Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hold sindet rettet mod ånden, og vind livet!

Hold sindet rettet mod ånden, og vind livet!

Hold sindet rettet mod ånden, og vind livet!

„At holde sindet rettet mod ånden betyder liv.“ — ROMERNE 8:6.

1, 2. Hvordan stiller Bibelen „kødet“ og „ånden“ op som modsætninger?

DET er absolut ikke let at forblive moralsk ren i Guds øjne midt i en fordærvet verden der lægger stor vægt på at tilfredsstille kødets ønsker. I Bibelen stilles „kødet“ og „ånden“ imidlertid op som modsætninger, og der drages et klart skel mellem de alvorlige konsekvenser af at lade sig beherske af det syndige kød og de gode resultater af at lade sig påvirke af Guds hellige ånd.

2 Jesus Kristus sagde for eksempel: „Det er ånden der er livgivende; kødet gavner slet intet. De ord jeg har talt til jer er ånd og er liv.“ (Johannes 6:63) Og apostelen Paulus skrev til de kristne i Galatien: „Kødet er i sine ønsker imod ånden, og ånden imod kødet; for disse står hinanden imod.“ (Galaterne 5:17) Paulus sagde også: „Den der sår med henblik på sit kød, skal høste fordærv af sit kød, men den der sår med henblik på ånden, skal høste evigt liv af ånden.“ — Galaterne 6:8.

3. Hvad skal der til for at man kan løsrive sig fra urette ønsker og tilbøjeligheder?

3 Jehovas hellige ånd — hans virksomme kraft — kan effektivt udrydde urene „kødelige lyster“ og nedbryde vort syndige køds destruktive herredømme. (1 Peter 2:11) Det er nødvendigt at have Guds ånds hjælp for at kunne løsrive sig fra trældommen under urette tilbøjeligheder, for Paulus skrev: „At holde sindet rettet mod kødet betyder . . . død, men at holde sindet rettet mod ånden betyder liv og fred.“ (Romerne 8:6) Hvad vil det sige at holde sindet rettet mod ånden?

„At holde sindet rettet mod ånden“

4. Hvad vil det sige at „holde sindet rettet mod ånden“?

4 Da Paulus brugte udtrykket „at holde sindet rettet mod“, brugte han et græsk navneord der betyder „tænkemåde, tankesæt, hensigt, forhåbning, stræben“. Det tilsvarende udsagnsord betyder „at tænke, at have en bestemt indstilling“. At holde sindet rettet mod ånden vil derfor sige at lade sine tanker beherske, dominere og påvirke af Jehovas virksomme kraft. Det betyder at vi villigt lader vor tankegang, vore tilbøjeligheder og vore forhåbninger komme under Guds hellige ånds fulde indflydelse.

5. I hvilket omfang bør vi underkaste os den hellige ånds indflydelse?

5 Paulus pegede på i hvilket omfang vi bør underkaste os den hellige ånds indflydelse da han brugte udtrykket at ’trælle på åndens måde’. (Romerne 7:6) De kristne er på grundlag af deres tro på Jesu genløsningsoffer blevet frigjort fra syndens herredømme og er derfor „døde“ i forhold til deres tidligere stilling som trælle. (Romerne 6:2, 11) De der billedligt talt er døde på denne måde, lever stadig i fysisk henseende og er nu fri til at følge Kristus som „trælle for retfærdigheden“. — Romerne 6:18-20.

En stor forandring

6. Hvilken forandring gennemgår de der bliver „trælle for retfærdigheden“?

6 Forandringen fra at være „syndens trælle“ til at være „trælle for retfærdigheden“ er meget stor. Om nogle der havde gennemgået denne forandring, skrev Paulus: „I er blevet vasket rene, I er blevet helliget, og I er blevet erklæret retfærdige i vor Herre Jesu Kristi navn og med vor Guds ånd.“ — Romerne 6:17, 18; 1 Korinther 6:11.

7. Hvorfor er det vigtigt at have Guds syn på tingene?

7 For at gennemgå denne bemærkelsesværdige forandring må vi først lære hvordan Jehova ser på tingene. Salmisten David bad i sin tid inderligt til Gud: „Gør dine veje kendt for mig, Jehova . . . Få mig til at vandre efter din sandhed og lær mig.“ (Salme 25:4, 5) Jehova hørte Davids bøn og besvarede den, og han kan gøre det samme for sine tjenere i dag. Hvis vi føler os fristede til at tilfredsstille urene kødelige ønsker, vil det være en stor hjælp at grunde over Guds veje og hans sandhed, for alt hvad der har forbindelse med Gud, er rent og helligt.

