Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

„En tro der ej for fjender flygter“

„En tro der ej for fjender flygter“

Livsberetning

„En tro der ej for fjender flygter“

FORTALT AF HERBERT MÜLLER

Nogle få måneder efter at Hitlers hær havde invaderet Holland, blev Jehovas Vidner forbudt. Inden længe var mit navn opført på nazisternes liste over efterlyste personer, og jeg blev jaget som et dyr.

PÅ ET tidspunkt var jeg så udmattet af hele tiden at skjule mig og være på flugt at jeg sagde til min kone at det måske ville være en lettelse at blive fanget af hæren. Men så dukkede ordene fra en bestemt sang op i mit sind: „En tro der ej for fjender flygter.“ * At tænke over sangen gav mig fornyet styrke. Den genkaldte minder om mine forældre i Tyskland og om den dag mine venner til afsked havde sunget sangen for mig. Jeg vil gerne berette om nogle af disse minder.

Mine forældres eksempel

Da jeg blev født i 1913 i byen Copitz i Tyskland, var mine forældre medlemmer af Den Evangeliske Kirke. * Syv år senere forlod min far kirken. Den 6. april 1920 bad han om en Kirchenaustrittsbescheinigung (blanket til udmeldelse af kirken), og embedsmanden på byens folkeregisterkontor udfyldte den. En uge senere vendte far tilbage for at sige at hans datters navn ikke stod i erklæringen. Embedsmanden udfyldte et dokument mere, hvori der stod at udmeldelsen af kirken også gjaldt for Martha Margaretha Müller. På det tidspunkt var min søster, Margaretha, kun halvandet år gammel. Men far gik aldrig på kompromis når det gjaldt tjenesten for Jehova Gud.

Samme år blev mine forældre døbt af bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Far var striks i sin opdragelse af os børn, men hans loyalitet mod Jehova gjorde det nemmere for os at tage imod hans vejledning. Det var også mine forældres loyalitet der fik dem til at foretage nogle justeringer hen ad vejen. For eksempel var der en tid hvor vi ikke måtte lege udendørs om søndagen. Men så en søndag i 1925 sagde vores forældre at vi skulle ud at gå en tur. Vi tog lidt mad med og havde nogle herlige timer. Det var noget andet end at være lukket inde i huset hele dagen. Far sagde at han for nylig havde lært noget vigtigt ved et stævne som havde korrigeret hans syn på hvad man kunne foretage sig om søndagen. Ved andre lejligheder var han lige så villig til at tilpasse sig.

Selv om begge mine forældre havde et dårligt helbred, holdt de sig ikke tilbage fra at tage del i forkyndelsesarbejdet. For eksempel steg vi en aften sammen med resten af menigheden på et tog mod Regensburg, omkring 300 kilometer fra Dresden. Her skulle vi uddele traktaten Gejstligheden anklages. Næste dag uddelte vi traktaten overalt i byen, og da vi var færdige, tog vi toget tilbage. Inden vi var hjemme igen, var der gået næsten 24 timer.

Jeg rejser hjemmefra

Samværet med Jugend-gruppen (ungdomsgruppen) i vores menighed hjalp mig også til at vokse åndeligt. Hver uge mødtes de unge over 14 år med nogle af de ældre brødre i menigheden. Vi spillede forskellige spil og instrumenter, studerede Bibelen og talte om skaberværket og videnskab. Men i 1932, da jeg var 19 år gammel, kunne jeg ikke længere være sammen med gruppen.

I april det år modtog min far et brev fra Vagttårnsselskabet i Magdeburg. Selskabet ledte efter en der kunne køre bil og gerne ville være pioner. Jeg vidste det var mine forældres ønske at jeg blev pioner, men jeg følte ikke at det var muligt. Eftersom mine forældre var fattige, var jeg som 14-årig begyndt at reparere cykler og symaskiner såvel som skrivemaskiner og andet kontorudstyr. Hvordan skulle jeg kunne forlade min familie? De havde brug for min støtte. Desuden var jeg ikke engang døbt. Far satte sig ned sammen med mig og stillede mig nogle spørgsmål for at se om jeg forstod hvad dåben indebar. Da mine svar overbeviste ham om at jeg havde gjort de nødvendige åndelige fremskridt til at kunne blive døbt, sagde han: „Du skulle stille dig til rådighed og melde dig til opgaven.“ Det gjorde jeg så.

En uge senere modtog jeg en indbydelse til at komme til Magdeburg. Da jeg fortalte det til mine venner i ungdomsgruppen, ville de gerne sende mig af sted med en munter sang. De var overraskede over den sang jeg valgte, for de syntes den var meget alvorlig. Mens nogle spillede på violin, mandolin og guitar, sang alle: „En tro der ej for fjender flygter, men som holder ud, en tro der intet jordisk frygter, giv mig den, o Gud.“ Den dag var jeg ikke klar over hvor ofte disse ord skulle styrke mig i årene fremover.

