Livsberetning

Fra våbenkonstruktør til åndelig livredder

FORTALT AF ISIDOROS ISMAILIDIS

Knælende og med tårerne strømmende ned ad kinderne bad jeg: „Kære Gud, min samvittighed siger mig at jeg ikke længere kan arbejde med våbenproduktion. Jeg har gjort mit bedste for at finde et andet arbejde, men det er ikke lykkedes. I morgen siger jeg op. Jeg beder dig, Jehova, lad ikke vores fire børn sulte.“ Hvordan var denne situation opstået?

TILVÆRELSEN var fredfyldt og enkel i den nordgræske by Drama, hvor jeg blev født i 1932. Far talte jævnlig med mig om min fremtid. Han ville gerne have mig til at rejse til USA for at få en uddannelse. Efter Anden Verdenskrigs udplyndring kom følgende mundheld i omløb blandt grækerne: „Man kan stjæle vores ejendele, men aldrig det vi har i hovedet.“ Jeg var besluttet på at tage en højere uddannelse og skaffe mig noget som ingen kunne tage fra mig.

Fra barnsben havde jeg været med i flere børne- og ungdomsforeninger under den græsk-ortodokse kirke. Her fik vi at vide at vi skulle holde os fra farlige sekter. Jeg husker at én bestemt gruppe blev nævnt specifikt, nemlig Jehovas Vidner, som blev slået i hartkorn med antikrist.

Jeg tog eksamen fra en teknisk skole i Athen i 1953 og rejste derefter til Tyskland for at finde arbejde og tage en uddannelse. Men det lykkedes ikke, så jeg rejste videre til andre lande. Nogle få uger senere stod jeg i en belgisk havneby uden penge på lommen. Jeg husker at jeg gik ind og satte mig i en kirke og græd så heftigt at mine tårer dryppede ned på gulvet.  I en bøn til Gud lovede jeg at hvis han sørgede for at jeg kom til USA, ville jeg ikke eftertragte materielle goder, men tage en uddannelse og bestræbe mig for at være en god kristen og en god samfundsborger. I 1957 kom jeg langt om længe til USA.

En ny tilværelse i USA

Tilværelsen i USA var hård for en fattig indvandrer der ikke kunne sproget. Om natten passede jeg to job, og om dagen fulgte jeg undervisningen så godt jeg kunne. Efter at have gået på forskellige fagskoler tog jeg en eksamen. Den fulgte jeg op med et studium på University of California i Los Angeles, hvor jeg erhvervede en bachelorgrad i anvendt fysik. Min fars manende ord om vigtigheden af en uddannelse holdt mig i gang i disse drøje år.

I studieårene mødte jeg en sød græsk pige, Ekaterini, og vi giftede os i 1964. Vores førstefødte, en søn, blev født tre år senere, og inden for de efterfølgende fire år fik vi endnu to sønner og en datter. Det var krævende at forsørge en familie samtidig med at jeg læste på universitetet.

Jeg var ansat i et missil- og rumfartsfirma i Sunnyvale i Californien. Jeg udførte opgaver for det amerikanske flyvevåben og var beskæftiget med en række luft- og rumfartsprojekter, deriblandt Agena- og Apolloprogrammerne. Min andel i Apollo 8- og Apollo 11-rumflyvningerne indbragte mig endog medaljer. Derefter fortsatte jeg min uddannelse og blev dybt engageret i forskellige militære rumfartsprojekter. På dette tidspunkt følte jeg at jeg havde det hele — en sød kone, fire dejlige børn, et prestigefyldt arbejde og et smukt hjem.

En vedholdende ven

I begyndelsen af 1967 lærte jeg Jim at kende på mit arbejde. Han var en meget ydmyg, venlig og næsten altid smilende mand, og han sagde aldrig nej til at holde kaffepause sammen med mig. Disse lejligheder benyttede han til at fortælle mig noget om Bibelen. Han nævnte at han havde studeret med Jehovas Vidner.

