Overmod fører til vanære

„Kommer der overmod, da kommer der vanære, men hos de beskedne er der visdom.“ — ORDSPROGENE 11:2.

1, 2. Hvad er overmod, og hvordan har denne egenskab haft katastrofale følger?

EN MISUNDELIG levit anfører en skare oprørere mod dem Jehova har indsat til at lede sit folk. En ærgerrig prins udpønser en ondsindet plan for at tilrane sig sin fars trone. En utålmodig konge lader hånt om nogle udtrykkelige anvisninger fra Guds profet. Disse tre israelitter havde en egenskab tilfælles: overmod.

² Faren for at blive overmodig er stor. (Salme 19:13) Den overmodige er indbildsk og tager sig uberettigede friheder. Dette kan ofte få katastrofale følger. Overmod har styrtet konger fra tronen og bragt riger til fald. (Jeremias 50:29, 31, 32; Daniel 5:20) Selv nogle af Jehovas tjenere er faldet i overmodets snare — til deres undergang.

3. Hvordan kan vi lære noget om faren ved at være overmodig?

³ Det er med god grund at Bibelen advarer: „Kommer der overmod, da kommer der vanære, men hos de beskedne er der visdom.“ (Ordsprogene 11:2) Bibelen omtaler flere eksempler som viser at dette ordsprog er sandt. Når vi ser nærmere på nogle af dem, vil det hjælpe os til at forstå hvor farligt det er at være overmodig og overskride sine beføjelser. Vi vil derfor nu se hvordan misundelse, ærgerrighed og utålmodighed fik de tre ovennævnte mænd til at handle overmodigt, hvilket førte til vanære for dem.

 Kora — en misundelig oprører

4. (a) Hvem var Kora, og hvilke historiske begivenheder deltog han uden tvivl i? (b) Hvilket oprør stod Kora senere bag?

⁴ Kora var levit af kehatitternes slægt og fætter til Moses og Aron. Han var efter alt at dømme loyal mod Jehova gennem adskillige årtier. Kora havde den forret at være blandt dem som ved et mirakel blev udfriet gennem Det Røde Hav, og han var sandsynligvis også med til at eksekvere Jehovas dom over de kalvedyrkende israelitter ved Sinaj Bjerg. (2 Mosebog 32:26) Men på et tidspunkt blev Kora anfører for en gruppe der gjorde oprør mod Moses og Aron. Blandt oprørerne var også Datan, Abiram og On af Rubens stamme, foruden 250 israelitiske høvdinger. * „Nu kan det være nok med jer,“ sagde de til Moses og Aron, „for hele forsamlingen er hellig, alle som én, og Jehova er i dens midte. Hvorfor ophøjer I jer da over Jehovas menighed?“ — 4 Mosebog 16:1-3.

5, 6. (a) Hvorfor gjorde Kora oprør mod Moses og Aron? (b) Hvad tyder på at Kora undervurderede sin egen plads i Guds ordning?

⁵ Hvorfor gjorde Kora oprør efter at have været trofast i årevis? Det kan i hvert fald ikke være fordi Moses’ ledelse var undertrykkende, for han var „langt den sagtmodigste af alle de mennesker der var på jordens flade“. (4 Mosebog 12:3) Men det ser ud til at Kora var misundelig på Moses og Aron og fandt det uretfærdigt at de havde en fremtrædende stilling. Det fik ham til usandfærdigt at påstå at de egenmægtigt og selvisk havde ophøjet sig over menigheden. — Salme 106:16.

⁶ Koras problem skyldtes sikkert til dels at han ikke værdsatte sine egne forrettigheder i Guds ordning. Levitterne af Kehats slægt var ganske vist ikke præster, men de havde den opgave at undervise i Guds lov. Når teltboligen skulle flyttes, var det desuden dem der bar dens inventar og redskaber. Det var ingen ubetydelig opgave, for de hellige redskaber måtte kun bæres af nogle som var rene i religiøs og moralsk henseende. (Esajas 52:11) Da Moses talte med Kora, spurgte han ham derfor i realiteten: Betragter du din opgave som noget der er så ubetydeligt at du også må stræbe efter at opnå præsteembedet? (4 Mosebog 16:9, 10) Kora forstod  ikke at den største ære består i at tjene Jehova trofast i overensstemmelse med hans ordning — ikke i at opnå en særlig status eller stilling. — Salme 84:10.

