Livsberetning

Vi var et team

FORTALT AF MELBA BARRY

Den 2. juli 1999 var min mand og jeg til et af Jehovas Vidners store stævner, som tusinder af gange før i løbet af vores 57 år lange ægteskab. Lloyd holdt det afsluttende foredrag ved områdestævnet på Hawaii den fredag. Pludselig faldt han om. Trods alle forsøg på at genoplive ham døde han. *

DET er umuligt at beskrive hvor meget jeg værdsætter alle de kristne brødre og søstre på Hawaii der var omkring mig og hjalp mig til at klare denne tragedie. Lloyd havde betydet meget for mange af dem, ligesom han havde for mange andre rundt om i verden.

I de næsten to år der er gået siden hans død, har jeg tænkt en del på de værdifulde år vi havde sammen. Mange af dem tilbragte vi i et fremmed missionærdistrikt og på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York. Jeg har også genopfrisket minderne om min barndom i Sydney, Australien, og tænkt på de udfordringer Lloyd og jeg stod over for da vi ville giftes i begyndelsen af den anden verdenskrig. Men lad mig først fortælle hvordan jeg blev et af Jehovas Vidner, og om hvordan jeg mødte Lloyd tilbage i 1939.

Hvordan jeg blev et af Jehovas Vidner

Mine kærlige og omsorgsfulde forældre hed James og Henrietta Jones. Jeg var kun 14 år da jeg i 1932 gik ud af skolen. Det var midt under den store depression. Derfor begyndte jeg at arbejde så jeg kunne hjælpe min familie, deriblandt mine to yngre søstre. I løbet af  få år fik jeg et vellønnet job hvor adskillige unge kvinder arbejdede under mig.

I 1935 tog min mor imod noget bibelsk læsestof fra et af Jehovas Vidner, og hun blev snart overbevist om at hun havde fundet sandheden. Vi andre mente at hun var blevet tosset. Men en dag blev min opmærksomhed fanget af titlen på brochuren Hvor er de døde? I al hemmelighed læste jeg den igennem, og det blev et vendepunkt for mig. Sammen med min mor begyndte jeg nu at gå til et ugentligt møde der blev kaldt ’modelstudium’. Brochuren med titlen Model-Studium, der var den første af tre, indeholdt spørgsmål og svar sammen med skriftsteder der støttede svarene.

Omkring det tidspunkt kom Joseph F. Rutherford på besøg i Sydney som repræsentant for Jehovas Vidners hovedkontor. Det var i april 1938. Hans offentlige foredrag var det første jeg overværede. Efter planen skulle det have været holdt i Sydneys rådhushal, men modstandere stak en kæp i hjulet. Foredraget blev i stedet for holdt i Sydneys store idrætspark, hvor der kunne være mange flere. Modstanden havde givet så megen ekstra offentlig omtale at der kom cirka 10.000 — et forbløffende stort antal i betragtning af at der dengang kun var 1300 Jehovas Vidner i Australien.

Kort efter var jeg i forkyndelsen for første gang — uden at have fået nogen oplæring. Da vores gruppe kom ud i distriktet, sagde den ansvarshavende broder til mig: „Det hus derovre kan du tage.“ Jeg var frygtelig nervøs, så da en dame åbnede døren, sagde jeg bare: „Vil De være sød at fortælle mig hvad klokken er?“ Hun gik indenfor, så på klokken og kom ud og fortalte mig hvad den var. Det var så det, og jeg gik tilbage til bilen.

Men jeg gav ikke op, og snart forkyndte jeg regelmæssigt Rigets budskab for andre. (Mattæus 24:14) I marts 1939 symboliserede jeg min indvielse til Jehova ved at lade mig døbe i et badekar hos vores nabo, Dorothy Hutchings. Da der ingen brødre var i menigheden, fik jeg kort efter tildelt ansvarsopgaver som normalt blev betroet kristne mænd.

