Forfølgelse giver vækst i Antiochia

EFTER at Stefanus havde lidt martyrdøden, udbrød der forfølgelse, og mange af Jesu disciple flygtede fra Jerusalem. Et af de steder hvor de søgte tilflugt, var Antiochia i Syrien, som lå cirka 550 kilometer længere mod nord. (Apostelgerninger 11:19) De begivenheder der fandt sted i byen umiddelbart efter, fik indflydelse på kristendommens fremtid. Nogle få oplysninger om Antiochia vil hjælpe os til at forstå hvad der skete.

Blandt byerne i Romerriget blev Antiochia kun overgået af Rom og Alexandria i størrelse, velstand og betydning. Storbyen Antiochia lå i Syrien og beherskede det nordøstlige hjørne af Middelhavsbassinet. Antiochia (det nuværende Antakya i Tyrkiet) lå ved den sejlbare Orontesflod, som dannede forbindelse til byens havn, Seleukia Pieria, der lå cirka 32 kilometer derfra. Byen kontrollerede en af de vigtigste handelsruter mellem Rom og Mesopotamien. Dette kommercielle knudepunkt drev handel med hele Romerriget og blev besøgt af mange forskellige mennesker som bragte nyt om religiøse bevægelser fra et hvilket som helst sted i den romerske verden.

Hellenistisk religion og filosofi havde blomstret i Antiochia. Men „på Kristi tid,“ siger historikeren Glanville Downey, „var de gamle religiøse kulter og filosofiske anskuelser efterhånden blevet et spørgsmål om personlig opfattelse, eftersom folk på egen hånd søgte noget der kunne dække deres åndelige behov, løse deres problemer og give dem håb.“ (A History of Antioch in Syria) Mange følte at jødedommens ceremonier, etik og monoteisme dækkede deres behov.

Der havde siden Antiochias grundlæggelse i år 300 f.v.t. været en stor jødisk koloni i byen. Man anslår at der var mellem 20.000 og 60.000 jøder, og de udgjorde mere end 10 procent af befolkningen. Ifølge historikeren Josefus opfordrede kongerne af det seleukidiske dynasti jøderne til at bosætte sig i byen og gav dem fuld borgerret. På det tidspunkt var De Hebraiske Skrifter tilgængelige på græsk, hvilket øgede interessen blandt dem der tilsluttede sig jødernes messiasforhåbninger. Jøderne havde derfor hvervet mange proselytter blandt grækerne. Alt dette bidrog til at Antiochia var et frugtbart distrikt hvor der kunne gøres kristne disciple.

Der bliver forkyndt for ikkejøder

Flertallet af Jesu forfulgte disciple som blev spredt fra Jerusalem, talte kun med andre jøder om deres tro. I Antiochia var der imidlertid nogle disciple fra Cypern og Kyrene som „begyndte at tale til  de græsktalende“. (Apostelgerninger 11:20) Siden pinsedagen i år 33 havde man forkyndt for græsktalende jøder og proselytter, men den forkyndelse der fandt sted i Antiochia, har tilsyneladende været noget nyt. Den var ikke kun henvendt til jøderne. Det er sandt at ikkejøden Kornelius og hans familie allerede var blevet disciple, men der skulle et syn fra Jehova til for at overbevise apostelen Peter om at det var rigtigt i Guds øjne at man forkyndte for folk fra nationerne. — Apostelgerninger 10:1-48.

I en by hvor der fra gammel tid havde eksisteret en stor jødisk befolkningsgruppe uden at der herskede noget særligt fjendtligt forhold mellem jøder og ikkejøder, blev der nu forkyndt for ikkejøder som tog imod den gode nyhed. Der var åbenbart den rette grobund for en sådan udvikling i Antiochia, og „et stort antal som fik tro vendte sig til Herren“. (Apostelgerninger 11:21) Og når jødiske proselytter som tidligere havde tilbedt hedenske guder, blev kristne, var de særdeles godt udrustede til at forkynde for andre med en ikkejødisk baggrund der stadig tilbad disse guder.

Da menigheden i Jerusalem hørte om udviklingen i Antiochia, blev Barnabas sendt til byen for at undersøge sagen nærmere. At udvælge netop ham til opgaven var både klogt og hensynsfuldt. Han var cypriot ligesom nogle af dem der havde påbegyndt forkyndelsen blandt ikkejøderne. Barnabas kunne føle sig hjemme blandt Antiochias ikkejødiske befolkning, og de ville på deres side opfatte ham som en der kom fra forhold der lignede deres. * Han kunne ligeledes sætte sig ind i det arbejde som blev udført dér. Som der siges: „Da han kom og så Guds ufortjente godhed, frydede han sig og begyndte at opmuntre dem alle til med hjertets forsæt at blive i Herren,“ og „en anselig skare blev føjet til Herren“. — Apostelgerninger 11:22-24.

