Livsberetning

’I ved ikke hvad jeres liv vil være i morgen’

FORTALT AF HERBERT JENNINGS

„Jeg var på vej tilbage til Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Ghana. Jeg havde været i Tema, en havneby, og kørte i vores varevogn da jeg standsede og tog en ung blaffer med ind mod byen. Jeg benyttede lejligheden til at forkynde for ham, og jeg syntes selv at det gik rigtig godt. Men da han skulle af, sprang han ud af bilen og løb alt hvad han kunne.“

DENNE hændelse gav mig en fornemmelse af at der var ved at ske noget med mig. Før jeg kommer nærmere ind på hvad det var, må jeg hellere fortælle hvordan det gik til at jeg, der er canadier, kom til Ghana.

Lad os gå tilbage til december 1949, hvor jeg befandt mig i en nordlig forstad til den canadiske storby Toronto. Vores sjak var netop blevet færdig med at grave en meterdyb rende til vandrør i den frosne jord. Trætte og forfrosne stod vi og skuttede os omkring et bål af affaldstræ mens vi ventede på den lastbil der skulle samle os op. Pludselig begyndte en af mine arbejdskammerater, Arnold Lorton, at tale om ’krige og krigsrygter’, om ’verdens ende’ og meget andet som var helt nyt for mig. Med ét blev alle tavse og forlegne, og nogle reagerede endda uvenligt. Jeg husker at jeg tænkte: ’Den fyr er sandelig modig! Ingen gider høre på ham, og alligevel bliver han ved.’ Det han sagde, tiltalte mig. Anden Verdenskrig lå kun nogle få år tilbage, og jeg havde aldrig hørt emnet berørt blandt christadelphianerne, det trossamfund min familie havde tilhørt i flere generationer. Fuldstændig opslugt blev jeg ved med at lytte.

Det varede ikke længe før jeg henvendte mig til Arnold for at få mere at vide. Med tiden  er det gået op for mig hvor forstående og venlige han og hans kone, Jean, var over for mig, en uerfaren 19-årig knøs. Tit dukkede jeg uanmeldt op hjemme hos dem for at snakke. De satte nogle begreber på plads for mig og hjalp mig med at få styr på alle de forvirrende opfattelser og værdinormer som jeg gik og tumlede med i mit unge sind. Den 22. oktober 1950, ti måneder efter at Arnold havde taget ordet ved bålet, blev jeg døbt som et af Jehovas Vidner og sluttede mig til Willowdale-menigheden i North York, der nu er en del af Toronto.

Jeg gør fremskridt i samarbejde med trosfæller

Der blev en meget spændt stemning derhjemme da det gik op for min far at jeg var besluttet på at følge min nyfundne tro. Han var på det tidspunkt ret pirrelig fordi en spritbilist kort forinden var kørt frontalt ind i ham. Tilværelsen var krævende for mor, mine to brødre og mine to søstre. Stemningen blev så trykket at jeg fandt det klogest at flytte hjemmefra for at kunne holde fred med mine forældre og finde fodfæste på „sandhedens vej“. — 2 Peter 2:2.

I sensommeren 1951 slog jeg mig ned i en lille menighed i Coleman i Alberta. Der var to unge, travle heltidsforkyndere, Ross Hunt og Keith Robbins. De tilskyndede mig ivrigt til selv at begynde i heltidstjenesten, og den 1. marts 1952 blev jeg pioner.

Det er med glæde jeg tænker tilbage på den opmuntring jeg modtog. Jeg havde meget at lære, og dette var min „læreplads“. Senere, da jeg havde tilbragt cirka et år som pioner i Lethbridge-menigheden i Alberta, blev jeg uventet indbudt til at tjene som rejsende tilsynsmand. Jeg skulle betjene de spredte menigheder langs Canadas østkyst, fra Moncton i New Brunswick til Gaspé i Quebec.

Kun 24 år gammel og forholdsvis ny i sandheden følte jeg mig helt utilstrækkelig, især i forhold til de modne forkyndere jeg skulle betjene. Jeg gjorde mit bedste i de følgende måneder. Og så fik jeg endnu en overraskelse.

