandhedens budskab i Punta Arenas i Magellanstrædet.“ Far foretog også et banebrydende arbejde med at forkynde i lande som Costa Rica, Panama og  Venezuela. Han fortsatte selv om han havde pådraget sig malaria og hans helbred var blevet svækket.

Videre til Europa

I marts 1925 satte far kursen mod Europa, hvor han håbede at uddele 300.000 traktater i Spanien og Portugal og at berede vejen for broder Rutherford. Men da far ankom til Spanien, gav han udtryk for sin betænkelighed ved at broder Rutherford skulle holde foredrag dér i en atmosfære af religiøs intolerance.

Som svar henviste broder Rutherford i et brev til Esajas 51:16, hvor der står: „Jeg har lagt mine ord i din mund, og jeg har dækket dig med min hånds skygge for at plante himmelen og grundlægge jorden og sige til Zion: ’Du er mit folk.’“ (King James Version) Derefter sagde far: „Det er altså Herrens vilje at jeg fortsætter og lader resultaterne bero på ham.“

Den 10. maj 1925 holdt broder Rutherford sit foredrag ved tolk på Novedades Teater i Barcelona. Der var mere end 2000 til stede, deriblandt en regeringsembedsmand og en særlig vagt på scenen. Det samme gentog sig i Madrid med 1200 tilstedeværende. Den interesse der blev vakt gennem disse foredrag, førte til at man oprettede et kontor i Spanien — ifølge 1978 Yearbook of Jehovah’s Witnesses „under ledelse af George Young“.

Den 13. maj 1925 holdt broder Rutherford foredrag i Lissabon i Portugal. Dette besøg var også en stor succes, selv om de gejstlige forsøgte at afbryde mødet ved at råbe og kaste med stole. Efter broder Rutherfords foredrag i Spanien og Portugal fortsatte far med at vise „Skabelsens Fotodrama“, og han sørgede også for at få trykt og uddelt bibelsk læsestof disse steder. Han rapporterede i 1927 at den gode nyhed „var blevet forkyndt i hver eneste større og mindre by i Spanien“.

Forkynder i Sovjetunionen

Det næste missionærdistrikt far fik tildelt, var Sovjetunionen, hvortil han  ankom den 28. august 1928. I et brev dateret den 10. oktober 1928 står der i uddrag:

„Siden jeg kom til Rusland, har jeg bedt bønnen ’komme dit rige’ mere inderligt. Jeg er ved at lære sproget, men det går langsomt. Min tolk er en meget usædvanlig mand. Han er jøde, men tror på Kristus og holder meget af Bibelen. Jeg har haft nogle spændende oplevelser, men jeg ved ikke hvor længe jeg får lov til at blive her. I sidste uge fik jeg besked på at rejse i løbet af 24 timer, men fik det ændret så jeg kunne blive her lidt længere.“

I Kharkov, som nu er en stor by i Ukraine, mødtes han med nogle bibelstudenter. Det blev til gensidig opmuntring og bragte glædestårer frem i manges øjne. Hver aften holdt man et lille stævne som varede indtil midnat. Angående dette møde med brødrene skrev far senere: „Stakkels brødre! Deres få bøger er konfiskeret, og myndighederne er uvenlige; brødrene er dog glade.“

Fars tjeneste i Sovjetunionen blev nævnt i en særlig brochure som blev fremstillet til dem der overværede indvielsen af det nye afdelingskontor i Sankt Petersborg i Rusland den 21. juni 1997. I brochuren stod der at far blev sendt til Moskva, og at han fik tilladelse til „at fremstille 15.000 eksemplarer af brochurerne Frihed for Folket og Hvor er de døde? til uddeling i Rusland“.

