Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Er sandheden din personlige overbevisning?

Er sandheden din personlige overbevisning?

Er sandheden din personlige overbevisning?

„Lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I kan forvisse jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ — ROMERNE 12:2.

1, 2. Hvorfor er det ikke let at være en sand kristen i dag?

DET er ikke let at være en sand kristen her i de sidste dage, for vi lever i „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Timoteus 3:1) At følge Kristi eksempel kræver at man sejrer over verden. (1 Johannes 5:4) Tænk på det Jesus sagde om den kristne vej: „Gå ind ad den snævre port, for bred og rummelig er den vej der fører til undergangen, og det er mange der går ind ad den; men snæver er den port og trang den vej som fører til livet, og det er få der finder den.“ Han sagde også: „Hvis nogen ønsker at efterfølge mig, så lad ham sige nej til sig selv og tage sin marterpæl op dag efter dag og følge mig til stadighed.“ — Mattæus 7:13, 14; Lukas 9:23.

2 Når en kristen har fundet den trange vej til livet, består den næste udfordring i at blive på vejen. Hvorfor er det en udfordring? Fordi vi bliver mål for Satans listige anslag, eller rænker, når vi indvier os og lader os døbe. (Efeserne 6:11, fodnote) Han lægger mærke til vore svagheder og prøver at udnytte dem for at nedbryde os åndeligt. Hvorfor skulle han lade os være i fred når han forsøgte at besejre Jesus? — Mattæus 4:1-11.

Satans listige taktik

3. Hvordan såede Satan tvivl i Evas sind?

3 En af de metoder Satan anvender, er at så tvivl i vort sind. Han leder efter svagheder i vor åndelige rustning. Det var den samme taktik han brugte over for Eva i begyndelsen, da han spurgte: „Er det virkelig rigtigt at Gud har sagt I ikke må spise af hvert eneste træ i haven?“ (1 Mosebog 3:1) Satan sagde med andre ord: ’Er det virkelig muligt at Gud kan have pålagt jer sådan et forbud? Ville han nægte jer noget der er så godt? Gud ved jo at den dag I spiser af træet, vil jeres øjne blive åbnet, og I vil blive som Gud og kende godt og ondt!’ Satan såede tvivl og ventede på at den skulle spire. — 1 Mosebog 3:5.

4. Hvilke tvivlstanker kan nogle have i dag?

4 Hvordan bruger Satan denne taktik i dag? Hvis vi forsømmer at læse i Bibelen, at studere personligt, at bede, at deltage i den kristne forkyndelse og at overvære møderne, kan vi let blive påvirket af de tvivlstanker andre giver udtryk for. For eksempel: „Hvordan kan vi vide at det her er den sandhed Jesus forkyndte?“ „Lever vi mon virkelig i de sidste dage? Vi befinder os jo allerede i det 21. århundrede.“ „Står vi lige på tærskelen til Harmagedon, eller ligger det langt ude i fremtiden?“ Hvordan kan man få afklaret sådanne tvivlstanker, hvis de skulle opstå?

5, 6. Hvad må vi gøre hvis vi rammes af tvivlstanker?

5 Jakob gav et nyttigt råd da han skrev: „Hvis nogen af jer mangler visdom, så lad ham fortsat bede Gud derom, for han giver gavmildt til alle og uden at bebrejde; og den vil blive givet ham. Men lad ham fortsat bede i tro, uden overhovedet at tvivle, for den der tvivler er som en havets bølge der drives af vinden og blæses omkring. Ja, lad ikke det menneske mene at han vil få noget fra Jehova, en ubeslutsom mand som han er, ustadig på alle sine veje.“ — Jakob 1:5-8.

6 Hvad må vi da gøre? Vi bør „fortsat bede Gud“ om tro og forståelse og gøre endnu mere ud af vort personlige studium for at finde svar på spørgsmål eller overvinde tvivlstanker. Vi kan også bede om hjælp fra dem der er stærke i troen, og vi må aldrig tvivle på at Jehova vil give os den støtte vi har brug for. Jakob skrev også: „I skal derfor underordne jer Gud; men stå Djævelen imod, og han vil flygte fra jer. Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ Ja, vore tvivlstanker vil forsvinde hvis vi ’kommer nær til Gud’ gennem studium og bøn. — Jakob 4:7, 8.

