Kan dit liv blive mere meningsfyldt?
Kan dit liv blive mere meningsfyldt?
DET kan være svært at bestemme en tings reelle værdi. Den største pengeseddel der nogen sinde er blevet udstedt i USA, har et pålydende af 10.000 dollars. Men det papir den er trykt på, er kun nogle få cents værd.
Har du nogen sinde tænkt på om papirlapper som kun har begrænset værdi i sig selv, kan give dit liv virkeligt indhold? Mange mener at de kan. Millioner arbejder nat og dag for at tjene så mange penge som muligt. Nogle bliver så opslugt af jaget efter penge at det sker på bekostning af deres helbred, venner og endog familie. Til hvilken nytte? Kan penge — eller det man kan købe for penge — bringe sand og varig tilfredshed?
Forskere hævder at jo mere man søger at opnå tilfredshed ved at erhverve sig materielle ejendele, jo mindre sandsynligt er det at man finder den. Journalisten Alfie Kohn konkluderer at „tilfredshed ikke er til salg. . . . Folk der sætter velstand først i livet, har en tendens til i usædvanlig grad at blive bekymrede og
deprimerede, og de føler generelt et mindre velvære end andre.“ — International Herald Tribune.Mens nogle forskere har indset at det kræver andet end penge at få et meningsfyldt liv, ser mange anderledes på det. Det er næppe nogen overraskelse, da folk der lever i de vestlige lande, bliver bombarderet med helt op til 3000 reklamer hver dag. Uanset om der reklameres for biler eller slik, er budskabet det samme: ’Køb dette produkt, og du vil blive lykkeligere.’
Denne konstante forherligelse af det materielle har resulteret i at åndelige værdier ofte ignoreres. Ifølge en artikel i tidsskriftet Newsweek har ærkebiskoppen af Köln for nylig sagt at „Gud ikke længere er samtaleemne i vores samfund“.
Måske sætter du al din energi ind på at tjene til livets ophold og føler ikke at du har tid til ret mange andre ting. Men af og til fornemmer du måske at livet må være andet og mere end den konstante trædemølle man er fanget i indtil ens helbred eller alder sætter en stopper for det.
Ville du opnå større tilfredshed i livet hvis du viste åndelige anliggender mere opmærksomhed? Hvad kan give dit liv større mening?