Historikeren Glanville Downey peger på at „en mulig grund til at den første mission i Antiochia lykkedes, var dels at missionærerne ikke havde grund til at frygte jødiske fanatikere som dem de havde mødt i Jerusalem, og dels at byen som hovedstad i Syrien blev styret af en legat og dermed i højere grad var præget af lov og orden. Det begrænsede muligheden for pøbeloverfald som dem der havde fundet sted i Jerusalem, hvor de romerske prokuratorer der herskede over Judæa, tilsyneladende havde mistet kontrollen med de jødiske fanatikere, i det mindste på dette tidspunkt.“

Det var under disse gunstige omstændigheder og med dette store arbejde foran sig at Barnabas indså at han havde brug for hjælp og derfor kom i tanker om sin ven Saulus. Men hvorfor lige Saulus, også kaldet Paulus? Det var åbenbart fordi Paulus, skønt han ikke var en af de tolv, havde modtaget det hverv at virke som apostel blandt nationerne. (Apostelgerninger 9:15, 27; Romerne 1:5; Åbenbaringen 21:14) Paulus ville således være en velegnet medarbejder i forkyndelsesarbejdet i den hedenske by Antiochia. (Galaterne 1:16) Barnabas rejste derfor til Tarsus, fandt Saulus og førte ham til Antiochia. — Apostelgerninger 11:25, 26; se rammen på side 26 og 27.

Kaldt kristne ved guddommeligt forsyn

I et helt år underviste Barnabas og Saulus „en anselig skare, og det var i Antiochia at disciplene ved guddommeligt forsyn for første gang blev kaldt kristne“. Det er ikke sandsynligt at det var jøderne som var de første der kaldte Jesu tilhængere for „kristne“ (græsk) eller „messianister“ (hebraisk), for de forkastede Jesus som Messias, eller Kristus, og ville derfor ikke uden videre anerkende hans disciple ved at benævne dem „kristne“. Nogle mener at det var den ikkejødiske befolkning der begyndte at bruge navnet kristne nedsættende eller spottende, men Bibelen viser at navnet var af guddommelig oprindelse. — Apostelgerninger 11:26.

 Det græske udsagnsord der anvendes i forbindelse med dette nye navn i De Kristne Græske Skrifter, oversættes som regel med „blev kaldt“ og er altid forbundet med noget overnaturligt eller guddommeligt. Derfor gengiver bibelforskere det med „at udtale et orakel“, „at kundgøre guddommeligt“, eller „at give en guddommelig befaling eller formaning, at lære fra himmelen“. Eftersom det var „ved guddommeligt forsyn“ at Jesu disciple blev kaldt kristne, er det muligt at Saulus og Barnabas blev ledet af Jehova til at give disciplene dette navn.

Derefter brugte man dette nye navn. Jesu disciple ville ikke længere blive forvekslet med en sekt inden for jødedommen, som de var helt adskilt fra. Omkring år 58 var romerske myndighedspersoner godt klar over hvem de kristne var. (Apostelgerninger 26:28) I år 64 var navnet ifølge historikeren Tacitus også almindeligt brugt blandt den jævne befolkning i Rom.

Jehova gør brug af sine trofaste tjenere

Den gode nyhed havde stor fremgang i Antiochia. Som følge af at Jesu disciple beslutsomt fortsatte med at forkynde, blev Antiochia, med Jehovas velsignelse, en af kristendommens hovedbyer. Gud brugte menigheden her til at udbrede den gode nyhed til fjerne lande. Antiochia var for eksempel udgangspunkt for hver eneste af apostelen Paulus’ banebrydende missionsrejser.

At Guds tjenere i vore dage har været nidkære og stået fast i perioder med modstand, har gavnet udbredelsen af den sande kristendom og givet mange mulighed for at høre den gode nyhed og vise deres værdsættelse af den. * Hvis du kommer ud for modstand fordi du støtter den sande tilbedelse, tænk da på at Jehova har sine grunde til at tillade det. Ligesom i det første århundrede må folk i dag have mulighed for at høre om Guds rige og vælge om de vil støtte det. Din beslutning om at fortsætte med at tjene Jehova trofast kan være lige netop det der skal til for at hjælpe nogen til at få nøjagtig kundskab om sandheden.