7, 8. Hvad kendetegner den form for tilbedelse som Jesus lærte sine disciple, og hvem opfylder disse krav i dag?

7 Tag for eksempel spørgsmålet: Hvordan kan vi vide at vi praktiserer den form for tilbedelse som Jesus lærte sine disciple? For at finde svaret må vi først have afklaret hvilke krav der stilles til dem der praktiserer den sande tilbedelse. Bibelen viser at sande kristne skal have kærlighed til hinanden. (Johannes 13:34, 35) De skal hellige Guds navn, Jehova. (Esajas 12:4, 5; Mattæus 6:9) Og de skal gøre dette navn kendt. — 2 Mosebog 3:15; Johannes 17:26.

8 Noget andet der kendetegner den sande tilbedelse, er respekt for Guds ord, Bibelen. Det er den eneste bog der fortæller om Guds personlighed og hans hensigter. (Johannes 17:17; 2 Timoteus 3:16, 17) Desuden forkynder sande kristne at det kun er gennem Guds rige at menneskeheden kan nære håb om at komme til at leve evigt i et paradis der omspænder hele jorden. (Markus 13:10; Åbenbaringen 21:1-4) De deltager ikke i denne verdens korrupte politik eller dens fordærvede måde at leve på. (Johannes 15:19; Jakob 1:27; 4:4) Hvem opfylder disse krav i dag? Kendsgerningerne viser at der kun er ét svar: Jehovas Vidner.

Hvordan vi kan overvinde vedvarende tvivl

9, 10. Hvad kan vi gøre for at overvinde vedvarende tvivl?

9 Hvad skal vi gøre hvis vi plages af alvorlige tvivlstanker? Den vise kong Salomon giver svaret: „Min søn, hvis du tager imod mine ord og gemmer mine bud hos dig, så du med dit øre giver agt på visdom og bøjer dit hjerte mod dømmekraft, hvis du desuden kalder på forstand og lader din røst råbe på dømmekraft, hvis du søger den som sølv og leder efter den som efter skjulte skatte, da vil du forstå frygten for Jehova og finde kundskab om Gud.“ — Ordsprogene 2:1-5.

10 Er det ikke en fantastisk tanke? Hvis vi er villige til oprigtigt at give agt på visdommen fra Gud, vil vi „finde kundskab om Gud“. Ja, kundskaben om universets suveræne Herre er tilgængelig for os hvis vi er villige til at tage imod hans ord og værdsætter det. Det vil sige at vi må vende os til Jehova ved at bede til ham og ved at foretage et personligt studium. De skjulte skatte i hans ord kan fjerne enhver tvivl fra vort sind og hjælpe os til at se sandhedens lys.

11. Hvordan blev Elisas medhjælper grebet af tvivl?

11 I Anden Kongebog 6:11-18 har vi et godt eksempel på hvordan bøn kan hjælpe en frygtsom og tvivlende Guds tjener. Elisas medhjælper manglede åndelig indsigt. Han forstod ikke at himmelske hærstyrker stod parate til at støtte Guds profet, der var omringet af den aramaiske hær. „Ak, herre, hvad skal vi dog gøre?“ råbte medhjælperen ængsteligt. Hvad svarede Elisa? „Vær ikke bange, for der er flere med os end med dem.“ Men hvordan kunne medhjælperen blive overbevist om det? Han kunne ikke se de himmelske hærstyrker.

12. (a) Hvordan blev medhjælperens tvivlstanker fjernet? (b) Hvordan kan vi eliminere de tvivlstanker vi måtte have?

12 „Derpå bad Elisa og sagde: ’Jehova, luk dog hans øjne op så han kan se!’ Da lukkede Jehova medhjælperens øjne op så han så, og se, bjerglandet omkring Elisa var fyldt med heste og stridsvogne af ild.“ I dette tilfælde lod Jehova medhjælperen se de himmelske hærstyrker som beskyttede Elisa. I dag skal vi imidlertid ikke forvente at få hjælp fra Gud på samme måde. Husk på at Elisas medhjælper ikke havde hele Bibelen og ikke på samme måde kunne styrke sin tro ved at læse i den. Vi har hele Bibelen, og hvis vi gør god brug af den, kan det styrke vores tro. Vi kan for eksempel grunde over de mange beretninger der beskriver Jehova i sin himmelske tronsal. Disse beretninger udelukker enhver tvivl om at Jehova har en himmelsk organisation som støtter hans tjenere i det verdensomspændende undervisningsarbejde der udføres i dag. — Esajas 6:1-4; Ezekiel 1:4-28; Daniel 7:9, 10; Åbenbaringen 4:1-11; 14:6, 7.

