Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Bibelen — en lærebog i levekunst

Bibelen — en lærebog i levekunst

Bibelen — en lærebog i levekunst

„GUDS ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd . . . og kan bedømme hjertets tanker og hensigter.“ (Hebræerne 4:12) Denne beskrivelse af hvad Guds ord kan udrette, viser at Bibelen er mere end blot en god bog.

En der skriver om religiøse emner, siger meget rammende: „Dens budskab har lige så stor betydning for vores liv som dét at trække vejret.“ Derefter tilføjer han: „Når man tænker over hvor meget folk længes efter og har brug for at komme i balance med sig selv, og så læser Bibelen i det lys, vil det medføre overraskende resultater.“ Som en lampe der skinner klart, kaster Bibelen lys over de mange komplekse spørgsmål og problemer som tilværelsen i dag stiller os over for. — Salme 119:105.

Den visdom der kommer til udtryk i Bibelen, er i stand til at forme vores tankegang, hjælpe os til at løse vore problemer, forbedre vores livskvalitet og udruste os til at klare forhold vi ikke kan lave om på. Og vigtigst af alt: Bibelen hjælper os til at kende og elske Gud.

En bog som giver livet mening

Bibelens Forfatter, Jehova Gud, er ’fortrolig med alle vore veje’. Han ved mere om vore fysiske, følelsesmæssige og åndelige behov end vi selv gør. (Salme 139:1-3) Han sætter betænksomt klare grænser for menneskets adfærd. (Mika 6:8) Det er fornuftigt at prøve at forstå disse grænser og retningslinjer og lære at leve efter dem. Lykkelig er den der ’har lyst til Jehovas lov,’ siger salmisten. „Alt hvad han gør, det lykkes.“ (Salme 1:1-3) Når det forholder sig sådan, fortjener det afgjort vores opmærksomhed.

En pensioneret skolelærer ved navn Maurice havde altid ment at Bibelen havde en vis historisk og litterær værdi, men tvivlede på at den var inspireret af Gud. Efter at have lyttet til en forklaring på hvorfor Gud har givet menneskene sit skrevne ord, undersøgte Maurice forskellige bibelske profetier. Som ung havde han studeret oldtidshistorie, litteratur, naturvidenskab og geografi. Han indrømmer at han var for klog i egne tanker til at erkende de talrige vidnesbyrd der støtter Bibelens ægthed. „Jeg var for opslugt af jagten på komfort, rigdom og fornøjelser i livet. Desværre var jeg uvidende om den skønhed og pålidelighed der kendetegner den mest betydningsfulde bog der nogen sinde er skrevet.“

Maurice, der nu er i halvfjerdserne, henviser til beretningen om Jesu møde med den vantro Thomas og siger: „Min hånd er blevet ført til ’det blødende sår’, og det har én gang for alle fjernet enhver tvivl hos mig om at Bibelen indeholder sandheden.“ (Johannes 20:24-29) Som apostelen Paulus meget rigtigt sagde, bedømmer Bibelen hjertets hensigter, og den giver livet mening. Bibelen er virkelig en lærebog i levekunst.

Bibelen øver en stabiliserende indflydelse

Bibelen indeholder også vejledning der kan hjælpe folk til at aflægge dårlige vaner. For en mand ved navn Daniel lykkedes det at komme ud af et alkoholmisbrug og holde op med at ryge og deltage i vilde fester. (Romerne 13:13; 2 Korinther 7:1; Galaterne 5:19-21) Men man må se i øjnene at det kræver en bevidst indsats at blive sådanne vaner kvit og iføre sig „den nye personlighed“. (Efeserne 4:22-24) „Det var ikke nemt,“ siger Daniel, „fordi man er så ufuldkommen.“ Ikke desto mindre lykkedes det ham at foretage denne forandring. Nu læser Daniel i Guds ord hver dag, og det hjælper ham til at holde sig nær til Jehova.

Under hele sin opvækst havde Daniel dyb respekt for Bibelen selv om han aldrig havde læst i den, og han bad til Gud hver aften. Alligevel var det som om der manglede noget; han var ikke lykkelig. Vendepunktet kom da han for første gang i sit liv så Guds navn i Bibelen. (2 Mosebog 6:3; Salme 83:18) Fra da af brugte han navnet Jehova når han bad, og hans bønner blev meget mere personlige. „Jehova blev min bedste ven, og det er han stadig.“

Før Daniel begyndte at undersøge Bibelen, havde han et dystert syn på fremtiden. Han siger: „Det er ikke så svært at se hvor galt det står til i verden. Jeg var bange, og jeg prøvede at holde mig travlt beskæftiget for at lukke det ude.“ Så fandt han ud af at Gud vil indføre retfærdighed for alle på en renset jord, hvor mennesker der adlyder Gud, kan glæde sig over evig fred og lykke. (Salme 37:10, 11; Daniel 2:44; Åbenbaringen 21:3, 4) Nu har Daniel fået et sikkert håb. Bibelens stabiliserende indflydelse hjælper ham til at bevare et positivt livssyn.

