Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Kunne dette blive den bedste livsform for dig?

Kunne dette blive den bedste livsform for dig?

Kunne dette blive den bedste livsform for dig?

HVIS du er en døbt kristen, vil du sikkert gøre Guds vilje af kærlighed til ham. Du tager sikkert også forkyndelsen alvorligt, for Jesus befalede sine tilhængere at gøre disciple. (Mattæus 28:19, 20) Sandsynligvis har du også et job så du kan forsørge dig selv. Men som en Jesu Kristi discipel og et af Jehovas Vidner må du frem for alt være en kristen forkynder — en der sætter forkyndelsen af Riget først i livet. — Mattæus 24:14.

Hvis du er sidst i teenageårene, har du sandsynligvis tænkt meget over hvilken livsvej du skal vælge. Og mon ikke du er nået til den slutning at det er vigtigt for dig at du bliver tilfreds med dit liv?

Overvej engang hvad Jørgen fra Danmark siger om det valg han har truffet. Han beskriver sin tilværelse som „en ideel livsform hvor man kan koncentrere sig om det vigtigste arbejde der findes“. En 31-årig græsk kvinde ved navn Eva siger: „Når jeg sammenligner min tilværelse med den mine venner har, kommer jeg altid til den konklusion at mit liv ikke alene er langt mere spændende, men også mere indholdsrigt og meningsfyldt.“ Hvad er det for en livsform der giver en sådan tilfredshed? Ville det være en livsform for dig?

Er det Gud der viser vejen?

Det kan være temmelig svært at vælge sin livsvej, og nogle ville sikkert ønske at Gud viste dem præcis hvad han gerne vil have dem til at gøre.

Da Moses var i Midjan, blev han af Jehova bedt om at vende tilbage til Ægypten og føre israelitterne ud af fangenskab. (2 Mosebog 3:1-10) Guds engel viste sig for Gideon, som blev udpeget til at frelse israelitterne fra undertrykkelse. (Dommerne 6:11-14) Samuel fik af Gud befaling til at salve fårehyrden David til Israels næste konge. (1 Samuel 16:1-13) Vi der lever i dag, bliver ikke ledet på samme måde, men må selv overveje forholdene og beslutte hvordan vi vil bruge de evner Gud har givet os.

Jehova har åbnet „en stor dør ind til virksomhed“ for unge kristne i dag. (1 Korinther 16:9) Hvordan det? I det seneste årti er antallet af forkyndere af Riget vokset med omkring 2.125.000 til over 6.000.000 på verdensplan. Hvem hjælper med at tilvejebringe de millioner af bibler, bøger, brochurer, blade og traktater der er brug for som åndelig føde og i arbejdet med at forkynde den gode nyhed på hele jorden? Dette store privilegium har den verdensomspændende betelfamilie.

Et glædebringende liv

Betel betyder „Guds hus“. Navnet anvendes om Vagttårnsselskabets hovedkontor og afdelingskontorerne rundt om i verden hvor frivillige blandt Jehovas Vidner bor og arbejder. (1 Mosebog 28:19, fodnote) Vore dages betelhjem kan siges at være som ’huse der er bygget op ved visdom’ og grundlagt på kærlighed til Jehova. — Ordsprogene 24:3.

Hvordan kan man beskrive den familiære atmosfære på Betel? En 25-årig medarbejder på Betel i Estland siger: „Jeg nyder følelsen af hele tiden at være sammen med Jehovas venner. Det er fortsat det mest værdifulde for mig ved at være på Betel.“ — Salme 15:1, 2.

På verdensplan har omkring 19.500 nu den forret at virke i beteltjenesten. (Salme 110:3) I USA er 46 procent af dem der er på Betel, mellem 19 og 29 år. De har sagt som Esajas: „Her er jeg! Send mig.“ (Esajas 6:8) Esajas — som allerede var indviet til Jehova — meldte sig frivilligt til at påtage sig endnu en tjenesteforrettighed. Det indebar sandsynligvis at han måtte bringe nogle personlige ofre. De der tjener på Betel, har forladt deres hjem og deres kendte omgivelser foruden mødre, fædre, brødre, søstre og venner. Dette offer bringer de villigt „for den gode nyheds skyld“. — Markus 10:29, 30.

Men tænk engang på hvilke åndelige velsignelser man til gengæld kan få på Betel. Et ungt medlem af betelfamilien i Rusland siger: „Ved at være selvopofrende kan vi lære en masse som vil hjælpe os til at leve i den nye verden. I mit tilfælde må jeg sige at Jehovas velsignelser langt overgår de ofre jeg har bragt.“ — Malakias 3:10.

Livet på Betel

Hvordan er livet på Betel? Medlemmer af betelfamilien er enige om at det er tilfredsstillende og spændende. En 43-årig betelbroder fortæller hvorfor han er glad for at være på Betel: „Jeg er klar over at vi har andel i et storstilet arbejde med det formål at fuldføre en vigtig opgave. Jeg fornemmer hvor omfattende og betydningsfuldt Jehovas virke er.“

Fra mandag til lørdag begynder dagen på Betel med en drøftelse af dagsteksten, som bliver ledet af en erfaren ældste. Mandag aften er der sat en time af til at studere Bibelen sammen som familie ved hjælp af Vagttårnet, og derefter følger der fra tid til anden en forelæsning over et bibelsk tema som er specielt egnet til betelfamilien.

