Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Jeg har tjent hvor der var behov

Jeg har tjent hvor der var behov

Livsberetning

Jeg har tjent hvor der var behov

FORTALT AF JAMES B. BERRY

Året var 1939. Den store depression gjorde livet svært i USA, og der var krig under opsejling i Europa. Min yngre bror Bennett og jeg var taget fra vort hjem i Mississippi til Houston i Texas for at søge arbejde.

EN SENSOMMERDAG hørte vi en opsigtsvækkende meddelelse skratte over radioen: Hitlers tropper var trængt ind i Polen. „Det er Harmagedon der er begyndt,“ udbrød min bror. Vi sagde straks vores arbejde op, opsøgte den nærmeste rigssal og overværede vort første møde. Hvorfor lige en rigssal? Lad mig begynde ved begyndelsen.

Jeg er født i 1915 og opvokset på en gård i Hebron, Mississippi. Cirka en gang om året kom bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt, på besøg i området og holdt foredrag i et privat hjem. Derfor havde mine forældre mange bibelske bøger og blade. Bennett og jeg begyndte også at tro på det vi læste i disse bøger; at der ikke findes et brændende helvede, at sjælen ikke er udødelig, og at de retfærdige kan komme til at leve evigt på jorden. Vi havde dog stadig meget at lære. Det var nogen tid efter at jeg var færdig med skolen, at min bror og jeg tog til Texas for at få arbejde.

Da vi endelig kontaktede Jehovas Vidner i rigssalen, spurgte de om vi var pionerer. Vi anede intet om at man kaldte Jehovas Vidners heltidsforkyndere for pionerer. Derefter ville de vide om vi kunne tænke os at forkynde. „Naturligvis,“ svarede vi. Vi regnede med at der var nogen der ville vise os hvordan man gjorde. Men i stedet gav de os blot et distriktskort og sagde: „Her kan I arbejde.“ Bennett og jeg havde ikke det fjerneste begreb om hvordan man forkynder, men vi ønskede ikke at tabe ansigt. Det endte med at vi lagde distriktskortet i en postkasse og tog hjem til Mississippi.

Vi tager standpunkt for sandheden

Da vi var hjemme igen, læste vi i Jehovas Vidners publikationer hver dag i næsten et år. Vi havde ikke elektricitet, så om aftenen læste vi ved skæret fra ildstedet. Dengang besøgte rejsende tilsynsmænd som blev kaldt zonetjenere, Jehovas Vidners menigheder og isolerede grupper for at opbygge dem åndeligt. En af dem der besøgte vores menighed, var Ted Klein, som tog både Bennett og mig med ud at forkynde fra dør til dør, ofte på én gang. Han fortalte os om pionertjenesten.

Ved at samarbejde med ham begyndte vi at tænke alvorligt over at gøre mere i tjenesten for Gud. Den 18. april 1940 blev Bennett, min søster Velva og jeg døbt af broder Klein. Vores forældre overværede dåben og var glade for vores beslutning. Omkring to år senere blev de også døbt. De tjente begge Gud trofast til deres død. Far døde i 1956, og mor i 1975.

Da broder Klein spurgte mig om jeg kunne være pioner, svarede jeg at det ville jeg gerne, men at jeg hverken havde penge eller tøj. „Det skal du ikke være bekymret for,“ svarede han, „det ordner jeg.“ Og det gjorde han. Først sendte han min pioneransøgning ind. Derefter tog han mig med til New Orleans, cirka 300 kilometer derfra, og viste mig nogle små hyggelige lejligheder på førstesalen af en rigssal. De var til pionerer. Jeg flyttede ind kort efter og begyndte som pioner. Brødrene i New Orleans støttede pionererne ved at give dem mad, tøj og penge. I dagens løb kom nogle og satte mad uden for døren eller ind i køleskabet. En broder der ejede en restaurant i nærheden, inviterede os regelmæssigt på mad efter lukketid. Det kunne være kød, brød, chili con carne eller tærte som var blevet tilovers den dag.

