Et råb om hjælp
Et råb om hjælp
„GUD har glemt mig!“ udbrød en brasiliansk kvinde. Efter sin mands pludselige død følte hun ikke længere at hendes liv havde nogen mening. Har du nogen sinde prøvet at trøste nogen der var så nedtrykt, eller som måske råbte om hjælp?
Nogle bliver så fortvivlede at de tager deres eget liv, og mange af dem er unge. Ifølge avisen Folha de S. Paulo viser en undersøgelse i Brasilien at „selvmord blandt unge er steget med 26 procent“. Tag for eksempel Walter, * en ung mand i São Paulo. Han havde ingen forældre, intet hjem, intet privatliv og ingen venner han kunne stole på. For at gøre ende på sin elendighed besluttede han at springe ud fra en bro.
En enlig mor ved navn Edna havde to børn da hun lærte en anden mand at kende. Efter blot en måned flyttede de sammen og boede hos mandens mor, som beskæftigede sig med spiritisme og var alkoholiker. Edna fik et barn til, begyndte at drikke og blev så deprimeret at hun forsøgte at begå selvmord. Til sidst mistede hun forældremyndigheden over sine børn.
Hvordan forholder det sig med ældre mennesker? Af natur var Maria glad og snakkesalig. Men efterhånden som hun blev ældre, begyndte hendes arbejde som sygeplejerske at volde hende kvaler fordi hun var bange for at begå fejl. Det gjorde hende deprimeret. Efter at have prøvet at behandle sig selv søgte hun lægehjælp. Den behandling hun fik, lod til at være virkningsfuld. Men da hun i en alder af 57 mistede sit arbejde, vendte depressionen tilbage med en sådan styrke at hun ikke kunne se nogen udvej. Maria begyndte at få selvmordstanker.
„Omkring 10 procent af dem der lider af depression, forsøger at begå selvmord,“ siger professor José Alberto Del Porto fra São Paulos universitet. „Man har svært ved at tro at der er flere der dør for egen hånd, end der bliver myrdet, men det er sørgeligt nok tilfældet,“ oplyser USA’s medicinaldirektør dr. David Satcher.
Undertiden er et selvmordsforsøg i virkeligheden et nødråb. Familie og venner ønsker ganske givet at gøre det rigtige over for den der har opgivet håbet. I den forbindelse hjælper det selvfølgelig ikke at bruge udtryk som: „Hold op med at have ondt af dig selv“, „Der er mange der har det værre end dig“ eller: „Vi kan alle sammen have en dårlig dag indimellem.“ Det er langt bedre at vise sig som en sand ven der er god til at lytte. Man må prøve at hjælpe den fortvivlede til at se at livet er værd at leve.
Den franske forfatter Voltaire skrev: „Den som i et anfald af melankoli tager sit eget liv i dag, ville gerne have levet havde han ventet en uge.“ Hvordan kan de der er fortvivlede, genvinde glæden ved livet?
[Fodnote]
^ par. 3 Nogle af navnene er ændret.
[Illustration på side 3]
Et stigende antal unge og ældre begår selvmord
[Illustration på side 4]
Hvordan kan man hjælpe dem der har opgivet håbet?