For at hjælpe nye på Betel til rette holder nogle modne brødre i familien en række forelæsninger som omhandler forskellige facetter af beteltjenesten. I et bestemt antal uger i løbet af det første år overværer nye betelmedarbejdere et veltilrettelagt ugentligt skoleprogram som er med til at uddybe deres kundskab om Bibelen. De nye følger også et særligt bibellæseprogram, og i løbet af deres første år på Betel læser de hele Bibelen igennem.

Hvad fører al denne oplæring til? Joshua på 33, som er medlem af betelfamilien i Hongkong, svarer: „Betel har virkelig uddybet min værdsættelse af Jehova. Jeg kan være sammen med mange erfarne brødre som har brugt det meste af deres liv i tjenesten for Jehova. Jeg er især taknemmelig for det åndelige oplæringsprogram, der indbefatter drøftelsen af dagsteksten og familiestudiet af Vagttårnet. Jeg trives også godt med den velordnede og enkle livsform, der befrier mig for unødige bekymringer. Og jeg lærer hvordan man griber tingene an på en kristen måde, noget der har vist sig at være meget gavnligt.“

Medlemmerne af betelfamilien bruger det meste af deres tid og energi på at udføre den opgave de har påtaget sig. Det vil sige at de først og fremmest koncentrerer deres fysiske og mentale ressourcer om dette. Og der er en lang række forskellige ting der skal gøres. Nogle arbejder ved trykkemaskinerne eller i bogbinderiet, hvor de fremstiller de bøger der skal sendes ud til menighederne. Andre arbejder i køkkenet, i spisesalen eller i vaskeriet. Der er opgaver som indbefatter rengøring, havearbejde, byggearbejde og så videre. Nogle har ansvaret for at vedligeholde udstyret i disse afdelinger, mens andre igen sørger for sygepleje eller udfører kontorarbejde. Alle opgaver på Betel er meningsfyldte og bliver betragtet som glædebringende udfordringer. Det der gør arbejdet særlig tilfredsstillende, er at det fremmer Rigets interesser og udføres af kærlighed til Gud.

Betelfamiliens medlemmer er tilsluttet forskellige menigheder, hvor de på nærmeste hold erfarer værdien af deres arbejde. De nyder at overvære møderne i menigheden og at deltage i forkyndelsen, og mange har knyttet stærke bånd til deres brødre og søstre i de lokale menigheder. — Markus 10:29, 30.

Rita, som er medlem af betelfamilien i Storbritannien, siger: „Jeg er så glad for menigheden! Uanset om jeg er til møde eller ude at forkynde, bliver jeg styrket i min tro ved synet af de mange kære brødre, søstre, børn og ældre der er med. De er der, uanset hvad der sker. Det hjælper mig til at være mere nidkær i min beteltjeneste.“

Livet på Betel består ikke kun af arbejde, forkyndelse og studium — der er også afslappende stunder. Fra tid til anden bliver der arrangeret underholdende og åndeligt styrkende „familieaftener“, hvor man kan glæde sig over mange talentfulde indslag og blive opmuntret af de erfaringer andre betelmedarbejdere har gjort i deres liv. Der er også rig mulighed for socialt samvær hvor man frit kan drøfte åndelige emner, for eksempel ved bordene under måltiderne. Medarbejderne disponerer desuden over forskellige rekreative faciliteter samt biblioteker til personlig læsning og studium.

Tom, der er medlem af betelfamilien i Estland, siger: „Vores betelhjem ligger ved havet, og der er en smuk skov hvor min kone og jeg nyder at gå korte ture. Indimellem spiller jeg også golf, hockey og tennis med venner i menigheden og på Betel. Når vejret tillader det, cykler vi ture.“

Hvordan kan du kvalificere dig?

Betel er selvfølgelig først og fremmest et sted hvor modne kristne udfører hellig tjeneste for Jehova til gavn for deres trosfæller over hele jorden. De der bliver medlemmer af betelfamilien, må opfylde visse krav. Hvad kan du gøre for at kvalificere dig til beteltjenesten?

Ligesom Timoteus, der tjente sammen med apostelen Paulus, må de der ansøger om at komme på Betel, have et godt omdømme i menigheden. (1 Timoteus 1:1) Også om Timoteus blev det sagt at han „havde et godt omdømme hos brødrene i Lystra og Ikonium“. (Apostelgerninger 16:2) Selv om Timoteus var ung, kendte han Skrifterne og var velfunderet i sandheden. (2 Timoteus 3:14, 15) På samme måde forventes det at de der kommer på Betel, har et godt kendskab til Bibelen.