Fra Gileadskolen til Guldkysten

I september 1955 blev jeg sammen med cirka 100 andre indbudt til den 26. klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead i South Lansing i staten New York. Fem måneders intensiv oplæring og studium var lige hvad jeg trængte til. Det forstærkede min ildhu at være en del af en så velmotiveret gruppe. Samtidig skete der noget andet der kom til at berige mit liv.

Blandt de vordende missionærer var der en ung søster ved navn Aileen Stubbs. Jeg lagde mærke til at hun var en stabil, beskeden og praktisk anlagt type der havde begge ben på jorden og et lyst syn på livet. Jeg tror hun blev lidt forskrækket da jeg busede ud med mit frieri, men hun blev ikke skræmt væk. Vi var enige om at Aileen skulle rejse til sit missionærdistrikt i Costa Rica og jeg til mit i Guldkysten (nu Ghana) i Vestafrika.

En formiddag i maj 1956 befandt jeg mig på Vagttårnsselskabets hovedkontor i Brooklyn, New York. Selskabets daværende præsident, Nathan H. Knorr, meddelte mig at jeg var udnævnt som landstjener og skulle føre tilsyn med forkyndelsen i Guldkysten, Togoland (nu Togo), Elfenbenskysten, Øvre Volta (nu Burkina Faso) og Gambia.

Jeg husker som var det i går, at broder Knorr sagde: „Du behøver ikke at overtage ansvaret med det samme. Tag dig tid; lær af de erfarne brødre. Når du så føler dig parat, skal du begynde at tjene som landstjener. . . . Her er dit udnævnelsesbrev. Du bør overtage posten syv dage efter din ankomst.“

’Kun syv dage,’ tænkte jeg. ’Sagde han ikke „tag dig tid“?’ Jeg gik fuldstændig lamslået derfra.

De næste dage gik nærmest ud i ét. Inden jeg fik set mig om, stod jeg ved rælingen på et fragtskib der sejlede ned ad East River, forbi  Selskabets kontorer i Brooklyn. Sådan begyndte en 21 døgn lang sejlads til Guldkysten.

Aileen og jeg holdt postvæsenet travlt beskæftiget. Vi traf hinanden igen i 1958 og giftede os den 23. august samme år. Jeg takker til stadighed Jehova for min prægtige livsledsager.

I 19 år havde jeg den glæde at tjene sammen med andre missionærer og afrikanske brødre og søstre på Selskabets afdelingskontor. Betelfamilien voksede i disse år fra en håndfuld til omkring 25 medarbejdere. Det var krævende, begivenhedsrige og produktive tider. Men jeg må ærligt indrømme at det varme og fugtige klima ikke bekom mig vel. Det føltes som om jeg konstant var klam af sved, og til tider var jeg irritabel. Ikke desto mindre var det en stor glæde at tjene i Ghana og se antallet af forkyndere vokse fra lidt over 6000 i 1956 til 21.000 i 1975. Og det er opmuntrende at vide at der nu er over 60.000 travle Jehovas Vidner i landet.

En uventet ændring i vores tilværelse

Omkring 1970 begyndte jeg at få et helbredsproblem som viste sig meget svært at diagnosticere. Jeg gennemgik en tilbundsgående lægeundersøgelse, men fik at vide at jeg var „sund og rask“. Hvorfor følte jeg mig så altid så utilpas og udkørt uden at kunne falde til ro? Det gik op for mig gennem to episoder som kom fuldstændig bag på mig. Jeg måtte sande rigtigheden af Jakobs ord: ’I ved ikke hvad jeres liv vil være i morgen.’ — Jakob 4:14.

Første gang det dæmrede for mig, var da jeg forkyndte for den unge blaffer som jeg havde samlet op. Det faldt mig slet ikke ind at jeg plaprede i ét væk, hurtigere og hurtigere. Da jeg standsede for at sætte ham af, havde det forbløffet mig at han nærmest sprang ud af bilen og løb sin vej. De fleste ghanesere er rolige af natur og tager næsten alting som det kommer. Den unge mands reaktion var så atypisk at jeg sad og undrede mig. Det gik op for mig at der var noget galt. Jeg kunne ikke indkredse hvad det var, men noget var der galt.

