Vi stod ikke alene da vores tro blev prøvet

Vores glæde kendte ingen grænser da Vicky kom til verden i foråret 1993. Hun var en henrivende og sund lille pige som sprudlede af liv. Vi boede i en lille by i Sydsverige og følte at vores lykke var fuldkommen.

DA VICKY var halvandet år gammel, så det imidlertid ud til at vores lille verden ville styrte sammen. Hun havde været sløj et stykke tid, og til sidst fik vi hende indlagt på hospitalet. Vi vil aldrig glemme den dag lægen meddelte os at vores datter led af akut lymfatisk leukæmi, en form for kræft der angriber de hvide blodlegemer, og som typisk rammer børn.

Det var svært at fatte at vores lille pige led af en så alvorlig sygdom. Hun var først lige begyndt at udforske verden omkring sig, og nu kunne hun risikere at dø. Lægen forsøgte at trøste os ved at fortælle at der var gode muligheder for helbredelse med intensiv kemoterapi kombineret med blodtransfusioner. Det gav os endnu et chok.

En trosprøve

Vi elskede vores datter højt og ønskede at hun skulle have den bedst mulige lægebehandling. Men blodtransfusion var helt udelukket. Vi tror fuldt og fast på Guds ord, Bibelen, der klart og tydeligt påbyder kristne at ’afholde sig fra blod’. (Apostelgerninger 15:28, 29) Desuden er det en kendt sag at blodtransfusion i sig selv er risikabelt. Mange tusind har pådraget sig sygdomme og er døde som følge af blodtransfusion. Det eneste alternativ ville være en yderst effektiv behandling  uden brug af blod. Her begyndte prøven på vores tro.

Hvad kunne vi gøre? Vi kontaktede Hospitalinformationen på Jehovas Vidners afdelingskontor i Sverige for at bede om hjælp. * Straks blev der faxet rundt til forskellige hospitaler i Europa for at finde et sygehus og en læge der var villig til at give kemoterapi uden at anvende blodtransfusioner. Den nidkærhed og kærlighed vores kristne brødre viste for at hjælpe os, styrkede os meget. Vi stod ikke alene under vores trosprøve.

I løbet af få timer havde man fundet en læge og et hospital i Homburg/Saar i Tyskland. Det blev arrangeret at vi skulle flyve derned næste dag og få Vicky undersøgt. Da vi ankom, blev vi modtaget af kristne brødre fra den lokale menighed af Jehovas Vidner i Homburg og nogle af vore slægtninge. En repræsentant for det lokale Kontaktudvalg til Hospitaler bød os hjerteligt velkommen. Han fulgte med os til hospitalet og gav os al mulig støtte. Vi følte os opmuntrede over at der selv i et fremmed land stod åndelige brødre ved vores side.

Det var også trøstende at møde dr. Graf på hospitalet. Han var meget forstående og forsikrede os om at han ville gøre alt for at behandle Vicky uden at anvende blod. Selv hvis hendes hæmoglobintal skulle falde til 3,1 millimol pr. liter, var han villig til at fortsætte behandlingen uden at bruge blod. Han sagde desuden at der var gode chancer for en vellykket behandling fordi vi tidligt havde fået stillet Vickys diagnose og hurtigt havde taget affære. Han indrømmede at det ville være første gang han i et sådant tilfælde skulle give kemoterapi uden at kombinere den med blodtransfusion. Vi var meget taknemmelige for at dr. Graf ville hjælpe os og beundrede hans mod og beslutsomhed.

Økonomiske problemer

Nu opstod det næste spørgsmål. Hvordan kunne vi betale den behandling Vicky skulle have? Vi var lamslåede da vi fik at vide at to års behandling ville koste omkring 150.000 D-mark. Vi var slet ikke i besiddelse af tilnærmelsesvis så mange penge, og det var altafgørende at behandlingen straks blev påbegyndt. Eftersom vi havde søgt lægebehandling i udlandet, var vi ikke berettiget til nogen form for offentlig sygesikring. Der stod vi nu med et meget sygt lille barn og lægelig ekspertise parat til at hjælpe, men uden at have penge til behandlingen.

Hospitalet kom os til undsætning og fortalte at behandlingen kunne indledes med det samme hvis vi lagde en udbetaling på 20.000 D-mark og skriftligt garanterede at betale resten. Vi havde en lille opsparing, og med kærlig hjælp fra venner og slægtninge var vi i stand til at betale de 20.000 D-mark — men hvad så med resten?

Vi blev endnu en gang mindet om at vi ikke stod alene under vores trosprøve. En åndelig broder, som vi på daværende tidspunkt slet ikke kendte, var villig til at kautionere for restbeløbet. Det lykkedes os imidlertid at træffe andre dispositioner, så vi benyttede os ikke af hans generøse tilbud.

Kyndige lægers indsats

Kemoterapien blev påbegyndt. Dage og uger fulgte. Det var til tider meget vanskeligt og anstrengende både for vores lille datter og os. Til gengæld var vi ovenud lykkelige og taknemmelige hver gang hun viste tegn på bedring. Kemoterapien varede i otte måneder. Vickys hæmoglobintal var på et tidspunkt helt nede på 3,7 millimol pr. liter, og dr. Graf holdt sit løfte.

Der er efterhånden gået seks år, og en sidste rygmarvsprøve har vist at der ikke længere er  tegn på leukæmi. Hun er nu en sund og glad pige. Ja, som ved et mirakel er Vicky kommet sig fuldstændigt. Vi er klar over at mange børn er døde af den samme sygdom, selv om de er blevet behandlet med kemoterapi og blodtransfusioner.

Vores tro har stået prøve, og vi har sejret, men ikke uden hjælp fra slægtninge, kristne brødre og søstre og kyndige læger. Hospitalinformationen støttede os på alle måder døgnet rundt, og dr. Graf og hans kolleger gjorde deres bedste for at hjælpe Vicky. Alt dette er vi meget taknemmelige for.

Troen styrket

Mest af alt takker vi dog vores Gud, Jehova, som har vist os kærlig omsorg og styrket os gennem sit ord, Bibelen. Det er senere gået op for os hvor meget vi har lært af denne barske oplevelse, og hvor meget den har styrket vores tro.

Nu er vores dybeste ønske at bevare et nært forhold til Jehova Gud og at lære vores datter værdien af at leve i harmoni med hans normer. Ja, vi ønsker at give hende en god åndelig arv så hun kan komme til at leve evigt i det kommende paradis her på jorden. — Indsendt.

[Fodnote]