Vi plejede at holde møder i private hjem, men en gang imellem lejede vi en sal til offentlige foredrag. En flot ung mand fra Betel (afdelingskontoret) kom en dag til vores lille menighed for at holde et foredrag. Uden at jeg var klar over det, havde han også en anden grund til at komme — nemlig for at se mig an. Ja, sådan traf jeg Lloyd.

Jeg møder Lloyds familie

Det varede ikke længe før jeg ønskede at tjene Jehova på heltidsbasis. Men da jeg ansøgte om at blive pioner (heltidsforkynder), blev jeg spurgt om jeg kunne tænke mig at tjene på Betel. Så i september 1939, da den anden verdenskrig begyndte, blev jeg medlem af betelfamilien i Strathfield, der er en forstad til Sydney.

I december 1939 rejste jeg til New Zealand for at overvære et områdestævne. Lloyd skulle til det samme stævne, da han var fra New Zealand. Vi fulgtes ad på skibsrejsen og kom til at lære hinanden bedre at kende. Lloyd arrangerede at jeg mødte hans forældre og hans søstre ved stævnet i Wellington og senere i deres hjem i Christchurch.

Forbud mod vores arbejde

Lørdag den 18. januar 1941 kom statsforbundets repræsentanter til afdelingskontoret i en fem-seks sorte limousiner for at beslaglægge ejendommen. Jeg arbejdede i den lille vagtbygning ved indkørselen til Betel og var  derfor den første der så dem. Omkring 18 timer tidligere var vi blevet underrettet om forbudet, så næsten al litteratur og alle optegnelser var blevet fjernet fra afdelingskontoret. Den følgende uge blev fem medlemmer af betelfamilien, deriblandt Lloyd, sat i fængsel.

Jeg var klar over at det de fængslede brødre havde mest behov for, var åndelig føde. For at opmuntre Lloyd besluttede jeg mig for at sende ham „kærlighedsbreve“. Jeg indledte som man normalt vil indlede sådanne breve, men skrev derefter hele artikler fra Vagttårnet af og underskrev dem ’din elskede’. Efter fire og en halv måned blev Lloyd løsladt.

Ægteskab og fortsat tjeneste

I 1940 besøgte Lloyds mor Australien, og Lloyd fortalte hende at vi overvejede at gifte os. Hun rådede ham til ikke at gøre det, fordi det så ud til at afslutningen på tingenes ordning var lige om hjørnet. (Mattæus 24:3-14) Han fortalte også sine kammerater om vores planer, men hver gang prøvede de at tale ham fra det. Endelig, en februardag i 1942, tog Lloyd så i al hemmelighed mig og fire andre Jehovas Vidner med til borgmesterkontoret, og vi blev gift. Dengang var det ikke muligt for Jehovas Vidner i Australien at forrette vielser.

Vi fik ikke lov til at fortsætte i vores beteltjeneste som ægtepar, men blev i stedet for spurgt om vi ville begynde som specialpionerer. Glade tog vi imod opgaven og blev sendt til købstaden Wagga Wagga. Vores forkyndelsesarbejde var stadig underlagt forbud, og da vi ingen økonomisk støtte fik, var vi nødt til helt og holdent at kaste vores byrde på Jehova. — Salme 55:22.

Vi kørte på tandem ud i landområderne, og her mødte vi nogle flinke mennesker som vi havde lange samtaler med. Men kun få tog imod et bibelstudium. Dog var der en købmand som værdsatte vores arbejde så meget  at han hver uge forsynede os med frugter og grøntsager. Da vi havde været i Wagga Wagga i et halvt år, blev vi indbudt til at komme tilbage til Betel.

Betelfamilien havde forladt kontoret i Strathfield i maj 1942 og var blevet privat indlogeret. Cirka hver anden uge måtte de flytte til et nyt sted for ikke at blive opdaget. Det var et af disse steder vi sluttede os til de andre da vi vendte tilbage til Betel i august. Vi fik tildelt arbejde i et af de underjordiske trykkerier. Endelig, i juni 1943, blev forbudet mod vores arbejde ophævet.

