„Jehovas ord havde fortsat fremgang“
„Jehovas ord havde fortsat fremgang“
„Han sender sin befaling til jorden; hurtigt løber hans ord.“ — SALME 147:15.
1, 2. Hvilken opgave overdrog Jesus sine disciple, og hvad indebar den?
EN AF de mest forbløffende profetier i Bibelen findes i Apostelgerninger 1:8. Kort før Jesus steg til himmelen, sagde han til sine trofaste disciple: „I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig . . . til jordens fjerneste egne.“ Hvilken kolossal opgave!
2 At skulle forkynde Guds ord over hele jorden må have været noget af en udfordring for den håndfuld disciple som tog imod den. Tænk på hvad det indebar. De skulle hjælpe andre til at forstå den gode nyhed om Guds rige. (Mattæus 24:14) De skulle vidne om Jesus og måtte derfor undervise andre i hans magtfulde lære og fortælle dem om den plads han indtager i Jehovas hensigt. De skulle også gøre disciple af folk og døbe dem. Og denne forkyndelse skulle udføres på hele jorden! — Mattæus 28:19, 20.
3. Hvad forsikrede Jesus sine disciple om, og hvordan tog de imod den opgave de fik?
3 Jesus forsikrede imidlertid sine disciple om at den hellige ånd ville hjælpe dem til at udføre den opgave han havde betroet dem. Trods opgavens kolossale omfang og den hårdnakkede og voldelige modstand hvormed man ville bringe Jesu første disciple til tavshed, lykkedes det dem at efterkomme hans befaling. Det er en historisk kendsgerning som ikke kan benægtes.
4. På hvilke måder var befalingen til at forkynde og undervise et udtryk for Guds kærlighed?
4 Det verdensomspændende forkyndelses- og undervisningsarbejde var et udtryk for Guds kærlighed til dem der ikke kendte ham. Det gav dem mulighed for at opnå et nært forhold til Jehova og få tilgivelse for deres synder. (Apostelgerninger 26:18) Befalingen til at forkynde og undervise sagde også noget om Guds kærlighed til dem der gik ud med budskabet, for det gav dem lejlighed til at vise deres hengivenhed for Jehova og deres kærlighed til andre. (Mattæus 22:37-39) Apostelen Paulus satte så stor pris på den kristne forkyndelse at han omtalte den som ’en kostbarhed’. — 2 Korinther 4:7.
5. (a) Hvor finder vi den mest pålidelige beretning om de første kristne, og hvilken vækst beskriver den? (b) Hvorfor har bogen Apostelgerninger betydning for Guds tjenere i dag?
5 Den mest pålidelige beretning om de første kristnes forkyndelse findes i den inspirerede bog Apostelgerninger, der er skrevet af Lukas. Det er en beretning om en forbløffende og hurtig vækst. Udbredelsen af Guds ord minder os om det der siges i Salme 147:15: „[Jehova] sender sin befaling til jorden; hurtigt løber hans ord.“ Beretningen om de første kristne, som fik kraft gennem den hellige ånd, er både spændende og i høj grad aktuel for os i dag. Jehovas Vidner er optaget af det samme arbejde med at forkynde og gøre disciple, blot i meget større målestok. Vi har også nogle af de samme problemer som de kristne i det første århundrede. Når vi tænker på hvordan Jehova velsignede og hjalp de første kristne, styrker det vores tillid til at han også vil støtte os.
Fremgang i antallet af disciple
6. Hvilket udtryk i forbindelse med udbredelsen af Guds ord forekommer tre gange i Apostelgerninger, og hvad menes der med det?
6 En af de måder hvorpå man kan undersøge opfyldelsen af Apostelgerninger 1:8, er ved at se på udtrykket „Jehovas ord havde fortsat fremgang“. Det forekommer, med små variationer, kun tre gange i Bibelen og i alle tre tilfælde i Apostelgerninger. (Apostelgerninger 6:7; 12:24; 19:20) „Jehovas ord“ eller „Guds ord“ i disse passager henviser til den gode nyhed — det betagende budskab om sandheden, et levende, magtfuldt budskab fra Gud som forandrede tilværelsen for dem der tog imod det. — Hebræerne 4:12.