Pas på Satans listige anslag

13. Hvordan prøver Satan at få os til at slippe grebet om sandheden?

13 På hvilke andre måder prøver Satan at svække os åndeligt og få os til at slippe grebet om sandheden? En af hans metoder er umoralitet i alle dens afskygninger. I nutidens sexgale verden er affærer (et pænere udtryk for utroskab) eller tilfældige seksuelle forhold noget ganske normalt for en nydelsessyg generation der søger fornøjelser for enhver pris. Film og fjernsyn fremmer denne livsstil. Medierne, især Internettet, er fyldt med pornografi. De nysgerrige vil blive udsat for fristelser. — 1 Thessaloniker 4:3-5; Jakob 1:13-15.

14. Hvorfor er nogle kristne faldet som ofre for Satans listige anslag?

14 Nogle kristne har givet efter for nysgerrighed og har besmittet deres sind og hjerte ved at se blød eller endda hård porno. De har ladet sig lokke i Satans besnærende fælde, i mange tilfælde med åndeligt skibbrud til følge. De er ikke forblevet „spædbørn i slethed“. De er ikke blevet „fuldvoksne i forstandighed“. (1 Korinther 14:20) Hvert år må flere tusind betale prisen for at de ikke har holdt sig til Guds ords principper og normer. De har forsømt at iføre sig og vedligeholde „den fulde rustning fra Gud“. — Efeserne 6:10-13; Kolossenserne 3:5-10; 1 Timoteus 1:18, 19.

Vi må værdsætte det vi har

15. Hvorfor har nogle måske svært ved at se værdien af deres åndelige arv?

15 „I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer,“ sagde Jesus. (Johannes 8:32) De fleste Jehovas Vidner har måttet aflægge deres tidligere livsstil og forlade deres tidligere trossamfund. Derfor kan de måske bedre påskønne den frihed sandheden medfører. For nogle unge hvis forældre har været i sandheden under deres opvækst, kan det derimod være svært at se værdien af deres åndelige arv. De har aldrig været en del af falsk religion eller af denne verden med al dens stofmisbrug, umoralitet og nydelsessyge. Af den grund kan de måske ikke se den stærke kontrast mellem vort åndelige paradis og Satans fordærvede verden. Nogle giver endda efter for fristelsen til at smage på verdens gift for at se hvad de er gået glip af. — 1 Johannes 2:15-17; Åbenbaringen 18:1-5.

16. (a) Hvilke spørgsmål kan vi stille os selv? (b) Hvad lærer vi, og hvad tilskyndes vi til at gøre?

16 Er det virkelig nødvendigt at brænde fingrene for at vide hvad smerte og lidelse er? Kan man ikke lære af andres dårlige erfaringer? Er det nødvendigt at vælte sig i denne verdens ’søle’ for at se om man er gået glip af noget? (2 Peter 2:20-22) I det første århundrede mindede Peter nogle kristne som tidligere havde været en del af Satans verden, om følgende: „Det er . . . nok at I i den tid der er gået har gjort nationernes vilje, da I vandrede i skamløse gerninger, lyster, overdreven nydelse af vin, sviregilder, drikkelag og utilladelig afgudsdyrkelse.“ Vi behøver afgjort ikke at styrte os ud i „udsvævelsernes sump“ for at se hvor fordærvet livet kan være. (1 Peter 4:3, 4) I vore rigssale, der er centre for bibelundervisning, lærer vi om Jehovas høje moralnormer, og vi tilskyndes til at bruge vores sunde fornuft for at forvisse os om at vi har sandheden, og på den måde gøre sandheden til vores personlige overbevisning. — Josua 1:8; Romerne 12:1, 2; 2 Timoteus 3:14-17.

