Fred i det nye årtusind?

DE Forenede Nationers Generalforsamling havde udnævnt år 2000 til Internationalt år for fredskultur, og den 14. september 1999 blev dette markeret med en ceremoni i Paris og New York. UNESCO’s tidligere generaldirektør, Federico Mayor, rettede en indtrængende appel om „at skabe en verdensomspændende bevægelse for en kultur med fred og ikkevold“.

UNESCO har den grundsætning at „eftersom krige begynder i menneskets sind, må forsvaret for freden ligeledes opbygges i menneskets sind“. I overensstemmelse hermed agter organisationen at fremme en fredskultur gennem „uddannelse, dialog og samarbejde“. Federico Mayor tilføjede at det ikke er nok „at være fredsommelig eller ligefrem pacifist; man må være fredsstifter“.

Desværre var år 2000 langtfra fredeligt. Nutidshistorien — også det der skete i år 2000 — har understreget menneskets manglende evne til, selv med de største bestræbelser, at hindre krig og vold.

Men det er værd at bemærke at fred ganske rigtigt hænger sammen med oplæring. For omkring 2700 år siden forudsagde profeten Esajas: „Alle dine sønner vil være oplært af Jehova, og stor bliver dine sønners fred.“ (Esajas 54:13) Det var også denne profet der forudså en tid hvor folk fra alle nationer ville strømme til den rene tilbedelse af Jehova Gud og lære hans veje at kende. Med hvilket resultat? „De skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“ (Esajas 2:2-4) I overensstemmelse med denne profeti er Jehovas Vidner engageret i et verdensomspændende undervisningsarbejde der allerede har hjulpet mange til at overvinde de nationale og racemæssige fordomme som er årsag til de fleste krige.

Under Guds rige skal der ikke mere være krig. Det vil indføre varig fred og sikkerhed på jorden. (Salme 72:7; Daniel 2:44) Til den tid vil salmistens ord få deres opfyldelse: „Kom og betragt hvad Jehova har gjort, hvordan han har udført forfærdende ting på jorden. Han standser krige indtil jordens ende.“ — Salme 46:8, 9.