[Fodnoter]

[Ramme/illustrationer på side 26, 27]

Saulus’ „tavse år“

DEN sidste gang Saulus omtales i bogen Apostelgerninger inden han begiver sig til Antiochia omkring år 45, er da en sammensværgelse om at dræbe ham i Jerusalem forpurres og hans trosfæller sender ham til Tarsus. (Apostelgerninger 9:28-30; 11:25) Men det skete omkring år 36, cirka ni år tidligere. Hvad foretog han sig i den mellemliggende periode, som nogle har kaldt Saulus’ tavse år?

Da Saulus havde begivet sig fra Jerusalem til Syriens og Kilikiens egne, hørte Judæas menigheder: „Den mand som tidligere forfulgte os forkynder nu den gode nyhed om den tro som han tidligere søgte at udrydde.“ (Galaterne 1:21-23) Denne meddelelse kan sigte til det arbejde Saulus udførte i Antiochia sammen med Barnabas, men der er ingen grund til at tro at Saulus har siddet med hænderne i skødet indtil det tidspunkt. I år 49 fandtes der adskillige menigheder i Syrien og Kilikien, deriblandt en i Antiochia; men der er nogle der mener at andre menigheder kan være blevet oprettet som følge af Saulus’ forkyndelse i løbet af hans såkaldte tavse år. — Apostelgerninger 11:26; 15:23, 41.

Nogle forskere mener at flere voldsomme begivenheder i Saulus’ liv skal tidsfæstes til samme periode. Ellers er det svært at tidsbestemme hvornår han i sin missionærgerning som ’en Kristi tjener’ blev udsat for flere af disse trængsler. (2 Korinther 11:23-27) Hvornår fik Saulus fem gange 39 slag af jøderne? Hvor blev han slået tre gange med stokke? Hvor tilbragte han „tid i fængsler“? Han blev jo først senere fængslet i Rom. Vi hører om én gang hvor han blev slået og fængslet, nemlig i Filippi. Men hvad med de andre gange? (Apostelgerninger 16:22, 23) En skribent har fremsat den teori at Saulus i løbet af denne periode  „forkyndte om Kristus i synagogerne i diasporaen på en sådan måde at han blev forfulgt både af de religiøse og borgerlige myndigheder“.

Saulus led tre gange skibbrud, men kun ét af dem beskrives detaljeret i Bibelen, og det fandt sted efter at han havde skrevet til korintherne om sine trængsler. (Apostelgerninger 27:27-44) Han er sandsynligvis kommet ud for de tre andre skibbrud på rejser vi ikke kender til. Disse begivenheder, eller nogle af dem, kan have fundet sted i løbet af de „tavse år“.

En anden begivenhed som tilsyneladende kan tidsfæstes til denne periode, er beskrevet i Andet Korintherbrev 12:2-5, hvor Saulus skriver: ’Jeg ved om et menneske der er i samhørighed med Kristus at det for fjorten år siden blev bortrykket som sådan til den tredje himmel og hørte usigelige ord som det ikke er tilladt et menneske at udtale.’ Saulus talte tydeligvis om sig selv. Eftersom han skrev dette omkring år 55, vil 14 år tidligere føre os tilbage til år 41, som er midt i perioden „de tavse år“.

Dette syn gav uden tvivl Saulus en særlig indsigt. Skulle det udruste ham til at varetage opgaven som „apostel for nationerne“? (Romerne 11:13) Ville det påvirke den måde han senere tænkte, skrev og talte på? Blev Saulus oplært og modnet til fremtidige tjenesteforrettigheder af de år der gik fra han blev omvendt og til han blev kaldt til Antiochia? Hvad svaret end er på disse spørgsmål, kan vi være sikre på at den nidkære Saulus var fuldt kvalificeret til opgaven da Barnabas indbød ham til at føre an i forkyndelsen i Antiochia. — Apostelgerninger 11:19-26.

[Kort på side 25]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

CYPERN

MIDDELHAVET

Jerusalem

Seleukia

Antiochia

Orontesfloden

SYRIEN

[Kildeangivelse]

Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

[Illustrationer på side 24]

Øverst: Antiochia i dag

I midten: Udsigt mod syd over Seleukia

Nederst: Muren ved Seleukias havn