Pøbeloverfald

Efter nogen tid blev jeg sendt til Jackson i Mississippi som pioner. Dér kom min unge makker og jeg ud for pøbeloverfald, og det lod til at de lokale myndigheder, der skulle håndhæve loven, støttede pøbelen. Det samme skete i vores næste distrikt, i Columbus, Mississippi. De hvide hadede os fordi vi forkyndte for alle uanset race og nationalitet. Mange, deriblandt lederen af den meget patriotiske veteranforening American Legion, mente ligefrem at vi tilskyndede til oprør. Adskillige gange ophidsede han vrede pøbelskarer til at angribe os.

Den første gang vi blev overfaldet af en pøbelskare i Columbus, var mens vi uddelte blade på gaden. De skubbede os op mod et stort forretningsvindue, og en skare samlede sig for at se hvad der foregik. Kort efter ankom politiet og tog os med ned til retsbygningen. Pøbelen havde fulgt efter os og sagde i embedsmændenes påhør at vi kun slap helskindede ud af byen hvis vi forlod den inden en bestemt dato. Hvis ikke, ville vi komme alvorligt til skade. Vi fandt det bedst at forlade byen for en tid. Men nogle få uger efter vendte vi tilbage og genoptog forkyndelsen.

Kort tid efter kom en gruppe på otte mænd imod os og gennede os ind i deres biler. De kørte os ud i en skov, rev tøjet af os og gav os hver 30 piskeslag med mit bælte. De havde geværer og reb, og jeg skal gerne indrømme at vi var bange. Jeg var sikker på de ville binde os og smide os i floden. De rev vores publikationer i stykker, spredte dem for vinden og smadrede vores grammofon mod en træstub.

Efter at have pryglet os beordrede de os til at tage tøjet på og gå ned ad en skovsti uden at se os tilbage. Vi var overbeviste om at de ville skyde os — og slippe godt fra det — hvis vi vovede at vende os om. Men efter nogle minutter kunne vi høre dem køre væk.

Ved en anden lejlighed blev vi forfulgt af en vred hob, og vi var nødt til at binde vores tøj rundt om halsen og vade over en flod for at slippe fra dem. Nogen tid senere blev vi arresteret og anklaget for oprør. I tre uger sad vi varetægtsfængslet inden retssagen, og det var noget alle i Columbus talte om. Eleverne på en nærliggende læreanstalt fik endog tidligt fri for at overvære retssagen. Da dagen oprandt, var retsbygningen tæt pakket, og der var kun ledige ståpladser. Statens vidner var blandt andet to prædikanter, borgmesteren og politiet.

Advokaten, G.C. Clarke, der selv var et af Jehovas Vidner, og hans kompagnon skulle repræsentere os. De krævede tiltalen for oprørsstiftelse frafaldet på grund af manglende beviser. Den advokat der var sammen med broder Clarke, forsvarede os magtfuldt, skønt han ikke selv var et af Jehovas Vidner. På et tidspunkt sagde han til dommeren: „Folk siger at Jehovas Vidner er tossede. Tossede? Thomas Edison blev også beskyldt for at være tosset!“ Derefter pegede han på en væglampe og sagde: „Men se den elektriske pære!“ Nok anså nogle Edison for at være tosset, men man kan ikke bortforklare at det var ham som opfandt glødelampen.

Den præsiderende kredsretsdommer henvendte sig til anklageren og sagde: „Der er ikke skygge af bevis for oprør, og de har ret til at udføre deres arbejde. Bring dem ikke mere herhen i retssalen. Det er spild af statens tid og penge, og også min tid, så længe der ikke foreligger nogen beviser.“ Vi vandt sagen.

Bagefter kaldte dommeren os dog ind på sit kontor. Han vidste at hele byen var imod hans kendelse, så han sagde advarende til os: „Min kendelse var i overensstemmelse med loven, men mit personlige råd til jer begge er: Rejs væk herfra, ellers slår de jer ihjel.“ Vi vidste han havde ret, så vi forlod byen.

Derefter sluttede jeg mig til Bennett og Velva, som var specialpionerer i Clarksville i Tennessee. Efter nogle få måneder fik vi tildelt distrikt i Paris, Kentucky. Halvandet år efter, da vi var lige ved at kunne danne en menighed dér, modtog Bennett og jeg en usædvanlig indbydelse.

