Lad os stå fuldendte og med en fast overbevisning

„Et mesterværk af et projekt“

JEHOVAS VIDNER har lige fra begyndelsen af deres historie i nyere tid været stærkt interesserede i en af Jesu Kristi profetier: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:14) Da året 1914 — begyndelsen til „de sidste dage“ — nærmede sig, blev en verdensomspændende undervisningskampagne der havde Bibelen som grundlag, sat i gang. Det var oprigtige bibelstudenter med en fast overbevisning der påtog sig denne opgave. — 2 Timoteus 3:1.

Deres mål var at forkynde den gode nyhed over hele jorden, og for at nå dette mål tog de en ny, dristig og udtryksfuld metode i brug. Lad os gå tilbage i tiden og se lidt nærmere på denne metode.

En ny måde at forkynde på

Det er januar 1914. Forestil dig at du sammen med 5000 andre i New York sidder i en sal hvor lyset er slukket. Foran dig er et stort filmlærred ophængt. En hvidhåret mand i diplomatfrakke toner frem på lærredet. Du har naturligvis før set stumfilm, men denne mand taler, og du kan høre hvad han siger. Du er til stede ved premieren på en teknisk nyskabelse, og det budskab du hører, er noget helt særligt. Taleren er Charles Taze Russell, Vagttårnsselskabets første præsident, og filmen er „Skabelsens Fotodrama“.

C.T. Russell forstod at levende film var et enestående middel til at nå ud til store folkeskarer. I 1912 begyndte han derfor at træffe forberedelser til „Skabelsens Fotodrama“. Det blev til en otte timer lang forestilling med lysbilleder i farver og levende film med lyd.

Dramaet var beregnet til at blive vist i fire dele, og det førte tilskueren fra skabelsen op gennem menneskehedens historie frem til at Guds hensigt med jorden og menneskeheden var blevet gennemført ved afslutningen af Jesu Kristi tusindårsrige. Der skulle gå mange år før man anvendte denne teknologi i kommercielt øjemed. Men millioner af mennesker så „Skabelsens Fotodrama“ gratis.

Udsøgte musikstykker blev indspillet på grammofonplader, foruden at der blev foretaget 96 optagelser med tale. Man fremstillede stereoskoplysbilleder af store kunstværker til illustration af verdenshistorien, og det blev også nødvendigt at male og tegne hundreder af nye billeder. Nogle af lysbillederne og filmene var håndkolorerede. Dette måtte gøres  adskillige gange, for der blev fremstillet mindst 20 sæt af hver af de fire dele så man kunne vise en del af dramaet i 80 byer samtidig.

Bag kulisserne

Hvad skete der bag kulisserne når Fotodramaet blev vist? Alice Hoffman, en bibelstudent, fortæller: „Dramaet begyndte med en filmoptagelse af broder Russell. Idet han trådte frem på lærredet og hans læber begyndte at bevæge sig, blev en grammofon sat i gang . . . og så kunne vi glæde os over at høre hans stemme.“

Zola Hoffman fortæller om de tidsforkortede optagelser: „Jeg gjorde store øjne da man viste en skildring af skabelsesdagene. Liljer foldede sig langsomt ud for øjnene af os.“

Karl F. Klein, musikelsker og medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd, tilføjer: „Billederne blev ledsaget af vældig god musik, og man hørte perler som Narcissus og Humoreske.“

Clayton J. Woodworth jun. har fortalt: „Undertiden skete der nogle morsomme uheld. Ved en lejlighed spillede grammofonen ’Flee as a Bird to Your Mountain’ (’Fly som en fugl til bjergene!’), og på lærredet tonede billedet af en kæmpeøgle frem!“

Foruden det almindelige Fotodrama blev der inden længe også fremstillet nogle sæt af et såkaldt „Heurekadrama“. (Se rammen.) Det ene bestod af indspillede foredrag og nogle musikindspilninger. Det andet bestod både af lydoptagelser og lysbilleder. Selv om dette „Heurekadrama“ manglede de levende billeder, var det en stor succes på steder med spredt befolkning.

Et virkningsfuldt redskab i forkyndelsen

Inden udgangen af 1914 havde over 9.000.000 mennesker i Nordamerika, Europa og Australien set „Skabelsens Fotodrama“. Bibelstudenterne var få i tal, men de manglede ikke den faste overbevisning der skulle til for at bruge dette medium i forkyndelsen af den gode nyhed. De var glade for at kunne bidrage til lejen af passende forevisningslokaler. Mange tilskuere lærte altså Guds ord og hensigter at kende gennem „Skabelsens Fotodrama“.

En skrev til C.T. Russell: „Det blev et vendepunkt i mit liv da jeg første gang så Deres drama, eller det blev rettere sagt et vendepunkt i min bibelkundskab.“ En anden skrev: „Jeg var nær blevet trukket ned af vantroens kviksand, og jeg føler at jeg blev reddet af ’Skabelsens Fotodrama’, som blev vist her sidste sommer. . . . Jeg ejer en fred som denne verden ikke kan tilbyde, og som jeg ikke vil give i bytte for alle dens rigdomme.“

Demetrius Papageorge, som længe hørte til staben ved Selskabets hovedkontor, sagde: „’Skabelsens Fotodrama’ var et mesterværk af et projekt når man tager i betragtning hvor få bibelstudenter der var, og hvor begrænsede midler der var til rådighed. Det var virkelig Jehovas ånd der lå bag!“

[Ramme/illustrationer på side 8, 9]

Heurekadramaet

Otte måneder efter at Fotodramaet havde haft premiere, blev Selskabet klar over at der var behov for en anden udgave, som fik navnet „Heurekadrama“. Mens Fotodramaet fortsat blev vist i sin fulde længde i store byer, formidlede ’Heureka’-sættene det samme grundlæggende budskab i landsbyer og tyndt befolkede områder. Én udgave af Heurekadramaet blev omtalt som „en fantastisk mulighed for søstre“ til at forkynde. Forklaringen var at kassen med grammofonplader kun vejede 14 kilo. I forbindelse med en forevisning skulle man selvfølgelig også have en grammofon med sig.