7. Hvad forbindes Guds ords fremgang med i Apostelgerninger 6:7, og hvad skete der på pinsedagen år 33?
7 Den første henvisning til Guds ords fremgang findes i Apostelgerninger 6:7: „Så havde Guds ord fremgang, og antallet af disciple i Jerusalem øgedes fortsat stærkt; og en stor skare præster begyndte at adlyde troen.“ Her bliver fremgangen forbundet med væksten i antallet af disciple. Tidligere, nemlig på pinsedagen år 33, var Guds ånd blevet udgydt over cirka 120 disciple der var forsamlet i et værelse på en førstesal. Apostelen Peter holdt en bevægende tale, og samme dag kom omtrent 3000 til troen. Man kan levende forestille sig hvilket røre det må have skabt da flere tusind mennesker søgte hen til dammen, eller dammene, i og omkring Jerusalem for at blive døbt i Jesu navn — navnet på den mand der var blevet pælfæstet som en forbryder hen ved 50 dage tidligere. — Apostelgerninger 2:41.
8. Hvordan voksede antallet af disciple efter pinsedagen år 33?
8 Det var selvfølgelig kun begyndelsen. De religiøse lederes fortsatte bestræbelser for at standse forkyndelsen var forgæves. Til deres store fortrydelse „fortsatte Jehova med daglig at føje dem til som blev frelst“. (Apostelgerninger 2:47) Snart ’blev tallet på mændene omkring fem tusind’. Herefter blev der „stadig føjet nogle til som troede på Herren, mængder af både mænd og kvinder“. (Apostelgerninger 4:4; 5:14) Om en senere periode læser vi: „Så kom menigheden i hele Judæa og Galilæa og Samaria da ind i en periode med fred og blev opbygget; og idet den vandrede i Jehovas frygt og i den hellige ånds trøst, voksede den stadig i antal.“ (Apostelgerninger 9:31) Nogle år senere, muligvis omkring år 58, omtales ’mange tusind . . . som havde fået tro’. (Apostelgerninger 21:20) På det tidspunkt var der også mange ikkejødiske kristne.
9. Hvordan vil du beskrive de første kristne?
9 Denne talmæssige vækst skete hovedsagelig ved at nyomvendte blev føjet til. Det var en ny religion — men den var dynamisk. Disciplene var ikke passive i deres gudsdyrkelse. De havde viet sig helt til Jehova og hans ord — for nogles vedkommende havde de lært sandheden at kende gennem kristne som var blevet voldsomt forfulgt. (Apostelgerninger 16:23, 26-33) De der tog imod kristendommen, gjorde det på grundlag af en velovervejet beslutning og i overensstemmelse med deres samvittighed. (Romerne 12:1) De var blevet oplært i Guds vej, og sandheden var i deres sind og hjerte. (Hebræerne 8:10, 11) De var villige til at dø for deres tro. — Apostelgerninger 7:51-60.
10. Hvilket ansvar var de første kristne villige til at påtage sig, og hvilken parallel findes der hertil i dag?
10 De der tog imod den kristne lære, forstod at de var forpligtede til at dele den med andre, hvilket medvirkede til at antallet af disciple voksede yderligere. En teolog siger: „Man betragtede ikke det at formidle troen som noget der var forbeholdt de meget nidkære troende eller de særligt udnævnte evangelieforkyndere. At forkynde evangeliet var en forret og en pligt der påhvilede hver enkelt kristen. . . . Hele det kristne samfunds udfarende kraft gav lige fra begyndelsen bevægelsen et enormt skub fremad.“ Han tilføjer: „Forkyndelsen var selve livsnerven for de første kristne.“ Det samme er den for sande kristne i dag.
Den geografiske udbredelse
11. Hvilken form for fremgang omtales i Apostelgerninger 12:24, og hvordan fandt den sted?
11 Det andet sted hvor Guds ords fremgang nævnes, er i Apostelgerninger 12:24: „Jehovas ord havde fortsat fremgang og udbredtes.“ Her forbindes fremgangen med den udbredelse Guds ord fik rent geografisk. Trods modstand fra myndighedernes side gik arbejdet fortsat fremad. Den hellige ånd blev først udgydt i Jerusalem, og derfra udbredtes ordet hurtigt. På grund af forfølgelse i Jerusalem blev disciplene spredt til områder i hele Judæa og Samaria. Hvad resulterede det i? „De der var blevet spredt gik . . . gennem landet og forkyndte ordets gode nyhed.“ (Apostelgerninger 8:1, 4) Filip blev sendt af sted for at forkynde for en mand som, efter at være blevet døbt, bragte budskabet til Ætiopien. (Apostelgerninger 8:26-28, 38, 39) Sandheden slog hurtigt rod i Lydda, på Saronsletten og i Joppe. (Apostelgerninger 9:35, 42) Senere rejste apostelen Paulus tusinder af kilometer over hav og land og oprettede menigheder i mange af Middelhavslandene. Apostelen Peter rejste til Babylon. (1 Peter 5:13) Inden der var gået 30 år efter at den hellige ånd var blevet udgydt på Pinsedagen, skrev Paulus at den gode nyhed var blevet forkyndt „blandt al skabningen under himmelen“, et udtryk der sandsynligvis sigtede til den dakendte verden. — Kolossenserne 1:23.
