Lovprisningsofre som behager Jehova
Lovprisningsofre som behager Jehova
’Fremstil jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt slagtoffer.’ — ROMERNE 12:1.
1. Hvad siges der i Bibelen om den relative værdi af de slagtofre som Moseloven foreskrev?
„DA LOVEN har en skygge af kommende goder, men ikke tingenes egentlige skikkelse, kan mennesker aldrig med de samme slagtofre som de bestandig frembærer år efter år, gøre dem der træder frem med dem, fuldkomne.“ (Hebræerne 10:1) Med denne enkle, men klare udtalelse viser apostelen Paulus at de slagtofre der blev bragt under Moseloven, ikke havde nogen varig værdi i forbindelse med menneskenes frelse. — Kolossenserne 2:16, 17.
2. Hvorfor er det ikke spild af tid at forsøge at forstå Bibelens detaljerede oplysninger om de offergaver og slagtofre Moseloven foreskrev?
2 Vil det sige at Mosebøgernes oplysninger om offergaver og slagtofre er værdiløse for kristne i dag? Nej. De der deltager i Den Teokratiske Skole i Jehovas Vidners menigheder i hele verden, har for nylig, i løbet af godt et års tid, læst de fem Mosebøger igennem. Nogle har kæmpet for at læse og forstå alle detaljerne. Har deres anstrengelser været forgæves? Det kan ikke være tilfældet, for „alt det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb“. (Romerne 15:4) Spørgsmålet er så hvordan Moselovens mange oplysninger om offergaver og slagtofre kan være til „belæring“ og „trøst“ for os.
Til belæring og trøst for os
3. Hvilket grundlæggende behov har vi?
3 Selv om det ikke kræves af os at vi bringer bogstavelige ofre på den måde som Loven foreskrev, har vi stadig et stort behov for det ofrene i et vist omfang udvirkede for israelitterne — nemlig at få vore synder tilgivet og opnå Guds godkendelse. Hvordan kan vi opnå disse velsignelser i betragtning af at vi ikke længere bringer bogstavelige ofre? Efter at have påpeget hvilke begrænsninger dyreofrene havde, forklarer Paulus: „Derfor siger [Jesus] da han kommer ind i verden: ’„Slagtoffer og kornoffer ønskede du ikke, men du beredte mig et legeme. Du fandt ikke behag i brændofre og i syndofre.“ Så sagde jeg: „Se, jeg er kommet (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud.“’“ — Hebræerne 10:5-7.
4. Hvordan anvender Paulus ordene i Salme 40:6-8 på Jesus Kristus?
4 Idet Paulus citerer fra Salme 40:6-8, påpeger han at Jesus ikke kom for at videreføre ordningen med „slagtoffer og kornoffer“, „brændoffer og syndoffer“, som ikke længere havde Guds godkendelse da Paulus skrev dette. Jesus kom derimod med et legeme som hans himmelske Fader havde beredt ham, et legeme der i enhver henseende svarede til det Gud dannede da han skabte Adam. (1 Mosebog 2:7; Lukas 1:35; 1 Korinther 15:22, 45) Som Guds fuldkomne søn var Jesus kvindens „afkom“, der omtales i profetien i Første Mosebog 3:15. Han ville tage skridt til at ’knuse Satans hoved’, men ville selv få ’hælen knust’. På denne måde blev Jesus det middel som Jehova har tilvejebragt til menneskenes frelse, og som troende mennesker siden Abels tid har set frem til.
5, 6. På hvilken måde har kristne et bedre grundlag for at nærme sig Gud?
5 Om det særlige hverv Jesus fik, skriver Paulus: „Den som ikke kendte synd, har [Gud] gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed ved hjælp af ham.“ (2 Korinther 5:21) Udtrykket „gjort til synd“ kan også gengives ’gjort som et syndoffer’. Apostelen Johannes skrev: „Han er sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore men også for hele verdens.“ (1 Johannes 2:2) Mens israelitterne som en midlertidig foranstaltning kunne nærme sig Gud gennem deres ofre, har kristne derfor et bedre grundlag for at nærme sig Gud — nemlig Jesu Kristi offer. (Johannes 14:6; 1 Peter 3:18) Hvis vi tror på det genløsningsoffer Gud har tilvejebragt, og adlyder ham, kan vi også få vore synder tilgivet og opnå Guds godkendelse og velsignelse. (Johannes 3:17, 18) Er det ikke en stor trøst? Men hvordan kan vi vise at vi tror på genløsningsofferet?
