Forkynd ivrigt den gode nyhed
Forkynd ivrigt den gode nyhed
„Vær brændende i ånden. Træl for Jehova.“ — ROMERNE 12:11.
1, 2. Hvilken indstilling bestræber kristne sig for at bevare som forkyndere af den gode nyhed?
EN UNG mand har netop fået et nyt job. Det er hans første arbejdsdag, og han er spændt på at se hvad hans chef vil sætte ham til. Han glæder sig til at komme i gang og tager det meget alvorligt. Han er ivrig efter at gøre sit bedste.
2 Som kristne kan vi også betragte os selv som nyansatte. Eftersom vi håber at leve evigt, kan man godt sige at vi først lige er begyndt at arbejde for Jehova. Der er ingen tvivl om at Skaberen har talrige opgaver til os som vil holde os beskæftiget i al evighed. Men den første opgave vi har fået, består i at forkynde den gode nyhed om hans rige. (1 Thessaloniker 2:4) Hvordan betragter vi denne opgave fra Gud? Ligesom den unge mand ønsker vi at udføre opgaven efter bedste evne, med nidkærhed og glæde — ja, ivrigt!
3. Hvad kræver det at nå sine mål som forkynder af den gode nyhed?
3 Det kan ganske vist være en udfordring at bevare en positiv indstilling. Vi har mange pligter foruden forkyndelsen, og nogle af dem kan være fysisk og følelsesmæssigt krævende. Som regel lykkes det os at nå alt det vi skal, uden at forsømme tjenesten. Men det kan være en konstant kamp. (Markus 8:34) Jesus understregede imidlertid at vi kun kan nå vores mål som kristne hvis vi kæmper energisk. — Lukas 13:24.
4. Hvordan kan hverdagens bekymringer påvirke vort syn på åndelige værdier?
4 I betragtning af hvor travlt vi har, er det ikke så underligt hvis vi til tider føler os overbebyrdede eller udmattede. „Det daglige livs bekymringer“ kan kvæle vores nidkærhed og vores værdsættelse af de teokratiske aktiviteter. (Lukas 21:34, 35; Markus 4:18, 19) Den ufuldkomne menneskelige natur kunne få os til at forlade den „første kærlighed“. (Åbenbaringen 2:1-4) Visse sider af tjenesten for Jehova kunne blive noget vi gør rutinemæssigt. Hvordan giver Bibelen os den opmuntring vi har brug for, så vi kan bevare vores nidkærhed i tjenesten?
Som „en brændende ild“ i vore hjerter
5, 6. Hvordan betragtede apostelen Paulus det privilegium det er at forkynde?
5 Den tjeneste Jehova har betroet os, er alt for dyrebar til at vi kan tillade os at betragte den som noget ordinært. Apostelen Paulus betragtede det som et meget stort privilegium at forkynde den gode nyhed, og han anså sig selv for at være uværdig til at få dette privilegium betroet. Han sagde: „Til mig, der er ringere end den ringeste af alle hellige, blev denne ufortjente godhed skænket, at forkynde den gode nyhed om Messias’ uudgrundelige rigdom for folk fra nationerne og lade mennesker se hvordan den hellige hemmelighed administreres, den som siden en ukendt fortid har været skjult i Gud, som har skabt alt.“ — Efeserne 3:8, 9.
6 Paulus’ positive indstilling til tjenesten er et godt eksempel for os. I sit brev til romerne skrev han: „[Jeg er] ivrig efter at forkynde den gode nyhed.“ Han skammede sig ikke over den gode nyhed. (Romerne 1:15, 16) Han havde den rigtige indstilling og var ivrig efter at udføre sin tjeneste.
7. Hvad advarede Paulus mod i sit brev til romerne?
7 Apostelen Paulus forstod at det var nødvendigt at blive ved med at være nidkær, og derfor gav han de kristne i Rom denne påmindelse: „Vær ikke nølende i jeres iver. Vær brændende i ånden. Træl for Jehova.“ (Romerne 12:11) Det græske ord der gengives med „nølende“, kan også betyde „doven, lad“. Vi er måske ikke ligefrem nølende i forkyndelsen, men vi kan alle være opmærksomme på de første symptomer på åndelig dovenskab og rette det nødvendige i vores indstilling hvis vi opdager sådanne symptomer hos os selv. — Ordsprogene 22:3.
8. (a) Hvad blev som „en brændende ild“ i Jeremias’ hjerte, og hvorfor? (b) Hvad kan vi lære af det Jeremias kom ud for?
