Den gode nyhed forkyndes på rismarkerne i Taiwan
Vi hører til dem som har tro
Den gode nyhed forkyndes på rismarkerne i Taiwan
DER falder normalt rigeligt med regn i Taiwan, så to gange om året er det muligt at få en god rishøst. Det hænder dog at regnen ikke kommer til tiden og de unge risplanter dør. Giver bonden op når det sker? Nej. Han ved det er nødvendigt at være udholdende. Derfor går han i gang med at dyrke nye risplanter som bliver plantet ud i marken. Hvis betingelserne nu er blevet bedre, får bonden en god høst. Det åndelige plante- og høstarbejde foregår ofte på samme måde.
Udholdenhed i det åndelige høstarbejde
I årenes løb har Jehovas Vidner i Taiwan arbejdet flittigt med at så og høste sandhedens sæd i områder hvor der ikke så ud til at være nogen vækst. Et eksempel på dette er området Miao-li. Der havde kun været en beskeden reaktion på de forsøg man indimellem havde gjort for at forkynde i området. I 1973 fik et specialpionerægtepar så til opgave at arbejde i distriktet som heltidsforkyndere. I begyndelsen var der nogle få som viste interesse for den gode nyhed, men interessen ebbede snart ud. Ægteparret blev derfor sendt til en anden del af landet.
I 1991 blev to specialpionersøstre udnævnt til at arbejde i distriktet. Men det skulle vise sig at der heller ikke denne gang var grobund for åndelig vækst. Efter nogle få år blev de to søstre flyttet til et andet område, hvor man håbede at forkyndelsen ville bære mere frugt. Jorden lå derfor brak i en periode.
Nye forsøg giver gode resultater
I september 1998 besluttede man at gøre en særlig indsats for at finde ud af hvor der var mulighed for vækst i de ledige distrikter i Taiwan. Hvordan kunne det gennemføres? Ved at sende 40 midlertidige specialpionerer ud til de tættest befolkede områder i de ledige distrikter.
Blandt de distrikter som blev udvalgt til kampagnen, var to byer der lå ved siden af hinanden i området Miao-li. For at finde ud af hvordan distriktet var, blev fire enlige søstre sendt dertil for at forkynde i tre måneder. Kort efter deres ankomst skrev de begejstrede rapporter om de mange interesserede de fandt. Ved den tid da deres tre måneder som pionerer i området var ved at være slut, havde de allerede mange bibelstudier. De havde også fået oprettet en bogstudiegruppe med hjælp fra en ældste i en nærliggende menighed.
Tre af søstrene gav udtryk for at de ønskede at blive i området for at pleje de sarte „risplanter“ der voksede så godt. To af dem blev derfor udnævnt som specialpionerer, og den tredje fortsatte som almindelig pioner i området. En ældste fra en menighed i nærheden flyttede til for at hjælpe dem. Der var over 60 til stede ved det første offentlige foredrag der blev holdt i området. Den nye gruppe får nu hjælp fra den nærliggende menighed så de foruden bogstudiet kan holde regelmæssige møder om søndagen. Der er gode muligheder for at en ny menighed snart kan oprettes i området.
Udholdenhed giver velsignelser i andre dele af Taiwan
Andre steder har der været lignende reaktioner. I området I-lan i den nordøstlige del af øen blev en ny bogstudiegruppe oprettet der hvor de midlertidige specialpionerer arbejdede.
En aften da en midlertidig specialpionersøster gik fra hus til hus, mødte hun en ung mand og viste ham en løbeseddel der annoncerede menighedens møder. Uden et øjebliks tøven spurgte han: „Må jeg komme med til jeres møde i morgen aften? Hvis jeg må, hvilket tøj skal jeg så tage på?“ Hver uge ledede pionersøsteren otte bibelstudier med nogle der var interesserede i at lære Bibelen at kende. Flere af dem fik snart lyst til selv at blive forkyndere af den gode nyhed, med det mål at blive døbt.
En kvinde i den samme by havde gået i kirke i mange år, men kunne ikke finde nogen der ville undervise hende i Bibelen. Da hun hørte at man kunne få et bibelstudium, greb hun straks chancen. Hun blev opfordret til at forberede sig på lektionen inden studiet. Kvinden havde virkelig gjort sit „hjemmearbejde“ da pionersøsteren kom for at studere med hende. Hun havde forberedt de tre første lektioner og i en notesbog skrevet alle de trykte spørgsmål ned fra studiematerialet og bagefter besvaret hvert spørgsmål skriftligt. Alle ikkeciterede skriftsteder i lektionen havde hun også skrevet ned.
Noget lignende skete i byen Dongshih i det centrale Taiwan. De midlertidige specialpionerer uddelte over 2000 brochurer i løbet af de tre måneder de var der. I den tredje måned ledede de 16 bibelstudier. En stor del af byen blev ødelagt da et jordskælv den 21. september 1999 ramte det centrale Taiwan. Men nogle af de interesserede fortsætter med at gøre fremskridt, selv om det tager dem op til en time at komme til møderne i den nærmeste rigssal. Ja, udholdenhed er nødvendig for at få en god høst, hvad enten den er bogstavelig eller åndelig.
[Kort på side 8]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
KINA
Taiwanstrædet
TAIWAN
[Kildeangivelse]
Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.