Stor gavmildhed bringer glæde

APOSTELEN Paulus havde som en kærlig kristen tilsynsmand oprigtig omsorg for sine trosfæller og ønskede at hjælpe dem. (2 Korinther 11:28) Da han omkring år 55 sørgede for at der blev foretaget en pengeindsamling til gavn for nødlidende kristne i Judæa, benyttede han lejligheden til at give værdifuld undervisning om betydningen af gavmildhed. Paulus understregede at Jehova sætter stor pris på en glad giver: „Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.“ — 2 Korinther 9:7.

Gavmilde trods dyb fattigdom

Ikke mange af de kristne i det første århundrede var socialt velstillede. Paulus skrev at der ’ikke var mange mægtige’ blandt dem. De var „det svage i verden“ og „det ringe i verden“. (1 Korinther 1:26-28) Som eksempel kan nævnes de kristne i Makedonien der levede i ’dyb fattigdom’ og „med megen trængsel“. Disse ydmyge makedoniere bad alligevel om at måtte være med til materielt at ’yde hjælp til de hellige’, og Paulus sagde at de endog ’gav over evne’. — 2 Korinther 8:1-4.

Deres gavmildhed blev dog ikke vurderet ud fra hvor meget de gav. Det var derimod motivet, offervilligheden og hjertets tilskyndelse der var af betydning. Paulus gav udtryk for at både sindet og hjertet må være med når man ønsker at give bidrag. Han sagde til de kristne i Korinth: „Jeg kender jeres villighed som giver mig grund til at rose mig af jer over for makedonierne, . . . og jeres nidkærhed har opildnet de fleste af dem.“ De var i hjertet besluttede på at være gavmilde. — 2 Korinther 9:2, 7.

’Ånden tilskyndede dem’

Måske har apostelen Paulus tænkt på den gavmildhed Israels 12 stammer viste omkring 1500 år tidligere da de, efter at være blevet udfriet fra trældommen i Ægypten, befandt sig i ørkenen. De stod nu ved foden af Sinaj Bjerg, hvor Jehova gav dem påbud om at opføre et tabernakel og udstyre det med redskaber til brug i tilbedelsen af ham. Der var brug for mange ressourcer, og hele nationen blev opfordret til at yde bidrag.

Hvordan reagerede israelitterne? „Derpå kom enhver hvis hjerte bevægede ham, og enhver hvis ånd tilskyndede ham bragte bidraget til Jehova, til arbejdet på mødeteltet.“ (2 Mosebog 35:21) Der blev ydet et meget stort bidrag. Moses modtog følgende meddelelse: „Folket kommer med langt mere end der er nødvendigt til tjenesten i forbindelse med det arbejde som Jehova har givet påbud om at udføre.“ — 2 Mosebog 36:5.

Hvordan var israelitterne stillet rent materielt på det tidspunkt? Kort tid forinden havde de været ynkelige trælle, ’undertrykt i byrdefuldt arbejde’, samt levet i ’bitterhed og nød’. (2 Mosebog 1:11, 14; 3:7; 5:10-18) I betragtning af dette er det utænkeligt at de skulle være materielt velstående. Der siges ganske vist at de tog deres småkvæg og hornkvæg med da de forlod det land hvor de havde været slaver. (2 Mosebog 12:32) Men det kan næppe have været meget kvæg, for kort tid efter de forlod Ægypten, klagede de over at de hverken havde kød eller brød at spise. — 2 Mosebog 16:3.

 Hvorfra havde israelitterne så fået de værdigenstande som de bidrog med til bygningen af tabernaklet? Fra deres tidligere herrer i Ægypten. Bibelen siger: „Israels sønner . . . gav sig til at bede ægypterne om sølvting og guldting og kapper. Og . . . [ægypterne] gav dem hvad man bad om.“ Denne gavmilde gestus fra ægypternes side var en velsignelse fra Jehova, ikke fra Farao. Guds ord siger: „Jehova lod folket finde yndest i ægypternes øjne, så de gav dem hvad man bad om.“ — 2 Mosebog 12:35, 36.

Forestil dig hvordan israelitterne må have haft det. I generationer havde de levet som trælle og lidt afsavn. Nu havde de opnået frihed og fået mange ejendele. Kunne de nu give afkald på noget af det de ejede? De kunne have tænkt at det var en velfortjent løn som de havde ret til at beholde. Men da de blev opfordret til at bidrage materielt til fremme af den sande tilbedelse, gjorde de det uden at blive nødet og uden nogen form for påholdenhed. De glemte ikke at det var Jehova der havde sørget for at de havde disse materielle ting. Derfor gav de i overflod af deres sølv og guld og husdyr. De var ’villige af hjertet’. Deres ’hjerte bevægede dem, og deres ånd tilskyndede dem’. Ja, det var „en frivillig gave til Jehova“. — 2 Mosebog 25:1-9; 35:4-9, 20-29; 36:3-7.