12. Hvordan anerkendte kristendommens modstandere at Guds ord havde fået stor udbredelse?
12 Selv kristendommens modstandere erkendte at Guds ord havde slået rod overalt i Romerriget. Apostelgerninger 17:6 fortæller for eksempel at nogle modstandere i Thessalonika i Nordgrækenland havde råbt: „Disse mænd som har vendt op og ned på den beboede jord, er også her.“ I begyndelsen af det andet århundrede skrev Plinius den Yngre, der var statholder i Bitynien, til den romerske kejser Trajan og beklagede sig over at kristendommen havde bredt sig „ikke blot til byerne, men også til landsbyer og bondelandet“.
13. På hvilken måde genspejler udbredelsen af Guds ord hans kærlighed til menneskene?
13 Denne store udbredelse af Guds ord var et udtryk for Jehovas dybe kærlighed til den del af menneskeverdenen der kan genløses. Da Peter så at den hellige ånd var blevet udgydt over Kornelius, der ikke var jøde, sagde han: „Jeg forstår i sandhed at Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.“ (Apostelgerninger 10:34, 35) Ja, den gode nyhed var og er stadig et budskab til alle folkeslag, og udbredelsen af Guds ord giver folk overalt mulighed for at tage imod kærligheden fra Gud. I dette 21. århundrede er Guds ord blevet udbredt til bogstavelig talt alle dele af verden.
En fremgang der „virkede med styrke“
14. Hvilken fremgang er der tale om i Apostelgerninger 19:20, og på hvilken måde ’virkede Jehovas ord med styrke’?
14 Det tredje sted i Bibelen hvor Guds ords fremgang omtales, er i Apostelgerninger 19:20, hvor der siges: „Således gik Jehovas ord fortsat vældigt fremad og virkede med styrke.“ Udtrykket „virkede med styrke“ er en oversættelse af et græsk ord hvis grundbetydning er „at være stærk, at have magt eller kraft“. De foregående vers fortæller at der var mange i Efesus som blev troende, og at en hel del af dem der havde øvet magi, brændte deres bøger for alles øjne. På denne måde virkede Guds ord med styrke over for falske religiøse opfattelser og vandt over dem. Den gode nyhed viste også sin magt og styrke når der var andre hindringer, for eksempel forfølgelse. Intet kunne standse forkyndelsen. Vi har også en slående parallel hertil i vor tid.
15. (a) Hvad har en teolog sagt om de første kristne? (b) Hvem gav disciplene æren for de gode resultater de opnåede?
15 Apostlene og andre af de første kristne forkyndte nidkært Guds ord. Om dem siger den tidligere nævnte teolog: „Når nogle har viljen til at tale om Herren, har de ikke svært ved at finde måder at gøre det på. Det er først og fremmest motivationen hos disse mænd og kvinder der gør indtryk på os, snarere end deres metoder.“ De første kristne erkendte dog at de gode resultater de opnåede i forkyndelsen, ikke udelukkende afhang af deres egne bestræbelser. Gud havde givet dem en opgave, og han ville også hjælpe dem til at fuldføre den. Det er Gud der giver åndelig vækst. Apostelen Paulus anerkendte dette i sit brev til menigheden i Korinth. Han skrev: „Jeg plantede, Apollos vandede, hvorimod Gud stadig fik det til at gro. For vi er Guds medarbejdere.“ — 1 Korinther 3:6, 9.