7. (a) Hvordan reagerede Moses over for Kora og hans mænd? (b) Hvilke katastrofale følger fik Koras oprør?

⁷ Moses indbød Kora og hans mænd til næste morgen at samles ved mødeteltet med ildbækkener og røgelse. Kora og hans mænd var ikke bemyndigede til at frembære røgelse eftersom de ikke var præster. Hvis de mødte op med ildbækkener og røgelse, ville det være et klart vidnesbyrd om at de stadig mente at de havde ret til at virke som præster — selv efter at de havde haft en hel nat til at komme på bedre tanker. Da de trådte frem næste morgen, gav Jehova udtryk for sin retfærdige harme. Med rubenitterne gik det sådan at „jorden åbnede sit gab og opslugte dem“. De øvrige, deriblandt Kora, blev fortæret af ild fra Gud. (5 Mosebog 11:6; 4 Mosebog 16:16-35; 26:10) Koras overmod førte til den største vanære man kan forestille sig — Guds misbilligelse!

Modstå ’tendensen til misundelse’

8. Hvordan kan en „tendens til misundelse“ komme til udtryk blandt kristne?

⁸ Beretningen om Kora er en advarsel til os. Ufuldkomne mennesker har en „tendens til misundelse“ som endog kan komme til udtryk i den kristne menighed. (Jakob 4:5) Vi kunne for eksempel fokusere for meget på titler og status. Ligesom Kora kunne vi misunde dem der har nogle privilegier som vi selv gerne vil have, eller vi kunne blive som den kristne mand Diotrefes, der levede i det første århundrede. Han var meget kritisk over for apostlenes myndighed, åbenbart fordi han selv gerne ville være den ledende. Johannes skrev i hvert fald at Diotrefes „gerne vil have førstepladsen“. — 3 Johannes 9, fdn.

9. (a) Hvilken holdning til at få et ansvar i menigheden må vi undgå? (b) Hvordan bør vi betragte vores plads i Guds ordning?

⁹ Det er naturligvis ikke forkert af kristne mænd at tragte efter at opnå et ansvar i menigheden. Paulus tilskynder dem endda til at gøre det. (1 Timoteus 3:1) Men vi må aldrig betragte vore tjenesteprivilegier som en slags fortjenstmedaljer eller tro at de betyder at vi er klatret et trin op ad en rangstige. Husk på at Jesus sagde: „Enhver der ønsker at blive stor blandt jer, skal være jeres tjener, og enhver der ønsker at være først blandt jer, skal være jeres træl.“ (Mattæus 20:26, 27) Det viser at det ville være forkert at misunde dem der har et større ansvar, som om vores værdi i Guds øjne afhang af den opgave vi har inden for hans organisation. Jesus sagde: „I er alle brødre.“ (Mattæus 23:8) Ja, hvad enten vi er menighedsforkyndere eller pionerer, om vi er nydøbte eller har holdt trofast ud gennem mange år, så har vi alle — dersom vi tjener Jehova af hele vor sjæl — en værdifuld plads i hans ordning. (Lukas 10:27; 12:6, 7; Galaterne 3:28; Hebræerne 6:10) Det er en stor velsignelse at arbejde sammen med millioner af andre som stræber efter at følge Bibelens vejledning: „I skal alle iføre jer ydmyghed over for hinanden.“ — 1 Peter 5:5.

Absalom — en ærgerrig opportunist

10. Hvem var Absalom, og hvordan forsøgte han at indynde sig hos dem der kom til kongen for at få en retskendelse?

¹⁰ Beretningen om kong Davids tredje søn, Absalom, kan lære os en hel del om ærgerrighed. Denne intrigante opportunist forsøgte at indynde sig hos dem der kom til kongen for at få en retskendelse. Først insinuerede han at David var ligeglad med deres problemer. Derefter gik han direkte til sagen: „Bare man gjorde mig til dommer i landet,“ erklærede han, „og hver mand som havde et søgsmål eller en retssag ville komme til mig, så skulle jeg yde ham retfærdighed!“ Der var ingen grænser for Absaloms intriger. „Når en eller anden trådte hen for at bøje sig for ham, så rakte han hånden frem og greb ham og kyssede ham,“ fortælles der i Bibelen. „Således gjorde Absalom mod alle israelitter som gik ind til kongen for at  få en retskendelse.“ Hvad blev resultatet? „Absalom stjal Israels mænds hjerte.“ — 2 Samuel 15:1-6.