Missionærtjeneste

Da vi fik tilsendt en indbydelse til at overvære den anden klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead, tænkte vi: ’Det må være en fejltagelse. Hvorfor skulle de indbyde to ulærde unge mænd fra Mississippi til sådan en skole?’ Vi troede at den kun var for veluddannede, men vi tog alligevel imod indbydelsen. Der var 100 elever i klassen, og kurset varede i fem måneder. Efter afslutningen den 31. januar 1944 så vi ivrigt frem til at tjene i et fremmed distrikt. Men dengang tog det lang tid at skaffe pas og visum, så eleverne skulle midlertidigt virke som pionerer i USA. Efter at have tjent i Alabama og Georgia modtog Bennett og jeg endelig vores tildelte opgave; vi skulle til Barbados i Vestindien.

Den anden verdenskrig rasede stadig, og Jehovas Vidners arbejde og publikationer var mange steder forbudt, også på Barbados. Toldmyndighederne dér åbnede vores kufferter og undersøgte dem rutinemæssigt og fandt de bøger og blade vi havde gemt. ’Vi er færdige,’ tænkte vi, men embedsmanden sagde blot: „I må undskylde at vi ser jeres bagage igennem, men nogle af disse publikationer er forbudt på Barbados.“ Han lod os dog slippe igennem med al den litteratur vi havde med. Da vi senere forkyndte for nogle regeringsembedsmænd, sagde de at de ikke kunne forstå hvorfor disse publikationer var forbudt. Efter nogle måneder blev forbudet ophævet.

Vi fik gode resultater i vores tjeneste på Barbados. Vi ledede mindst 15 bibelstudier hver, og de fleste elever gjorde åndelige fremskridt. Det glædede os at se nogle af dem overvære møderne. Men eftersom vore bøger og blade havde været forbudt i nogen tid, manglede der noget i brødrenes forståelse af hvordan møderne skulle holdes. Vi fik dog snart oplært nogle dygtige brødre. Vi havde også den glæde at hjælpe mange af dem vi studerede Bibelen med, i gang i forkyndelsen og se menigheden vokse.

Stifter familie

Da jeg havde været på Barbados i cirka halvandet år, blev jeg syg og måtte tage tilbage til USA. Mens jeg var dér, giftede jeg mig med Dorothy, som jeg havde skrevet sammen med. Vi var pionerer i Tallahassee i Florida, men efter et halvt år flyttede vi til Louisville i Kentucky, hvor en broder havde tilbudt mig et job. Bennett fortsatte sin tjeneste på Barbados i mange år. Han giftede sig senere med en missionærsøster, hvorefter de virkede i rejsetjenesten på øerne. På et senere tidspunkt måtte de dog af helbredsmæssige grunde vende tilbage til USA. De fortsatte med at rejse rundt og besøge de spansktalende menigheder indtil Bennett døde i 1990, 73 år gammel.

I 1950 kom det første af vore fem børn, en datter, til verden. Vi gav hende navnet Daryl. Nummer to, Derrick, døde kun to og et halvt år gammel af meningitis. I 1956 fik vi så Leslie, og i 1958 Everett. Dorothy og jeg forsøgte oprigtigt at opdrage vore børn i sandheden fra Bibelen. Vi stræbte efter at have et ugentligt familiestudium og at gøre det interessant for alle børnene. Mens Daryl, Leslie og Everett endnu var små, stillede vi dem hver uge spørgsmål de skulle undersøge og besvare den følgende uge. De legede også at de gik fra hus til hus. Den ene af dem stod så i klædeskabet og skulle agere den besøgte, og den anden stod udenfor og bankede på. De prøvede at udfordre hinanden med komiske replikker, men det hjalp dem til at blive glade for forkyndelsen. Vi tog dem også regelmæssigt med i tjenesten.

I 1973, da Dorothy var næsten 50 og jeg nær de 60, fik vi vores yngste søn, Elton. I menigheden blev vi kaldt Abraham og Sara. (1 Mosebog 17:15-17) Vores ældste drenge tog ofte Elton med ud i tjenesten. Vi kunne mærke at det var et magtfuldt vidnesbyrd for folk at se familier, søskende, forældre og børn, arbejde sammen om at udbrede Bibelens ord. Eltons brødre tog ham på skift op på skulderen og gav ham en traktat i hånden. Folk lyttede næsten altid når de åbnede døren og så den søde lille gut på skulderen af en af sine storebrødre. Drengene lærte Elton at række traktaten frem når samtalen var forbi, og sige nogle få ord. Sådan var hans debut i forkyndelsen.