Forberedelse til at tjene i det fremmede

I april 1947 fik vi udleveret den foreløbige ansøgning til at overvære Vagttårnets Bibelskole Gilead, der var beliggende i South Lansing, New York, USA. Mens vi ventede på at komme af sted, skulle vi besøge menigheder i Australien for at styrke dem åndeligt. Efter nogle få måneder modtog vi indbydelsen til at overvære Gileadskolens 11. klasse. Vi fik tre uger til at ordne det nødvendige og få pakket vores ejendele. I december 1947 tog vi afsked med familie og venner og rejste til New York sammen med 15 andre fra Australien som var blevet indbudt til den samme klasse.

De få måneder på Gileadskolen fløj af sted, og vi fik tildelt Japan som missionærdistrikt. Eftersom det tog nogen tid at få vores papirer klar så vi kunne tage af sted, fik Lloyd igen til opgave at virke som rejsende tilsynsmand. De menigheder vi besøgte, lå i et område der strakte sig helt fra Los Angeles og ned til den mexicanske grænse. Vi havde ingen bil, så hver uge sørgede vennerne kærligt for at vi blev befordret fra den ene menighed til den anden. Det enorme landområde der hørte til denne kreds, er nu delt op i tre engelske og tre spanske områder, som hver består af ti kredse!

Med ét var det blevet oktober 1949, og vi var på vej mod Japan om bord på et ombygget troppetransportskib. Den ene del af skibet var forbeholdt mænd, og den anden kvinder og børn. Dagen før vi ankom til Yokohama, blev vi ramt af en tyfon. Det rensede åbenbart luften, for da solen stod op næste dag, den 31. oktober, kunne vi se bjerget Fujiyama i al sin pragt. Det var en storslået velkomst til vores nye distrikt!

Samarbejde med japanerne

Da vi nærmede os havnen, så vi i hundredvis af sorthårede mennesker. ’Sikken en støjende flok!’ tænkte vi da vi hørte en forfærdelig larm fra kajen. Alle gik nemlig med træsko som klaprede mod anløbsbroerne af træ. Efter at have tilbragt en nat i Yokohama rejste vi med tog til vores missionærdistrikt i Kobe. Dér havde vores gileadkammerat Don Haslett, som var ankommet til Japan nogle få måneder tidligere, lejet et missionærhjem. Det var et smukt, stort toetages hus i amerikansk stil — uden møbler.

For at skaffe materiale til ’madrasser’ slog vi det høje græs i haven og lagde det på gulvet. Således begyndte vores missionærliv — alt hvad vi ejede, var vores bagage. Vi fik fat i nogle små trækulsbrændere, der kaldtes hibachi, som vi kunne varme os ved og lave mad på. En aften fandt Lloyd to af de andre missionærer bevidstløse, det var Percy og Ilma Iszlaub. Heldigvis lykkedes det ham at få liv i dem igen ved at åbne vinduerne og lukke noget frisk luft ind. Jeg mistede også engang bevidstheden da jeg stod og lavede mad på trækulsbrænderne. Ja, der var visse ting det tog lidt tid at vænne sig til!

Det var meget vigtigt for os at lære sproget, så i en måned læste vi japansk 11 timer om dagen. Da måneden var gået, gav vi os i kast med forkyndelsen, med en eller to sætninger skrevet ned som indledning. Den allerførste dag mødte jeg Miyo Takagi, som var en meget elskelig dame der tog venligt imod mig. Vi kæmpede os igennem en række samtaler ved  hjælp af japansk-engelske ordbøger, og med tiden udviklede det sig til et fremadskridende bibelstudium. Da jeg i 1999 overværede indvielsen af det japanske afdelingskontors nye tilbygninger, så jeg Miyo igen, foruden adskillige andre kære brødre og søstre vi havde studeret med. Der er gået 50 år, men de er stadig nidkære forkyndere der gør hvad de kan for at tjene Jehova.