Villighed til at give

Størrelsen af et bidrag giver ikke nødvendigvis det sande billede af giverens gavmildhed. Ved en lejlighed betragtede Jesus folk der lagde penge i templets bidragsbøsser. Nogle af dem var velstående og lagde mange mønter i, men det der gjorde indtryk på Jesus, var en fattig enke der lagde to småmønter i af meget ringe værdi. Han sagde: „Denne enke har, skønt hun er fattig, lagt mere i end alle de andre. . . . [Hun] lagde i af sin armod alle de midler hun havde at leve af.“ — Lukas 21:1-4; Markus 12:41-44.

Paulus gav udtryk for den samme tanke over for korintherne. Med hensyn til at yde bidrag til nødlidende trosfæller skrev han: „Når villigheden foreligger, er den nemlig velbehagelig efter hvad man har, ikke efter hvad man ikke har.“ (2 Korinther 8:12) Man skal ikke konkurrere eller sammenligne sig med andre når man giver bidrag. Hver enkelt giver bidrag alt efter sine midler, og det behager Jehova at se den gavmilde indstilling der ligger bag.

Faktisk kan ingen berige Jehova, som jo ejer alt; men at give bidrag er et privilegium der giver hans tilbedere lejlighed til at vise deres kærlighed til ham. (1 Krønikebog 29:14-17) Hvis man giver bidrag med et rigtigt motiv,  for at fremme den sande tilbedelse og uden at tænke på at gøre indtryk eller af andre selviske grunde, medfører det glæde samt Guds velsignelse. (Mattæus 6:1-4) Jesus sagde: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apostelgerninger 20:35) Vi kan få del i denne glæde ved at give af os selv og bruge vore kræfter i tjenesten for Jehova og ved at lægge nogle af vore materielle midler til side for at støtte den sande tilbedelse og hjælpe dem der er i nød. — 1 Korinther 16:1, 2.

Villigheden til at give i dag

Jehovas Vidner glæder sig over at se den fremgang forkyndelsen af ’den gode nyhed om riget’ har i hele verden. (Mattæus 24:14) I løbet af de sidste ti år af det tyvende århundrede har mere end 3.000.000 ladet sig døbe som symbol på deres indvielse til Jehova Gud, og der er blevet oprettet over 30.000 nye menigheder. Det vil sige at en tredjedel af alle Jehovas Vidners menigheder i dag er oprettet inden for de sidste ti år. Denne vækst skyldes hovedsagelig det flittige arbejde samvittighedsfulde kristne mænd og kvinder har udført ved at ofre tid og energi på at besøge deres medmennesker og fortælle dem om Jehovas hensigter. Missionærerne, som forlader deres hjemland og rejser til fjerne lande for at hjælpe med forkyndelsesarbejdet dér, har også en andel i væksten. Denne vækst medfører desuden at der må oprettes nye kredse, hvilket gør det nødvendigt at der udnævnes nye kredstilsynsmænd. Samtidig har det været nødvendigt at tilvejebringe flere bibler og publikationer til brug i forkyndelsen og til personligt studium. Og i det ene land efter det andet må man udvide afdelingskontorerne eller bygge nye og større faciliteter. Alt dette er blevet tilvejebragt ved hjælp af frivillige bidrag fra Jehovas folk.

Et behov for rigssale

Væksten i antallet af Jehovas Vidner har også medført et påtrængende behov for rigssale. I begyndelsen af år 2000 skønnede man at der var behov for mere end 11.000 rigssale i udviklingslandene, hvor forkynderne ikke har mange midler. Tag for eksempel Angola. Til trods for mange års borgerkrig har brødrene i dette land oplevet en gennemsnitlig årlig vækst på omkring 10 procent i antallet af forkyndere. Men størstedelen af de 675 menigheder i dette store afrikanske land holder møder i det fri. Der er kun 22 rigssale i landet, og kun 12 af disse har en form for tag.

I Den Demokratiske Republik Congo er situationen den samme. Alene i hovedstaden Kinshasa er der næsten 300 menigheder, men der er kun ti rigssale. Hele landet har et akut behov for mere end 1500 rigssale. På grund af den hurtige vækst i østeuropæiske lande har både Rusland og Ukraine rapporteret at de har behov for flere hundrede rigssale. Den eksplosive vækst i de latinamerikanske lande er særlig markant i Brasilien, hvor der nu er mere end en halv million forkyndere og et stort behov for flere rigssale.

For at imødekomme behovet i sådanne lande har Jehovas Vidner fremskyndet opførelsen af rigssale. Dette byggeprogram finansieres ved hjælp af gavmilde bidrag fra det verdensomspændende brodersamfund, så selv de menigheder der har få midler, kan få et egnet tilbedelsessted.