Anden gang var efter en meget dybtgående samtale hvor Aileen til sidst sagde: „Hvis du ikke fejler noget fysisk, må det jo være en psykisk lidelse.“ Jeg skrev derfor en udtømmende liste over alle mine symptomer og opsøgte en psykiater. Da jeg læste listen højt, svarede han: „Det er et klassisk tilfælde. De lider af en maniodepressiv psykose.“

Jeg var målløs! I et par år kæmpede jeg for at holde mig på ret køl og søgte en løsning, men jeg fik det bare værre og værre. Ingen vidste hvad man skulle stille op. Det var meget frustrerende.

Vi havde altid regnet med at heltidstjenesten skulle være vores livsgerning, og der var så meget at tage fat på. Mange gange bad jeg indtrængende og af hele mit hjerte: „Jehova, hvis du vil, ’skal jeg leve og også gøre dette’.“ (Jakob 4:15) Men sådan skulle det ikke gå. Vi  måtte se kendsgerningerne i øjnene. Vi planlagde derfor at forlade Ghana og vore mange nære venner og vende hjem til Canada i juni 1975.

Jehova skænker hjælp gennem sit folk

Jeg fandt snart ud af at jeg ikke var uundværlig, og at jeg ikke var noget særtilfælde. Første Petersbrev 5:9 fik nu for alvor en særlig betydning for mig: „I ved at det samme i retning af lidelser fuldbyrdes på hele samfundet af jeres brødre i verden.“ Da jeg havde fattet dette, begyndte jeg at lægge mærke til hvordan Jehova virkelig støttede både Aileen og mig under denne uønskede omskiftelse. Det var storslået at mærke hvordan brodersamfundet kom os til hjælp på talrige måder.

Vi var ikke velhavende, men Jehova svigtede os ikke. Han bevægede vore venner i Ghana til at bistå os både materielt og på anden måde. Det var med stærkt blandede følelser at vi tog afsked med alle dem vi var kommet til at holde af. Nu måtte vi koncentrere os om den uventede situation der fik os til at erkende at man aldrig ved hvad morgendagen vil bringe.

Aileens søster, Lenora, og hendes mand, Alvin Friesen, lod os gæstfrit bo hos dem i nogle måneder. En anset psykiater stillede denne positive prognose: „Om et halvt år er De på benene igen.“ Måske sagde han det for at indgyde mig tillid, men prognosen holdt end ikke stik efter seks år. Den dag i dag har jeg det der i fagsproget kaldes bipolar affektiv sindslidelse. Det er måske en pænere betegnelse, men som man ved når man er ramt af den, lindrer en hensynsfuld etiket ikke de tyngende symptomer.

Skønt broder Knorr på det tidspunkt allerede led af den sygdom der medførte hans død i juni 1977, brugte han både tid og kræfter på at skrive lange, opmuntrende breve til mig med trøstende ord og gode råd. Jeg sætter stadig stor pris på disse breve. De var i høj grad med til at dæmpe den tilbagevendende vrangforestilling at jeg var en fiasko.

Sidst i 1975 måtte vi give afkald på heltidstjenestens dyrebare privilegium og i stedet samle kræfterne om at stabilisere mit helbred. Selv almindeligt dagslys smertede i mine øjne. Pludselige, skarpe lyde genlød i mine ører som geværskud. Jeg følte mig utilpas når jeg skulle være sammen med mange mennesker. Det var en kamp blot at overvære de kristne møder. Jeg var imidlertid fuldt og fast overbevist om at jeg havde brug for det åndeligt opbyggende fællesskab. Jeg lærte at tage den forholdsregel at vente med at gå ind i rigssalen til de andre havde taget plads, og gå igen før vennerne begyndte at myldre omkring.

En anden stor udfordring var at deltage i forkyndelsen. Det skete at jeg stod ved en dør og ganske enkelt ikke kunne overvinde mig selv til at ringe på. Men jeg gav ikke op, for jeg holdt mig for øje at tjenesten betyder frelse både for os selv og dem der lytter til os. (1 Timoteus 4:16) Når jeg havde sundet mig lidt, kunne jeg gå videre og gøre et nyt forsøg ved den næste dør. Ved at fortsætte i forkyndelsen bevarede jeg et rimeligt mål af åndelig sundhed, og det gav mig yderligere styrke til at holde ud.

