Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Har du gjort den hellige ånd til din personlige hjælper?

Har du gjort den hellige ånd til din personlige hjælper?

Har du gjort den hellige ånd til din personlige hjælper?

BÅDE teologer og folk i al almindelighed har mange forskellige opfattelser af hvad Guds hellige ånd er. Men der er ingen grund til at være usikker på dette område. Bibelen forklarer tydeligt hvad den hellige ånd er. Den er ikke en person, som nogle hævder, men Guds mægtige virkekraft som han benytter til at gennemføre sin vilje. — Salme 104:30; Apostelgerninger 2:33; 4:31: 2 Peter 1:21.

Eftersom den hellige ånd er så tæt knyttet til gennemførelsen af Guds hensigter, bør det være et naturligt ønske hos os at leve et liv i harmoni med denne ånd. Vi bør ønske at have den hellige ånd som vor personlige hjælper.

Hvorfor behov for en hjælper?

Da Jesus vidste at han snart skulle forlade jorden, gav han sine disciple denne forsikring: „Jeg vil anmode Faderen, og han vil give jer en anden hjælper til at være hos jer for evigt.“ Han sagde også: „Dog, jeg siger jer sandheden: Det er til gavn for jer at jeg går bort. For hvis jeg ikke går bort, vil hjælperen afgjort ikke komme til jer; men når jeg går bort, vil jeg sende ham til jer.“ — Johannes 14:16, 17; 16:7.

Jesus overdrog sine disciple et vigtigt hverv da han befalede dem: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Mattæus 28:19, 20) Det var ikke nogen let opgave, for den skulle gennemføres trods modstand. — Mattæus 10:22, 23.

Ud over modstand udefra ville der også opstå visse gnidninger indadtil i menigheden. Omkring år 56 skrev Paulus til de kristne i Rom: „Nu tilskynder jeg jer, brødre, til at holde øje med dem som er årsag til splittelser og snublen i modstrid med den lære I har modtaget; undgå dem.“ (Romerne 16:17, 18) Og denne situation ville blive forværret efter apostlenes død. Paulus sagde advarende: „Jeg ved at der efter min bortgang vil komme undertrykkende ulve ind iblandt jer, og de vil ikke behandle hjorden skånsomt, og fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ — Apostelgerninger 20:29, 30.

Guds hjælp var nødvendig for at overvinde disse hindringer, og han tilvejebragte hjælpen gennem Jesus. Efter Jesu opstandelse, nærmere betegnet på pinsedagen år 33, blev 120 af hans disciple „alle fyldt med hellig ånd“. — Apostelgerninger 1:15; 2:4.

Disciplene erkendte at den hellige ånd som blev udgydt over dem ved den lejlighed, var den hjælp Jesus havde lovet dem. Nu forstod de uden tvivl bedre Jesu beskrivelse af denne hjælp: „Hjælperen, den hellige ånd, som Faderen vil sende i mit navn, han vil lære jer alt og minde jer om alt hvad jeg har fortalt jer.“ (Johannes 14:26) Jesus kaldte også denne hjælper for „sandhedens ånd“. — Johannes 15:26.

Hvordan yder ånden hjælp?

Den hellige ånd skulle være en hjælper på flere måder. For det første lovede Jesus at ånden ville minde disciplene om det han havde fortalt dem. Hermed mente han ikke blot at de ville få hjælp til at genkalde sig nogle ord. Ånden ville hjælpe dem til at forstå den dybere mening og betydning af det Jesus havde lært dem. (Johannes 16:12-14) Ånden skulle kort sagt hjælpe disciplene til at få en bedre forståelse af sandheden. Apostelen Paulus skrev senere: „Det er os Gud har åbenbaret det gennem ånden, for ånden ransager alt, endog Guds dybder.“ (1 Korinther 2:10) Hvis Jesu salvede disciple skulle kunne hjælpe andre til at opnå nøjagtig kundskab, var det nødvendigt at deres egen forståelse var velfunderet.

