Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Studium er berigende og bringer glæde

Studium er berigende og bringer glæde

Studium er berigende og bringer glæde

’Hvis du søger den, da vil du finde kundskab om Gud.’ — ORDSPROGENE 2:4, 5.

1. Hvordan kan læsning give stor glæde?

MANGE mennesker læser blot for fornøjelsens skyld. Hvis man vælger lødigt læsestof, kan det være en god måde at slappe af på. Nogle kristne nyder at læse her og der i Salmerne, Ordsprogene, evangelierne eller andre dele af Bibelen, ud over deres faste plan for bibellæsning. Sprogets og tankernes skønhed giver dem dyb glæde. Andre vælger at slappe af ved at læse Jehovas Vidners Årbog, bladet Vågn op!, livsberetningerne i Vagttårnet eller bøger og blade om historie og geografi eller om naturen.

2, 3. (a) Hvordan kan dybe åndelige oplysninger sammenlignes med fast føde? (b) Hvad indebærer studium?

2 Mens det kan være meget afslappende at læse blot for fornøjelsens skyld, kræver studium en mental indsats. Den engelske filosof Francis Bacon skrev: „Nogle bøger skal man nippe til, andre skal man sluge, og nogle få skal man tygge og fordøje.“ Bibelen hører så absolut til i den sidste kategori. Apostelen Paulus skrev: „Om ham [Kristus, som forudskildret ved kongepræsten Melkizedek] har vi meget at sige, og det er svært at forklare da I er blevet sløve til at høre. . . . Den faste føde er for de modne, for dem som gennem brugen har fået deres opfattelsesevne opøvet til at skelne mellem ret og uret.“ (Hebræerne 5:11, 14) Fast føde skal tygges før man kan synke og fordøje den. Dybe, åndelige oplysninger kræver eftertanke før man kan tilegne sig dem og huske dem.

3 En ordbog definerer „studium“ som „den handling eller proces at tilegne sig kundskab eller forståelse, for eksempel gennem læsning og undersøgelse“. Studium er altså mere end en overfladisk gennemlæsning hvor man måske understreger nogle ord undervejs. Studium er et stykke arbejde; det kræver at man gør en mental indsats og bruger sin opfattelsesevne. Men det betyder ikke at det ikke kan være en glæde.

Gør studium til en fornøjelse

4. Hvordan kan studium af Guds ord ifølge salmisten være forfriskende og berigende?

4 Det kan virke forfriskende og styrkende at læse og studere Guds ord. Salmisten sagde: „Jehovas lov er fuldkommen, giver sjælen ny styrke. Jehovas formaning er pålidelig, gør den uerfarne vís. Jehovas bestemmelser er retskafne, fryder hjertet; Jehovas bud er purt, giver øjnene lys.“ (Salme 19:7, 8) Jehovas love og formaninger giver sjælen nyt liv, øger vort åndelige velbefindende, giver os en indre glæde og får øjnene til at stråle fordi de klart ser Jehovas hensigter. Det er derfor det er så berigende.

5. Hvordan kan studium bringe stor glæde?

5 Hvis vi kan se nogle gode resultater af vort arbejde, nyder vi som regel at udføre det. For at gøre studiet til en fornøjelse må vi derfor være hurtige til at bruge den kundskab vi får. Jakob skrev: „Den der spejder ind i frihedens fuldkomne lov og bliver ved dermed, han skal, fordi han ikke er blevet en glemsom hører men en gerningens gører, være lykkelig når han gør den.“ (Jakob 1:25) Det giver stor tilfredshed at man straks bruger det man har lært. At studere med det særlige formål at finde svar på et spørgsmål som nogen har stillet os i forkyndelsen, bringer også stor glæde.

Lær at holde af Guds ord

6. Hvordan gav den der skrev Salme 119, udtryk for at han holdt af Jehovas ord?

6 Den der skrev Salme 119 (måske Ezekias mens han endnu var prins), gav udtryk for hvor meget han holdt af Jehovas ord. I poetiske vendinger sagde han: „Dine forskrifter holder jeg af. Jeg glemmer ikke dit ord. Også dine formaninger holder jeg af . . . Jeg vil holde af dine bud, som jeg elsker. Måtte din barmhjertighed nå mig, så jeg kan blive i live; for jeg holder af din lov. Jeg længes efter din frelse, Jehova, og din lov holder jeg af.“ — Salme 119:16, 24, 47, 77, 174.