Da far vendte hjem fra Rusland, fik han tildelt pilgrimsarbejde i USA. I South Dakota besøgte han Nellena og Verda Pool, som var kødelige søstre og senere blev missionærer i Peru. De har givet udtryk for stor værdsættelse af fars utrættelige tjeneste og tilføjer: „Dengang havde brødrene tydeligvis pionerånden og tog ud til fremmede steder med kun lidt af denne verdens gods, men med hjertet fyldt med kærlighed til Jehova. Det var den drivkraft som fik dem til at udrette hvad de gjorde.“

Ægteskab og ny rejse

Gennem årene havde far korresponderet med Clara Hubbert fra Manitoulin Island i Ontario. De overværede begge stævnet i Columbus i Ohio den 26. juli 1931 da bibelstudenterne antog navnet Jehovas Vidner. (Esajas 43:10-12) Ugen efter blev de gift. Kort efter skulle far af sted igen, denne gang på sin anden missionsrejse til øerne i Caribien. Der  hjalp han med at organisere møder og oplære andre i hus-til-hus-forkyndelsen.

Mor fik tilsendt billeder, postkort og breve fra Surinam, Sankt Kitts og mange andre steder. Brevene handlede om fremgangen i forkyndelsesarbejdet og til tider også om fugle, dyr og planter i de pågældende lande. Far afsluttede sin opgave i Caribien i juni 1932 og rejste hjem til Canada på tredje klasse som han plejede. Derefter arbejdede han og mor sammen som heltidsforkyndere og tilbragte vinteren 1932/33 i Ottawaområdet sammen med mange andre heltidsforkyndere.

Et kort familieliv

I 1934 blev min bror, David, født. Mens han blot var en lille dreng, stod han på mors hatteæske og legede at han „holdt foredrag“. Hele sit liv har han ligesom sin far vist nidkærhed for Jehova. De kørte alle tre i en højttalerbil og besøgte menighederne fra østkysten til vestkysten af Canada. Jeg blev født i 1938 mens far virkede i British Columbia. David husker at far lagde mig på sengen, og at de alle tre knælede ned omkring den mens far bad en bøn og takkede for at de havde fået mig.

I vinteren 1939 boede vi i Vancouver mens far besøgte menighederne i området. Et af de mange breve vi gennem årene har gemt i vores samling, er dateret den 14. januar 1939 og skrevet da han var i Vernon i British Columbia. Far havde stilet det til Clara, David og Ruth, og i indledningen stod der: „Bare et lille kys og et knus.“ I brevet stod der noget til hver af os. Han nævnte at høsten er stor, men arbejderne få. — Mattæus 9:37, 38.

En uge efter at far var vendt hjem fra sin opgave i Vancouver, kollapsede han under et møde. En lægeundersøgelse viste at han havde en kræftsvulst i hjernen. Den 1. maj 1939 fuldførte han sit jordiske livsløb. Jeg var da ni måneder gammel, og David var fem år. Vores elskede mor, som også havde det himmelske håb, forblev trofast til sin død den 19. juni 1963.

Hvordan far så på den opgave at bringe den gode nyhed ud til mange lande, beskrev han engang meget smukt i et af sine breve til mor: „Jehova har i sin storhed ladet mig sprede lyset fra Rigets budskab i disse lande. Priset være hans hellige navn. Gennem skrøbelighed, svaghed og utilstrækkelighed skinner hans herlighed.“

George og Clara Youngs børn, børnebørn og oldebørn tjener også vor kærlige Gud, Jehova. Jeg har fået at vide at far jævnlig citerede Hebræerne 6:10, hvor der står: „Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn.“ Vi har heller ikke glemt fars arbejde.

[Illustration på side 23]

Min far til højre, sammen med sine tre brødre

[Illustrationer på side 25]

Far (stående) sammen med broder Woodworth, broder Rutherford og broder Macmillan

Nederst: Far (længst til venstre) i en gruppe med broder Russell

[Illustrationer på side 26]

Min far og mor

Herunder: Den dag de blev gift

[Illustration på side 27]

David, mor og mig nogle få år efter at far var død