Hjælp til at overvinde følelsesmæssige problemer

George var syv år da hans mor døde. Han gruede for at gå i seng om aftenen, for han var bange for at han ikke ville vågne den næste dag. På et tidspunkt læste han hvad Jesus havde sagt om døden og opstandelsen: „Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre [Jesu] røst og komme ud.“ Han glædede sig også over Jesu udtalelse: „Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør.“ (Johannes 5:28, 29; 11:25) Disse tanker lød fornuftige og logiske, og de gav ham trøst. George siger: „Denne sandhed fra Bibelen appellerer ikke blot til sindet, men også til hjertet.“

Den tidligere omtalte Daniel kæmpede også med følelsesmæssige problemer. Hans mor havde ikke selv kunnet opdrage ham, så han blev anbragt på det ene børne- og ungdomshjem efter det andet. Han følte sig altid som en outsider og savnede trygheden i en kærlig familie. Gennem et studium af Bibelen fandt han til sidst det han havde søgt efter. Daniel kom i kontakt med den kristne menighed af Jehovas Vidner og blev en del af en åndelig familie, hvor han følte sig accepteret og elsket. Et godt eksempel på at Bibelen er praktisk anvendelig og kan have en positiv virkning på et menneskes følelsesliv.

Husk at Jehova kan se hvad der bor i vores hjerte, og ved hvad vi søger efter. Gud „bedømmer hjerter“ og ’giver hver enkelt efter hans veje’. — Ordsprogene 21:2; Jeremias 17:10.

Praktiske råd om familielivet

Bibelen giver også praktiske råd angående forholdet mennesker imellem. George siger: „Personlige uoverensstemmelser og misforståelser er noget af det mest stressende man kan komme ud for.“ Hvordan håndterer han sådanne situationer? „Hvis jeg fornemmer at en har noget imod mig, anvender jeg det klare råd i Mattæus 5:23, 24: ’Slut fred med din broder.’ Blot det at få talt ud om det giver resultater. Jeg kan mærke den fred fra Gud som Bibelen taler om. Bibelens vejledning virker i praksis.“ — Filipperne 4:6, 7.

Når et ægtepar er uenige, bør begge parter ’være hurtige til at høre, langsomme til at tale, langsomme til vrede’. (Jakob 1:19) At følge dette råd fremmer kommunikationen. George siger: „Når jeg anvender vejledningen om at elske min kone og behandle hende som jeg behandler mig selv, ser jeg øjeblikkelige resultater. Det er nemmere for hende at respektere mig.“ (Efeserne 5:28-33) Bibelen lærer os hvordan vi kan erkende og bekæmpe vores egen ufuldkommenhed, samt hvordan vi kan bære over med andres.

Vejledning der forbliver

Den vise kong Salomon sagde: „Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand. Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.“ (Ordsprogene 3:5, 6) Det er enkle ord, men de indeholder en dyb sandhed.

Bibelen fremmer det gode. Den sætter alle der elsker Gud, i stand til at bringe deres liv i overensstemmelse med hans vilje og opnå lykke ved at ’vandre efter Jehovas lov’. (Salme 119:1) Uanset vore omstændigheder indeholder Bibelen den ledelse og vejledning vi har brug for. (Esajas 48:17, 18) Læs i den hver dag, tænk over det du læser, og brug det i dit liv. Det vil hjælpe dig til at bevare en klar tænkeevne og fokusere på det der er rent og sundt. (Filipperne 4:8, 9) Du vil ikke blot lære hvordan man kan opnå et lykkeligt liv, men også hvordan man kan opdyrke kærlighed til livets Skaber.

Hvis du følger denne fremgangsmåde, vil du komme til at betragte Bibelen som andet og mere end en god bog og ligesom millioner af andre blive overbevist om at den virkelig er en lærebog i levekunst.

[Illustration på side 6]

Bibelen kan styrke vores beslutning om at aflægge dårlige vaner

[Illustration på side 7]

Bibelen viser hvordan vi kan komme nær til Gud