6 Efter at have forklaret at kristne har et bedre grundlag for at nærme sig Gud, gør apostelen Paulus i Hebræerbrevet 10:22-25 rede for tre måder hvorpå vi kan vise at vi tror på og værdsætter Guds kærlige foranstaltning. Paulus’ formaning var hovedsagelig henvendt til dem der kan „gå ind på det hellige sted“ — det vil sige salvede kristne med den himmelske kaldelse — men alle mennesker må give agt på Paulus’ inspirerede ord hvis de ønsker at få gavn af Jesu sonoffer. — Hebræerne 10:19.
Bring rene og ubesmittede ofre
7. (a) Hvordan afspejler ordene i Hebræerbrevet 10:22 hvad der skete når man bragte et offer? (b) Hvilke betingelser måtte opfyldes for at et offer kunne være antageligt for Gud?
7 Paulus giver først de kristne denne tilskyndelse: „Lad os træde frem med et sandt hjerte i troens fulde forvisning, idet vi har fået vore hjerter bestænket og derved renset for en ond samvittighed og vore legemer badet med rent vand.“ (Hebræerne 10:22) Paulus’ ordvalg afspejler tydeligt hvad der skete når man bragte et offer under Loven. Hvis et offer skulle være antageligt, måtte det bringes med det rette motiv og bestå af noget der var rent og ubesmittet. Offerdyret blev taget fra hornkvæget eller småkvæget, det vil sige fra de rene dyr, og det skulle være sundt, uden legemsfejl. Hvis offeret var af de flyvende skabninger, skulle det være turtelduer eller dueunger. Hvis disse betingelser blev opfyldt, ville offeret „blive modtaget med velbehag til gunst for [den ofrende] og skaffe ham soning“. (3 Mosebog 1:2-4, 10, 14; 22:19-25) Kornofferet indeholdt ingen surdej, der er et symbol på fordærv; det indeholdt heller ikke honning, der her sandsynligvis sigter til saft eller sirup af frugter, som let kan forårsage en gæring. Når ofrene — bestående af dyr eller korn — blev bragt på alteret, tilsatte man salt, der modvirker forrådnelse. — 3 Mosebog 2:11-13.
8. (a) Hvad krævedes der af den som bragte et offer? (b) Hvordan kan vi sikre os at vor tilbedelse er antagelig for Jehova?
8 Hvordan forholdt det sig med den der bragte offeret? Ifølge Loven skulle enhver der trådte frem for Jehova, være ren og ubesmittet. En der var blevet besmittet af en eller anden årsag, måtte først bringe et synd- eller skyldoffer for igen at være ren i Jehovas øjne, sådan at hans brændoffer eller fællesskabsoffer kunne være antageligt for Ham. (3 Mosebog 5:1-6, 15, 17) Forstår vi da hvor vigtigt det er at vi altid bevarer os rene i Jehovas øjne? Hvis vi ønsker at vor tilbedelse skal være antagelig for Gud, må vi være hurtige til at rette enhver overtrædelse af Guds love. Vi bør være hurtige til at benytte os af den hjælp Gud har givet os — „menighedens ældste“ og Jesus Kristus, der er „sonoffer for vore synder“. — Jakob 5:14; 1 Johannes 2:1, 2.
9. Hvad er den væsentligste forskel mellem de ofre man bragte Jehova, og dem man bragte falske guder?
9 Den vægt der lægges på renhed og frihed for besmittelse af enhver art, var i virkeligheden den væsentligste forskel mellem de ofre der blev bragt til Jehova, og de ofre som indbyggerne i Israels nabolande bragte til deres falske guder. Om dette særlige kendetegn for ofrene under Moseloven siges der i et opslagsværk: „Vi lægger mærke til at der ikke er nogen forbindelse med spådomskunst eller varsler; intet religiøst vanvid, ingen selvlemlæstelse eller hellig prostitution, idet sanselige og tøjlesløse frugtbarhedsritualer var direkte forbudt; ingen menneskeofringer; ingen ofre for de døde.“ Alt dette henleder opmærksomheden på at Jehova er hellig, og han vil ikke tolerere eller acceptere nogen form for synd eller fordærv. (Habakkuk 1:13) Tilbedelsen af ham skal være ren og ubesmittet både fysisk, moralsk og åndeligt, ligesom de ofre der bringes til ham, skal være rene og ubesmittede. — 3 Mosebog 19:2; 1 Peter 1:14-16.
