Stå fuldendte og med en fast overbevisning
Stå fuldendte og med en fast overbevisning
„Han . . . kæmper [altid] for jer i sine bønner, for at I til sidst må stå fuldendte og med en fast overbevisning angående hele Guds vilje.“ — KOLOSSENSERNE 4:12.
1, 2. (a) Hvad lagde udenforstående mærke til hos de første kristne? (b) Hvordan viser Kolossenserbrevet at Paulus og Epafras nærede kærlig omsorg for brødrene?
JESU disciple havde stor omsorg for hinanden. Tertullian, der levede i det andet og tredje århundrede efter vor tidsregning, skildrer deres omsorg for de forældreløse, de fattige og de ældre. At de kristne på den måde viste deres kærlighed i handling, gjorde et så stort indtryk på ikkekristne at nogle sagde om dem: ’Se hvor de dog elsker hinanden.’
2 Af Kolossenserbrevet fremgår det at apostelen Paulus og hans medarbejder Epafras nærede en sådan kærlig omsorg for brødrene og søstrene i Kolossæ. Paulus skrev til dem at Epafras ’altid kæmpede for dem i sine bønner’ for at de ’til sidst måtte stå fuldendte og med en fast overbevisning angående hele Guds vilje’. I år 2001 vil Jehovas Vidner som årstekst bruge dette citat fra Kolossenserbrevet 4:12: „Stå fuldendte og med en fast overbevisning angående hele Guds vilje.“
3. Hvilke to ting bad Epafras om i sine bønner?
3 Som vi ser, bad Epafras for det første om at kolossenserne ’til sidst måtte stå fuldendte’, og for det andet om at de måtte have „en fast overbevisning angående hele Guds vilje“. Disse oplysninger er taget med i Bibelen til gavn for os. Vi bør derfor spørge os selv hvad vi personligt må gøre for til sidst at stå fuldendte og med en fast overbevisning angående hele Guds vilje. Og hvad vil det medføre? Det vil vi se nærmere på.
Må stræbe efter at „stå fuldendte“
4. I hvilken forstand skulle de kristne i Kolossæ være „fuldendte“?
4 Epafras ønskede inderligt at hans åndelige brødre og søstre i Kolossæ ’til sidst måtte stå fuldendte’. Det udtryk der her gengives med „fuldendte“, anvendes også om det at være fuldkommen, fuldvoksen eller moden. (Mattæus 19:21; Hebræerne 5:14; Jakob 1:4, 25) Det at man bliver døbt som et af Jehovas Vidner, betyder ikke i sig selv at man er fuldvoksen som kristen. Til menigheden i Efesus, vest for Kolossæ, skrev Paulus at hyrder og lærere har til opgave at hjælpe alle til at nå frem til „enheden i troen på og i den nøjagtige kundskab om Guds søn, til en fuldvoksen mands stade, til det mål af vækst som hører Messias’ fylde til“. Og i et andet brev tilskyndede Paulus de kristne til at blive „fuldvoksne i forstandighed“. — Efeserne 4:8-13; 1 Korinther 14:20.
5. Hvordan kan vi arbejde hen imod at blive fuldendte?
5 Hvis nogle i Kolossæ endnu ikke var fuldvoksne i åndelig henseende, var det nødvendigt at de arbejdede hen imod at blive det. Bør det samme ikke gælde os i dag? Er det tydeligt at vi, uanset om det er mange eller få år siden vi blev døbt, har gjort fremskridt hvad angår vore synspunkter og evne til at ræsonnere? Tager vi Bibelens principper i betragtning når vi træffer beslutninger? Bliver det der har med Gud og menigheden at gøre, stadig mere vigtigt for os, eller er det noget der kommer i anden række? Det er umuligt her at komme ind på alle aspekter af hvordan vi kan arbejde hen imod at blive fuldendte, men lad os overveje to eksempler.
