Livsberetning

Helhjertet tjeneste for Jehova trods prøvelser

FORTALT AF RODOLFO LOZANO

Jeg er født i Mexico den 17. september 1917 — midt under den mexicanske revolution — i Gómez Palacio i delstaten Durango. Revolutionen sluttede i 1920, men urolighederne i vores område fortsatte i årevis, og tilværelsen var vanskelig.

PÅ ET tidspunkt hørte min mor at kampe mellem oprørsstyrkerne og hæren var under opsejling, og i flere dage holdt hun mig og mine tre brødre og to søstre hjemme. Vi havde næsten ingen mad, og jeg husker at jeg gemte mig under sengen sammen med min lillesøster. Efter dette besluttede mor at tage os børn med til USA, hvor far senere skulle slutte sig til os.

Vi kom til Californien i 1926, kort før den store depression ramte USA, og slog os ned hvor der var arbejde, blandt andet i San Joaquin Valley, Santa Clara, Salinas og King City. Vi lærte at arbejde i marken og høste al slags frugt og grønt. Selv om min barndom og ungdom for en stor del bestod af hårdt arbejde, husker jeg det som en god tid.

Jeg lærer sandheden fra Bibelen at kende

I marts 1928 fik vi besøg af en bibelstudent, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Det var en ældre, spansktalende mand ved navn Esteban Rivera. Jeg blev meget betaget af den brochure han gav os. Den hed „Hvor er de døde?“, og både titlen og indholdet interesserede mig meget. Jeg var ikke så gammel, men begyndte alligevel at studere Bibelen og komme sammen med bibelstudenterne. Med tiden blev min mor og min søster Aurora nidkære tjenere for Jehova.

 I midten af 1930’erne blev der bygget en rigssal i San Jose til den engelske menighed. Men eftersom området havde mange latinamerikanske indbyggere som arbejdede på farmene, begyndte vi også at forkynde for dem og holde vagttårnsstudium med dem. Vi fik hjælp af latinamerikanske Jehovas Vidner fra San Francisco, der lå cirka 80 kilometer derfra. Efter nogen tid var der omkring 60 som overværede de spanske møder i rigssalen i San Jose.

Den 28. februar 1940 ved et stævne i San Jose symboliserede jeg endelig min indvielse til Jehova ved vanddåben. Året efter blev jeg udnævnt til pioner, som Jehovas Vidners heltidsforkyndere kaldes. I april 1943 blev jeg så bedt om at flytte til byen Stockton, omkring 130 kilometer borte, for at oprette en spansk menighed dér. Jeg var på daværende tidspunkt præsiderende tilsynsmand i den engelske menighed i San Jose og tog mig også af de spansktalende Jehovas Vidner i området. Da jeg havde fået delt ansvarsopgaverne ud til andre, flyttede jeg til Stockton.

En prøve på min integritet

Fra 1940 fik jeg gentagne gange ordre til at møde op hos udskrivningsmyndighederne, men hver gang respekterede de min stilling som militærnægter. I 1941 gik USA ind i den anden verdenskrig, og fra da af blev presset fra udskrivningsmyndighederne intensiveret. Det endte med at jeg i 1944 blev sat i fængsel. Mens jeg ventede på dommen, blev jeg spærret inde i en kælder sammen med kriminelle. Da de fandt ud af at jeg var et af Jehovas Vidner, stillede mange af dem spørgsmål om hvordan deres forbrydelser ville berøre deres forhold til Gud.

Nogle af mine trosfæller i San Jose betalte kaution for mig så jeg kunne blive løsladt indtil jeg skulle i retten. En advokat i Los Angeles som repræsenterede personer der var tiltalt i borgerrettighedssager, tilbød at føre min sag uden salær. Dommeren besluttede at frikende mig på betingelse af at jeg holdt op som pioner, fik et job og hver måned aflagde rapport til myndighederne. De betingelser kunne jeg ikke gå ind på, så jeg blev idømt to år i McNeil Island-fængselet i staten Washington. Dér brugte jeg min tid på at studere Bibelen grundigt, og jeg lærte også at skrive på maskine. Inden de to år var omme,  blev jeg løsladt på grund af god opførsel. Jeg traf med det samme forberedelser til atter at begynde i pionertjenesten.

Øget aktivitet

I vinteren 1947 fik jeg sammen med en pionermakker til opgave at arbejde blandt de spansktalende i Colorado City, Texas. Men dér var det så koldt at vi tog til San Antonio, hvor klimaet var mildere. Dér regnede det til gengæld så meget at vi ikke kunne forkynde fra hus til hus. Pengene slap hurtigt op, og vi levede i adskillige uger udelukkende af rå kålsandwich og lucerne-te. Min makker tog hjem, men jeg blev der. Så snart de engelsktalende Jehovas Vidner blev opmærksomme på mine materielle behov, begyndte de at hjælpe mig.