10. Hvordan bør vi ransage os selv i overensstemmelse med Paulus’ formaning i Romerbrevet 12:1, 2?
10 Dette bør få os til at ransage os selv i forbindelse med alle livets områder, så vi sikrer os at vor tjeneste for Jehova er antagelig for ham. Vi må aldrig tro at så længe vi blot nu og da overværer de kristne møder og deltager i forkyndelsen, er det ligegyldigt hvad vi foretager os privat. Vi må heller ikke tro at deltagelsen i de kristne aktiviteter på en eller anden måde fritager os fra forpligtelsen til at overholde Guds love på andre områder af livet. (Romerne 2:21, 22) Vi kan ikke forvente Guds velsignelse og gunst hvis vi lader noget der i hans øjne er urent eller besmittet, besudle vores tankegang eller handlinger. Husk på Paulus’ ord: „Jeg [beder] jer indtrængende, brødre, ved Guds inderlige barmhjertighed, om at fremstille jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt slagtoffer: jeres fornuftmæssige hellige tjeneste. Og lad jer ikke forme efter denne tingenes ordning, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I kan forvisse jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ — Romerne 12:1, 2.
Bring lovprisningsofre af et helt hjerte
11. Hvad ligger der i udtrykket „den offentlige bekendelse“, som bruges i Hebræerbrevet 10:23?
11 I sit brev til hebræerne omtaler Paulus derefter en væsentlig del af den sande tilbedelse: „Lad os uden vaklen holde fast ved den offentlige bekendelse af vort håb, for trofast er han som gav løftet.“ (Hebræerne 10:23) Paulus bruger udtrykket „den offentlige bekendelse“, der også kan gengives med „den offentlige erklæring“, og desuden taler han om et „lovprisningsoffer“. (Hebræerne 13:15) Det minder os om den slags ofre som mænd som for eksempel Abel, Noa og Abraham bragte Jehova.
12, 13. Hvad gav en israelit udtryk for når han bragte et brændoffer, og hvordan kan vi lægge den samme ånd for dagen?
12 Når en israelit bragte et brændoffer, gjorde han det „af egen fri vilje for Jehova“. (3 Mosebog 1:3) Gennem dette offer fremsatte han en offentlig erklæring om eller anerkendelse af at Jehova i rigt mål havde velsignet sit folk og vist det loyal hengivenhed. Husk at det specielle ved brændofferet var at hele dyret blev brændt på alteret — et passende symbol på fuldstændig hengivenhed og troskab. På samme måde viser vi vor tro på genløsningsofferet og vor dybe taknemmelighed for denne foranstaltning ved villigt og helhjertet at bringe Jehova „lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber“.
13 Kristne bringer ikke bogstavelige ofre i form af dyr eller planter, men de har den opgave at forkynde den gode nyhed om Riget og gøre disciple af Jesus Kristus. (Mattæus 24:14; 28:19, 20) Udnytter vi vore muligheder for at være med til offentligt at forkynde den gode nyhed om Guds rige sådan at mange flere kan lære om de vidunderlige fremtidsudsigter Gud har lovet dem der ønsker at adlyde ham? Bruger vi villigt vor tid og vore kræfter på at undervise de interesserede og hjælpe dem til at blive disciple af Jesus Kristus? Når vi deltager nidkært i tjenesten, er det velbehageligt for Gud, ligesom den formildende duft af et brændoffer. — 1 Korinther 15:58.
Nyd fællesskabet med Gud og mennesker
14. Hvordan leder Paulus’ ord i Hebræerbrevet 10:24, 25 tanken hen på fællesskabsofferet?
14 Til sidst henleder Paulus opmærksomheden på vort forhold til vore trosfæller i forbindelse med tilbedelsen af Gud. „Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ (Hebræerne 10:24, 25) Udtrykkene „anspore til kærlighed og gode gerninger“, „komme sammen“ og „opmuntre hinanden“ minder os om det som fællesskabsofferet i Israel udvirkede for Guds folk.