7, 8. (a) Hvad vil det ifølge en teologisk ordbog sige at ’holde af’ Guds ord? (b) Hvordan kan vi vise at vi elsker Jehovas ord? (c) Hvilken beslutning havde Ezra taget før han læste i Jehovas lov?

7 En teologisk ordbog til De Hebraiske Skrifter giver følgende forklaring til det ord der er oversat med ’holde af’ i Salme 119: „Ordet der er brugt i v. 16 står parallelt med ’glæde sig’ (. . . v. 14) og ’meditere’ (. . . v. 15). Rækkefølgen er: at glæde sig, at meditere, at holde af; . . . Denne rækkefølge tyder på at målrettet eftertanke er det middel hvorved man kommer til at holde af Jahves ord. . . . Der er følelser forbundet med ordets betydning.“ *

8 Ja, kærligheden til Jehovas ord skal komme fra hjertet, som er sædet for vore følelser. Vi bør finde glæde ved at fordybe os i bestemte passager som vi netop har læst. Vi bør grunde over dybe åndelige tanker, blive opslugt af dem og meditere over dem. Det kræver stille eftertanke og bøn. Ligesom Ezra må vi tage en fast beslutning i hjertet om at læse og studere Guds ord. Om ham siges der: „Ezra havde i sit hjerte taget en fast beslutning om at rådspørge Jehovas lov og handle efter den og undervise i forordninger og lovbud i Israel.“ (Ezra 7:10) Læg mærke til de tre ting Ezra havde taget en beslutning om i sit hjerte: at studere, at handle efter det han lærte, og at undervise andre. Vi vil blive rigt belønnet hvis vi følger hans gode eksempel.

Studium er en del af vor tilbedelse

9, 10. (a) Hvordan havde salmisten Jehovas ord i tanke? (b) Hvad betyder det hebraiske udsagnsord der oversættes med „have i tanke“? (c) Hvorfor er det vigtigt at vi betragter studiet af Bibelen som „en tilbedelseshandling“?

Salmisten gav udtryk for at han havde Jehovas love, bud og formaninger i tanke. Han sang: „Dine bestemmelser vil jeg have i tanke, og jeg vil betragte dine stier. . . . Jeg vil løfte mine hænder til dine bud, som jeg elsker, og jeg vil have dine forordninger i tanke. Hvor jeg elsker din lov! Dagen lang har jeg den i tanke. Jeg har opnået større indsigt end alle mine lærere, for jeg har dine formaninger i tanke.“ (Salme 119:15, 48, 97, 99) Hvad ligger der i at have Jehovas ord „i tanke“?

10 Det hebraiske udsagnsord der er oversat med „have i tanke“, betyder også „meditere, grunde over“, „gennemtænke en sag“. „Det bruges om i stilhed at tænke over Guds gerninger . . . og Guds ord.“ * Det tilsvarende navneord sigter til „salmistens meditation“, „hans fordybelse i Guds lov“ som følge af hans kærlighed til den, hvorved den bliver „en tilbedelseshandling“. * Hvis vi betragter studiet af Guds ord som en del af vor tilbedelse, vil vi tage det mere seriøst. Vi bør derfor studere samvittighedsfuldt og benytte os af bønnens privilegium. Studium er en del af tilbedelsen, og vi studerer for at forbedre kvaliteten af vor tilbedelse.

Fordyb dig i Guds ord

11. Hvordan åbenbarer Jehova dybe, åndelige tanker for sit folk?

11 Med ærefrygt og beundring udbrød salmisten: „Hvor er dine gerninger store, Jehova! Meget dybe er dine tanker.“ (Salme 92:5) Og apostelen Paulus omtalte „Guds dybder“, dybe tanker som Jehova åbenbarer for sit folk „gennem ånden“, der virker på den trofaste og kloge trælleskare. (1 Korinther 2:10; Mattæus 24:45) Trælleskaren forsyner omhyggeligt alle med åndelig føde — „mælk“ til de nye og „fast føde“ til „de modne“. — Hebræerne 5:11-14.

