Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vi kan tage ved lære af det første menneskepar

Vi kan tage ved lære af det første menneskepar

Vi kan tage ved lære af det første menneskepar

GUD betragtede planeten Jorden. Han var ved at gøre den egnet til bolig for mennesket og så at alt hvad han var i gang med at frembringe, var godt. Da han var færdig med sit værk, erklærede han at det var „virkelig godt“. (1 Mosebog 1:12, 18, 21, 25, 31) Men før Gud erklærede sig fuldstændig tilfreds, talte han om noget der ’ikke var godt’. Selvfølgelig frembragte Gud ikke noget ufuldkomment. Det var blot fordi hans skaberværk endnu ikke var færdigt. „Det er ikke godt for mennesket at være alene,“ sagde Jehova. „Jeg vil lave ham en medhjælp, som et modstykke til ham.“ — 1 Mosebog 2:18.

Adam blev fader til hele menneskeheden, og hans hustru, Eva, blev „moder til alle levende“. (1 Mosebog 3:20) Det var Jehovas hensigt at menneskene skulle glæde sig over et evigt liv i sundhed, lykke og velstand i et jordisk paradis. Jorden myldrer nu med milliarder af deres efterkommere, men menneskene er langtfra fuldkomne.

Beretningen om Adam og Eva er velkendt. Men hvilken praktisk betydning har den for os i dag? Hvad kan vi lære af de erfaringer det første menneskepar gjorde?

„Som mand og kvinde skabte han dem“

Da Adam gav dyrene navne, lagde han mærke til at de alle havde en mage, men at han ingen havde. Han glædede sig derfor da han så den smukke skabning som Jehova havde ’bygget’ af hans ribben. Da det gik op for Adam at hun på en ganske særlig måde var en del af ham, udbrød han: „Dette er endelig ben af mine ben og kød af mit kød. Hun skal kaldes Kvinde, for af manden er hun taget.“ — 1 Mosebog 2:18-23.

Manden havde brug for „en medhjælp“, og nu havde han den helt rette. Eva kompletterede Adam perfekt. Sammen skulle de tage sig af haven og dyrene og sætte børn i verden, og hun ville også som en ven kunne støtte ham og give ham et intellektuelt modspil. — 1 Mosebog 1:26-30.

Jehova sørgede for alt hvad parret med rimelighed kunne ønske sig. Ved at føre Eva hen til hendes mand godkendte han deres samhørighed. Dermed indførte han den ægteskabs- og familieordning som skulle danne grundlag for menneskesamfundet. Beretningen i Første Mosebog siger: „En mand [forlader] sin fader og sin moder, og han skal holde sig til sin hustru, og de skal blive ét kød.“ Og da Jehova velsignede det første ægtepar og befalede dem at blive frugtbare, var det tydeligvis hans hensigt at alle børn skulle fødes ind i en omsorgsfuld familie, med en far og en mor til at tage sig af dem. — 1 Mosebog 1:28; 2:24.

„I Guds billede“

Adam var en fuldkommen søn af Gud, frembragt ’i hans billede så han lignede ham’. Men „Gud er en ånd“, så der kunne ikke være tale om lighed i fysisk forstand. (1 Mosebog 1:26; Johannes 4:24) Ligheden lå i de egenskaber som hævede mennesket langt op over dyrene. Ja, lige fra begyndelsen var egenskaberne kærlighed, visdom, magt og retfærdighed nedlagt i mennesket. Adam var udstyret med en fri vilje og evnen til at forstå åndelige emner. En medfødt moralsk sans, eller samvittighed, satte ham i stand til at skelne mellem godt og ondt. Han var desuden skabt med åndsevner der udrustede ham til at grunde over hvorfor han var til, at samle sig viden om sin Skaber og til at opdyrke et fortroligt forhold til ham. Adam var udrustet til at varetage den opgave at forvalte Guds jordiske skaberværk.

Eva synder

Der er ingen tvivl om at Adam på et tidligt tidspunkt har fortalt Eva om det eneste forbud Jehova havde givet dem: De kunne spise af frugten på alle træerne i haven, bortset fra ét, nemlig træet til kundskab om godt og ondt. Det måtte de ikke røre. Den dag de gjorde det, ville de dø. — 1 Mosebog 2:16, 17.

