Krigens sår vil blive lægt

ABRAHAM var med i en guerillagruppe i 20 år, men nu er han holdt op med at kæmpe og vil aldrig mere være med i krig. * Faktisk er nogle af hans tidligere fjender blevet hans bedste venner. Det der fik ham til at forandre sig, var Bibelen. Den gav Abraham håb og indsigt og hjalp ham til at få Guds syn på tingene. Bibelen fjernede hans kamplyst og hjalp ham til at overvinde sine følelser af sorg, fortvivlelse, had og bitterhed. Han opdagede at Bibelen er som lægende medicin for hjertet.

Hvordan kan Bibelen læge følelsesmæssige sår? Bibelen kunne ikke ændre på det Abraham havde været ude for, men da han læste i Guds ord og gik i dybden, kom han til at se på tingene med Guds øjne. Han har nu et håb for fremtiden, og han prioriterer anderledes. Det der har stor betydning for Gud, har nu også stor betydning for ham. Sådan gik det til at sårene i hans hjerte begyndte at heles og han blev hjulpet til at forandre sig.

Kastet ud i borgerkrig

Abraham blev født i 1930’erne i Afrika. Efter den anden verdenskrig blev hans land behersket af et magtfuldt naboland, men mange af hans landsmænd ønskede at opnå selvstændighed. I 1961 blev Abraham medlem af en frihedsbevægelse som førte guerillakrig mod nabolandet.

„De var vore fjender. De havde til hensigt at dræbe os, og derfor satte vi os for at dræbe dem,“ fortæller Abraham.

Abrahams liv var ofte i fare, og derfor flygtede han i 1982 til Europa, efter 20 års væbnet kamp. Han var på det tidspunkt sidst i fyrrerne, og nu hvor han havde mere tid til rådighed, tog han bestik af sit liv. Hvad var der blevet af hans drømme og forhåbninger? Hvilken fremtid gik han i møde? Abraham kom i kontakt med nogle Jehovas Vidner og begyndte at overvære deres møder. Han kunne huske at han i Afrika nogle år tidligere havde fået en traktat af et af Jehovas Vidner. Traktaten beskrev et kommende paradis på jorden og en himmelsk regering som ville udøve herredømme over menneskeheden. Kunne det virkelig være sandt?

 Abraham siger: „Bibelen viste mig at alle de år jeg havde brugt på krig, var spildt. Den eneste regering som vil behandle alle retfærdigt, er Guds rige.“

Kort tid efter at Abraham var blevet døbt som et af Jehovas Vidner, flygtede en mand ved navn Robert fra Afrika til den samme europæiske by hvor Abraham boede. Robert og Abraham havde deltaget i den samme krig, men på hver sin side. Robert havde ofte spekuleret over hvad meningen var med livet. Han var religiøs, og fra sin bibellæsning vidste han at Guds navn er Jehova. Da nogle Jehovas Vidner fra Abrahams menighed tilbød at hjælpe Robert til at få en større forståelse af Bibelen, sagde han straks ja.

Robert fortæller: „Lige fra begyndelsen lagde jeg mærke til at Jehovas Vidner brugte navnene Jehova og Jesus i anerkendelse af at de er to adskilte personer. Det stemte med hvad jeg allerede vidste ud fra Bibelen. Noget andet der gjorde et dybt indtryk på mig, var at Jehovas Vidner er velsoignerede og venlige over for andre, uanset nationalitet.“

Fjender bliver venner

De to tidligere fjender, Robert og Abraham, er i dag gode venner. De er heltidsforkyndere i den samme menighed af Jehovas Vidner. „Under krigen spekulerede jeg ofte på hvordan folk fra to nabolande, hvoraf mange bekender sig til den samme tro, kunne hade hinanden,“ siger Abraham. „Selv om Robert og jeg tilhørte det samme trossamfund, gik vi i krig mod hinanden. Nu er vi begge Jehovas Vidner, og vores tro har forenet os.“

„Det er forskellen,“ tilføjer Robert. „I dag bekender vi os til en tro som gør os til en del af et ægte brodersamfund. Vi vil aldrig mere gå i krig.“ Bibelen har øvet en stærk indflydelse på disse tidligere fjenders hjerte. Had og bitterhed har gradvis veget pladsen for tillid og venskab.

Samtidig med at Abraham og Robert var i krig, kæmpede to andre unge mænd på hver sin side af en konflikt mellem to nabolande. Men også i deres tilfælde blev Bibelen som lægende medicin for deres hjerte. Hvordan?

Slå ihjel, og dø som martyr

Gabriel, som voksede op i en religiøs familie, lærte at hans hjemland var midt i en hellig krig. Da han var 19 år, meldte han sig derfor frivilligt til militærtjeneste og bad om at blive sendt til fronten. I 13 måneder deltog han i nogle af de hårdeste kampe, hvor han undertiden befandt sig blot halvanden kilometer fra fjendens linjer. „Jeg husker især én episode,“ siger Gabriel. „Vores øverstkommanderende fortalte os at fjenden ville gå til angreb samme nat. Vi var så anspændte over situationen at vi skød med mortér hele natten.“ Gabriel betragtede nabofolkene som fjender der fortjente at dø. „Min plan var at dræbe så mange af dem som muligt, for derefter, ligesom mange af mine venner, at dø som martyr.“

 Men med tiden blev Gabriel desillusioneret. Han flygtede op i bjergene, sneg sig over grænsen til et neutralt land og rejste til Europa. Han blev ved med at spørge Gud om hvorfor livet var så svært, og om menneskenes problemer var en straf fra ham. På et tidspunkt kom han i kontakt med Jehovas Vidner, som ud fra Bibelen viste ham hvorfor livet i dag er så fyldt med problemer. — Mattæus 24:3-14; 2 Timoteus 3:1-5.