For det andet lærte Jesus sine disciple at bede, og at gøre det ofte. Hvis de til tider var usikre på hvad de skulle bede om, kunne ånden gå i forbøn for dem eller hjælpe dem. „På samme måde kommer ånden også vor svaghed til hjælp; for hvad vi skal bede om i forhold til hvad der er fornødent, ved vi ikke, men ånden selv går i forbøn for os med uudtalte suk.“ — Romerne 8:26.

For det tredje skulle ånden hjælpe Jesu disciple til offentligt at forsvare sandheden. Jesus advarede dem: „De vil overgive jer til lokale domstole, og de vil piske jer i deres synagoger. Ja, I vil blive slæbt for landshøvdinger og konger for min skyld, til et vidnesbyrd for dem og nationerne. Men når de overgiver jer, da vær ikke bekymrede for hvordan I skal tale eller hvad I skal sige, for det I skal sige vil blive givet jer i samme time; for det er ikke bare jer der taler, men det er jeres Faders ånd der taler gennem jer.“ — Mattæus 10:17-20.

Den hellige ånd ville også kunne hjælpe én til at identificere den kristne menighed og motivere menighedens medlemmer til at træffe kloge personlige afgørelser. Lad os se nøjere på disse to aspekter af emnet for at få belyst hvilken betydning de har for os i dag.

Skulle være et kendetegn

I århundreder var jøderne underlagt Moseloven som Guds udvalgte folk. Da de forkastede Jesus som Messias, forudsagde han at de inden længe selv ville blive forkastet: „Har I aldrig læst i Skrifterne: ’Den sten bygmestrene forkastede er blevet hovedhjørnesten. Fra Jehova er denne kommet, og den er underfuld for vore øjne’? Derfor siger jeg til jer: Guds rige vil blive taget fra jer og givet til en nation der frembringer dets frugter.“ (Mattæus 21:42, 43) Da den kristne menighed var blevet oprettet på pinsedagen år 33, blev Jesu disciple den ’nation der frembragte Guds riges frugter’. Fra da af blev denne menighed Guds meddelelseskanal. For at alle skulle kunne erkende at Gud havde overført sin gunst fra den jødiske til den kristne menighed, tilvejebragte han et kendetegn som ikke var til at tage fejl af.

På Pinsedagen udvirkede den hellige ånd at disciplene kunne tale forskellige sprog som de aldrig havde lært. Tilskuerne var slået af forbavselse og spurgte: „Hvordan kan det . . . være at vi hver især hører dem tale på vort eget sprog, det som vi er født i?“ (Apostelgerninger 2:8) Evnen til at tale fremmede sprog sammen med de „mange undere og tegn [som] skete ved apostlene“, fik omkring tre tusind til at erkende at det måtte være Guds ånd der var i virksomhed. — Apostelgerninger 2:41, 43.

Frembringelsen af „åndens frugt“ — kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed og selvbeherskelse — identificerede også klart Kristi disciple som Guds tjenere. (Galaterne 5:22, 23) Kærlighed var i særlig grad den sande kristne menigheds kendetegn. Jesus forudsagde: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Johannes 13:34, 35.

Medlemmerne af den første kristne menighed accepterede Guds ånds ledelse og benyttede sig af de fordele åndens hjælp indebar. Kristne i dag er klar over at Gud ikke på nuværende tidspunkt oprejser døde eller udfører mirakler som i det første århundrede, men de lader frugterne af Guds ånd kendetegne dem som Jesu Kristi disciple. — 1 Korinther 13:8.

En hjælp til at træffe kloge personlige afgørelser

Bibelen er et produkt af Guds hellige ånd. Når vi lader os overbevise af Bibelens ord, er det som om vi bliver undervist af den hellige ånd. (2 Timoteus 3:16, 17) Og det kan hjælpe os til at træffe kloge personlige afgørelser. Men lader vi ånden virke på os?