En turbulent begyndelse

Efter at brødrene i Magdeburg havde afprøvet mine evner som chauffør, betroede de mig og fire andre pionerer en bil, og vi tog af sted mod Schneifel, et område i nærheden af Belgien. Vi fandt hurtigt ud af at det var nødvendigt at have bil. Den katolske kirke i området brød sig ikke om vores tilstedeværelse, og tilskyndet af præsterne ventede landsbyboerne ofte på at jage os væk. Takket være bilen undslap vi flere gange på et hængende hår når de angreb med hakker og høtyve.

Efter mindehøjtiden i 1933 meddelte kredstilsynsmanden, Paul Grossmann, os at Selskabets arbejde i Tyskland var blevet forbudt. Kort tid efter bad afdelingskontoret mig om at komme til Magdeburg med bilen, hente publikationerne dér og transportere dem til den tyske forbundsstat Sachsen, omkring 100 kilometer fra Magdeburg. Men da jeg nåede til Magdeburg, havde Gestapo (nazisternes hemmelige politi) allerede lukket Selskabets kontor. Jeg efterlod bilen hos en broder i Leipzig og vendte hjem igen. Men der blev jeg ikke ret længe.

Selskabets kontor i Schweiz indbød mig til at blive pioner i Holland. Jeg planlagde at tage af sted inden for en uge eller to. Men min far rådede mig til at flytte med det samme. Jeg fulgte hans råd, og i løbet af nogle få timer tog jeg hjemmefra. Næste dag kom politiet hjem til min far for at arrestere mig idet de hævdede at jeg var deserteret. Men de kom for sent.

Den første tid i Holland

Den 15. august 1933 ankom jeg til pionerhjemmet i Heemstede, en by der ligger 25 kilometer fra Amsterdam. Næste dag tog jeg i forkyndelsen uden at kunne et ord hollandsk. Udstyret med et trykt vidnesbyrdkort der indeholdt en prædiken, gik jeg i gang. Det var meget opmuntrende da en katolsk dame tog imod bogen Forligelse. Samme dag afsatte jeg også 27 brochurer. Da dagen var gået, følte jeg mig helt opstemt over igen at kunne forkynde frit.

Dengang havde pionererne ingen anden indkomst end de bidrag de modtog for publikationerne. Pengene brugte vi til mad og andre fornødenheder. Hvis der ved slutningen af måneden var en lille smule penge tilovers, delte pionererne dem mellem sig så de kunne få dækket deres personlige udgifter. Vi havde meget få materielle midler, men Jehova sørgede så godt for os at jeg i 1934 kunne overvære et stævne i Schweiz.

En trofast livsledsager

Ved stævnet mødte jeg den 18-årige Erika Finke. Jeg kendte hende hjemmefra. Hun var veninde med min søster, Margaretha, og jeg havde altid været imponeret over at Erika til enhver tid stod op for sandheden. Ikke længe efter hendes dåb i 1932 underrettede en eller anden Gestapo om at Erika havde nægtet at sige „Heil Hitler!“ Gestapo fik fat i hende og krævede at få at vide hvorfor hun havde nægtet det. Erika læste Apostelgerninger 17:3 højt for en betjent på politistationen og forklarede at Gud kun har udpeget én mand som frelser, Jesus Kristus. „Kender du andre der har den samme overbevisning?“ ville betjenten vide. Erika nægtede at oplyse nogen navne. Da han truede med at tilbageholde hende, sagde Erika til ham at hun hellere ville dø end oplyse nogen navne. Han stirrede på hende og skreg: „Kan du komme ud! Gå hjem! Heil Hitler!“

Efter stævnet vendte jeg tilbage til Holland, og Erika blev i Schweiz. Men vi følte begge at vores venskab var blevet dybere. Mens Erika stadig var i Schweiz, hørte hun at Gestapo ledte efter hende derhjemme. Hun besluttede sig for at blive i Schweiz som pioner. Nogle få måneder senere bad Selskabet hende om at rejse til Spanien. Hun var først pioner i Madrid, så i Bilbao og senere i San Sebastián. Her havde gejstligheden iværksat en forfølgelse som resulterede i at hun og hendes pionermakker kom i fængsel. I 1935 blev de beordret til at forlade Spanien. Erika kom til Holland, og samme år blev vi gift.