11. Hvordan forsøgte Absalom at tilrane sig Davids trone?

¹¹ Absalom var fast besluttet på at tilrane sig sin fars kongedømme. Fem år forinden havde han ladet Davids ældste søn, Amnon, myrde, angiveligt som hævn for at Absaloms søster Tamar var blevet voldtaget af ham. (2 Samuel 13:28, 29) Men allerede dengang kan Absalom have stilet efter tronen og betragtet mordet på Amnon som en bekvem måde at eliminere en rival på. * Da tiden var moden, skred Absalom i alle tilfælde til handling. Han lod udråbe i hele landet at han var blevet konge. — 2 Samuel 15:10.

12. Forklar hvordan Absaloms overmod førte til vanære.

¹² Absalom havde heldet med sig en tid, for „sammensværgelsen blev . . . stærkere, og folkene hos Absalom blev stadig mere talrige“. Med tiden blev kong David tvunget til at flygte for livet. (2 Samuel 15:12-17) Kort efter blev der imidlertid sat en stopper for Absaloms karriere. Han blev dræbt af Joab, kastet i en grube og dækket med sten. Tænk engang — denne ærgerrige mand der så gerne ville være konge, fik end ikke en anstændig begravelse! * Overmod førte virkelig til vanære for Absalom. — 2 Samuel 18:9-17.

Undgå selvisk ærgerrighed

13. Hvordan kan en ærgerrig ånd vinde indpas i en kristens hjerte?

¹³ Vi kan lære noget af Absaloms vej til magten og hans senere fald. I denne konkurrencebetonede verden er det ganske almindeligt at folk lefler for deres overordnede og forsøger at indsmigre sig hos dem for at gøre et godt indtryk og måske opnå nogle privilegier eller en forfremmelse. Samtidig prøver de måske at imponere deres underordnede i håb om at vinde deres opbakning og støtte. Hvis vi ikke passer på, kan denne ærgerrige ånd vinde indpas i vort hjerte. Det skete øjensynlig for nogle i det første århundrede, og apostlene måtte derfor kraftigt advare deres trosfæller mod dem. — Galaterne 4:17; 3 Johannes 9, 10.

14. Hvorfor bør vi undgå en ærgerrig, selvhævdende ånd?

¹⁴ I Jehovas organisation er der ikke plads til selvhævdende intrigemagere som „søger deres egen ære“. (Ordsprogene 25:27) Der siges advarende i Bibelen: „Jehova vil skære alle glatte læber af, tungen som taler store ord.“ (Salme 12:3) Absalom havde glatte læber. Han talte overmodige ord til dem han gerne ville indynde sig hos — alt sammen for at få den høje stilling han ønskede sig. Det er en stor velsignelse for os at vi befinder os i et samfund af brødre som i stedet følger Paulus’ vejledning og „intet gør af stridbarhed eller selvoptagethed, men i ydmyghed agter de andre højere end [sig] selv“. — Filipperne 2:3.

Saul — en utålmodig konge

15. Hvordan viste Saul på et tidspunkt at han var beskeden?

¹⁵ Saul, der blev konge af Israel, var på et tidspunkt en beskeden mand. Tænk for eksempel på hvad der skete da han var ung. Da Guds profet Samuel udtalte sig positivt om ham, svarede Saul ydmygt: „Er jeg ikke en benjaminit, fra en af de mindste af Israels stammer, og min familie den mest uanselige af alle Benjamins stammes familier? Så hvorfor siger du sådan noget til mig?“ — 1 Samuel 9:21.

16. Hvordan viste Saul utålmodighed?

¹⁶ Senere mistede Saul imidlertid sin beskedenhed. Under en krig mod filistrene trak han sig tilbage til Gilgal, hvor han skulle vente til Samuel kom for at bringe ofre til Gud. Da Samuel ikke kom til den fastsatte tid, bragte  Saul overmodigt selv brændofferet. Netop som han var færdig, ankom Samuel. „Hvad har du gjort?“ spurgte Samuel. Saul svarede: „Jeg så at folkene spredtes og skiltes fra mig, og du kom ikke i løbet af de aftalte dage . . . derfor tog jeg mig sammen og ofrede brændofferet.“ — 1 Samuel 13:8-12.

