Hvorfor bør vi være rimelige i vore forventninger?
Hvorfor bør vi være rimelige i vore forventninger?
FORVENTNINGER der indfries, og ønsker der opfyldes, giver en følelse af tilfredshed. Med mange af vore drømme og forventninger går det imidlertid ikke som vi ønsker. Gentagne skuffelser i livet kan lade os tilbage med en følelse af bitterhed mod os selv og endog mod andre. En vís mand har træffende sagt: „Langvarig forventning gør hjertet sygt.“ — Ordsprogene 13:12.
Hvad kan føre til skuffelse? Hvordan kan vi arbejde på at blive rimelige i vore forventninger? Og hvordan vil det gavne os?
Forventninger og skuffelser
Tilværelsens høje tempo kan give én følelsen af at jo mere man prøver at følge med, jo mere sakker man bagud. Der bliver uophørligt lagt beslag på vores tid og energi, og når vi ikke får gjort det vi har sat os for, ender det ofte med selvbebrejdelser. Vi kunne endda få den tanke at vi skuffer andre. Cynthia, der er gift og har børn, véd hvilket pres forældre kan være udsat for: „Indimellem føler jeg at jeg er for inkonsekvent i opdragelsen af mine børn og ikke oplærer dem tilstrækkeligt, og det gør mig så fortvivlet.“ En teenager ved navn Stephanie siger om sin uddannelse: „Jeg har aldrig tid nok til at gøre alt det jeg gerne vil, og det ærgrer mig.“
Urimeligt høje forventninger udvikler sig let til perfektionisme, som kan være meget frustrerende. En ung gift mand ved navn Ben indrømmer: „Når jeg analyserer mine handlinger, tanker og følelser, kan jeg altid se hvad jeg kunne have gjort bedre. Jeg stræber hele tiden efter det perfekte, og det fører til ærgrelse, frustration og skuffelse.“ Gail, en gift kristen kvinde, siger: „Perfektionisme giver ikke rum for fejl. Vi ønsker at være supermødre og superkoner. Vi forbinder glæde med produktivitet, så spildte anstrengelser ærgrer os.“
Man kan også opleve personlige skuffelser som følge af at helbredet begynder at svigte og man er ved at komme op i årene. Når man mister noget af sin førlighed og energi, øges ens begrænsninger, og dermed øges frustrationerne også. „Jeg var ærgerlig på mig selv over at jeg nu pludselig ikke længere kunne gøre de ting der var så nemme og ligetil før jeg blev syg,“ erkender Elizabeth.
Ovennævnte er eksempler på forhold der kan føre til skuffelse. Hvis vi ikke arbejder med os selv, kan vi endda få den tanke at andre ikke værdsætter os. Hvilke positive skridt kan hjælpe os til at klare skuffelser og stille rimelige forventninger?
Hvordan man stiller rimelige forventninger
Tænk først og fremmest på at Jehova er rimelig og forstående. Salme 103:14 siger: „Han ved hvordan vi er dannet, husker at vi er støv.“ Jehova kender vore muligheder og begrænsninger, og han forventer kun det af os vi er i stand til at klare. Én ting Jehova kræver af os, er at vi „vandrer beskedent med [vor] Gud“. — Mika 6:8.
Jehova opfordrer os også til at bede til ham. (Romerne 12:12; 1 Thessaloniker 5:17) Hvordan kan det gavne os? Bøn hjælper os til at være ligevægtige og afbalancerede i vores tankegang. Inderlig bøn er en erkendelse af at vi har behov for hjælp — det er et udtryk for beskedenhed og ydmyghed. Jehova er ivrig efter at besvare vore bønner ved at give os af sin hellige ånd, hvis frugter blandt andet er kærlighed, venlighed, godhed og selvbeherskelse. (Lukas 11:13; Galaterne 5:22, 23) Bønnen dæmper også angst og frustrationer. Den giver „en trøst der er helt anderledes end den man kan finde andre steder,“ siger Elizabeth. Kevin siger samstemmende: „Jeg beder om at få et roligt hjerte og en klar hjerne så jeg kan løse mine problemer. Jehova svigter mig aldrig.“ Apostelen Paulus kendte bønnens uvurderlige værdi. Han gav derfor rådet: „Lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud . . . og Guds fred, som overgår al forstand, vil ved Kristus Jesus beskytte jeres hjerter og jeres sind.“ (Filipperne 4:6, 7) Ja, at tale med Jehova kan hjælpe os til at være rimelige i de forventninger vi har til os selv og andre.