Den hellige ånd i virksomhed
16. Hvad viser at den hellige ånd gav disciplene kraft til at tale med frimodighed?
16 Vi husker at Jesus forsikrede sine disciple om at den hellige ånd ville have betydning for Guds ords fremgang og give disciplene kraft til at forkynde. (Apostelgerninger 1:8) Hvordan? Kort efter at den hellige ånd var blevet udgydt over disciplene på Pinsedagen, blev Peter og Johannes stillet for Sanhedrinet, den højeste jødiske domstol, hvis dommere bar ansvaret for Jesu henrettelse. Ville apostlene skælve af frygt når de stod over for denne imponerende og fjendtligsindede forsamling? Nej, slet ikke. Den hellige ånd gav Peter og Johannes kraft til at tale med så stor frimodighed at det vakte undren hos deres modstandere, men „så genkendte de dem: de plejede at være sammen med Jesus“. (Apostelgerninger 4:8, 13) Det var også den hellige ånd der hjalp Stefanus til at aflægge et frimodigt vidnesbyrd over for Sanhedrinet. (Apostelgerninger 6:12; 7:55, 56) Før den episode havde den hellige ånd hjulpet disciplene til at forkynde med frimodighed. Lukas skriver: „Da de havde bedt, rystedes stedet hvor de var samlet; og de blev alle som én fyldt med den hellige ånd og talte Guds ord med frimodighed.“ — Apostelgerninger 4:31.
17. På hvilke andre måder hjalp den hellige ånd disciplene i deres forkyndelse?
17 Ved hjælp af sin magtfulde hellige ånd ledede Jehova forkyndelsesarbejdet sammen med den opstandne Jesus. (Johannes 14:28; 15:26) Da den hellige ånd blev udgydt over Kornelius, hans slægtninge og hans nære venner, blev Peter klar over at uomskårne hedninger kunne blive døbt i Jesu Kristi navn. (Apostelgerninger 10:24, 44-48) Senere udvirkede den hellige ånd at Barnabas og Saulus (apostelen Paulus) blev sendt ud som missionærer, og den anviste dem både hvor de skulle rejse hen, og hvor de ikke skulle rejse hen. (Apostelgerninger 13:2, 4; 16:6, 7) Den hellige ånd hjalp apostlene og de ældste i Jerusalem til at træffe afgørelser. (Apostelgerninger 15:23, 28, 29) Udnævnelsen af tilsynsmænd i den kristne menighed skete også under ledelse af den hellige ånd. — Apostelgerninger 20:28.
18. Hvordan kom de første kristnes kærlighed til udtryk?
18 Den hellige ånd virkede også i de kristne som enkeltpersoner ved at frembringe gudlignende egenskaber hos dem, som for eksempel kærlighed. (Galaterne 5:22, 23) Det var kærlighed som fik disciplene til at dele med hinanden. For eksempel blev der efter pinsedagen år 33 oprettet en fælles kasse for at dække de fysiske behov hos disciplene i Jerusalem. Den bibelske beretning lyder: „Der var ikke én iblandt dem som led nød; for alle de der var ejere af jordstykker eller huse, solgte dem og kom med beløbene for det solgte og lagde dem for apostlenes fødder. Og der blev så delt ud til hver enkelt, alt efter som han havde behov.“ (Apostelgerninger 4:34, 35) Deres kærlighed omfattede ikke kun trosfæller, men også andre, som man både forkyndte for og hjalp på forskellig vis. (Apostelgerninger 28:8, 9) Jesus sagde at hans disciple skulle være kendetegnet af en selvopofrende kærlighed. (Johannes 13:34, 35) Denne vigtige egenskab drog folk nærmere til Gud og var med til at fremme forkyndelsen i det første århundrede, ligesom det sker i dag. — Mattæus 5:14, 16.
19. (a) På hvilke tre måder havde Jehovas ord fremgang i det første århundrede? (b) Hvad vil vi se nærmere på i den næste artikel?
19 Udtrykket „hellig ånd“ forekommer i alt 41 gange i Apostelgerninger. Den sande kristendoms fremgang i det første århundrede var nært forbundet med den hellige ånds kraft og ledelse. Antallet af disciple voksede, Guds ord blev udbredt over et stort område og virkede med styrke over for den tids falske religiøse opfattelser. Den fremgang de kristne oplevede i det første århundrede, har paralleller til Jehovas Vidners arbejde i dag. I næste artikel ser vi nærmere på den enorme fremgang Guds ord har haft i vor tid.
Husker du?
• Hvordan øgedes antallet af de første disciple?
• På hvilken måde blev Guds ord udbredt geografisk?
• Hvordan virkede Guds ord med styrke i det første århundrede?
• Hvilken betydning havde den hellige ånd i forbindelse med Guds ords fremgang?
[Studiespørgsmål]
[Illustration på side 12]
Filip forkyndte for ætiopieren og udbredte således forkyndelsen af den gode nyhed
[Illustration på side 13]
Den hellige ånd hjalp apostlene og de ældste i Jerusalem til at træffe afgørelser
[Kildeangivelse på side 10]
Øverst til højre: Model af Jerusalem i tiden for det andet tempel. Modellen står ved Holyland Hotel i Jerusalem