Jeg var rystet over at høre at Jim havde været i lag med den trosretning. Hvordan kunne det gå til at sådan en flink mand blev indfanget af antikrist-sekten? Jeg kunne imidlertid ikke stå for Jims personlige interesse og hans venlighed. Det var som om han næsten hver dag havde noget nyt læsestof med til mig. For eksempel kom han en dag ind på mit kontor og sagde: „Isidoros, denne artikel i Vagttårnet handler om hvordan man styrker familiebåndene. Tag bladet med hjem, og læs det sammen med din kone.“ Jeg lovede at læse bladet, men senere gik jeg ud på toilettet, rev bladet i småstykker og smed stumperne væk.

I tre år kasserede jeg hver eneste bog og hvert eneste blad Jim gav mig. Jeg nærede fordom mod Jehovas Vidner, men jeg ville gerne bevare venskabet med Jim. Derfor syntes jeg at det var bedst at lytte til  det han sagde, og skynde mig at glemme det.

Som følge af disse samtaler gik det imidlertid op for mig at hovedparten af det jeg troede på, og den måde jeg udøvede min tro på, savnede et bibelsk grundlag. Jeg blev klar over at læren om et brændende helvede, sjælens udødelighed og treenigheden ikke fandtes i Bibelen. (Prædikeren 9:10; Ezekiel 18:4; Johannes 20:17) Jeg var stolt af min græsk-ortodokse tro og ville nødig åbent indrømme at Jim havde ret. Men han brugte konsekvent Bibelen i stedet for at fremsætte sin egen mening, og langt om længe erkendte jeg at han havde noget værdifuldt at fortælle mig om Bibelen.

Min kone fornemmede at der var noget i gære, og spurgte om jeg havde snakket med min ven som havde forbindelse med Jehovas Vidner. Da jeg svarede ja, sagde hun: „Lad os blive hvad som helst, blot ikke Jehovas Vidner.“ Men snart overværede hun og jeg regelmæssigt Jehovas Vidners møder sammen med vore børn.

En vanskelig beslutning

Under min læsning af Bibelen stødte jeg på følgende ord af profeten Esajas: „De skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“ (Esajas 2:4) Jeg spurgte mig selv: ’Hvordan kan man tjene en fredselskende Gud og samtidig beskæftige sig med at konstruere og fremstille ødelæggelsesvåben?’ (Salme 46:9) Det varede ikke længe før jeg nåede til den slutning at jeg måtte skifte arbejde.

Som man vil forstå, var det noget af en udfordring. Jeg havde jo et prestigefyldt job og en høj stilling som jeg havde kæmpet mig til gennem mange års uddannelse under slid og afsavn. Jeg måtte nu se i øjnene at jeg var nødt til at vinke farvel til alt dette. Men min inderlige kærlighed til Jehova og mit stærke ønske om at gøre hans vilje fik til slut overtaget. — Mattæus 7:21.

Jeg besluttede mig for at søge ansættelse hos et firma i Seattle i staten Washington. Men til min skuffelse opdagede jeg snart at mit arbejde her i endnu højere grad stred imod tanken i Esajas 2:4. Det lykkedes mig ikke at få lov til udelukkende at arbejde med andre projekter, og igen nagede min samvittighed mig. Jeg erkendte klart at jeg ikke kunne beholde mit job og samtidig bevare en ren samvittighed. — 1 Peter 3:21.

Følgen var at vi måtte foretage nogle drastiske forandringer. På mindre end et halvt år lavede vi så meget om på vore vaner at vi halverede vores udgifter. Derpå solgte vi vores flotte hus og købte et mindre i Denver i Colorado. Nu var jeg klar til at tage det sidste afgørende skridt og sige op. I det brev hvori jeg tog min afsked, gjorde jeg rede for min samvittighedsmæssige holdning. Da børnene var kommet i seng den aften, knælede min kone og jeg ned  og bad den bøn til Jehova som står at læse i indledningen.