6. På hvilket område kunne vi måske gøre fremskridt hen imod at være ’fuldkomne’ ligesom Jehova er det?
6 Lad os forestille os at vi under vores opvækst har lært at hade eller nære fordomme mod folk fra et andet land eller mennesker af en anden race eller nationalitet. Vi ved at Gud ikke er partisk, og at vi heller ikke bør være det. (Apostelgerninger 10:14, 15, 34, 35) Den lokale menighed eller kreds tæller også nogle der tilhører ovennævnte grupper, så vi omgås dem. Men er vi inderst inde stadig mere eller mindre negative eller mistænksomme over for dem? Har vi let ved at tillægge dem dårlige egenskaber hvis en af dem begår en fejl eller støder os en smule? I givet fald bør vi spørge os selv: ’Kan jeg gøre mere for at efterligne Guds upartiskhed?’
7. Hvilken indstilling til andre hører med til at være fuldendt som kristen?
7 Et andet eksempel: Ifølge Filipperbrevet 2:3 bør vi ’intet gøre af stridbarhed eller selvoptagethed, men i ydmyghed agte de andre højere end os selv’. Hvilke fremskridt har vi gjort i denne henseende? Vi har hver især stærke og svage sider. Hvis vi engang har været tilbøjelige til at hæfte os ved andres svagheder, er vi da nået så langt at vi ikke forventer at andre er så godt som fuldkomne? (Jakob 3:2) Har vi øje for andres fortrin? Spejder vi ligefrem efter dem? Erkender vi at en bestemt søster måske er mere tålmodig end vi er? Eller at en trosfælle har en stærkere tro end vi har? Eller at en bestemt broder er dygtigere til at undervise end vi er? Eller at en søster har større selvbeherskelse end vi har? Måske trængte nogle af de kristne i Kolossæ til at gøre fremskridt på disse områder. Gør vi også det?
8, 9. (a) Hvad betød det at Epafras bad om at kolossenserne måtte „stå fuldendte“? (b) Hvad ville det betyde for kolossenserne at „stå fuldendte“?
8 Epafras bad om at kolossenserne måtte „stå fuldendte“. Det betyder at han bad til Gud om at de, i det omfang de havde gjort fremskridt, måtte forblive fuldendte, modne og fuldvoksne kristne.
9 Man kan ikke på forhånd vide om en der bliver kristen, vil forblive kristen, uanset hvor moden vedkommende på et givet tidspunkt er. Jesus sagde at en af Guds åndesønner „ikke [stod] fast i sandheden“. (Johannes 8:44) Og Paulus gjorde korintherne opmærksomme på at nogle i fortiden havde tjent Jehova for en tid, men siden havde svigtet. Han advarede sine salvede brødre: „Lad derfor den der mener at han står, se til at han ikke falder.“ (1 Korinther 10:12) Det betoner alvoren i bønnen om at kolossenserne ’til sidst måtte stå fuldendte’. Når de var blevet fuldendte og fuldvoksne, måtte de holde ud og ikke unddrage sig, blive trætte eller glide bort. (Hebræerne 2:1; 3:12; 6:6; 10:39; 12:25) Hvis de holdt stand, ville de „stå fuldendte“ den dag de skulle inspiceres med henblik på at blive endeligt godkendt. — 2 Korinther 5:10; 1 Peter 2:12.
10, 11. (a) Hvad kan vi lære af de bønner Epafras bad? (b) Hvad bør vi hver især beslutte med tanke på det Epafras bad om?
10 Vi har allerede været inde på hvor vigtigt det er at bede for andre idet vi nævner dem ved navn og specifikt beder Jehova om at styrke, trøste og velsigne dem og give dem hellig ånd. Dette kendetegnede de bønner Epafras bad for kolossenserne. Vi kan og bør betragte dem som et værdifuldt eksempel på hvad vi kan bede om i vore personlige bønner til Jehova. Det er indlysende at vi bør bede Jehova om hjælp til selv at „stå fuldendte“. Gør vi det?