8 Guds ånd kan også hjælpe os når vi er modløse. En kort overgang blev profeten Jeremias for eksempel grebet af modløshed, og han overvejede at holde op med at profetere. Han sagde endda om Jehova: „Jeg vil ikke nævne ham, og jeg vil ikke mere tale i hans navn.“ Var dette et tegn på en alvorlig åndelig svaghed hos Jeremias? Nej. Jeremias var åndeligt stærk. Han nærede en dyb kærlighed til Jehova og var nidkær for sandheden, og det hjalp ham til at blive ved med at profetere. Han forklarer: „I mit hjerte blev [Jehovas ord] som en brændende ild lukket inde i mine knogler; og jeg blev træt af at holde igen, og jeg var ude af stand til at udholde det.“ (Jeremias 20:9) Det er naturligt at Guds trofaste tjenere undertiden bliver modløse. Men når de beder Jehova om hjælp, vil han læse deres hjerte og frit give dem sin hellige ånd hvis de, ligesom Jeremias, har hans ord i deres hjerte. — Lukas 11:9-13; Apostelgerninger 15:8.
„Udsluk ikke ånden“
9. Hvad kan hæmme den hellige ånds virke i os?
9 Apostelen Paulus formanede thessalonikerne: „Udsluk ikke ånden.“ (1 Thessaloniker 5:19) Handlinger og holdninger der strider mod Guds principper, kan hæmme den hellige ånds virke i os. (Efeserne 4:30) I vor tid har kristne fået den opgave at forkynde den gode nyhed. Vi viser dyb respekt for dette privilegium. Det overrasker os ikke at de der ikke kender Gud, viser foragt for vores forkyndelse. Men hvis kristne med vilje forsømmer deres tjeneste, kan det resultere i at Guds ånd udslukkes, så den ikke længere virker tilskyndende på dem.
10. (a) Hvordan kan andres opfattelse påvirke os? (b) Hvilket ophøjet syn på forkyndelsen beskrives i Andet Korintherbrev 2:17?
10 Nogle uden for den kristne menighed betragter måske blot vores forkyndelse som uddeling af læsestof. Andre har den fejlagtige opfattelse at vi kun går fra hus til hus for at indsamle bidrag. Hvis vi lader os påvirke af sådanne negative opfattelser, kan det gøre os mindre effektive i forkyndelsen. Lad os ikke tage os af hvad andre mener om forkyndelsen, men i stedet bevare Jehovas og Jesu syn på den. Apostelen Paulus beskrev dette ophøjede syn med ordene: „Vi er ikke kræmmere der handler med Guds ord, som så mange er, men af oprigtighed, ja, som sendt af Gud taler vi for Guds ansigt, i samfund med Kristus.“ — 2 Korinther 2:17.
11. Hvad satte de første kristne i stand til at bevare nidkærheden trods forfølgelse, og hvordan bør deres eksempel påvirke os?
11 I en periode kort efter Jesu død blev hans disciple i Jerusalem forfulgt. Man truede dem og befalede dem at holde op med at forkynde. Men Bibelen oplyser at de blev „fyldt med den hellige ånd og talte Guds ord med frimodighed“. (Apostelgerninger 4:17, 21, 31) Paulus’ ord til Timoteus nogle år senere viser hvilken positiv indstilling kristne bør bevare. Paulus skrev: „Gud har ikke givet os fejheds ånd, men krafts og kærligheds og et sundt sinds ånd. Du skal derfor ikke skamme dig over vidnesbyrdet om vor Herre, heller ikke over mig, en fange for hans skyld, men vær med til at lide ondt for den gode nyheds skyld efter den kraft Gud giver.“ — 2 Timoteus 1:7, 8.
Hvad skylder vi vore medmennesker?
12. Hvad er den vigtigste grund til at vi forkynder den gode nyhed?
12 Vi kan kun have den rette indstilling til forkyndelsen hvis vi har det rette motiv. Hvorfor forkynder vi egentlig? Den vigtigste grund kan udledes af salmistens ord: „Dine loyale vil velsigne dig [Jehova]. De vil berette om dit kongedømmes herlighed, og de vil tale om din vælde, for at gøre hans vældige gerninger kendt for menneskesønnerne, og hans kongedømmes herlige pragt.“ (Salme 145:10-12) Ja, vi forkynder for at prise Jehova offentligt og for at hellige hans navn blandt alle mennesker. Når vi trofast forkynder frelsesbudskabet, er det til pris for Jehova, selv hvis kun få vil lytte til os.