Hvilket valg har vi truffet når det gælder beskæftigelse? Den hellige ånd vil hjælpe os til at betragte et potentielt job fra Jehovas synspunkt. Det arbejde vi udfører, må være i overensstemmelse med Bibelens principper og bør give os mulighed for at forfølge teokratiske mål. Hvorvidt der er tale om en fremtrædende, vellønnet stilling som er forbundet med en vis prestige, spiller ikke den store rolle. Det har større betydning om arbejdet kan skaffe os det nødvendige til livets opretholdelse og give os tid til og mulighed for at opfylde vore kristne forpligtelser.

Ønsket om at nyde livet er helt normalt og fuldt forståeligt. (Prædikeren 2:24; 11:9) En velafbalanceret kristen kan derfor udmærket glæde sig over forskellige adspredelser som kan virke forfriskende. Men de bør være i harmoni med åndens frugt, ikke med „kødets gerninger“. Paulus siger: „Men kødets gerninger er tydelige; det er utugt, urenhed, skamløshed, afgudsdyrkelse, udøvelse af spiritisme, fjendskaber, strid, skinsyge, vredesudbrud, tilfælde af stridbarhed, splittelser, sekter, tilfælde af misundelse, drikketure, sviregilder, og ting som disse.“ Vi må også undgå at „blive selvoptagne, så vi udfordrer hinanden og misunder hinanden.“ — Galaterne 5:16-26.

Noget lignende gør sig gældende når man skal vælge sine venner. Det er klogt at vælge dem på baggrund af deres åndelighed, ikke på baggrund af deres ydre eller deres materielle midler. David var åbenbart Guds ven, for Gud kaldte ham „en mand efter [sit] hjerte“. (Apostelgerninger 13:22) Gud udvalgte ikke David til konge over Israel på baggrund af Davids ydre, men efter princippet: „Gud ser ikke som mennesker ser; mennesker ser nemlig på det der er synligt for øjnene, men Jehova ser på hjertet.“ — 1 Samuel 16:7.

Tusinder af venskaber er gået i stykker fordi de har været baseret på det ydre eller på materiel velstand. Venskaber der er baseret på usikker rigdom, kan få en brat afslutning. (Ordsprogene 14:20) Guds inspirerede ord råder os til at vælge venner som kan støtte os i tjenesten for Jehova. Hans ord fortæller os at vi, i stedet for at være optaget af at få, skal koncentrere os om at give, for det giver større glæde. (Apostelgerninger 20:35) Vores tid og hengivenhed hører til de mest værdifulde ting vi kan give vore venner.

En kristen som søger en ægtefælle, kan hente inspireret vejledning i Bibelen. Om det spørgsmål siger Bibelen i realiteten: ’Se ikke blot på ansigtet og figuren. Se på fødderne.’ På fødderne? Ja, i denne forstand: Bliver de brugt til at udføre det arbejde Jehova har pålagt os med at forkynde den gode nyhed, så de på den måde er „skønne“ i hans øjne? Er de udrustet med sandhedens budskab og fredens gode nyhed som sko? Vi læser: „Hvor skønt et syn på bjergene: til fods kommer den som bringer godt nyt, den som forkynder fred, den som bringer godt nyt om noget bedre, den som forkynder frelse, den som siger til Zion: ’Din Gud er blevet konge!’“ — Esajas 52:7; Efeserne 6:15.

Eftersom vi lever i „kritiske tider som er vanskelige at klare“, har vi behov for hjælp til at gøre Guds vilje. (2 Timoteus 3:1) Hjælperen, Guds hellige ånd, gav de kristne i det første århundrede magtfuld støtte til at udføre deres opgave, og den var også til personlig hjælp for dem. Et omhyggeligt studium af Bibelen, som er et produkt af Guds hellige ånd, er en af de bedste måder hvorpå vi kan gøre den hellige ånd til vor personlige hjælper. Har du benyttet dig af denne hjælp?

[Helsides illustration på side 23]