11 Hvorfor ikke nævne vore personlige forhold i bøn til Jehova og tale med ham om hvor langt vi er nået i retning af at blive „fuldendte“, fuldvoksne og modne. Vi kan indtrængende bede ham om at hjælpe os til at erkende på hvilke områder vi bør vokse åndeligt. (Salme 17:3; 139:23, 24) Der findes utvivlsomt nogle områder hvor vi kan gøre fremskridt. Men det behøver vi ikke at blive mismodige over. Lad os tillidsfuldt bede til Gud idet vi specifikt anråber ham om hjælp til at gøre fremskridt. Og vi bør være vedholdende i bønnen. Hvorfor ikke hver især beslutte at vi i den kommende uge vil bede vedholdende om at vi „til sidst må stå fuldendte“? Det ville være en god idé under bøn at gennemtænke hvad årsteksten indebærer for os personligt. I vore bønner bør vi nævne de tilbøjeligheder vi måtte have med hensyn til at unddrage os, blive trætte eller glide bort fra tjenesten for Gud, og bede om hjælp til at modvirke sådanne tilbøjeligheder. — Efeserne 6:11, 13, 14, 18.
Må bede om at have en fast overbevisning
12. Hvorfor var det særlig nødvendigt for kolossenserne at have „en fast overbevisning“?
12 Epafras bad også vedrørende noget andet der var afgørende for om kolossenserne til sidst ville stå godkendte i Guds øjne. Og det er lige så afgørende for os. Hvad var det? At hans trosfæller måtte stå fuldendte „med en fast overbevisning angående hele Guds vilje“. De blev konfronteret med nedbrydende opfattelser der til forveksling kunne minde om den sande lære. For eksempel prøvede andre at presse kolossenserne til at overholde helligdage ved at faste eller indtage særlige måltider, sådan som jøderne i sin tid havde fået påbud om. Falske lærere koncentrerede deres vranglære om englene, de mægtige åndeskabninger der havde formidlet Lovpagten til Moses. Presset har utvivlsomt været stærkt, og alle de modstridende opfattelser må have virket forvirrende. — Galaterne 3:19; Kolossenserne 2:8, 16-18.
13. Hvad måtte kolossenserne erkende, og hvordan kan det gavne os at gøre det samme?
13 Paulus gendrev den falske lære ved at fremhæve Jesu Kristi stilling. „Som I har modtaget Kristus Jesus, Herren, skal I fortsætte med at vandre i samhørighed med ham, idet I er rodfæstede i ham og opbygges i ham og befæstes i troen, sådan som I er blevet oplært.“ Ja, kolossenserne måtte være fuldt og fast overbeviste om Kristi stilling i forbindelse med Guds hensigt og forstå hvad det betød for dem. Det samme må vi være. Paulus uddybede det med følgende ord om Kristus: „Det er jo i ham at Guds væsens hele fylde bor legemligt. Og I er i besiddelse af en fylde i kraft af ham, som er hovedet for al regering og myndighed.“ — Kolossenserne 2:6-10.
14. Hvad gjorde håbet virkeligt for de kristne i Kolossæ?
14 Kolossenserne var blevet salvet med hellig ånd. De havde et særligt håb om at komme til at leve i himmelen, og de havde al grund til at holde sig dette håb klart for øje. (Kolossenserne 1:5) Det var „Guds vilje“ at de skulle have en fast overbevisning om deres håb. Havde nogen af dem grund til at nære tvivl om at dette håb var pålideligt? Nej. Bør de der i dag har det gudgivne håb om at komme til at leve i et paradis på jorden, se anderledes på det? På ingen måde! Dette pålidelige håb er tydeligvis en del af „Guds vilje“. Hvis du hører til dem der arbejder på at blive en del af den ’store skare’ der vil overleve „den store trængsel“, hvor virkeligt er dit håb da? (Åbenbaringen 7:9, 14) Er det en del af din ’faste overbevisning angående hele Guds vilje’?