13. Hvad får os til at fortælle andre om frelseshåbet?
13 Vi forkynder også af kærlighed til andre og for at undgå at pådrage os blodskyld. (Ezekiel 33:8; Markus 6:34) I forbindelse med dette kan vi tænke på Paulus’ ord om dem som befandt sig uden for den kristne menighed: „Både over for grækere og over for barbarer, både over for vise og over for uforstandige er jeg forpligtet.“ (Romerne 1:14) Paulus følte at han skyldte sine medmennesker at forkynde den gode nyhed for dem, eftersom det er Guds vilje at „alle slags mennesker skal frelses“. (1 Timoteus 2:4) I dag nærer vi den samme kærlighed til vore medmennesker, og vi føler os også forpligtede over for dem. Jehovas kærlighed til menneskene fik ham til at sende sin søn til jorden for at han kunne give sit liv for dem. (Johannes 3:16) Det var et stort offer. Vi efterligner Jehovas kærlighed når vi bruger tid og kræfter på at give andre del i den gode nyhed om frelse på grundlag af Jesu offer.
14. Hvordan beskriver Bibelen verden uden for den kristne menighed?
14 Jehovas Vidner betragter deres medmennesker som potentielle medlemmer af det kristne brodersamfund. Vi må forkynde frimodigt, men uden at være aggressive. Bibelen bruger ganske vist stærke udtryk om verden i almindelighed. Paulus brugte selve ordet „verden“ i en negativ betydning da han omtalte „denne verdens visdom“ og „verdslige ønsker“. (1 Korinther 3:19; Titus 2:12) Paulus mindede også de kristne i Efesus om at de var åndeligt døde dengang de vandrede „i overensstemmelse med tingenes ordning i denne verden“. (Efeserne 2:1-3) Disse og andre lignende udtalelser er i overensstemmelse med apostelen Johannes’ ord: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ — 1 Johannes 5:19.
15. Hvad gør vi ikke med hensyn til enkeltpersoner uden for den kristne menighed, og hvorfor ikke?
15 Vi må imidlertid huske at disse udtalelser gælder den gudfremmede verden i almindelighed, ikke enkeltpersoner. Kristne drister sig ikke til på forhånd at dømme om hvordan et bestemt menneske vil reagere på forkyndelsen. De har ikke grundlag for at stemple nogen som „geder“. Vi kan ikke sige hvad resultatet vil blive når Jesus kommer for at skille „fårene“ fra „gederne“. (Mattæus 25:31-46) Det er Jesus der er den udnævnte dommer, ikke os. Desuden har erfaringen vist at nogle der tidligere har givet sig af med den værst tænkelige adfærd, har taget imod Bibelens budskab, har forandret sig og er blevet kristne der lever et rent liv. Derfor tøver vi ikke med at fortælle andre om håbet om Riget når lejligheden byder sig, selv om vi måske ikke ligefrem søger deres selskab. Bibelen omtaler nogle enkeltpersoner som, mens de stadig var ikketroende, „var ret indstillet til evigt liv“. De fik med tiden tro. (Apostelgerninger 13:48) Vi kan aldrig vide hvem der har den rette indstilling før vi har forkyndt for dem — måske mange gange. Derfor må vi behandle dem der endnu ikke har taget imod frelsesbudskabet, „med mildhed og dyb respekt“, i håb om at nogle af dem senere vil tage imod det livgivende budskab. — 2 Timoteus 2:25; 1 Peter 3:15.
16. Nævn en grund til at vi gerne vil være dygtigere til at undervise.
16 Hvis vi arbejder på at blive dygtige til at undervise, vil vi være mere ivrige efter at forkynde den gode nyhed. Det kan sammenlignes med et spændende spil der forekommer kedeligt for dem der ikke har sat sig ind i det. De der er dygtige til det, synes derimod at det er sjovt. På samme måde vil de kristne der arbejder på at blive dygtige til at undervise, finde større glæde ved at forkynde. (2 Timoteus 4:2; Titus 1:9) Paulus gav Timoteus dette råd: „Gør dit yderste for at fremstille dig for Gud som godkendt, som en arbejder der intet har at skamme sig over, som behandler sandhedens ord på rette måde.“ (2 Timoteus 2:15) Hvordan kan vi blive dygtigere til at undervise?
17. Hvordan kan man opdyrke en higen efter kundskab fra Bibelen, og hvordan vil denne kundskab være til gavn for os i forkyndelsen?