Guds ords store betydning

8. Hvorfor er det nødvendigt at læse og studere Bibelen?

8 Guds ord, Bibelen, er et resultat af hans ånds virke. En af de måder hvorpå Guds ånd kan virke på os, er ved at vi læser og studerer Bibelen — helst hver dag. (1 Korinther 2:10, 11; Efeserne 5:18) Hvis vi fylder vort sind og hjerte med Bibelens sandheder og principper, vil det hjælpe os til at modstå angreb der kan svække os åndeligt. Ja, når der opstår fristelser til at gøre noget umoralsk, kan Guds ånd minde os om bibelske formaninger og principper der kan styrke vores beslutning om at handle i overensstemmelse med Guds vilje. (Salme 119:1, 2, 99; Johannes 14:26) Så vil vi ikke blive forledt til at gøre noget forkert. — 2 Korinther 11:3.

9. Hvordan vil studium af Bibelen styrke vores beslutning om at bevare et godt forhold til Jehova?

9 Når vi bliver ved med oprigtigt og flittigt at studere Bibelen ved hjælp af bibelske bøger og blade, vil Guds ånd virke på vort sind og hjerte så vi får større respekt for Jehovas normer. Vort forhold til Jehova vil blive det vigtigste i vort liv. Når vi står over for fristelse, vil vi ikke dvæle ved tanken om hvor skønt det ville være at give efter. Det vi først og fremmest vil tænke på, er at forblive uangribelige i Jehovas øjne. Værdsættelse af vort forhold til ham vil få os til at bekæmpe enhver tilbøjelighed der kunne skade eller ødelægge dette forhold.

„Hvor jeg elsker din lov!“

10. Hvordan er lydighed mod Jehovas lov forbundet med at holde sindet rettet mod ånden?

10 Hvis vi skal holde sindet rettet mod ånden, er det ikke nok at have kundskab fra Guds ord. Kong Salomon havde et godt kendskab til Jehovas lov, men i den sidste del af sit liv levede han ikke efter den. (1 Kongebog 4:29, 30; 11:1-6) Hvis vi er åndeligsindede, vil vi kunne se at det ikke er nok at vide hvad der står i Bibelen; vi må også adlyde Guds lov af hele vort hjerte. Det vil sige at vi samvittighedsfuldt må sætte os ind i hvad Jehova kræver, og omhyggeligt bestræbe os for at handle efter det. Det gjorde salmisten. Han sang: „Hvor jeg elsker din lov! Dagen lang har jeg den i tanke.“ (Salme 119:97) Når vi oprigtigt ønsker at følge Guds lov, ønsker vi også at tilegne os de egenskaber der kendetegner Gud. (Efeserne 5:1, 2) I stedet for at være tiltrukket af tanken om at gøre noget som er forkert, vil vi bære åndens frugt, og ønsket om at glæde Jehova vil få os til at vende os bort fra „kødets gerninger“. — Galaterne 5:16, 19-23; Salme 15:1, 2.

11. Hvordan vil du forklare at Jehovas forbud mod utugt er en beskyttelse for os?

11 Hvordan kan man opdyrke dyb respekt for og kærlighed til Jehovas lov? Blandt andet ved at grunde over hvor værdifuld den er. For eksempel forbyder Guds lov utugt og ægteskabsbrud og siger at det seksuelle samliv hører til inden for ægteskabet. (Hebræerne 13:4) Går vi glip af noget på grund af denne lov? Ville en kærlig himmelsk Fader give os en lov der nægtede os noget gavnligt? Naturligvis ikke. Tænk på hvordan det går mange af dem der ikke lever efter Jehovas moralnormer. En uønsket graviditet fører til at mange vælger abort eller bliver gift for tidligt og får et ulykkeligt ægteskab. Andre bliver eneforsørgere og må opdrage et barn på egen hånd. Desuden risikerer de der øver utugt, at blive smittet med en seksuelt overført sygdom. (1 Korinther 6:18) Og hvis en der tjener Jehova, begår utugt, kan de følelsesmæssige konsekvenser være uudholdelige. Det kan give store bekymringer og søvnløse nætter at ville undertrykke en dårlig samvittighed. (Salme 32:3, 4; 51:3) Viser det ikke tydeligt at hensigten med Jehovas forbud mod utugt er at beskytte os? Der er ingen tvivl om at det er til stor gavn at bevare sin moralske renhed!

Bed Jehova om hjælp

12, 13. Hvorfor er det på sin plads at bede når vi plages af syndige ønsker?

