Skal man tro på det?

DEN 12-årige elev kæmpede med at forstå algebraens grundlæggende principper. Hans lærer viste klassen en algebraisk ligning der tilsyneladende var ligetil.

„Lad os sige at x er lig med y, og at de begge har værdien 1,“ begyndte han.

’Det er logisk nok,’ tænkte eleven.

Men fire linjer længere nede i det der syntes at være en logisk udregning, nåede læreren frem til et forbløffende resultat: „Ergo er 2 lig med 1!“

„Modbevis det!“ forlangte læreren af sine forvirrede elever.

Eftersom eleven kun havde et begrænset kendskab til algebra, kunne han ikke se hvordan han skulle modbevise påstanden. Hvert eneste trin i udregningen lod til at være fuldkommen velbegrundet. Men skulle han godtage denne mærkelige konklusion blot fordi hans lærer var bedre inde i matematikken end ham? Selvfølgelig ikke! Han tænkte ved sig selv: „Jeg behøver ikke at modbevise det her. Min sunde fornuft siger mig at påstanden er absurd.“ (Ordsprogene 14:15, 18) Han vidste at hverken hans lærer eller hans klassekammerater ville give to kroner i bytte for én!

Til sidst fandt eleven fejlen i udregningen. I mellemtiden havde oplevelsen lært ham noget vigtigt. Selv når nogen der véd langt mere end en selv, kommer med et tilsyneladende velbegrundet og uimodsigeligt argument, behøver man ikke tage en tåbelig konklusion for gode varer blot fordi man ikke kan modbevise den her og nu. Eleven fulgte faktisk et bibelsk princip som vi finder i Første Johannesbrev 4:1. Her lærer vi at vi ikke skal være for hurtige til at tro alt hvad vi hører, selv når det tilsyneladende kommer fra en pålidelig kilde.

Det betyder ikke at man stædigt skal holde fast ved forudfattede meninger. Det er forkert ikke at være åben over for oplysninger der kunne rette op på fejlagtige opfattelser. Men man skal heller ikke ’hurtigt blive bragt fra besindelsen’ når man bliver udsat for pres fra nogen der påstår at have stor viden eller magt. (2 Thessaloniker 2:2) Læreren spillede selvfølgelig bare sine elever et puds. Men situationen er ikke altid lige så harmløs. Folk kan være meget listige når det gælder om „at udtænke vildfarelse“. — Efeserne 4:14; 2 Timoteus 2:14, 23, 24.

Har eksperterne altid ret?

Lige meget hvor dygtige eksperterne er, så kan de inden for alle områder have modstridende holdninger og skiftende opfattelser. Tag for eksempel den vedvarende lægevidenskabelige debat om noget så grundlæggende som årsagerne til sygdom. „Der er stadig en ophedet debat blandt forskere når det drejer sig om at afgøre om det er arv eller miljø der spiller den største rolle,“ skriver en professor i medicin ved Harvard University. De der holder med deterministerne, tror fuldt og fast på at vores gener spiller en afgørende rolle med hensyn til vores modtagelighed over for sygdomme. Men andre hævder at det fortrinsvis er miljøet og livsstilen der afgør om folk bliver syge eller ej. Begge parter er hurtige til at citere undersøgelser og statistikker der støtter deres påstand. Alligevel fortsætter debatten.

Gang på gang har det vist sig at de berømteste tænkere tog fejl selv om deres lære i sin tid var ubestridelig. Filosoffen Bertrand Russell har beskrevet Aristoteles som en af „de mest indflydelsesrige af samtlige filosoffer“.  Alligevel påpeger Russell samtidig at mange af Aristoteles’ teorier var „helt igennem forkerte“. I sin bog Vestens filosofi skriver han: „I hele den nyere tid har praktisk talt ethvert fremskridt i videnskab, logik og filosofi måttet gøres under stærk modstand fra Aristoteles’ disciple.“

„Den ’kundskab’ der falskeligt kaldes således“

De første kristne mødte sandsynligvis mange der var tilhængere af de kendte græske filosoffer, som for eksempel Sokrates, Platon og Aristoteles. Datidens veluddannede anså sig selv for at være de fleste kristne intellektuelt overlegne. Kun få af Jesu disciple blev betragtet som „vise efter kødet“. (1 Korinther 1:26) Faktisk mente de der var oplært i datidens filosofier, at det de kristne troede på, var „tåbelighed“ eller „noget vrøvl“. — 1 Korinther 1:23; Phillips.

Ville du have været imponeret af de overtalende argumenter som datidens intellektuelle elite fremførte, eller benovet over den visdom de stillede til skue, hvis du havde været blandt de første kristne? (Kolossenserne 2:4) Det ville der ifølge apostelen Paulus ikke have været nogen grund til. Han mindede de kristne om at Jehova betragter „de vises visdom“ og „de forstandiges forstand“ som tåbelig. (1 Korinther 1:19) Hans spørgsmål lød: „Hvad kan filosoffen, forfatteren og denne verdens kritikere fremvise med al deres visdom?“ (1 Korinther 1:20, Phillips) Trods deres strålende intellekt havde filosofferne og forfatterne på Paulus’ tid ikke fundet nogen virkelig løsning på menneskenes problemer.