12. Nævn et eksempel på „Guds dybder“ som er blevet forklaret af trælleskaren.

12 For at kunne forstå „Guds dybder“ må man studere under bøn og grunde over hans ord. Der er for eksempel blevet udgivet godt studiemateriale som viser hvordan Jehova kan være både retfærdig og barmhjertig. At han viser barmhjertighed, er ikke ensbetydende med at hans retfærdighed udvandes; Guds barmhjertighed er derimod et udtryk for såvel hans retfærdighed som hans kærlighed. Når Jehova dømmer en synder, afgør han først om det er muligt at vise barmhjertighed på grundlag af hans søns genløsningsoffer. Hvis synderen er oprørsk og ikke angrer, vil Gud lade retfærdigheden gå sin gang uden at vise en barmhjertighed der ikke er hjemmel for. I begge tilfælde er han tro mod sine ophøjede principper. * (Romerne 3:21-26) ’O dyb af Guds visdom!’ — Romerne 11:33.

13. Hvordan bør vi vise at vi værdsætter den „fulde sum“ af åndelige sandheder som indtil nu er blevet åbenbaret?

13 Ligesom salmisten fyldes vi med ærefrygt over at Jehova deler mange af sine tanker med os. David skrev: „Hvor er dine tanker mig dyrebare, Gud! Hvor må deres fulde sum være mægtig! Vil jeg tælle dem, er de talrigere end sandskornene.“ (Salme 139:17, 18) Selv om det vi ved i dag, kun er en brøkdel af de utallige tanker som Jehova vil åbenbare i løbet af evigheden, sætter vi stor pris på den „fulde sum“ af dyrebare, åndelige sandheder som indtil nu er blevet åbenbaret for os, og vi fordyber os mere og mere i summen, eller indbegrebet, af Guds ord. — Salme 119:160, fodnote.

Man må have gode hjælpemidler og gøre en indsats

14. Hvordan understreger Ordsprogene 2:1-6 at det kræver en indsats at studere Guds ord?

14 Et grundigt bibelstudium kræver at man gør en indsats. Det fremgår klart af Ordsprogene 2:1-6. Læg mærke til de udsagnsord i handleform som kong Salomon brugte for at understrege at man må gøre en indsats for at tilegne sig guddommelig kundskab, visdom og dømmekraft. Han skrev: „Min søn, hvis du tager imod mine ord og gemmer mine bud hos dig, så du med dit øre giver agt på visdom og bøjer dit hjerte mod dømmekraft, hvis du desuden kalder på forstand og lader din røst råbe på dømmekraft, hvis du søger den som sølv og leder efter den som efter skjulte skatte, da vil du forstå frygten for Jehova og finde kundskab om Gud. For det er Jehova der giver visdom; fra hans mund kommer kundskab og dømmekraft.“ Ja, for at få udbytte af sit studium må man fordybe sig og grave som efter en skjult skat.

15. Hvilken bibelsk illustration understreger behovet for gode studiemetoder?

15 Et åndeligt berigende studium kræver også gode studiemetoder. Salomon skrev: „Hvis jernet er blevet sløvt, og han ikke har slebet æggen, så skal han lægge kræfterne i.“ (Prædikeren 10:10) Hvis en håndværker bruger et skæreredskab der ikke er skarpt, eller hvis han ikke bruger det rigtigt, spilder han sine kræfter og opnår et dårligt resultat. Sådan kan det også være meget forskelligt hvad man får ud af den tid man bruger på at studere. Det afhænger af studiemetoderne. I lektion 7 i Håndbog for den teokratiske skole gives der nogle gode, praktiske råd om hvordan vi kan forbedre vore studiemetoder. *

16. Hvilke praktiske forslag kan hjælpe os til at foretage et grundigt studium?

16 Før en håndværker går i gang med et stykke arbejde, finder han de redskaber frem som han vil få brug for. Før vi begynder at studere, bør vi på samme måde finde de studieredskaber frem fra vort personlige bibliotek som vi vil få brug for. Idet vi husker at studium er arbejde og kræver en mental indsats, er det også en god idé at vælge en passende siddestilling. Hvis vi gerne vil holde os vågne og opmærksomme, er det måske bedre at sidde på en stol ved et bord end at ligge i sengen eller sidde i en blød lænestol. Når man har koncentreret sig om studiet i nogen tid, vil det sikkert være en god idé at strække sig lidt eller at gå udenfor og trække lidt frisk luft.