Den 1. april 1950 var der i Kobe omkring 180 som overværede højtiden til minde om Kristi død. Til vores overraskelse mødte der næste dag 35 op for at deltage i forkyndelsen. Missionærerne tog hver tre eller fire af disse nye med. Dem vi besøgte, ville ikke tale med mig der var fremmed og ikke forstod ret meget. De ville hellere tale med de japanere som fulgtes med mig. Samtalerne blev ved og ved, men jeg anede ikke hvad de drejede sig om. Til min store glæde var der nogle af disse nye som gjorde fremskridt i kundskab, og de er fortsat med i forkyndelsesarbejdet.

Mange glædebringende opgaver

Vi fortsatte vores missionærarbejde i Kobe indtil 1952. Derefter blev vi sendt til Tokyo, hvor Lloyd fik til opgave at føre tilsyn med afdelingskontoret. Med tiden førte hans opgaver ham vidt omkring i Japan og andre lande. Da Nathan H. Knorr fra hovedkontoret senere var i Tokyo på et af sine besøg, sagde han til mig: „Ved du for resten hvor din mand skal hen på sin næste zonerejse? Til Australien og New Zealand.“ Han tilføjede: „Du må gerne tage med, hvis du selv betaler billetten.“ Jeg blev ovenud begejstret. Det var trods alt ni år siden vi var rejst hjemmefra.

Der kom hurtigt gang i brevskrivningen med vores familie. Min mor gav mig penge til billetten. Lloyd og jeg var travlt beskæftiget med vore opgaver, og vi havde ikke råd til at tage hjem, så dette var et svar på mine bønner. Som man kan forestille sig, var mor meget glad for at se mig. Hun sagde: „Jeg vil spare op, så du kan komme igen om tre år.“ Vi skiltes med det i tanke, men sørgeligt nok døde mor i juli måned året efter. Jeg ser meget frem til at møde hende igen i den nye verden!

Frem til 1960 havde jeg kun missionærarbejdet at koncentrere mig om, men så modtog jeg et brev med ordlyden: „Fra i dag af vil det være din opgave at vaske og stryge for hele betelfamilien.“ På det tidspunkt bestod familien kun af 10-15 personer, så det kunne jeg godt klare ved siden af min missionærgerning.

I 1962 blev vores japanske hjem revet ned, og et nyt seksetages betelhjem blev året efter opført på den samme grund. Jeg fik til opgave at hjælpe de unge, nye betelbrødre med at holde orden på deres værelser og gøre rent efter sig. Normalt lærte japanske drenge ikke at udføre noget som helst husligt arbejde. Vægten blev lagt på skoleuddannelse, og deres mødre gjorde alting for dem. Men de fandt hurtigt ud af at jeg ikke var deres mor. Med tiden gjorde mange af dem fremskridt så de kunne påtage sig nye, ansvarsfulde opgaver i organisationen.

En meget varm sommerdag fik en dame der studerede Bibelen, en rundvisning på afdelingskontoret, og dér så hun mig i gang med at skrubbe brusekabinerne. Hun sagde til mig: „Sig til  din overordnede at jeg gerne vil betale for at en tjenestepige kan komme og gøre dette arbejde.“ Jeg takkede for hendes venlighed, men forklarede at jeg var mere end villig til at gøre hvad som helst jeg blev sat til inden for Jehovas organisation.

Omkring dette tidspunkt blev Lloyd og jeg indbudt til at overvære Gileadskolens 39. klasse. Sikken en forret det var i 1964, i en alder af 46 år, at gå i skole igen! Kurset skulle især hjælpe dem der tjente på afdelingskontorerne, til at varetage deres ansvar. Efter kurset, der varede ti måneder, blev vi sendt tilbage til Japan. Der var nu over 3000 forkyndere af Riget i landet.