Krigsskyer i horisonten

Efter vores bryllup var vi pionerer i Heemstede, og senere flyttede vi til Rotterdam. Dér blev vores søn, Wolfgang, født i 1937. Et år efter flyttede vi til byen Groningen, i den nordlige del af Holland, hvor vi delte hus med et tysk pionerægtepar, Ferdinand og Helga Holtorf, og deres datter. I juli 1938 meddelte Selskabet os at den hollandske regering havde udsendt en advarsel om at det ikke længere var tilladt Jehovas Vidner af tysk oprindelse at forkynde. På omtrent samme tidspunkt blev jeg udnævnt som zonetjener (kredstilsynsmand), og vores familie flyttede om bord på husbåden Lichtdrager (Lysbærer), der husede pionerer som forkyndte i den nordlige del af Holland. Det meste af tiden var jeg borte fra min familie. Jeg cyklede fra menighed til menighed for at opmuntre brødrene til at fortsætte med at forkynde, og det gjorde de. Nogle udvidede endda deres tjeneste. Wim Kettelarij var et godt eksempel.

Da jeg mødte Wim, var han en ung mand som havde accepteret sandheden, men han havde meget travlt som landmand. „Hvis du vil have tid til at tjene Jehova,“ sagde jeg til ham, „skulle du finde dig et andet job.“ Det gjorde han så. Da vi senere mødtes igen, tilskyndede jeg ham til at blive pioner. „Men jeg bliver nødt til at arbejde for at få noget at spise,“ svarede han. „Du skal nok få mad,“ forsikrede jeg ham. „Jehova vil sørge for dig.“ Wim begyndte som pioner, og senere, selv under Anden Verdenskrig, var han rejsende tilsynsmand. I dag er han i 80’erne og stadig et nidkært vidne for Jehova. Jehova har virkelig sørget for ham.

Underlagt forbud og eftersøgt

I maj 1940, omkring et år efter at vores andet barn, Reina, var blevet født, kapitulerede den hollandske hær, og nazisterne besatte Holland. I juli beslaglagde Gestapo Selskabets kontor og trykkeri. Det følgende år kom der en bølge af arrestationer af Jehovas Vidner, og jeg blev også anholdt. Da jeg var tysker og i den værnepligtige alder, var det ikke svært at forestille sig hvad Gestapo ville gøre ved mig. Jeg prøvede at vænne mig til tanken om at jeg aldrig ville få min familie at se igen.

I maj 1941 løslod Gestapo mig så fra fængselet og beordrede mig til at tage af sted og melde mig til militærtjeneste. Jeg kunne næsten ikke fatte det. Samme dag gik jeg under jorden, og samme måned var jeg tilbage i kredstjenesten. Gestapo satte mit navn på deres liste over eftersøgte.

Hvordan min familie klarede det

Min kone og mine børn var flyttet til landsbyen Vorden i den østlige del af landet. For ikke at udsætte dem for unødig risiko måtte jeg begrænse mine besøg derhjemme væsentligt. (Mattæus 10:16) Af sikkerhedshensyn brugte brødrene ikke mit rigtige navn, men kun mit pseudonym Duitse Jan (tyske Jan). Ikke engang min fireårige søn, Wolfgang, måtte tale om „far“, men kun om „Ome Jan“ (onkel Jan). Det var meget hårdt for ham.

Mens jeg var på farten for at undgå Gestapo, tog Erika sig af børnene og blev ved med at forkynde. Da Reina var to år gammel, satte Erika hende på cyklens bagagebærer og tog hende med når hun skulle ud at forkynde i landdistrikterne. Selv om det blev svært at skaffe føden, manglede Erika aldrig i alvorlig grad mad til familien. (Mattæus 6:33) En katolsk landmand, som jeg engang havde repareret en symaskine for, gav hende kartofler. Han sørgede også for at overbringe Erika mine beskeder. Ved en lejlighed betalte hun en gylden for en vare i en butik. Ejeren, som var klar over at hun holdt sig skjult og ikke kunne modtage nogen rationeringskort til fødevarer, gav hende varen samt to gylden. Sådanne udtryk for sympati hjalp hende til at overleve. — Hebræerne 13:5.

Et nært samarbejde med modige brødre

Jeg fortsatte med at besøge menighederne, men kontaktede kun de ansvarlige brødre. Eftersom Gestapo var i hælene på mig, kunne jeg aldrig blive et sted mere end nogle få timer. De fleste brødre og søstre måtte ikke mødes med mig. De var kun bekendt med de Jehovas Vidner som hørte til deres lille bibelstudiegruppe. Der var for eksempel to kødelige søstre der boede i hver sin ende af den samme by, men som først efter Anden Verdenskrig fandt ud af at de begge var blevet Jehovas Vidner under krigen.

En anden af mine opgaver bestod i at finde skjulesteder til Selskabets litteratur. Vi gemte også papir, duplikatorer og skrivemaskiner for om nødvendigt at kunne lave kopier af Vagttårnet. Indimellem måtte vi flytte de bøger Selskabet havde trykt, fra ét skjulested til et andet. Jeg kan huske engang hvor vi transporterede 30 kasser fyldt med publikationer, alt imens vi forsøgte ikke at påkalde os opmærksomhed — en nervepirrende opgave!