17 Vi kan blive dygtigere til at undervise ved at gøre endnu mere for at tilegne os nøjagtig kundskab. Apostelen Peter giver os denne tilskyndelse: „Hig som nyfødte spædbørn efter ordets uforfalskede mælk, for at I ved den kan vokse op til frelse.“ (1 Peter 2:2) Et sundt spædbarn higer instinktivt efter mælk. Kristne er måske nødt til at opdyrke en higen efter kundskab om Bibelen. Det kan man gøre ved at tillægge sig gode studie- og læsevaner. (Ordsprogene 2:1-6) Det kræver arbejde og selvdisciplin at blive dygtig til at undervise i Guds ord, men det er anstrengelserne værd. Glæden ved at fordybe sig i Guds ord vil gøre os brændende i ånden og ivrige efter at fortælle andre om det vi lærer.
18. Hvordan kan de kristne møder hjælpe os til at behandle sandhedens ord på rette måde?
18 De kristne møder spiller også en vigtig rolle for om vi er dygtige til at bruge Guds ord. Når der oplæses skriftsteder under offentlige foredrag og andre punkter, er det en god idé at vi følger med i vore egne bibler. Vi gør klogt i at høre godt efter under de forskellige indlæg, deriblandt dem der handler om forkyndelsen. Vi må aldrig undervurdere værdien af at se en forkyndersituation demonstreret, så vi lader os distrahere af andre ting imens. Også her er der brug for selvdisciplin og koncentration. (1 Timoteus 4:16) De kristne møder opbygger vores tro, hjælper os til at opdyrke en higen efter Guds ord og oplærer os til at være ivrige forkyndere af den gode nyhed.
Vi kan stole på at Jehova støtter os
19. Hvorfor er det vigtigt at være regelmæssigt med i forkyndelsen?
19 Kristne der er „brændende i ånden“ og ivrige efter at forkynde den gode nyhed, bestræber sig for at deltage regelmæssigt i tjenesten. (Efeserne 5:15, 16) Vore omstændigheder er ganske vist forskellige, og vi kan ikke alle bruge lige meget tid i denne livreddende gerning. (Galaterne 6:4, 5) Men der er noget som måske er vigtigere end hvor meget tid vi bruger i forkyndelsen, nemlig hvor ofte vi taler med andre om vort håb. (2 Timoteus 4:1, 2) Jo mere vi forkynder, jo mere vil vi forstå hvor vigtigt dette arbejde er. (Romerne 10:14, 15) Vi vil få større medfølelse med andre når vi regelmæssigt taler med oprigtige mennesker som sukker og stønner over forholdene, og som ikke har noget håb. — Ezekiel 9:4; Romerne 8:22.
20, 21. (a) Hvilket arbejde ligger foran os? (b) Hvordan støtter Jehova os i forkyndelsen?
20 Jehova har betroet os den gode nyhed. Det er den første opgave han har betroet os som sine „medarbejdere“. (1 Korinther 3:6-9) Vi er ivrige efter at røgte dette gudgivne ansvar og at gøre det af hele vor sjæl og efter bedste evne. (Markus 12:30; Romerne 12:1) Der findes stadig mange mennesker i verden der har den rette indstilling, og som hungrer efter sandheden. Der er meget at gøre, men vi kan stole på at Jehova vil støtte os mens vi fuldfører vor tjeneste. — 2 Timoteus 4:5.
21 Jehova giver os sin ånd og har udstyret os med „åndens sværd“, Guds ord. Med hans hjælp kan vi åbne munden „for med frimodighed at gøre den gode nyheds hellige hemmelighed kendt“. (Efeserne 6:17-20) Det ville være godt hvis de ord apostelen Paulus skrev til de kristne i Thessalonika, også kunne siges om os: „Den gode nyhed vi forkynder, kom ikke til jer med ord alene, men også med kraft og med hellig ånd og med fuld og fast forvisning.“ (1 Thessaloniker 1:5) Ja, lad os ivrigt forkynde den gode nyhed!
En kort repetition
● Hvad kan der ske med vores nidkærhed i forkyndelsen på grund af livets bekymringer?
● På hvilken måde bør ønsket om at forkynde den gode nyhed være som „en brændende ild“ i vore hjerter?
● Hvilke negative holdninger til forkyndelsen bør vi bekæmpe?
● Hvordan bør vi generelt betragte dem der har en anden tro?
● Hvordan hjælper Jehova os til at bevare nidkærheden i forkyndelsen?
[Studiespørgsmål]
[Illustrationer på side 9]
Kristne efterligner Paulus’ og Jeremias’ nidkærhed
[Illustrationer på side 10]
Vor iver i den kristne forkyndelse er motiveret af kærlighed til Gud og næsten