15. Hvilken parallel er der mellem fællesskabsofferet og de kristne møder?
15 Udtrykket „fællesskabsoffer“ oversættes undertiden med „fredsoffer“. Det hebraiske ord for „fred“ er her i flertal, hvilket måske tilkendegav at man opnåede fred med Gud og fred med andre tilbedere når man bragte sådanne ofre. En forsker har sagt om fællesskabsofferet: „Dette var i sandhed en tid med lykkeligt fællesskab med pagtens Gud, hvor han nedlod sig til at være Israels Gæst ved offermåltidet, ligesom han altid var deres Vært.“ Dette minder os om Jesu løfte: „Hvor der er to eller tre forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.“ (Mattæus 18:20) Hver gang vi overværer et kristent møde, får vi gavn af det opbyggende samvær, den opmuntrende undervisning og den tanke at vor Herre Jesus Kristus er til stede sammen med os. Det gør et kristent møde til en meget glædelig og trosstyrkende begivenhed.
16. Hvad er det der gør de kristne møder til noget glædeligt, i lighed med israelitternes fællesskabsofre?
16 I forbindelse med fællesskabsofferet blev alt fedtet — på indvoldene, nyrerne, lænderne, samt vedhænget på leveren og fårets fedthale — brændt på alteret og derved bragt som et røgoffer til Jehova. (3 Mosebog 3:3-16) Fedtet blev betragtet som den mest værdifulde del af et dyr. Når det blev bragt som et offer på alteret, symboliserede det at man gav det bedste til Jehova. Det der gør de kristne møder til noget glædeligt, er at vi ikke blot modtager undervisning, men også selv lovpriser Jehova. Det gør vi ved at deltage, idet vi i al ydmyghed gør vort bedste for at synge godt med, lytte opmærksomt og kommentere når der er lejlighed til det. „I skal lovsynge Jah!“ udbrød salmisten. „Syng en ny sang for Jehova, hans pris i de loyales menighed.“ — Salme 149:1.
Rige velsignelser fra Jehova venter os
17, 18. (a) Hvilket slagtoffer bragte Salomon ved indvielsen af Jerusalems tempel? (b) Hvilke velsignelser modtog folket som følge af ceremonien i forbindelse med templets indvielse?
17 Da Jerusalems tempel blev indviet i den syvende måned i år 1026 f.v.t., ofrede kong Salomon „et slagtoffer for Jehovas ansigt“. Det bestod af „brændofferet og kornofferet og fedtstykkerne af fællesskabsofrene“. Foruden kornofrene blev der ofret i alt 22.000 stykker hornkvæg og 120.000 stykker småkvæg ved denne lejlighed. — 1 Kongebog 8:62-65.
18 Kan du forestille dig hvilke udgifter og hvilket arbejde denne enorme ceremoni har omfattet? Men de velsignelser Israel modtog, opvejede tydeligvis til fulde omkostningerne. Efter højtiden sendte Salomon israelitterne bort, „hvorpå de velsignede kongen og drog bort til deres hjem, mens de frydede sig og var vel til mode i hjertet over alt det gode som Jehova havde gjort mod sin tjener David og mod sit folk Israel“. (1 Kongebog 8:66) Som Salomon udtrykte det: „Jehovas velsignelse — den gør rig, og han føjer ingen smerte til den.“ — Ordsprogene 10:22.
19. Hvad kan vi gøre for at modtage store velsignelser fra Jehova nu og til evig tid?
19 Vi lever i en tid hvor „en skygge af kommende goder“ er blevet erstattet af „tingenes egentlige skikkelse“. (Hebræerne 10:1) Som den store modbilledlige ypperstepræst er Jesus Kristus allerede gået ind i selve himmelen og har frembåret værdien af sit eget blod for at skaffe soning for alle der tror på hans offer. (Hebræerne 9:10, 11, 24-26) På grundlag af dette store offer, og ved helhjertet at yde Gud lovprisningsofre som er rene og ubesmittede, kan også vi fortsat ’fryde os og være vel til mode i hjertet’ mens vi ser frem til de rige velsignelser vi vil modtage fra Jehova. — Malakias 3:10.
Hvad vil du svare?
● Hvordan kan Moselovens oplysninger om slagtofre og offergaver være til belæring og trøst for os?
● Hvad er den første betingelse for at et offer kan være antageligt, og hvad betyder det for os?
● Hvad kan vi ofre som svarer til et frivilligt brændoffer?
● På hvilke måder kan kristne møder sammenlignes med et fællesskabsoffer?
[Studiespørgsmål]
[Illustration på side 18]
Jehova tilvejebragte Jesu genløsningsoffer for at frelse menneskeheden
[Illustration på side 20]
Hvis vor tjeneste skal være antagelig for Jehova, må vi være fri for besmittelse af enhver art
[Illustration på side 21]
Når vi deltager i forkyndelsen, bekender vi offentligt at Jehova er god