15. I hvilken sammenhæng omtalte Paulus blandt andet håb?
15 Ordet „håb“ sigter ikke til et vagt ønske eller en dagdrøm. Det fremgår af en række punkter som Paulus tidligere havde beskrevet for menigheden i Rom. Han nævner flere forskellige punkter der alle er forbundet med hinanden. Læg mærke til hvor ordet „håb“ forekommer i denne sammenhæng: „Lad os også juble mens vi er i trængslerne, idet vi ved at trængselen bevirker udholdenhed, og udholdenheden en godkendt tilstand, den godkendte tilstand igen håb, og håbet fører ikke til skuffelse, for Guds kærlighed er blevet udgydt i vore hjerter ved den hellige ånd.“ — Romerne 5:3-5.
16. Hvilket håb fik vi da vi lærte Bibelens budskab at kende?
16 Da Jehovas Vidner i sin tid fremholdt Bibelens budskab for os, var det måske en bestemt del af budskabet der fangede vores interesse, som for eksempel læren om de dødes tilstand eller opstandelsen. For manges vedkommende har det været særlig skelsættende at stifte bekendtskab med Bibelens løfte om evigt liv i et paradis på jorden. Kan du huske da du første gang hørte om dette? Det var storslået at få håb om at sygdom og alderdom vil blive afskaffet, at vi vil kunne nyde frugterne af vores arbejde, og at der vil blive fred mellem mennesker og dyr. (Prædikeren 9:5, 10; Esajas 65:17-25; Johannes 5:28, 29; Åbenbaringen 21:3, 4) Det er et vidunderligt håb.
17, 18. (a) Hvor forekommer ordet „håb“ i Paulus’ ræsonnement? (b) Hvad kendetegner det håb der omtales i Romerbrevet 5:4, 5, og har vi et sådant håb?
17 På et tidspunkt har vi sikkert også mødt modstand eller er måske ligefrem blevet forfulgt. (Mattæus 10:34-39; 24:9) Også i den senere tid har Jehovas Vidner i visse lande fået plyndret deres hjem eller er blevet jaget på flugt. Nogle har lidt fysisk overlast, har fået deres bibelske publikationer konfiskeret eller er blevet bagtalt i medierne. Uanset hvilken forfølgelse vi har været ude for, kunne vi, som Romerbrevet 5:3 siger, juble mens vi befandt os i trængslerne, og det medførte noget positivt. Som Paulus skriver, bevirkede trængselen udholdenhed. Denne udholdenhed medførte dernæst en godkendt tilstand. Vi vidste at vi gjorde det der var rigtigt, nemlig Guds vilje, og af den grund følte vi os sikre på at vi havde hans godkendelse. Sagt med Paulus’ ord fornemmede vi at vi befandt os i „en godkendt tilstand“. Han fortsætter med at sige at „den godkendte tilstand igen [bevirker] håb“. Det lyder måske en smule ulogisk at det først er her at Paulus nævner „håb“. Havde vi da ikke fået håb længe før, allerede da vi for første gang hørte om sandheden?
18 Det siger sig selv at Paulus ikke her sigter til det tidspunkt da vi for første gang fik håb om at komme til at leve i en fuldkommen verden. Det han sigter til, er noget langt mere vidtrækkende, noget dybere og mere motiverende. Når vi trofast holder ud og derved mærker Guds godkendelse, forstærker det vort oprindelige håb. Dette håb bliver nu meget mere virkeligt for os, mere grundfæstet, mere personligt. Dette bestyrkede håb står mere klart. Det gennemtrænger hele vor bevidsthed og fylder os fuldstændigt. „Og håbet fører ikke til skuffelse, for Guds kærlighed er blevet udgydt i vore hjerter ved den hellige ånd.“
19. Hvilken plads bør håbet have i vore bønner?
19 Epafras bad inderligt om at hans brødre og søstre i Kolossæ på grundlag af „en fast overbevisning angående hele Guds vilje“ måtte blive ved med at værdsætte og være overbeviste om det der lå foran dem. Vore personlige bønner til Gud bør også regelmæssigt omfatte vort håb om at komme til at leve i den nye verden. Lad os over for Jehova give udtryk for hvor meget vi længes efter den, idet vi er fast overbeviste om at den vil blive til virkelighed. Lad os bede ham om at styrke os i denne overbevisning. Epafras’ bøn om at kolossenserne måtte have „en fast overbevisning angående hele Guds vilje“, er et mønster for hvad vi bør bede om. Lad os gøre det ofte.