Indimellem har vi dog brug for opmuntring her og nu. Det er godt med et ord i rette tid. Fortrolig snak med en moden ven vi har tillid til, kan hjælpe os til at se med friske øjne på det der skuffer os eller gør os ængstelige. (Ordsprogene 15:23; 17:17; 27:9) Unge der kæmper med frustrationer, har erfaret at det at gå til deres forældre for at få råd, hjælper dem til at finde balancen. Kandi siger med værdsættelse i stemmen: „Kærlige råd fra mine forældre har hjulpet mig til at blive mere fornuftig og afbalanceret og behageligere at omgås.“ Ja, påmindelsen i Ordsprogene 1:8, 9 er meget betimelig: „Hør, min søn, på din faders tugt, og forlad ikke din moders lov. For de er en yndig krans til dit hoved og et smykke til din hals.“
Følgerne af en perfektionistisk tankegang beskrives meget godt med følgende ord: „At forvente at tilværelsen kan indrettes efter vore ønsker, er at indbyde til frustrationer.“ For at undgå dette må man justere sin tankegang. Egenskaberne ydmyghed og beskedenhed — som indebærer at man har et realistisk syn på sine egne begrænsninger — vil helt sikkert hjælpe os til at være ligevægtige og fornuftige i vore forventninger. Romerbrevet 12:3 advarer os meget passende mod ’at tænke højere om os selv end vi bør tænke’. Desuden bliver vi i Filipperbrevet 2:3 tilskyndet til i ydmyghed at agte andre højere end os selv.
Elizabeth, der blev nævnt tidligere, var utålmodig med sig selv på grund af sin sygdom. I hendes tilfælde gik der nogen tid inden hun fik Jehovas syn på tingene og lærte at forstå og finde trøst ved tanken om at han ikke glemmer vores tjeneste. Colin har en sygdom der gør at han er ude af stand til at bevæge sig. I begyndelsen følte han at hans tjeneste nærmest var værdiløs i sammenligning med det han havde kunnet da han var rask. Ved at meditere over skriftsteder som Andet Korintherbrev 8:12 lykkedes det ham at blive disse følelser kvit. Verset siger: „Når villigheden foreligger, er den nemlig velbehagelig efter hvad man har, ikke efter hvad man ikke har.“ Colin siger: „Selv om jeg kan give meget mindre nu, kan jeg dog stadig give noget, og det har Jehovas velbehag.“ I Hebræerbrevet 6:10 får vi påmindelsen: „Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn.“
Hvordan kan vi så vurdere om de forventninger vi nærer, er rimelige? Spørg dig selv: ’Svarer mine forventninger til det Gud forventer?’ Galaterbrevet 6:4 siger: „Lad enhver prøve sin egen gerning, og så kan han have grund til at rose sig i forhold til sig selv alene, og ikke i sammenligning med en anden.“ Husk på Jesu ord: „Mit åg er skånsomt og min byrde er let.“ Ja, som kristne har vi et åg at bære der er „skånsomt“ og „let“, og Jesus lovede at vi vil få ny styrke hvis vi lærer at bære det rigtigt. — Mattæus 11:28-30.
Rimelige forventninger bringer velsignelser
Når vi lytter til og anvender rådene i Guds ord og bestræber os for at opdyrke rimelige forventninger, vil vi blive velsignet både nu og i al evighed. Det kan have en gavnlig virkning på vores fysiske velbefindende. Jennifer har haft gavn af Jehovas påmindelser og siger: „Det har givet mig mere energi og livsglæde.“ Ordsprogene 4:21, 22 tilskynder os til at rette vore øjne og vort hjerte mod Jehovas ord, „for de er liv for dem der finder dem, og lægedom for hele deres legeme“.
En anden velsignelse er mentalt og følelsesmæssigt velvære. „Jeg bliver altid gladere når jeg lader mit sind og hjerte påvirke af Guds ord,“ siger Theresa. Vi vil selvfølgelig stadig opleve skuffelser i livet. Men vi vil bedre være i stand til at klare dem. „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer,“ lyder tilskyndelsen i Jakob 4:8. Gud lover også at styrke os til at klare udfordringerne i livet og at velsigne os med fred. — Salme 29:11.
At nære rimelige forventninger sætter os i stand til at forblive åndeligt ligevægtige. Det i sig selv er også en velsignelse, for det sætter os i stand til at fokusere på de vigtigere ting i livet. (Filipperne 1:10) Så vil vore mål være realistiske og opnåelige, og vi vil få større glæde og tilfredshed. Vi vil mere villigt betro os i Jehovas varetægt, vel vidende at han vil lade tingene få det bedste udfald. „Ydmyg jer derfor under Guds vældige hånd, så han til sin tid kan ophøje jer.“ (1 Peter 5:6) Kan man opnå nogen større belønning end at blive æret af Jehova?
[Illustrationer på side 31]
At nære rimelige forventninger kan hjælpe os til at klare frustrationer og skuffelser