En verdensomspændende organisation hvor man tager sig af hinanden

SÅ LANGT øjet rækker, ser man mennesker. Mange af dem er oppe i årene, og nogle er så svage at de næsten ikke kan gå. Man ser højgravide kvinder og unge par der tager sig af deres børn. Alle sammen er flygtninge — både mænd, kvinder og børn. De har på grund af borgerkrig, naturkatastrofer eller andre omstændigheder været tvunget til at flygte og søge sikkerhed i et naboland. Nogle af dem har gentagne gange måttet forlade deres hjem. Så snart der var tegn på uroligheder eller en naturkatastrofe, samlede de deres børn og nogle få af deres ejendele og begav sig på vej mod et mere sikkert sted. Når tilstandene igen blev normale, vendte mange af flygtningene tilbage for at genopbygge deres huse og starte på en frisk.

Igennem årene har Den Centralafrikanske Republik taget imod flygtninge fra en del lande. Tusinder af mennesker, deriblandt en del Jehovas Vidner, har for nylig måttet flygte fra den krigshærgede Demokratiske Republik Congo til Den Centralafrikanske Republik, hvor de er i relativ sikkerhed.

Brødre kommer hinanden til undsætning

Jehovas Vidner i Den Centralafrikanske Republik så det som en stor forret at organisere humanitær hjælp. Der blev sørget for at deres kristne brødre og søstre fik et sted at være når de ankom. I første omgang kom de til at bo hos private, men efterhånden som antallet af flygtninge voksede, blev det klart at man måtte sørge for en mere permanent ordning. Nogle rigssale blev derfor omdannet til sovesale. For at gøre det mere behageligt for dem der skulle indkvarteres, gik lokale Jehovas Vidner i gang med at installere mere lys, lægge vandrør og cementere gulvene. Flygtninge arbejdede side om side med lokale brødre for at gøre de midlertidige sovesale klar til brug. Der blev sørget for at alle møderne kunne holdes på lingala. På den måde kunne nyankomne få livsvigtig åndelig føde. Det nære samarbejde mellem lokale Jehovas Vidner og deres gæster viste at der virkelig findes et internationalt brodersamfund.

Familier der var flygtet, ankom ikke altid samlet. Af og til skete det at de blev skilt fra  hinanden og først blev genforenet når de nåede deres bestemmelsessted. I hver rigssal var der en liste over dem der var nået sikkert frem. Og der blev truffet foranstaltninger til at finde dem der stadig manglede. Afdelingskontoret som leder Jehovas Vidners arbejde i landet, stillede hver dag tre biler til rådighed for at hjælpe dem der var undervejs, og for at lede efter savnede. Bilerne havde store skilte hvor der stod „VAGTTÅRNET — Jehovas Vidner“.

En gruppe på syv flygtningebørn var blevet skilt fra deres forældre. Det er ikke svært at forestille sig hvor glade de blev da de fik øje på Jehovas Vidners bil. Øjeblikkelig løb de hen til den og fortalte at de var Jehovas Vidner. Brødrene kørte dem til en rigssal, hvor de omsider blev genforenet med deres familier.

Hvad har hjulpet disse oprigtige kristne til gang på gang at klare sådanne situationer? De er helt overbeviste om at vi lever i de sidste dage som forudsagt i Bibelen. — 2 Timoteus 3:1-5; Åbenbaringen 6:3-8.

De ved derfor at Jehova Gud snart vil gøre ende på krige, had, vold og stridigheder. Flygtningeproblemet vil da være noget der hører fortiden til. I mellemtiden prøver Jehovas Vidner at tage sig af hinanden, hvilket er i overensstemmelse med Paulus’ påmindelse i Første Korintherbrev 12:14-26. Selv om floder, grænser, sprog og afstande skiller dem, bekymrer de sig om hinanden og er hurtige til at reagere når nogle har brug for hjælp. — Jakob 1:22-27.

[Kort på side 30]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

AFRIKA

Den Centralafrikanske Republik

Den Demokratiske Republik Congo

[Kildeangivelse]

Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

[Illustrationer på side 30]

Tre rigssale blev omdannet til modtagelsescentre

[Illustration på side 31]

Der blev øjeblikkelig indrettet køkkenfaciliteter

[Illustration på side 31]

Flere og flere ankom

[Illustrationer på side 31]

Nyfødte og allerede flygtninge