Vort navn forpligter

17. Hvordan kan vi aflægge et godt vidnesbyrd om Jehova?

17 Hvis vi personligt er blevet overbevist om at vi har sandheden, vil vi være opsat på at fortælle andre om den ved enhver passende lejlighed. Det vil ikke sige at vi prøver at tvinge nogle der ikke er interesserede, til at lytte. (Mattæus 7:6) Men vi vil ikke være bange for at fortælle at vi er Jehovas Vidner. Hvis én viser bare en lille smule interesse ved at stille et oprigtigt spørgsmål eller ved at tage imod noget bibelsk læsestof, vil vi være parat til og forberedt på at fortælle om vort håb. Derfor vil det også være en god idé at vi altid har nogle publikationer med os uanset hvor vi er — på arbejde, i skole, ude at handle eller et sted hvor vi hygger os og slapper af. — 1 Peter 3:15.

18. Hvordan kan det være en beskyttelse for os at vi ikke lægger skjul på at vi er kristne?

18 Når vi ikke lægger skjul på at vi er kristne, bliver det lettere for os at modstå Satans snigende angreb. Hvis en fødselsdag, en julefrokost eller lignende skal fejres på arbejdspladsen, vil en arbejdskammerat ofte sige: „Hende er der ingen grund til at spørge. Hun er et af Jehovas Vidner.“ Af samme grund er folk som regel ikke så tilbøjelige til at fortælle sjofle vittigheder når vi er i nærheden. På den måde er det en beskyttelse for os at vi fortæller at vi er kristne. Som apostelen Peter påpegede: „Hvem er der som kan skade jer hvis I bliver nidkære for det gode? Men selv om I også skulle lide for retfærdigheds skyld er I lykkelige.“ — 1 Peter 3:13, 14.

19. Hvordan kan vi vide at vi befinder os langt henne i den periode der kaldes „de sidste dage“?

19 Når vi selv har forvisset os om at vi har sandheden, vil vi også være overbeviste om at vi lever i de sidste dage for denne tingenes ordning. Vi vil være klar over at mange af Bibelens profetier opfyldes i vor tid. * Paulus’ advarsel om at der i ’de sidste dage ville være kritiske tider som var vanskelige at klare’, bekræftes til overflod af de grufulde begivenheder der har fundet sted i forrige århundrede. (2 Timoteus 3:1-5; Markus 13:3-37) I en avisartikel om det 20. århundrede med titlen „Det vil blive husket som barbariets æra“ skrev en journalist for nylig: „1999 viste sig at blive det blodigste år i sidste halvdel af det blodigste århundrede.“

20. Hvad er tiden inde til nu?

20 Tiden er ikke inde til at vakle. Det er tydeligt at Jehova velsigner det største bibelundervisningsarbejde der nogen sinde er blevet udført over hele jorden til et vidnesbyrd for nationerne. (Mattæus 24:14) Gør sandheden til din personlige overbevisning, og fortæl andre om den. Din evige fremtid afhænger af hvad du gør nu. Hvis du lader hænderne synke, går du glip af Jehovas velsignelse. (Lukas 9:62) Det er nu tiden er inde til at ’være faste, urokkelige, idet vi altid har rigeligt at gøre i Herrens gerning, og idet vi ved at vores arbejde ikke er forgæves i forbindelse med Herren’. — 1 Korinther 15:58.

[Fodnoter]

^ par. 19 Se Vagttårnet for 15. januar 2000, side 12-14. Paragraf 13-18 nævner seks overbevisende vidnesbyrd om at vi siden 1914 har befundet os i de sidste dage.

Husker du dette?

• Hvordan kan vi overvinde tvivlstanker?

• Hvad kan vi lære af eksemplet med Elisas medhjælper?

• Hvilke fristelser i moralsk henseende må vi til stadighed være på vagt over for?

• Hvorfor bør vi aldrig lægge skjul på at vi er Jehovas Vidner?

[Studiespørgsmål]

[Illustrationer på side 10]

Bøn og et regelmæssigt studium af Bibelen kan hjælpe os til at overvinde tvivlstanker

[Illustration på side 11]

Et syn hjalp Elisas medhjælper til at overvinde sin tvivl

[Illustration på side 12]

Det er i rigssale som denne i Benin vi lærer om Jehovas høje moralnormer