Inden længe blev der rejst et spørgsmål vedrørende den forbudte frugt. En slange, som var talerør for en usynlig åndeskabning, henvendte sig til Eva. Tilsyneladende uskyldigt spurgte slangen: „Er det virkelig rigtigt at Gud har sagt I ikke må spise af hvert eneste træ i haven?“ Eva svarede at de måtte spise frugterne af alle træerne i haven, bortset fra ét. Men slangen modsagde Gud idet den sagde til kvinden: „I skal visselig ikke dø. For Gud véd at den dag I spiser af den, vil jeres øjne blive åbnet, og I vil blive som Gud og kende godt og ondt.“ Nu begyndte kvinden at se det forbudte træ i et anderledes lys. „Træet var godt at spise af og . . . det var noget øjnene længtes efter.“ Eva var blevet grundigt bedraget og overtrådte Guds lov. — 1 Mosebog 3:1-6; 1 Timoteus 2:14.

Var Evas synd uundgåelig? Nej. Prøv at sætte dig i hendes sted. Slangens påstand var i fuldstændig modstrid med det Gud og Adam havde sagt. Hvordan ville du have det hvis en fremmed beskyldte en du elsker og stoler på, for at være uærlig? Eva burde have reageret anderledes og have vist sin afsky og harme, ja, hun skulle have nægtet at lytte. Når alt kom til alt, hvem var da slangen at den skulle kunne sætte spørgsmålstegn ved Guds retfærdighed og hendes mands ord? Af respekt for ledelsens princip skulle Eva have spurgt sin mand til råds før hun traf en beslutning. Det bør vi også gøre hvis vi bliver præsenteret for oplysninger der strider imod en vejledning fra Gud. Men Eva stolede på Fristerens ord og ønskede selv at afgøre hvad der var godt og ondt. Jo mere hun dvælede ved tanken, jo mere tiltrak den hende. Hun begik en stor fejl ved at begynde at nære et forkert ønske i stedet for at holde op med at tænke på det eller tale det igennem med familiens overhoved. — 1 Korinther 11:3; Jakob 1:14, 15.

Adam lytter til sin hustru

Eva forsøgte nu også at få Adam til at synde. Hvad kan være grunden til at han så holdningsløst føjede hende? (1 Mosebog 3:6, 17) Adam befandt sig i en loyalitetskonflikt. Skulle han adlyde Skaberen, som havde givet ham alt, deriblandt hans elskede ægtefælle, Eva? Ville Adam søge Guds ledelse for at finde ud af hvad han nu skulle gøre? Eller ville han gøre fælles sag med sin kone? Adam vidste udmærket godt at det Eva håbede på at opnå ved at spise den forbudte frugt, var ren illusion. Apostelen Paulus blev inspireret til at skrive: „Det var ikke Adam der blev bedraget, men kvinden blev grundigt bedraget og faldt i overtrædelse.“ (1 Timoteus 2:14) Adam valgte altså med fuldt overlæg at trodse Jehova. Hans frygt for at blive skilt fra sin kone var tydeligvis større end hans tro på Guds evne til at rette op på situationen.

Adams handling var selvmorderisk. Den var desuden ensbetydende med at han dræbte alle de efterkommere Jehova barmhjertigt lod ham blive far til, eftersom de alle blev født under syndens forbandelse. (Romerne 5:12) Der er store omkostninger forbundet med selvisk ulydighed.

Følgerne af synden

Den umiddelbare virkning af synden var skam. I stedet for glade at skynde sig hen for at tale med Jehova gemte Adam og Eva sig. (1 Mosebog 3:8) Deres venskab med Gud var ødelagt. Da han spurgte dem hvad de havde gjort, viste de ingen tegn på anger, selv om de begge var klar over at de havde brudt Guds lov. Ved at spise af den forbudte frugt vragede de Guds godhed.

Konsekvensen blev at Gud erklærede at barnefødsler ville være forbundet med smerte. Eva ville attrå sin mand, og han ville herske over hende. Hendes forsøg på at opnå uafhængighed resulterede i det stik modsatte. Det ville nu være smertefuldt for Adam at ernære sig af jordens afgrøder. I stedet for som før at kunne tilfredsstille sin sult uden møje og besvær i Eden, skulle han nu kæmpe for at opretholde livet indtil han vendte tilbage til det støv han var taget af. — 1 Mosebog 3:16-19.