Derfor lærte de kristne at undgå det Paulus kaldte „modsigelserne i den ’kundskab’ der falskeligt kaldes således“. (1 Timoteus 6:20) Grunden til at Paulus kaldte kundskaben ’falsk’, var at der ikke var tale om nogen virkelig kundskab. Den manglede noget væsentligt — et kildemateriale fra Gud som teorierne kunne bedømmes ud fra. (Job 28:12; Ordsprogene 1:7) Så længe de der klamrede sig til den „kundskab“, manglede dette kildemateriale og de samtidig var forblindet af ærkebedrageren, Satan, ville de aldrig kunne gøre sig håb om at finde sandheden. — 1 Korinther 2:6-8, 14; 3:18-20; 2 Korinther 4:4; 11:14; Åbenbaringen 12:9.

Bibelen — inspireret vejledning

De første kristne betvivlede ikke på noget tidspunkt at Gud havde åbenbaret sin vilje, sin hensigt og sine principper i Bibelen. (2 Timoteus 3:16, 17) Det beskyttede dem mod at ’blive ført bort som bytte ved den filosofi og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering’. (Kolossenserne 2:8) Situationen er den samme i dag. I modsætning til menneskers forvirrende og modstridende opfattelser giver Guds inspirerede ord os et solidt grundlag for tro. (Johannes 17:17; 1 Thessaloniker 2:13; 2 Peter 1:21) Uden Guds ord er vi i den håbløse situation at vi skal forsøge at bygge noget solidt på menneskers uholdbare teorier og filosofiske anskuelser. — Mattæus 7:24-27.

„Men vent engang,“ siger du måske. „Er det ikke sandt at videnskabelige kendsgerninger har vist at Bibelen tager fejl, og derfor ikke er mere pålidelig end menneskers omskiftelige filosofier?“ Bertrand Russell hævder eksempelvis at „Kopernikus, Kepler og Galilei måtte kæmpe mod både Aristoteles og bibelen, da de hævdede den opfattelse, at jorden ikke er universets centrum.“ (Kursiveret af os.) Og er det ikke rigtigt at for eksempel kreationister i dag holder på at Bibelen siger at Jorden blev skabt på seks dage a 24 timer, mens alle kendsgerninger peger på at Jorden er milliarder af år gammel.

Men Bibelen siger faktisk ikke at Jorden er universets midtpunkt. Den tanke blev fremført af nogle kirkeledere der ikke holdt fast ved Guds ord. Skabelsesberetningen i Første Mosebog giver rum for at Jorden kan være  milliarder af år gammel; der står ikke at hver skabelsesdag kun var på 24 timer. (1 Mosebog 1:1, 5, 8, 13, 19, 23, 31; 2:3, 4) Når man foretager en ærlig vurdering af Bibelen, finder man ud af at skønt den ikke er en videnskabelig lærebog, er det ikke „noget vrøvl“ der står i den. Den er faktisk i fuldkommen harmoni med videnskabelige kendsgerninger. *

Fornuften

Mange af Jesu disciple var jævne folk og havde sikkert kun fået en begrænset undervisning. Men Gud havde givet dem noget andet. Uanset deres baggrund var de alle udrustet med evnen til at tænke og drage slutninger. Apostelen Paulus opfordrede sine medtroende til at gøre god brug af deres fornuft da han sagde at deres tjeneste skulle være ’fornuftmæssig’, og at de skulle „forvisse [sig] om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje“. — Romerne 12:1, 2.

Takket være den fornuft de havde fået af Gud, kunne de første kristne tydeligt se at enhver filosofi eller lære der ikke var i overensstemmelse med Guds åbenbarede ord, var uden værdi. I nogle tilfælde ’undertrykte’ datidens vise faktisk sandheden ved at ignorere de synlige beviser på at der er en Gud. Apostelen Paulus skrev: „Skønt de hævdede at de var vise, blev de tåbelige.“ Og eftersom de vragede sandheden om Gud og hans hensigt, blev de „tomhjernede i deres overvejelser, og deres uforstandige hjerte blev formørket“. — Romerne 1:18-22; Jeremias 8:8, 9.

De der hævder at være vise, kommer ofte frem til konklusioner som: „Der er ingen Gud,“ „Man kan ikke stole på Bibelen“ eller: „Det er ikke ’de sidste dage’.“ Sådanne holdninger er lige så tåbelige i Guds øjne som at konkludere at „2 er lig med 1“. (1 Korinther 3:19) Uanset hvor store autoriteter folk mener at de er, behøver man ikke at godtage deres slutninger hvis de modsiger Gud, tilsidesætter hans ord og strider mod al sund fornuft. I sidste ende vil det altid være det rigtige at ’lade Gud blive fundet sandfærdig, selv om hvert menneske bliver fundet at være en løgner’. — Romerne 3:4.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 31]

I modsætning til menneskers skiftende opfattelser giver Bibelen os et solidt grundlag for tro

[Kildeangivelser]

Til venstre, Epikur: Foto taget med tilladelse af British Museum; foroven i midten, Platon: Grækenlands Arkæologiske Nationalmuseum, Athen; til højre, Sokrates: Musei Capitolini, Rom