Som i fortidens Israel kan der udrettes meget når nidkære kristne ’ærer Jehova med deres velstand’. (Ordsprogene 3:9, 10) Jehovas Vidners Styrende Råd vil gerne benytte denne anledning til at udtrykke stor tak til alle hvis hjerte har tilskyndet dem til at støtte arbejdet ved gavmildt at yde frivillige bidrag. Og vi kan være overbevist om at Jehovas ånd fortsat vil bevæge hans folk til at støtte Rigets arbejde, der er i stadig vækst.

Eftersom væksten i hele verden fortsætter, bør vi hele tiden spejde efter muligheder for at vise at vi med glæde er villige til at give af os selv, vor tid og vore midler. Så vil vi erfare den sande glæde der kommer af at være gavmilde.

[Ramme på side 29]

„Brug dem klogt!“

„Jeg er ti år. Jeg sender jer disse penge så I kan købe papir eller noget andet til at lave bøger af.“ — Cindy.

„Jeg vil meget gerne sende jer disse penge så I kan lave flere bøger til os. Jeg har tjent pengene ved at hjælpe min far, så brug dem klogt!“ — Pam, syv år.

„Jeg blev ked af det med orkanen. Jeg håber at der ikke er sket noget med jer. Det her [2 dollars] er alle de penge jeg havde i banken.“ — Allison, fire år.

„Jeg hedder Rudy og er 11 år. Min bror Ralph er seks. Min søster Judith er to og et halvt. Vi har gemt nogle af vores ugepenge i tre måneder for at hjælpe vores brødre i [et krigshærget område]. Vi fik sparet 20 dollars sammen som vi sender nu.“

„Jeg synes det er synd for de brødre der blev ramt [af en orkan]. Jeg sender 17 dollars som jeg har tjent ved at arbejde for min far. Jeg har ikke tænkt på hvad de skal bruges til, så det må I finde ud af.“ — Maclean, otte år.

 [Ramme på side 31]

Hvordan nogle vælger at give bidrag til det verdensomspændende arbejde

Mange sætter et beløb af på deres budget til at lægge i den bidragsbøsse der er mærket „Bidrag til Rigets arbejde — Mattæus 24:14“. Menighederne sender hver måned de indkomne beløb til Vagttårnets Selskab.

GAVER

Frivillige pengebidrag kan sendes til Vagttårnet, Stenhusvej 28, 4300 Holbæk, giro 640-3468. Smykker og andre værdigenstande kan også gives som bidrag. Man bør dog i et medfølgende brev oplyse at der er tale om en gave.

Forsikringsordninger: Vagttårnets Selskab kan indsættes som begunstiget til en livsforsikring eller privattegnet pensionsordning. I sådanne tilfælde bør Selskabet altid informeres på forhånd.

Bankkonti, værdipapirer og fast ejendom: Indeståender på bankkonti, værdipapirer samt letomsættelig fast ejendom kan overdrages til Vagttårnets Selskab. Også i disse tilfælde bør Selskabet først underrettes.

Testamenter: Man kan testamentere sin formue til Vagttårnets Selskab i kraft af et juridisk gyldigt testamente, som bør være et notartestamente. Det vil være praktisk at Selskabet og eventuelt menigheden modtager en kopi af dette dokument. Vi kan oplyse at Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab ikke skal svare boafgift.

Andre muligheder (forpligtelseserklæringer og andet): Hos de ældste i den lokale menighed kan du få oplysning om andre muligheder for at yde bidrag.

Jehovas Vidners arbejde understøttes udelukkende af frivillige bidrag, hvilket fremgår af følgende citat: „Alt [dette] . . . udføres af frivillige medarbejdere, hvorved udgifterne holdes nede. Forkyndelsen fra hus til hus og uddelingen af bøger og blade udføres af ulønnede Jehovas Vidner som selv afholder deres udgifter. De ældste der fører tilsyn i menighederne, assisteret af menighedstjenerne, får heller ingen betaling for deres tjeneste. De bærer selv de omkostninger der er forbundet dermed.

Selv medlemmerne af Det Styrende Råd og alle andre som er fuldtidsbeskæftiget med at udarbejde og fremstille bibelsk læsestof, får kun kost og logi og en lille godtgørelse til personlige fornødenheder. Det samme gælder de heltidsbeskæftigede rejsende tilsynsmænd. . . .

Ved alle Jehovas Vidners møder, både i den lokale menighed og ved stævnerne, er der opsat bidragsbøsser hvor man kan lægge et bidrag hvis man ønsker det. Der optages ingen kollekt. Der opkræves ingen tiende, intet medlemsbidrag.“ — Fra brochuren Jehovas Vidner — forenede i hele verden for at gøre Guds vilje, side 28.