Mindre end en måned senere flyttede vi til Denver, og to uger derefter, i juli 1975, blev min kone og jeg døbt. I et halvt år kunne jeg ikke finde arbejde, og vores opsparing skrumpede langsomt ind. Da vi var nået til den syvende måned, stod der mindre på vores konto end vi skulle betale i afdrag på huset. Jeg begyndte nu at se mig om efter forskellige småjob, men umiddelbart efter blev jeg ansat som ingeniør. Lønnen var kun halvt så høj som den jeg havde været vant til, men den oversteg langt hvad jeg havde bedt Jehova om. Jeg var lykkelig for at jeg havde sat de åndelige interesser først. — Mattæus 6:33.

Vi opdrager børnene til at elske Jehova

Samtidig havde Ekaterini og jeg nok at gøre med at klare den udfordring at opdrage vore fire børn efter Guds principper. Til vores store glæde er de alle med Jehovas hjælp vokset op til at blive modne kristne og har viet deres liv til den vigtige gerning at forkynde Riget. Vore tre sønner, Christos, Lakes og Gregory, har alle gennemgået Skolen for Udnævnte Tjenere og har nu fået overdraget forskellige tjenesteprivilegier så de kan styrke de menigheder de betjener. Toula, vores datter, er frivillig medarbejder ved Jehovas Vidners hovedkontor i New York. Det har bevæget os dybt at se dem alle give afkald på lovende karrierer og højtlønnede stillinger for at tjene Jehova.

Mange har spurgt os hvad hemmeligheden er ved en vellykket børneopdragelse. Der findes naturligvis ikke nogen standardopskrift på børneopdragelse, men vi forsøgte at indgive børnene kærlighed til Jehova og til næsten i deres hjerter. (5 Mosebog 6:6, 7; Mattæus 22:37-39) Børnene lærte at hvis man hævder at man elsker Jehova, må man vise det i gerning.

En dag om ugen, sædvanligvis lørdag, tog hele familien sammen ud i tjenesten. Vi havde et fast familiebibelstudium mandag aften efter aftensmaden, og desuden studerede vi Bibelen med hvert enkelt barn. Mens børnene var små, læste vi med dem kort tid ad gangen flere gange om ugen, og efterhånden som de blev større, holdt vi ét længere studium med dem hver uge. Under studiet talte børnene åbent med os om deres problemer.

Desuden var vi fælles om opbyggende fritidsinteresser. Vi holdt af at spille musik, og hvert af børnene elskede at spille sine yndlingsmelodier. Nogle weekender inviterede vi andre familier på besøg til opbyggende samvær. Vi tog også på ferierejser sammen. På en af turene udforskede vi Colorados bjerge i to uger  og samarbejdede desuden med de lokale menigheder i forkyndelsen. Børnene tænker med glæde tilbage på områdestævnerne, hvor de var med i forskellige former for frivillig tjeneste, og på forskellige rigssalsbyggerier. Da vi tog dem med på familiebesøg i Grækenland, traf de også mange trofaste Jehovas Vidner der havde siddet i fængsel på grund af deres tro. Det gjorde et dybt indtryk på børnene og styrkede deres beslutning om at stå standhaftigt og modigt op for deres tro.

Naturligvis skete det at børnene opførte sig dårligt eller valgte sig nogle tvivlsomme venner. Til andre tider gjorde vi det svært for dem ved måske at være lovlig strikse. Men ’Jehovas formaning’ i Bibelen påvirkede os alle i den rigtige retning. — Efeserne 6:4; 2 Timoteus 3:16, 17.

Den lykkeligste tid i mit liv

Da børnene var begyndt i heltidstjenesten, begyndte Ekaterini og jeg alvorligt at overveje hvordan vi kunne udvide vores andel i dette livredningsarbejde. Da jeg i 1994 lod mig førtidspensionere, begyndte vi derfor begge som almindelige pionerer. Vi forkynder blandt andet på lokale universiteter og andre læreanstalter, og vi leder bibelstudier med nogle af de studerende. Da jeg jo selv engang har ’været i deres sko’, har jeg særlige forudsætninger for at sætte mig ind i deres problemer, og derfor har jeg kunnet hjælpe mange til at lære Jehova at kende. Det har været en stor glæde at drøfte Bibelen med studerende fra Bolivia, Brasilien, Chile, Egypten, Etiopien, Kina, Mexico, Thailand og Tyrkiet. Desuden forkynder jeg ofte pr. telefon, især for nogle der taler mit modersmål.