20. Hvorfor bør vi ikke miste modet fordi nogle få falder fra den kristne tro?
20 Det bør ikke forurolige os eller gøre os modløse at ikke alle ’står fuldendte’ og med en fast overbevisning. Nogle svigter måske troen, mister målet af syne eller giver ganske enkelt op. Det skete endog for en af dem der stod Jesus nærmest, nemlig Judas, som var en af apostlene. Men gav de øvrige apostle op eller lod hænderne synke da han blev en forræder? Nej. Med henvisning til Salme 109:8 gjorde Peter opmærksom på at en anden ville træde i stedet for Judas. Apostlene valgte en til at erstatte ham, og Guds loyale tjenere fortsatte med at forkynde. (Apostelgerninger 1:15-26) De var besluttede på at blive stående som fuldendte og med en fast overbevisning.
21, 22. Hvem vil lægge mærke til at vi står fuldendte og med en fast overbevisning?
21 Vi kan være fuldstændig sikre på at det ikke vil forblive ubemærket at vi står fuldendte og med en fast overbevisning angående hele Guds vilje. Det vil blive iagttaget og påskønnet. Af hvem?
22 Vore brødre og søstre, der kender os og holder af os, vil lægge mærke til det. Det er nok de færreste der får sat ord på det, men det vil virke som beskrevet i Første Thessalonikerbrev 1:2-6: „Vi takker altid Gud for jer alle, idet vi nævner jer i vore bønner, for vi husker uophørligt på jeres trofaste arbejde og jeres kærlige slid og jeres udholdenhed som skyldes jeres håb til vor Herre Jesus Kristus over for vor Gud og Fader. . . . For den gode nyhed vi forkynder, kom ikke til jer med ord alene, men også med kraft og med hellig ånd og med fuld og fast forvisning, . . . og I blev efterlignere af os og af Herren.“ Det er sådan de loyale kristne omkring os vil reagere når de ser os „stå fuldendte og med en fast overbevisning angående hele Guds vilje“. — Kolossenserne 1:23.
23. Hvad bør vi være besluttede på i år 2001?
23 Også vor himmelske Fader vil helt sikkert lægge mærke til vores udholdenhed og glæde sig. Hvorfor? Fordi vi ’står fuldendte og med en fast overbevisning angående hele Guds vilje’. Paulus roste kolossenserne for at de ’vandrede Jehova værdigt for fuldt ud at behage ham’. (Kolossenserne 1:10) Ja, ufuldkomne mennesker kan behage ham fuldt ud. Det gjorde vore brødre i Kolossæ i det første århundrede. Det gør vore kristne trosfæller i dag. Og det samme kan vi gøre. Lad os derfor i det kommende år i vore daglige bønner og i hele vores adfærd vise at vi er besluttede på til sidst at „stå fuldendte og med en fast overbevisning angående hele Guds vilje“.
Husker du følgende?
● Hvad indebærer det at ’stå fuldendt’?
● Hvilke personlige anliggender kan vi tage med i vore bønner?
● Hvad særligt er der ved det håb der er omtalt i Romerbrevet 5:4, 5?
● Hvad bør ifølge artiklen være vort mål for 2001?
[Studiespørgsmål]
[Illustration på side 20]
Epafras bad om at hans brødre måtte stå fuldendte og med en fast overbevisning angående Kristus og deres håb
[Illustrationer på side 23]
Millioner af andre har det samme pålidelige håb og den samme faste overbevisning som vi har