Til slut blev Adam og Eva udvist af Edens have. Jehova sagde: „Se, mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt, og nu, for at han ikke skal række sin hånd ud og tage også af livets træ og spise og leve uendeligt . . .“ „Sætningen får lov at hænge i luften,“ bemærker teologiprofessor Gordon Wenham. Det bliver altså overladt til os at fuldføre Guds tanke, som sandsynligvis var: ’Lad mig udvise ham af haven.’ Almindeligvis nedskriver bibelskribenterne hele Guds tanke. Gordon Wenham siger videre at „udeladelsen af konklusionen viser at Gud handlede hurtigt. Han var knap nok færdig med at tale før [Adam og Eva] blev vist ud af haven.“ (1 Mosebog 3:22, 23) Dermed var forbindelsen eller kommunikationen mellem Jehova og det første menneskepar tilsyneladende brudt.

Adam og Eva døde ikke fysisk inden for et døgn. Men de døde i åndelig forstand. De havde afskåret sig uopretteligt fra livets kilde, og ufuldkommenheden kostede dem helbredet og med tiden selve livet. Forestil dig hvor smertefuldt det må have været for dem da de første gang blev vidne til døden, nemlig da deres anden søn, Abel, blev myrdet af deres førstefødte søn, Kain. — 1 Mosebog 4:1-16.

Vi ved relativt lidt om hvad der siden hen skete med det første menneskepar. Deres tredje søn, Set, blev født da Adam var 130 år gammel. Adam døde 800 år senere, i en alder af 930 år, efter at være blevet far til „sønner og døtre“. — 1 Mosebog 4:25; 5:3-5.

En lektion for os

Beretningen om det første menneskepar oplyser ikke blot årsagen til at vore dages menneskesamfund er så degenereret, men lærer os også noget grundlæggende. Enhver påstået uafhængighed af Jehova Gud er ren og skær tåbelighed. De der er vise, støtter sig til Jehova og hans ord, og ikke til den viden de selv mener at have i tilstrækkeligt mål. Jehova afgør hvad der er godt og ondt, og dét at gøre godt er i alt grundlæggende ensbetydende med at adlyde ham. At overtræde hans love og ignorere hans principper er det samme som at synde.

Gud har altid tilbudt mennesker alt hvad de på nogen måde kan ønske sig, og det gør han stadig: evigt liv, frihed, tilfredshed, glæde, sundhed, fred, velstand og muligheden for at gøre nye opdagelser. Hvis vi skal kunne nyde alt dette, kræver det dog at vi erkender at vi er helt afhængige af vor himmelske Fader, Jehova. — Prædikeren 3:10-13; Esajas 55:6-13.

[Ramme/illustration på side 26]

Er beretningen om Adam og Eva blot en myte?

Blandt de gamle babyloniere, assyrere, ægyptere og andre var der en udbredt tro på at det oprindelige paradis gik tabt på grund af synd. Mange af beretningerne omtaler et livets træ hvis frugt kunne give evigt liv til den der spiste den. Erindringen om at der hændte noget tragisk i Eden, er altså en fælles arv for mange kulturer.

I dag forkaster mange Bibelens beretning om Adam og Eva som en myte. Men de fleste videnskabsfolk anerkender at menneskeslægten består af én familie med en fælles oprindelse. Mange teologer har desuden indset at det er umuligt at benægte at en fælles forfaders arvesynd har haft indvirkning på hele menneskeheden. Den antagelse at menneskene har mere end ét ophav, ville tvinge dem til at sige at vi har adskillige forfædre der begik en synd som gik i arv til deres efterkommere. I forlængelse af det ville de være tvunget til at fornægte Kristus som „den sidste Adam“ der genløser menneskene. Men Jesus og hans disciple var ikke i et sådant dilemma. De anerkendte at beretningen i Første Mosebog er sand. — 1 Korinther 15:22, 45; 1 Mosebog 1:27; 2:24; Mattæus 19:4, 5; Romerne 5:12-19.