12 At holde sindet rettet mod ånden kræver at man beder indtrængende til Gud. Det er på sin plads at bede om Guds ånds hjælp, for Jesus sagde: „Hvis altså I . . . forstår at give jeres børn gode gaver, hvor langt snarere vil da ikke Faderen i himmelen give hellig ånd til dem der beder ham!“ (Lukas 11:13) I bøn kan man give udtryk for at man har brug for åndens hjælp til at bekæmpe sine svagheder. (Romerne 8:26, 27) Hvis vi bliver klar over at vi ligger under for et syndigt ønske eller har givet plads for en syndig indstilling — eller hvis vi bliver gjort opmærksomme på det af en omsorgsfuld trosfælle — vil det være klogt at nævne svagheden specifikt i vore bønner og bede Gud om hjælp til at overvinde den.

13 Jehova kan hjælpe os til at koncentrere os om det der er retfærdigt, rent, dydigt og rosværdigt. Det vil være på sin plads indtrængende at anråbe Gud, sådan at „Guds fred, som overgår al forstand,“ kan beskytte vort hjerte og sind. (Filipperne 4:6-8) Lad os derfor bede Jehova om hjælp til at ’jage efter retfærdighed, gudhengivenhed, tro, kærlighed, udholdenhed og mildhed’. (1 Timoteus 6:11-14) Med vor himmelske Faders hjælp vil bekymringer og fristelser ikke vokse sig så store at de tager magten fra os. Vort liv vil derimod være præget af en fred der kommer fra Gud.

Bedrøv ikke ånden

14. Hvorfor er Guds ånd en kraft der fremmer renhed?

14 Modne tjenere for Jehova følger Paulus’ råd: „Udsluk ikke ånden.“ (1 Thessaloniker 5:19) Eftersom Guds ånd kaldes „helligheds ånd“, er den ren, ubesmittet og hellig. (Romerne 1:4) Når den hellige ånd virker på os, fremmer den derfor hellighed, eller renhed. Den hjælper os til at føre et rent liv, at leve et liv der er kendetegnet af lydighed mod Gud. (1 Peter 1:2) Enhver uren handling er en tilsidesættelse af Guds ånd, og dette kan få katastrofale følger. Hvordan?

15, 16. (a) Hvordan kan man bedrøve Guds ånd? (b) Hvordan kan man undgå at bedrøve Jehovas ånd?

15 Paulus skrev: „Bedrøv ikke Guds hellige ånd, hvormed I er blevet beseglet til dagen for udfrielsen ved en løsesum.“ (Efeserne 4:30) Bibelen beskriver Jehovas ånd som et segl, eller ’et forskud på det der skal komme’, som de trofaste, salvede kristne har modtaget, og som vil betyde udødeligt liv i himmelen for dem. (2 Korinther 1:22; 1 Korinther 15:50-57; Åbenbaringen 2:10) Guds ånd kan lede de salvede og deres medarbejdere som har et jordisk håb, til at leve et liv i trofasthed og hjælpe dem til at undgå syndige handlinger.

16 Apostelen advarede mod løgn, tyveri, skammelig adfærd og så videre. Hvis vi giver efter for tendenser i den retning, går vi imod vejledningen i Guds ord, der er inspireret af ånden. (Efeserne 4:17-29; 5:1-5) Derved kunne vi til en vis grad bedrøve Guds ånd, og det er afgjort ikke noget vi ønsker. Hvis nogen af os begyndte at ignorere vejledningen i Guds ord, kunne vi lidt efter lidt udvikle en indstilling eller visse træk som kunne føre til forsætlig synd og til at vi helt mistede Guds gunst. (Hebræerne 6:4-6) Vi ville måske ikke forfalde til at øve synd med det samme, men vi kunne styre i den retning. Ved fortsat at gå imod åndens ledelse ville vi bedrøve den. Vi ville også gå imod og bedrøve Jehova, som den hellige ånd stammer fra. Det vil den der elsker Gud, aldrig ønske at gøre. Vi vil i stedet bede Jehova om hjælp så vi ikke bedrøver hans ånd, men ærer hans hellige navn, og det kan vi gøre ved fortsat at holde sindet rettet mod ånden.