Da det blev forår, vendte jeg tilbage til mit distrikt i Colorado City, og med tiden opstod der en lille spansk menighed dér. Senere flyttede jeg til Sweetwater, Texas, hvor jeg hjalp med at danne en anden spansk menighed. Mens jeg var i Sweetwater, blev jeg indbudt til at overvære den 15. klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead, der skulle begynde den 22. februar 1950. Gileadafslutningen fandt sted ved det internationale stævne på Yankee Stadium i New York City den følgende sommer. Bagefter blev jeg tre måneder på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn. Dér blev jeg oplært til at varetage min kommende opgave på afdelingskontoret i Mexico.

Arbejdet i Mexico

Den 20. oktober 1950 kom jeg til Mexico City. Omkring to uger senere blev jeg udnævnt som landstjener, og denne opgave varetog jeg i fire og et halvt år. De erfaringer jeg havde høstet i pionertjenesten, i fængselet, på Gilead og i Brooklyn, viste sig at være meget gavnlige. Her i Mexico så jeg hurtigt behovet for at hjælpe vore mexicanske brødre og søstre til at blive åndeligt stærke. Der var især behov for at hjælpe dem til at leve efter de høje moralnormer i Guds ord.

I de latinamerikanske lande, deriblandt Mexico, var det almindelig skik og brug at par levede sammen uden at være gift. Kristenhedens trossamfund, især den romersk-katolske kirke, havde tilladt denne ubibelske skik at vinde indpas. (Hebræerne 13:4) Derfor var nogle blevet medlemmer af Jehovas Vidners menigheder uden at være lovformeligt gift. Nu blev der truffet foranstaltninger til at disse brødre og søstre kunne få ordnet deres forhold inden for seks måneder. Hvis de undlod at gøre det, ville de ikke længere blive betragtet som Jehovas Vidner.

For mange var det ganske ligetil at få rettet op på deres liv. De behøvede blot at gifte sig for at få legaliseret det forhold de levede i. For andre var situationen mere kompliceret. Nogle havde for eksempel været gift to eller måske endda tre gange uden nogen sinde at være blevet skilt. Da der endelig blev rettet op på de ægteskabelige forhold blandt Jehovas folk så de var i harmoni med Guds ord, oplevede menighederne store åndelige velsignelser. — 1 Korinther 6:9-11.

Det gennemsnitlige uddannelsesniveau i Mexico var ret lavt dengang. Allerede før jeg kom i 1950, var afdelingskontoret gået i gang med at organisere læse- og skriveklasser i menighederne. Nu blev disse klasser reorganiseret, og der blev truffet foranstaltninger til at indregistrere dem hos myndighederne. Siden man i 1946 begyndte at registrere eleverne, er over 143.000 blevet undervist i at læse og skrive i de klasser Jehovas Vidner har afholdt.

I Mexico har lovene vedrørende religion været meget restriktive, men i de senere år er der sket væsentlige ændringer i denne henseende. I 1992 blev der vedtaget en ny lov om religion, som i 1993 udvirkede at Jehovas Vidner i Mexico fik status som et anerkendt trossamfund.

 Disse ændringer har været til stor glæde for mig, og det der er sket, ville jeg tidligere have troet var umuligt. I årenes løb er jeg gentagne gange blevet mødt med en temmelig mistroisk holdning når jeg har opsøgt myndighederne, men det er dejligt at se hvordan den juridiske afdeling på vores kontor har taget hånd om dette, så vi nu stort set ikke møder nogen hindringer i vores forkyndelsesarbejde.

En missionærmakker

Da jeg kom til Mexico, var der allerede mange gileaduddannede missionærer fra tidligere klasser. En af dem var Esther Vartanian, en amerikansk søster der var begyndt som pioner i Vallejo, Californien, i 1942. Vi blev gift den 30. juli 1955 og fortsatte derefter i vores tildelte distrikt i Mexico. Esther fortsatte i missionærtjenesten i Mexico City, og vi boede på afdelingskontoret, hvor jeg stadig havde mit arbejde.

Esther var ankommet til sit første missionærdistrikt i Monterrey, Nuevo León, Mexico, i 1947. Dengang var der kun én menighed med 40 Jehovas Vidner i Monterrey, men da hun i 1950 blev bedt om at flytte til Mexico City, var der fire menigheder. På vores afdelingskontor i nærheden af Mexico City er der for øjeblikket to unge efterkommere af familier som Esther studerede Bibelen med dengang hun var i Monterrey.