Gennem årene har vi hjulpet andre til at lære Jehova at kende. I slutningen af 1970’erne flyttede vi fra Louisville til Shelbyville i Kentucky for at virke i en menighed hvor der var behov. Mens vi var der, så vi ikke alene menigheden vokse, men hjalp også med at finde en grund hvor man kunne bygge en rigssal. Senere blev vi anmodet om at virke i en anden menighed ikke langt derfra.

Familielivets usikkerhed

Jeg ville ønske jeg kunne sige at alle vore børn stadig vandrer på Jehovas vej, men det er ikke tilfældet. Efter at de er blevet voksne og er flyttet hjemmefra, har tre af vore børn forladt sandheden. Men vores søn Everett fulgte mit eksempel og begyndte i heltidstjenesten. Han kom senere til at arbejde på Jehovas Vidners hovedkontor i New York og blev i 1984 indbudt til at overvære den 77. klasse på Gilead. Derefter fik han tildelt distrikt i Sierra Leone i Vestafrika. I 1988 giftede han sig med Marianne, en pioner fra Belgien. Lige siden har de sammen virket i missionærtjenesten.

Som alle forældre kan forestille sig, er det nedslående for os at tre af vore børn har opgivet en livsform der giver så megen tilfredsstillelse nu, og som indeholder håbet om evigt liv på en paradisisk jord i fremtiden. Indimellem bebrejder jeg mig selv. Men det har trøstet mig at vide at selv nogle af Jehovas egne åndesønner, eller engle, ophørte med at tjene ham, skønt han viste dem kærlighed og godhed — og aldrig fejler. (5 Mos. 32:4; Joh. 8:44; Åb. 12:4, 9) Det har fortalt mig at uanset hvor hårdt forældre arbejder på at opdrage deres børn til at følge Jehovas veje, vil nogle måske vælge ikke at tage imod sandheden.

Ligesom et træ må bøje sig for vinden, sådan må vi bøje os for de genvordigheder og problemer vi udsættes for. I årenes løb har jeg erfaret at jeg ved regelmæssigt at studere Bibelen og overvære menighedens møder får styrke til at bøje mig og overleve åndeligt. Efterhånden som jeg er blevet ældre og kan se de fejl jeg førhen har begået, prøver jeg at finde de positive aspekter. Hvis vi forbliver trofaste, vil sådanne erfaringer kun gavne vor åndelige udvikling. Hvis vi tager ved lære af dem, kan selv de negative ting i livet have nogle positive sider. — Jakob 1:2, 3.

Nu har Dorothy og jeg ikke længere helbred eller styrke til at gøre alt det vi gerne vil i Jehovas tjeneste. Men vi er taknemmelige for den støtte vore kristne brødre og søstre yder os. Ved næsten hvert eneste møde giver de udtryk for at de er glade for at vi er der. Og de gør alt for at hjælpe os på enhver mulig måde, selv med reparationer på huset og bilen.

Indimellem er vi i stand til at være hjælpepionerer, og vi leder bibelstudier med interesserede. Noget der er til særlig stor glæde for os, er at høre nyt fra vores søn i Afrika. Vi har også stadig familiestudium, selv om vi nu kun er to i familien. Vi er lykkelige for at have fået lov at anvende så mange år i Jehovas tjeneste. Han forsikrer os om at han aldrig ’glemmer vort arbejde og den kærlighed vi har vist mod hans navn’. — Hebræerne 6:10.

[Illustration på side 25]

Velva, Bennett og jeg bliver døbt af Ted Klein den 18. april 1940

[Illustrationer på side 26]

Dorothy og mig i begyndelsen af 1940’erne og i 1997

[Illustration på side 27]

Det offentlige foredrag „Fredsfyrsten“ annonceres på en bybus på Barbados

[Illustration på side 27]

Min bror Bennett foran missionærhjemmet