Hold fortsat sindet rettet mod ånden

17. Hvilke åndelige mål kunne man sætte sig, og hvorfor vil det være klogt at arbejde på at nå dem?

17 Noget man kan gøre for til stadighed at holde sindet rettet mod ånden, er at sætte sig åndelige mål og arbejde på at nå dem. Afhængigt af behov og omstændigheder kan vore mål være at få bedre studievaner, at være mere med i forkyndelsen eller at stræbe efter et bestemt tjenesteprivilegium, som for eksempel pionertjenesten, beteltjenesten eller missionærtjenesten. Det vil holde sindet beskæftiget med åndelige interesser og vil hjælpe os til at undgå at give efter for vore menneskelige svagheder eller at lade os lede af de materialistiske mål og ubibelske ønsker der er almindelige i denne tingenes ordning. Det vil være det klogeste vi kan gøre, for Jesus gav denne indtrængende opfordring: „Hold op med at samle jer værdier her på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. I skal hellere samle jer værdier i himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. For dér hvor dine værdier er, dér vil dit hjerte også være.“ — Mattæus 6:19-21.

18. Hvorfor er det så vigtigt fortsat at holde sindet rettet mod ånden nu i de sidste dage?

18 At holde sindet rettet mod ånden og undertrykke verdslige ønsker nu i „de sidste dage“ er det klogeste man kan gøre. (2 Timoteus 3:1-5) „Verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ (1 Johannes 2:15-17) Hvis unge kristne for eksempel stræber efter heltidstjenesten, kan dette mål være en hjælp for dem i de vanskelige ungdomsår. Når de udsættes for pres til at gå på kompromis, vil de kunne holde sig for øje hvad de ønsker at udrette i tjenesten for Jehova. Som åndeligsindede mennesker vil de finde det uklogt, ja tåbeligt, at skaffe sig nogle materielle ting eller opnå den nydelse synden giver løfte om, på bekostning af åndelige mål. Tænk på Moses, der „valgte at blive mishandlet sammen med Guds folk frem for at have den midlertidige nydelse af synd“. (Hebræerne 11:24, 25) Uanset om vi er unge eller gamle, træffer vi et lignende valg når vi fortsat holder sindet rettet mod ånden og ikke mod det faldne kød.

19. Hvordan vil det gavne os at blive ved med at holde sindet rettet mod ånden?

19 „At holde sindet rettet mod kødet betyder fjendskab med Gud,“ men „at holde sindet rettet mod ånden betyder liv og fred.“ (Romerne 8:6, 7) Hvis vi fortsat holder sindet rettet mod ånden, vil vi opleve en vidunderlig fred. Vort hjerte og sind vil være mere beskyttet mod påvirkningen fra vor syndige natur. Vi vil bedre kunne modstå fristelser til at overtræde Guds lov. Og vi vil få Guds hjælp til at vinde den stadige kamp mellem kødet og ånden.

20. Hvordan kan vi være sikre på at det er muligt at gå sejrende ud af kampen mellem kødet og ånden?

20 Ved fortsat at holde sindet rettet mod ånden vil vi bevare den livsvigtige forbindelse til Jehova, kilden til både liv og hellig ånd. (Salme 36:9; 51:11) Satan Djævelen og hans tjenere gør alt hvad de kan, for at ødelægge vort forhold til Jehova Gud. De forsøger at få herredømme over vort sind, for de ved at hvis vi giver efter, vil det i sidste ende føre til fjendskab med Gud og til død. Men vi kan gå sejrende ud af denne kamp mellem kødet og ånden. Det erfarede Paulus, for da han skrev om sin egen kamp, spurgte han først: „Hvem vil befri mig fra det legeme der lider denne død?“ Derefter viste han at det er muligt at blive udfriet, for han sagde videre: „Tak til Gud gennem Jesus Kristus, vor Herre!“ (Romerne 7:21-25) Vi kan også takke Gud gennem Kristus for at han har givet os mulighed for at overvinde menneskelige svagheder, nemlig ved at holde sindet rettet mod ånden og dermed bevare håbet om evigt liv. — Romerne 6:23.

Husker du dette?

• Hvad vil det sige at holde sindet rettet mod ånden?

• Hvordan kan vi lade Jehovas ånd virke på os?

• Forklar hvorfor det i vor kamp mod synden er så vigtigt at studere Bibelen, adlyde Jehovas lov og bede til ham.

• Hvordan kan dét at vi sætter os åndelige mål hjælpe os til at blive på livets vej?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 16]

At læse og studere Bibelen vil hjælpe os til at modstå angreb der kan svække os åndeligt

[Illustration på side 17]

Det er på sin plads at bede Jehova om hjælp til at overvinde syndige tilbøjeligheder

[Illustrationer på side 18]

Åndelige mål kan hjælpe os til fortsat at holde sindet rettet mod ånden