Min sygdom er af kronisk art, og jeg har derfor indset at min sindslidelse højst sandsynligt vil være noget jeg må lære at leve med så længe denne ordning består. I 1981 bragte den engelske udgave af Vågn op! * en serie fremragende artikler som gav mig større indblik i sygdommens beskaffenhed og lærte mig hvordan jeg bedre kunne holde den i ave.

Hvordan vi har lært at tilpasse os

Hele mit sygdomsforløb har krævet at min kone har måttet tilpasse sig situationen og  bringe visse ofre. Hvis man selv kommer ud for at skulle tage sig af en i en lignende situation, kan man sikkert have glæde af følgende forslag fra hende:

„En sindslidelse fremkalder tilsyneladende en brat forandring i personligheden. I løbet af ganske få timer kan patientens sindstilstand skifte fra at være livlig, optimistisk og initiativrig til at være mat, negativ og endda vred. Hvis man ikke er klar over at det er sygdomsbetinget, kan det gøre én irriteret og rådvild. Det siger sig selv at man må være parat til hurtigt at ændre planer, og man må derfor bekæmpe tendensen til at blive skuffet og føle modvilje mod patienten.“

For mit eget vedkommende har jeg lært at være agtpågivende når jeg føler mig usædvanlig oplagt. Det ligger nemlig i baghovedet at en manisk opstemthed uvægerlig bliver efterfulgt af en depression. I mit tilfælde har de depressive perioder den fordel at jeg sædvanligvis ikke kan foretage mig noget flere dage i træk — og derfor ikke så let roder mig ud i noget jeg ikke kan overskue. Aileen er til uvurderlig hjælp, for hun advarer mig mod at engagere mig i for mange ting og opmuntrer og støtter mig når jeg er nedtrykt.

Der er en reel fare for at man bliver så selvoptaget at man udelukker alt andet når sygdommen er på sit højeste. Man kan finde på at isolere sig fuldstændigt når man er deprimeret, og ikke være opmærksom på andres følelser og reaktioner når man er manisk. Engang havde jeg svært ved at affinde mig med mine mentale og følelsesmæssige problemer. Jeg har måttet kæmpe med den opfattelse at de skyldtes noget udefrakommende, for eksempel et mislykket forehavende eller andres adfærd. Gang på gang har jeg måttet minde mig selv om at det ikke er omgivelserne der har forandret sig. Problemet skyldes noget inden i mig selv, ikke en ydre påvirkning. Lidt efter lidt har jeg indset hvordan det virkelig forholder sig.

I årenes løb har både Aileen og jeg lært at være åbenhjertige og ærlige over for hinanden og andre vedrørende min sygdom. Vi forsøger at være optimister og ikke lade sygdommen beherske vores tilværelse.

En lovende fremtid

Vi har bedt inderligt og kæmpet ihærdigt, og vi kan mærke at Jehova har hjulpet og støttet os. Vi er nu begge oppe i årene. Jeg går regelmæssigt til kontrol og skal tage en beskeden dosis medicin hver dag. Mit helbred i øvrigt er forholdsvis stabilt. Vi værdsætter de tjenesteforrettigheder vi kan overkomme, og jeg tjener fortsat som ældste. Vi forsøger altid at styrke andre i troen.

Det er sandt hvad der siges i Jakob 4:14: ’I ved ikke hvad jeres liv vil være i morgen.’ Sådan vil det forholde sig så længe denne tingenes ordning består. Men det er også sandt hvad der siges i Jakob 1:12: „Lykkelig er den mand som holder ud under prøvelse, for når han er godkendt vil han få livets krone, som Jehova har lovet dem der fortsat elsker ham.“ Lad os alle stå fast nu — og i fremtiden opleve det som Jehova vil give os når dette løfte bliver til virkelighed.

[Fodnote]

[Illustration på side 26]

Jeg nyder at trække mig tilbage til mit atelier

[Illustration på side 26]

Aileen og mig

[Illustration på side 28]

Fra stævnet „En evigvarende god nyhed“ i den ghanesiske by Tema i 1963