17, 18. Nævn nogle eksempler på hvordan vi kan bruge de gode hjælpemidler vi har til rådighed.

17 Vi har mange gode hjælpemidler til bibelstudium. Det vigtigste af dem er Ny Verden-Oversættelsen af Bibelen, som nu findes helt eller delvist på 37 sprog. Standardudgaven af Ny Verden-Oversættelsen er udstyret med krydshenvisninger og en „Fortegnelse over Bibelens bøger“, som oplyser hvem der har skrevet de enkelte bøger, hvor de er affattet, og hvilken periode de omspænder. Den indeholder også en bibelordbog, et tillæg og en del kort. På nogle sprog, blandt andet dansk, er denne bibel desuden udkommet i en større udgave, den såkaldte Studieudgave. Den indeholder alt det ovennævnte og meget mere, blandt andet omfattende fodnoter, hvortil der også er et register. Udnytter vi til fulde alt det der er udgivet på dansk, for at hjælpe os til at fordybe os i Guds ord?

18 Et andet uvurderligt hjælpemiddel til bibelstudium er det bibelske opslagsværk Indsigt i Den Hellige Skrift. Hvis vi har dette værk på et sprog vi kan forstå, bør vi altid have det i nærheden når vi studerer. Her kan vi finde baggrundsoplysninger om de fleste bibelske emner. Et lignende nyttigt redskab er bogen „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig“. Når man begynder at læse en ny bog i Bibelen, vil det være godt at gennemgå den tilsvarende lektion i ovennævnte værk for at få rede på den geografiske og historiske baggrund og desuden få et overblik over bogens indhold og dens værdi for os. Foruden de mange trykte hjælpemidler til bibelstudium er der også udgivet en cd-rom, Watchtower Library, som nu findes på ni sprog.

19. (a) Hvorfor har Jehova forsynet os med gode hjælpemidler til bibelstudium? (b) Hvad er nødvendigt for at vi kan vise bibellæsningen og det personlige studium den rette opmærksomhed?

19 Jehova har tilvejebragt alle disse hjælpemidler gennem „den trofaste og kloge træl“ for at sætte sine jordiske tjenere i stand til at ’søge og finde kundskab om Gud’. (Ordsprogene 2:4, 5) Gode studievaner hjælper os til at tilegne os større kundskab om Jehova og opnå et nærmere forhold til ham. (Salme 63:1-8) Det kræver en indsats at studere, men det er samtidig berigende og noget der bringer glæde. Det tager ikke desto mindre tid, og mange tænker sikkert: ’Hvordan får jeg tid til at gøre tilstrækkelig meget ud af min bibellæsning og mit personlige studium?’ Det vil vi komme ind på i den sidste artikel i denne serie.

[Fodnoter]

^ par. 7 New International Dictionary of Old Testament Theology & Exegesis, bind 4, side 205-7.

^ par. 10 Theological Wordbook of the Old Testament, bind 2, side 875.

^ par. 10 New International Dictionary of Old Testament Theology & Exegesis, bind 3, side 1234-35.

^ par. 12 Se Vagttårnet for 1. august 1998, side 13, paragraf 7. Som en del af det personlige studium kan man gennemgå begge studieartiklerne i dette blad, samt artiklerne „Barmhjertighed“, „Ret“ og „Retfærdighed“ i det bibelske opslagsværk Indsigt i Den Hellige Skrift, der er udgivet af Jehovas Vidner.

^ par. 15 Udgivet af Jehovas Vidner. Der gives også gode råd om studiemetoder i følgende numre af Vagttårnet: 15. august 1993, side 13-17; 15. maj 1986, side 19, 20.

Spørgsmål til repetition

● Hvordan kan vort personlige studium blive berigende og forfriskende?

● Hvordan kan vi ligesom salmisten vise at vi ’holder af’ Jehovas ord og ’har det i tanke’?

● Hvordan viser Ordsprogene 2:1-6 at det kræver en indsats at studere Guds ord?

● Hvilke gode hjælpemidler til studium har Jehova givet os?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 14]

Stille eftertanke og bøn hjælper os til at opdyrke kærlighed til Guds ord

[Illustrationer på side 17]

Udnytter du fuldt ud de mange hjælpemidler vi har til at fordybe os i Guds ord?