En optiker lægger et sædekorn

Hvilken andel har en optiker i Lviv i Ukraine i oprettelsen af en russisktalende menighed af Jehovas Vidner cirka 2000 kilometer borte, i Haifa i Israel? Følgende beretning bekræfter sandheden i det bibelske udsagn: „Så din sæd om morgenen og lad ikke din hånd hvile før aften; for du ved ikke hvor det lønner sig.“ — Prædikeren 11:6.

BERETNINGEN tager sin begyndelse i 1990 da Ella, en ung kvinde med jødisk baggrund, boede i Lviv. Ella og hendes familie var ved at træffe forberedelser til at udvandre til Israel. Kort inden deres afrejse fik Ella tid hos en optiker der var et af Jehovas Vidner. På det tidspunkt var Jehovas Vidners arbejde forbudt i Ukraine. Men optikeren tog alligevel initiativ til at fortælle Ella om sin bibelske tro. Det kom bag på hende da han sagde at Gud havde et navn. Ella blev nysgerrig, og de begyndte at tale om Bibelen.

 Ella syntes så godt om det hun hørte, at hun bad om lov til at komme igen og tale med ham den efterfølgende uge og ugen efter igen. Hun blev mere og mere interesseret i det optikeren fortalte, men der var et problem. Tidspunktet for deres afrejse til Israel nærmede sig hastigt. Der var så meget hun endnu skulle lære! For at udnytte den resterende tid bedst muligt spurgte hun om der var nogen der kunne læse Bibelen med hende hver dag indtil hun skulle af sted. Da Ella ankom til Israel, genoptog hun ikke lige straks sit studium af Bibelen, men sandhedens sædekorn havde slået rødder i hendes hjerte, og sidst på året var hun igen i færd med flittigt at undersøge Bibelen.

Der udbrød nu krig i Den Persiske Golf, og Israel blev angrebet af missiler fra Irak. Det var noget alle talte om. En dag hørte Ella en familie tale russisk i et supermarked. De var indvandrere som for nylig var kommet til Israel. Skønt hun ikke havde undersøgt Bibelen ret længe, henvendte hun sig til familien og fremholdt Bibelens løfte om en fredelig verden for dem. Det førte til at bedstemoderen, Galina, moderen, Natasha, sønnen, Sasha (Ariel), og datteren, Ilana, alle begyndte at undersøge Bibelen sammen med Ella.

Sasha var den første i familien der blev døbt — trods mange vanskeligheder. Han var en mønsterelev, men blev bortvist fra skolen fordi han som kristen ikke med god samvittighed kunne deltage i den militærtræning der indgik i undervisningen. (Esajas 2:2-4) Sashas sag blev bragt for Israels højesteret i Jerusalem, der prisværdigt afsagde en kendelse om at Sasha skulle genoptages på skolen så han kunne tage sin afsluttende eksamen. Sagen fik hele nationens bevågenhed. Og mange israelere blev på den måde opmærksomme på Jehovas Vidners tro. *

Da Sasha var gået ud af gymnasiet, blev han heltidsforkynder. I dag er han specialpioner og virker som ældste i menigheden. Hans søster, Ilana, er også begyndt som heltidsforkynder. Moderen og bedstemoderen er nu begge døbte Jehovas Vidner. Det sædekorn som optikeren havde lagt, var vokset op og bar stadig frugt.

Ella fortsatte imidlertid med at gøre åndelige fremskridt, og inden længe forkyndte hun fra hus til hus. Ved det første besøg hun aflagde, traf hun Faina, som kort forinden var ankommet fra Ukraine; Faina led af depressioner. Kort før Ella havde banket på døren, havde den ulykkelige kvinde bedt til Gud og sagt: „Jeg ved ikke hvem du er, men hvis du hører mig, så hjælp mig.“ Ella og Faina fik en inspirerende og opmuntrende samtale. Faina stillede mange spørgsmål og tænkte grundigt over de svar hun fik. Efterhånden blev hun overbevist om at det Jehovas Vidner lærer andre om Bibelen, er sandt. Hun tilpassede sine studier på universitetet så hun kunne bruge mere tid sammen med menigheden og deltage i forkyndelsesarbejdet. Faina blev døbt i maj 1994. Hun begyndte også som heltidsforkynder,  og hun forsørger sig selv med et deltidsarbejde inden for computerbranchen.

Da Ella i november 1994 deltog i forkyndelsesarbejdet, følte hun sig pludselig meget dårlig. Hun tog på hospitalet, og dér viste undersøgelser at hun havde et blødende sår i tarmen. Om aftenen var hendes hæmoglobintal faldet til 4,5 millimol pr. liter. En ældste i Ellas menighed, ordstyreren for det lokale Kontaktudvalg til Hospitaler (KUH), gav lægerne oplysninger om forskellige behandlingsformer der ikke indbefattede blodtransfusion. * Operationen blev foretaget uden brug af blod, og den var vellykket. — Apostelgerninger 15:28, 29.

Dette gjorde indtryk på Ellas gynækolog, Karl, som var tysk jøde. Han kom i tanker om at hans forældre, som overlevede Holocaust, kendte Jehovas Vidner fra koncentrationslejrene. Karl stillede mange spørgsmål. Selv om han var meget optaget af sit arbejde, tog han sig tid til at undersøge Bibelen. Det følgende år begyndte han at overvære Jehovas Vidners ugentlige møder.

Hvad er resultatet blevet af det sædekorn som optikeren såede? Vi har allerede hørt om Sasha og hans familie. Og Ella virker som specialpioner. Hendes datter, Eina, er lige blevet færdig med gymnasiet og er selv begyndt som pioner. Faina er også specialpioner. Og Karl, der var gynækolog for Ella, er nu et døbt Jehovas Vidne og virker som menighedstjener. Han fortæller sine patienter og andre om Bibelens sandheders helbredende kraft.

Denne lille gruppe af russisktalende indvandrere, som til at begynde med var tilsluttet den hebraisktalende menighed af Jehovas Vidner i Haifa, er nu blevet til en nidkær russisk menighed der tæller over 120 forkyndere af Riget. Denne fremgang skyldes ikke mindst at en optiker benyttede lejligheden til at lægge et sædekorn.

[Fodnoter]

[Kort på side 29]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

UKRAINE

ISRAEL

[Kildeangivelse]

Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

[Illustrationer på side 30]

Ella og datteren Eina

[Illustration på side 31]

En glad gruppe af russisktalende Jehovas Vidner i Haifa. Fra venstre mod højre: Sasha, Ilana, Natasha, Galina, Faina, Ella, Eina og Karl