Jo mere Gabriel lærte gennem Bibelen, jo klarere erkendte han at den indeholder sandheden. „Jeg lærte at vi kan komme til at leve evigt i et paradis på jorden. Mærkeligt nok var det noget jeg havde længtes efter som barn.“ Bibelen gav Gabriel trøst og virkede lindrende på hans foruroligede hjerte. Hans dybe følelsesmæssige sår begyndte at blive lægt. Da han en dag mødte Daniel, en tidligere fjende, følte han ikke længere noget had. Men hvad havde fået Daniel til at rejse til Europa?

„Hvis du virkelig er til, så hjælp mig!“

Daniel var vokset op som katolik, og da han var 18 år, blev han indkaldt som soldat. Han blev sendt ud for at kæmpe i den samme krig som Gabriel, men på den modsatte side. Engang befandt Daniel sig nær frontlinjen i en kampvogn der blev ramt af fjenden. Hans venner blev dræbt, og selv blev han alvorligt såret og taget til fange. Efter at have tilbragt flere måneder på henholdsvis et hospital og i en lejr blev han deporteret til et neutralt land. Alene og subsistensløs overvejede han at begå selvmord. I en bøn til Gud sagde han: „Hvis du virkelig er til, så hjælp mig!“ Allerede den næste dag fik han besøg af Jehovas Vidner, som kunne besvare mange af hans spørgsmål. Til sidst rejste han til Europa som flygtning. Også dér kom Daniel sammen med Jehovas Vidner — og fortsatte med at undersøge Bibelen. De ting han lærte, mindskede hans frygt og bitre følelser.

Gabriel og Daniel er nu venner, forenede i et åndeligt brodersamfund som døbte Jehovas Vidner. Gabriel siger: „Min kærlighed til Jehova og mit kendskab til Bibelen har hjulpet mig til at få hans syn på tingene. Daniel er ikke længere min fjende. For år tilbage ville jeg med glæde have slået ham ihjel. Men Bibelen har lært mig det stik modsatte — at jeg må være villig til at dø for ham.“

Daniel fortæller: „Jeg så folk fra forskellige trossamfund og nationaliteter myrde hinanden. Nogle dræbte endog deres egne trosfæller på den modsatte side af fronten. Da jeg så det, gav jeg Gud skylden, men nu ved jeg at det er Satan der står bag al krig. I dag har Gabriel og jeg den samme tro, og vi vil aldrig mere gå i krig.“

 „Guds ord er levende og virkende“

Hvorfor forandrede Abraham, Robert, Gabriel og Daniel sig så drastisk? Hvordan var de i stand til at fjerne fortvivlelse og gammelt had fra deres hjerte?

Det var de ved at læse og grunde over Bibelen, som er „levende og virkende“, og på den måde lære dens sandheder at kende. (Hebræerne 4:12) Bibelens forfatter er menneskets Skaber, som ved hvordan hjertet hos den som er villig til at lytte og lære, kan påvirkes i en god retning. „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed.“ De der lader sig lede af Bibelen, antager nogle helt nye værdinormer. De begynder at lære hvordan Jehova ser på tingene. Denne proces har mange gavnlige virkninger, blandt andet den at krigens sår kan blive lægt. — 2 Timoteus 3:16.

Guds ord lærer at ingen race, nationalitet eller etnisk gruppe er bedre eller dårligere end nogen anden. „Gud [er ikke] partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.“ At acceptere dette kan hjælpe én til gradvis at overvinde racemæssigt og nationalt had. — Apostelgerninger 10:34, 35.

Bibelprofetier viser at Gud snart vil erstatte de nuværende jordiske regeringer med sit messianske rige. Ved hjælp af dette rige, eller denne regering, vil Gud ’standse krige indtil jordens ende’. Institutioner som fremmer krig og opfordrer folk til at udkæmpe dem, vil blive fjernet. Krigsofre vil blive oprejst fra døden og få mulighed for at leve på en paradisisk jord. Ingen vil være tvunget til at flygte fra angribere eller undertrykkere. — Salme 46:9; Daniel 2:44; Apostelgerninger 24:15.

Om dem der lever til den tid, siger Bibelen: „De skal bygge huse og bo der; og de skal plante vingårde og spise deres frugt. De vil ikke bygge for at en anden skal bo der . . . De skal ikke slide til ingen nytte, og de skal ikke føde børn til pludselig rædsel.“ Enhver skade og uret vil der blive rettet op på. At sætte sin lid til et sådant håb kan gradvis fjerne sorg og fortvivlelse fra et menneskes hjerte. — Esajas 65:21-23.

Bibelen er virkelig som lægende medicin for hjertet. Dens lære har allerede helet nogle af krigens sår. Tidligere fjender er blevet forenet i et internationalt brodersamfund. Denne helbredelsesproces vil fortsætte i Guds nye ordning indtil der ikke længere findes had, bitterhed, sorg eller fortvivlelse hos menneskene. „Det tidligere vil ikke blive husket, og det vil ikke opkomme i hjertet,“ lover Skaberen. — Esajas 65:17.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 4]

„Bibelen viste mig at alle de år jeg havde brugt på krig, var spildt“

[Tekstcitat på side 5]

Bibelen kan øve en stærk indflydelse på tidligere fjenders hjerte

[Tekstcitat på side 6]

Had og bitterhed veg gradvis pladsen for tillid og venskab

[Tekstcitat på side 6]

De der lader sig lede af Bibelen, antager nogle helt nye værdinormer

[Illustration på side 7]

Tidligere fjender er blevet forenet i et internationalt brodersamfund

[Kildeangivelse på side 4]

Flygtningelejr: UN PHOTO 186811/J. Isaac