I 1950 havde missionærerne i Mexico City til opgave at forkynde i det meste af byen. De gennemtravede distriktet til fods eller kørte i nogle meget gamle, overfyldte busser. Da jeg kom til Mexico City i slutningen af 1950, var der syv menigheder. Nu er der omkring 1600 med godt 90.000 forkyndere, og sidste år var der i Mexico City mere end 250.000 der overværede højtiden til minde om Kristi død. I årenes løb har Esther  og jeg haft den forret at virke i mange af byens menigheder.

Når Esther og jeg begynder at studere med nogen, prøver vi altid at gøre faderen i familien interesseret, så hele familien bliver inddraget. På den måde har vi oplevet at mange store familier er kommet til at tjene Jehova. Jeg tror at en af grundene til den hurtige vækst i Mexico er at hele familier i forening slutter sig til den sande tilbedelse.

Jehova har velsignet arbejdet

Siden 1950 har der været en positiv udvikling i arbejdet i Mexico, både med hensyn til antallet af forkyndere og ændringer i organisationen. Det har været en sand fornøjelse at kunne yde et lille bidrag til væksten og arbejde sammen med så gæstfri og glade mennesker.

Karl Klein, der er medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd, og hans kone, Margaret, besøgte os for nogle år siden i forbindelse med en ferie. Broder Klein ville gerne se hvordan det gik med arbejdet i vores mexicanske distrikt, så han og Margaret tog med til møde i San Juan Tezontla-menigheden, i nærheden af Mexico City, hvor vi hørte til dengang. Vi havde kun en lille rigssal, omkring 4,5 meter bred og 5,5 meter lang. Da vi ankom, var der allerede omkring 70 til stede, og der var dårligt nok plads tilbage at stå på. De ældre sad på stole, de yngre på bænke, og de små børn på gulvet.

Broder Klein var imponeret over at alle børnene havde deres bibler klar og slog skriftsteder op når taleren opfordrede til det. Efter det offentlige foredrag holdt broder Klein et indlæg ud fra Mattæus 13:19-23 og sagde at der i Mexico var meget af den „gode jord“ som Jesus havde omtalt. Nu er syv af de børn der den dag var til stede, engageret i et enormt byggeprojekt med udvidelse af vores afdelingskontor lidt uden for Mexico City. Én tjener på Betel, og flere af de andre er pionerer.

Dengang jeg kom til Mexico City, var der kun 11 medlemmer af betelfamilien. Nu er vi omkring 1350 på afdelingskontoret, og heraf arbejder cirka 250 med byggeriet af de nye bygninger. Når dette byggeprojekt er færdigt, sandsynligvis i 2002, vil vi kunne huse omkring 1200 flere i vore udvidede bygninger. Det er underligt at tænke på at der i 1950 var færre end 7000 forkyndere i hele landet, og at vi nu er godt og vel 500.000. Mit hjerte strømmer over af glæde når jeg ser hvordan Jehova har velsignet vore ydmyge mexicanske brødres nidkære indsats i arbejdet med at prise ham.

En prøvelse

I den senere tid har en af de største prøvelser for mig været sygdom. I det store og hele har jeg altid haft et godt helbred. Men i november 1988 fik jeg et slagtilfælde som påvirkede mine fysiske evner meget. Jeg takker Jehova for at jeg til en vis grad er kommet til kræfter ved genoptræning og behandlinger, men dele af min krop reagerer ikke som jeg kunne ønske. Jeg får stadig behandlinger og medicin for at undgå stærk hovedpine og andre vedvarende følgevirkninger.

Selv om jeg ikke længere kan gøre så meget som jeg gerne ville, finder jeg tilfredshed ved at vide at jeg har kunnet hjælpe mange til at lære om Jehovas hensigter og blive hans indviede tjenere. Jeg er også glad for at tale med de mange kristne brødre og søstre som besøger vores afdelingskontor, og føler at det er til gensidig opmuntring.

At vide at Jehova værdsætter vores tjeneste for ham, styrker mig. Det vi har gjort, er ikke forgæves. (1 Korinther 15:58) På trods af mine begrænsninger og min sygdom har jeg taget ordene fra Kolossenserbrevet 3:23, 24 til hjerte: „Hvad I end gør, så arbejd på det med hele jeres sjæl som for Jehova, og ikke for mennesker, for I ved at det er fra Jehova I til gengæld vil få arven.“ Ved at følge den tilskyndelse har jeg lært at tjene Jehova helhjertet trods prøvelser.

[Illustration på side 24]

I 1942 da jeg var pioner

[Illustration på side 24]

Min kone begyndte sin missionærtjeneste i Mexico i 1947

[Illustration på side 24]

Med Esther i dag

[Illustrationer på side 26]

Øverst til venstre: Betelfamilien i Mexico i 1952, med mig i forgrunden

Herover: I 1999 mødtes over 109.000 på Mexico Citys stadion til områdestævne.

Nederst til venstre: Udvidelsen af vores afdelingskontor er snart færdig