17. (a) Hvorfor kunne Sauls handling umiddelbart virke fuldt forsvarlig? (b) Hvorfor irettesatte Jehova Saul for hans utålmodige handling?

¹⁷ Umiddelbart virker Sauls handling måske fuldt forsvarlig. Guds folk var trods alt „hårdt trængt“, „under stærkt pres“, og skælvede på grund af den fortvivlede situation. (1 Samuel 13:6, 7) Det er bestemt ikke forkert at tage initiativet når omstændighederne berettiger til det. * Men vi må huske at Jehova kan læse vore hjerter og se vore inderste motiver. (1 Samuel 16:7) Han må derfor have set noget i Saul som ikke direkte forklares i den bibelske beretning. Jehova kan for eksempel have set at Sauls utålmodighed skyldtes stolthed. Saul var måske dybt irriteret over at han — konge over hele Israel — skulle vente på en mand som han betragtede som en sendrægtig gammel profet. I hvert fald følte Saul at Samuels sene ankomst gav ham ret til at tage sagen i egen hånd og ignorere de tydelige anvisninger han havde fået. Hvad blev resultatet? Samuel roste ikke Saul for hans initiativ. Han irettesatte ham derimod og sagde: „Dit kongedømme [vil] ikke bestå . . . for du har ikke overholdt det Jehova har påbudt dig.“ (1 Samuel 13:13, 14) Endnu en gang førte overmod til vanære.

Pas på utålmodighed

18, 19. (a) Beskriv hvordan utålmodighed i dag kan få en tjener for Gud til at handle overmodigt. (b) Hvad bør vi huske angående den kristne menigheds funktion?

¹⁸ Beretningen om Sauls overmodige handling er blevet nedskrevet i Guds ord til gavn for os. (1 Korinther 10:11) Vi kan så let blive irriterede over vore brødres fejl. Ligesom Saul bliver vi måske utålmodige og tænker at hvis noget skal gøres ordentligt, må vi selv gøre det. Lad os for eksempel forestille os at en broder er meget dygtig til at organisere. Han er punktlig, godt inde i de organisationsmæssige procedurer og dygtig til at tale og undervise. Han føler imidlertid at andre ikke står mål med hans høje normer, og at de ikke er nær så effektive som han synes de burde være. Berettiger det ham til at give udtryk for utålmodighed? Bør han kritisere sine brødre og måske antyde at hvis det ikke var for ham, ville der ikke blive gjort noget og menigheden ville være ilde stedt? Nej. Det ville være overmodigt!

¹⁹ Hvad er det i virkeligheden der holder sammen på en menighed af kristne? Er det administrative færdigheder? Effektivitet? Kundskab? Disse ting gør det ganske vist lettere for en menighed at fungere gnidningsløst. (1 Korinther 14:40; Filipperne 3:16; 2 Peter 3:18) Men Jesus sagde at det først og fremmest var kærlighed der skulle kendetegne hans disciple. (Johannes 13:35) Omsorgsfulde ældste der sørger for at alt foregår på en ordnet måde, forstår at menigheden ikke er et forretningsforetagende der skal ledes med hård hånd; den består derimod af symbolske får som har brug for kærlighed og omsorg. (Esajas 32:1, 2; 40:11)  Hvis man overmodigt ignorerer disse principper, fører det ofte til strid. Den orden der er forbundet med gudsfrygt, resulterer derimod i fred. — 1 Korinther 14:33; Galaterne 6:16.

20. Hvad vil blive behandlet i den følgende artikel?

²⁰ De bibelske beretninger om Kora, Absalom og Saul viser tydeligt at overmod fører til vanære, som der står i Ordsprogene 11:2. Men i det samme vers tilføjes der: „Hos de beskedne er der visdom.“ Hvad er beskedenhed? Hvilke eksempler fra Bibelen kan kaste lys over denne egenskab, og hvordan kan vi vise beskedenhed i dag? Disse spørgsmål vil blive behandlet i den følgende artikel.

[Fodnoter]

Husker du?

● Hvad er overmod?

● Hvordan fik misundelse Kora til at handle overmodigt?

● Hvad kan vi lære af beretningen om den ærgerrige Absalom?

● Hvordan kan vi undgå at være utålmodige som Saul?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 10]

Saul blev utålmodig og handlede overmodigt