Væksten fortsatte med en sådan fart at der i 1972 var over 14.000 Jehovas Vidner, og man byggede derfor et nyt femetages afdelingskontor i Numazu, syd for Tokyo. Fra vore bygninger havde vi en fantastisk udsigt til Fujiyamabjerget. Hver måned blev der nu trykt over en million japanske blade på den nye, kæmpestore rotationspresse. Der skulle dog ikke gå lang tid før der skete en forandring for os.

I slutningen af 1974 modtog Lloyd et brev fra Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, som indbød ham til at tjene i Det Styrende Råd. Til at begynde med tænkte jeg: ’Tja, det var så det. Da Lloyd har det himmelske håb og jeg det jordiske, skal vi jo alligevel skilles før eller senere. Måske skulle han tage til Brooklyn uden mig.’ Men inden længe kom jeg på andre tanker og gik villigt ind på at flytte med Lloyd til Brooklyn i marts 1975.

Velsignelser på hovedkontoret

Selv da Lloyd var kommet til Brooklyn, hang hans hjerte ved den japanske arbejdsmark, og han talte altid om de oplevelser vi havde haft dér. Men nu var der en mulighed for at udvide. I de sidste 24 år af sit liv blev Lloyd i stor udstrækning brugt i zonetjenesten. Han kom rundt i hele verden, og jeg var med ham på adskillige af disse rejser.

Besøgene hos vore kristne brødre i andre lande hjalp mig til at forstå hvilke livsbetingelser mange af dem har. Jeg glemmer aldrig tiårige Entellias ansigt. Jeg mødte hende i Nordafrika. Hun elskede Guds navn og gik halvanden time hver vej for at komme til de kristne møder. På trods af voldsom forfølgelse fra sin familie havde Entellia indviet sig til Jehova. Da vi besøgte hendes menighed, hang der blot en enkelt, svagtlysende pære over talerens manuskript — bortset fra den var der bælgmørkt i lokalet. Det var gribende at stå i det tætte mørke og høre vore brødre og søstres smukke sang.

Et højdepunkt for Lloyd og mig var da vi i 1998 var blandt de delegerede ved områdestævnet „Guds vej — den bedste livsform“ i Cuba. Brødrene og søstrenes taknemmelighed og glæde over at have nogle fra hovedkontoret i Brooklyn på besøg, gjorde dybt indtryk på os. Ja, jeg har så mange dejlige minder om kære brødre og søstre der nidkært priser Jehova.

Jeg har hjemme blandt Guds folk

Mit hjemland er Australien, men lige meget hvor jeg blev sendt hen af Jehovas organisation, kom jeg til at elske dem jeg var iblandt. Sådan var det i Japan, og nu hvor jeg har været mere end 25 år i USA, føler jeg det på samme måde her. Da jeg mistede Lloyd, tænkte jeg ikke et øjeblik på at vende tilbage til Australien, men var besluttet på at blive på Betel i Brooklyn, hvor Jehova har tildelt mig en opgave.

Jeg er nu i 80’erne. Efter 61 år i heltidstjenesten er jeg stadig villig til at tjene Jehova hvor som helst han ønsker det. Han har i sandhed taget sig godt af mig. Jeg værdsætter de mere end 57 år jeg delte med en kær livsledsager som elskede Jehova, og jeg har tillid til at Jehova fortsat vil velsigne os. Jeg ved at han ikke vil glemme vores arbejde og den kærlighed vi har vist mod hans navn. — Hebræerne 6:10.

[Fodnote]

[Illustration på side 25]

Med min mor i 1956

[Illustration på side 26]

Med Lloyd og en gruppe japanske forkyndere i begyndelsen af 1950’erne

[Illustrationer på side 26]

Sammen med Miyo Takagi, den første jeg studerede Bibelen med i Japan, i begyndelsen af 1950’erne og i 1999

[Illustration på side 28]

Med Lloyd på bladarbejde i Japan