Min udprægede græske accent og nu også min alder begrænser mine muligheder, men jeg har altid søgt at stå til rådighed med samme indstilling som Esajas, der sagde: „Her er jeg! Send mig.“ (Esajas 6:8) Vi har haft den glæde at hjælpe mindst syv til at indvi deres liv til Jehova. De seneste år har afgjort været vores lykkeligste tid.

Engang drejede hele min tilværelse sig om at konstruere uhyggelige våben der kunne dræbe mine medmennesker. Men Jehova åbnede i sin ufortjente godhed mulighed for at min familie og jeg kunne blive hans indviede tjenere og bruge vort liv på at udbrede den gode nyhed om evigt liv i et paradis på jorden. Når jeg tænker tilbage på de vanskelige beslutninger jeg måtte træffe, genkalder jeg mig altid ordene i Malakias 3:10: „’Sæt mig dog på prøve på denne måde,’ siger Hærstyrkers Jehova, ’om jeg så ikke åbner himmelens sluser for jer og tømmer velsignelse i overmål ud over jer.’“ Det har han i høj grad gjort for os!

[Ramme/illustration på side 27]

Christos: Jeg har især sat pris på mine forældres helhjertede loyalitet mod Jehova og deres store engagement som ansvarsbevidste forældre. Vi foretog os alting sammen som familie, både i forkyndelsen og i ferierne. Mine forældre kunne være blevet opslugt af mange andre gøremål, men de levede meget enkelt og samlede opmærksomheden om forkyndelsen. I dag ved jeg at jeg har det allerbedst når jeg er helt optaget af tjenesten for Jehova.

[Ramme/illustration på side 27]

Lakes: Min far afskyede hykleri. Han gjorde sit bedste for at undgå hykleri, især når det drejede sig om at sætte det rette eksempel for sin familie. Han plejede at sige til os: „Hvis I indvier jeres liv til Jehova, følger der noget med. I bør være villige til at bringe ofre der glæder Jehova. Det er det den kristne tilværelse drejer sig om.“ De ord står præget i min hukommelse og har fået mig til at følge hans eksempel med hensyn til at bringe ofre der glæder Jehova.

[Ramme/illustration på side 28]

Gregory: Mine forældre opfordrede mig til at udvide min tjeneste. Men det var ikke så meget det som deres eksempel og deres åbenlyse glæde ved at tjene Jehova der fik mig til at nyvurdere mine forhold, holde op med at bekymre mig om hvordan jeg skulle klare mig i heltidstjenesten, og i stedet engagere mig mere helhjertet i Jehovas gerning. Jeg er mine forældre taknemmelig for at de har hjulpet mig til at finde den glæde der kommer af at gøre sit bedste.

[Ramme/illustration på side 28]

Toula: Mine forældre lagde altid vægt på at det personlige forhold til Jehova er det dyrebareste vi nogen sinde kan få, og at vi kun ved at give Jehova det bedste kan blive virkelig lykkelige. De lærte os at opfatte Jehova som en virkelig person. Min far sagde tit til os at det er en ubeskrivelig følelse at kunne gå til ro om aftenen med en god samvittighed, i bevidstheden om at man har gjort sit bedste for at glæde Jehova.

[Illustration på side 25]

Et billede fra min soldatertid i Grækenland i 1951

[Illustration på side 25]

Ekaterini og mig i 1966

[Illustration på side 26]

Et familiebillede fra 1996. Fra venstre mod højre, bagerst: Gregory, Christos, Toula; forrest: Lakes, Ekaterini og mig