Medlemmer af betelfamilien må have en selvopofrende ånd. Timoteus’ selvopofrende ånd og hans villighed til at sætte Rigets interesser først var så tydelig at Paulus kunne sige om ham: „Jeg har . . . ingen med en indstilling som hans, ingen der så oprigtigt vil bekymre sig for jeres situation. For alle de andre søger deres egne interesser, ikke Kristi Jesu. Men I ved at han har stået prøve, at han har trællet sammen med mig, som et barn hos sin fader, for at fremme den gode nyhed.“ — Filipperne 2:20-22.

Det er åndeligsindede mænd og kvinder der er brug for til beteltjenesten. Ved at læse flittigt i Bibelen, overvære de kristne møder, deltage i forkyndelsen og komme sammen med modne kristne har man på Betel gode muligheder for at vokse åndeligt. Betelmedarbejdere bliver hjulpet til at følge apostelen Paulus’ råd: ’Fortsæt med at vandre i samhørighed med Jesus Kristus, idet I er rodfæstede i ham og opbygges i ham og befæstes i troen, sådan som I er blevet oplært, idet I strømmer over med tro i taksigelse.’ — Kolossenserne 2:6, 7.

Det arbejde der skal udføres på Betel, kræver at de der tager imod dette tjenesteprivilegium, må være fysisk stærke og have et godt helbred. Hvis du opfylder ovennævnte krav, er fyldt 19 år og har været døbt i mindst et år, vil vi tilskynde dig til at overveje beteltjenesten som en mulighed.

Vi har alle en andel

Som kristne ønsker vi sikkert alle at sætte Rigets interesser først i livet og være helhjertede i tjenesten for Jehova. (Mattæus 6:33; Kolossenserne 3:23) Vi kan også opmuntre dem der allerede tjener på Betel, til at fortsætte med at yde hellig tjeneste dér. Især unge mænd der opfylder kravene for beteltjeneste, bør tilskyndes til at række ud efter dette store privilegium.

Beteltjenesten er en åndeligt tilfredsstillende livsform — en tjeneste der kunne blive den bedste livsvej for dig. Det er den for Nick, der begyndte at arbejde på Betel da han var 20. Efter ti års beteltjeneste siger han: „Jeg henvender mig ofte til Jehova i bøn for at takke ham for hans ufortjente godhed. Hvad mere kunne jeg bede om? Her er vi omgivet af trofaste kristne som gør deres bedste for at tjene Jehova.“

[Ramme/illustration på side 22]

Hvad menighedens ældste og de unges forældre kan gøre

De ældste i menighederne og de rejsende tilsynsmænd bør i særlig grad opmuntre unge mænd til at søge på Betel. For nylig viste en uformel undersøgelse blandt yngre medlemmer af betelfamilien at 34 procent af dem primært var blevet tilskyndet af kristne tilsynsmænd til at gøre beteltjenesten til deres mål. De lokale menigheder de er rejst fra, savner dem naturligvis, men det er godt at huske på at selv om Timoteus uden tvivl øvede en god indflydelse på andre unge i Lystra og Ikonium, så holdt de lokale ældste ham ikke tilbage fra at tjene sammen med Paulus. De konkluderede ikke at Timoteus var så uundværlig for menigheden at han ikke burde tage af sted sammen med Paulus. — 1 Timoteus 4:14.

Især kristne forældre bør i denne forbindelse søge at påvirke deres børn i en positiv retning. I førnævnte undersøgelse henviste 40 procent af de adspurgte til deres forældre som dem der i første række havde tilskyndet dem til at tage beteltjenesten op. En søster som har tjent på Betel i nogle år, siger: „Mine forældres liv i Jehovas tjeneste har virket som en stærk motivation for mig til at tage beteltjenesten op. At betragte deres eksempel i heltidstjenesten har givet mig vished om at dette vil være den bedste og mest tilfredsstillende livsform at vælge.“

[Ramme på side 24]

De værdsætter beteltjenesten

„Jeg glæder mig over at arbejde på Betel. Det er en stor tilfredsstillelse at vide at jeg har tjent Jehova hele dagen, og at jeg vil gøre det samme i morgen, i overmorgen og i tiden der kommer. Det giver mig en god samvittighed og fylder mit sind med positive tanker.“

„Betel er et sted hvor man kan sætte hele sin tid og alle sine kræfter ind på at tjene Jehova uden at blive distraheret. Det giver en indre glæde. Men man får også mulighed for at se Jehovas organisation i et andet perspektiv. Man føler sig meget nærmere selve organisationens ’hjerte’, og det gør det meget spændende.“

„At komme på Betel er det bedste jeg nogen sinde har fået lov at opleve. Her kan man fortsætte med at lære i det uendelige, og her lader man sig ikke uddanne for at realisere sig selv, men for at kunne tjene Jehova. Her vil mit arbejde aldrig være forgæves.“

„At bruge mine evner på Betel giver mig en følelse af tilfredshed og fred i sindet, for jeg gør det for Jehova og mine brødre.“

„Min tidligere livsform gav mig ikke ægte glæde og tilfredshed. Jeg havde i mange år drømt om at arbejde med og for mine brødre og søstre. Derfor kom jeg på Betel. Det giver mig sand tilfredshed at vide at mine bestræbelser vil gavne andre åndeligt og være til pris for Jehova.“