Vi organiserede også transport af fødevarer fra gårde i den østlige del af Holland til byerne i vest, selv om det var forbudt. Vi læssede fødevarer på en hestevogn og drog af sted. Alle broer blev bevogtet af soldater, så når vi kom til en flod, måtte vi læsse varerne over i små både, sejle i pendulfart over floden og så igen læsse varerne over på en vogn. Når vi nåede til den by som var vores bestemmelsessted, ventede vi indtil mørket faldt på, trak sokker over hestenes hove og bevægede os stille af sted til menighedens hemmelige fødevaredepot. Derfra blev maden delt ud til trængende brødre.

Hvis den tyske hær opdagede et sådant fødevaredepot, kunne det koste nogen livet. Ikke desto mindre hjalp adskillige brødre frivilligt til. Familien Bloemink i byen Amersfoort stillede for eksempel deres dagligstue til rådighed som fødevaredepot, selv om deres hus kun lå et stenkast fra en tysk garnison. Sådanne modige Jehovas Vidner satte livet på spil for deres brødre.

Jehova hjalp min kone og mig til at forblive trofaste i disse år med forbud. I maj 1945 tabte den tyske hær krigen, og omsider behøvede jeg ikke længere at være på flugt. Selskabet bad mig fortsætte som rejsende tilsynsmand indtil andre brødre kunne stille sig til rådighed. I 1947 overtog Bertus van der Bijl min opgave. * Omkring det tidspunkt blev vores tredje barn født, og vi slog os ned i den østlige del af landet.

Sorg og glæde

Efter krigen fandt jeg ud af at min far var blevet fængslet cirka et år efter at jeg var rejst hjemmefra til Holland. Han blev løsladt to gange på grund af dårligt helbred, men hver gang blev han fængslet igen. I februar 1938 blev han sendt til koncentrationslejren i Buchenwald og derefter til Dachau. Dér døde han den 14. maj 1942. Han stod fast og forblev loyal til det sidste.

Mor blev også sendt til lejren i Dachau, hvor hun var indtil hun blev befriet i 1945. Da begge mine forældre var trofaste eksempler, bidrog de meget til de åndelige velsignelser jeg fik, og jeg betragtede det derfor som en forret at min mor kom til at bo hos os i 1954. Min søster, Margaretha, der havde virket som pioner i Østtyskland siden 1945, flyttede med. Selv om mor var syg og ikke kunne tale hollandsk, fortsatte hun med at tage del i forkyndelsen på arbejdsmarken indtil hun, trofast til det sidste, afsluttede sit jordiske livsløb i oktober 1957.

Stævnet i Nürnberg i 1955 blev noget ganske særligt. Da vi ankom, fortalte brødrene fra Dresden Erika at hendes mor også var ved stævnet. Eftersom Dresden dengang var under østtysk styre, havde Erika ikke set sin mor i 21 år. Det blev arrangeret at de kunne mødes, og mor og datter faldt hinanden om halsen. Det var en meget lykkelig genforening.

Med tiden voksede vores børneflok til otte. Ved en tragisk bilulykke mistede vi en af vore sønner. Men at se alle de øvrige børn tjene Jehova er en stor glæde. Vi er lykkelige for at vores søn Wolfgang og hans kone er i kredstjenesten, og at deres søn ligeledes tjener som kredstilsynsmand.

Jeg er taknemmelig over at have været vidne til hvordan Jehovas gerning har haft fremgang i Holland. Da jeg begyndte som pioner her i 1933, var der omkring 100 Jehovas Vidner. I dag er der over 30.000. Selv om vores kræfter nu svinder hen, er Erika og jeg stadig besluttede på at leve efter ordene i sangen fra svundne tider: „En tro der ej for fjender flygter.“

[Fodnoter]

^ par. 5 Sang nr. 194 — Songs of Praise to Jehovah (1928). Ikke oversat til dansk.

^ par. 7 Byen Copitz, der nu hedder Pirna, ligger ved floden Elben, 18 kilometer fra byen Dresden.

^ par. 38 Se broder Van der Bijls livsberetning, „Intet er bedre end sandheden“, i Vagttårnet for 1. januar 1998.

[Illustration på side 23]

„Jugend“-gruppen efter forkyndelsen

[Illustration på side 24]

Sammen med andre pionerer gennemgik jeg distriktet i Schneifel. Jeg var 20 år gammel

[Illustration på side 25]

Med Erika og Wolfgang i 1940

[Illustration på side 26]

Fra venstre mod højre: Mit barnebarn Jonathan og hans kone, Mirjam; Erika og mig, vores søn Wolfgang og hans kone, Julia

[Illustration på side 26]

En broder der sad fængslet sammen med min far, tegnede dette billede af ham i 1941